(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Racehygiene"

LIBRARY 

Walter E. Fernald 
State School 




Waverley, Massachusetts 
No . . 

■ ■ I— 'I ■ I» ■** ■!■ ■■ ■ ■— ■!■■— ■ ■ ■■ -^ 





Dr. ALFRED PLOETZ 
Pråsident der Internationalen Gesellschaft fur Rassenhygiene. 



RACEHYGIENE 



AV 



Dr. JON ALFRED MJØEN 

MEDLEM AV DEN PERMANENTE INTERNATIONALE 
KOMITÉ FOR RACEHYGIENE 



MED 42 GRAFISKE TABELLER, SLEGTS= 
TAVLER OG ILLUSTRATIONER 



Massachusetts School 
for, Feebie' Minded. 



/- 






/ / 



KRISTIANIA 

JACOB DYBWADS FORLAG 

1914 



SI 




<St£*-z^c£*-^C jUé 



President of the Permanent International Eugenics Committee; President 
of the Eugenics Education Society, England. 



INDHOLD 

I. GENERATIONEN Suic 

Kap. I. Cellen og kimcellen 9 

Alle livsytringer er i sidste instans kemiske processer. — 
Livsstof i retorten. — Kemiens grænser. — Hvordan opstaar 
liv? — Urcelle og uravl. — Atomernes kjærlighet. — Befrugts 
ning uten sædceller. — Forplantningens endemaal: slegten. 

Kap. II. Utvikling og arv 27 

Evolutionsteorier og arvelighetslære. — Galtonlaboratoriets 
arbeider og opgaver. — Mendels lov. 

Kap. III. Arv og kaar 42 

Arvestoffets konstans. — Arv av erhvervede egenskaper. — 
Arvede sygdommer og anomalier. — Aandelige defekter. — 
Bløderne. — Kiminfektion. — Den tiltagende perversitet. — 
Prædestinerte forbrydere. — Hvordan opstaar geniet! 

Kap. IV. Menneskeracer og bastarder 67 

Monogenister og polygenister. — Heldige og uheldige kryds* 
ninger. — Kemiske faktorer. — Import av fremmede arbeidere. 

Kap. V. Antiselektoriske processer 73 

Den biologiske faktor i verdenshistorien. — Den negative 
samfundsselektion. — Neomalthusianismen. — Krigen. — Stor; 
industrien. — Den monogame seksualordning. — Eksamen som 
værdimaaler. — Emigrationens og immigrationens racebiolo; 
giske indflydelse. 

Kap. VI. Kemiske giftes indflydelse paa avkommet 82 

Industrigiftene særlig bly og blyforbindelser, — patologiske 



Side 

gifte særlig syfilis, — narkotiske gifte særlig koffein, nikotin 
og alkohol. — Alkohol under konception, svangerskap og laks 
tation. 

II. DEGENERATIONEN 

Kap. VII. De lavværdige raceelementers formering 127 

Uansvarlige forbrydere. — Den moderne ungdoms livslede. — 
Humanitetens feilgrep. — En svensk slegtssaga. 

Kap. VIII. De høiværdige raceelementers tilbakegang 141 

«Ætgode mænd». — Moderskapets anathema, — Den hvite 
races selvmord. — Jordens ubegrænsede frugtbarhet. — Spartas 
jernlov. — Antikonceptionen. — Dvergfamilien. — Den nye 
svartedød. — Folkedæmringen. 

Kap. IX. Hvad koster de lavværdige raceelementer stat og kommune? 158 

III. REGENERATIONEN 
(Program for anvendt racehygiene.) 

Kap. X. Den negative racehygiene: 167 

Segregation, 

frivillig for aandssvake, epileptikere og lignende aande? 
lig og legemlig forkrøblede individer — tvungen for dran? 
kere, vaneforbrydere, professionelle tiggere og alle som negter 
at arbeide. 

Sterilisation 

av sedelighetsforbrydere og voldsforbrydere. 

Kap. XI. Den positive racehygiene 192 

Biologisk oplysning (racebiologi ved skole og universitet). 
Decentralisation (indre kolonisation). — Regressivt skatte? og 
progressivt lønningssystem for familieforsørgere. — Mødrefor? 
sikring. 

Kap. XII. Den profylaktiske racehygiene. (De kemiske giftes be* 

kjæmpelse.) 213 

Folke? og racesygdomme i beskatningen. — Helseerklæring 
før egteskap. — Statsmonopol for tobak. — Omlæggelse av 
told til gunst for næringsstoffer (sukker o. a.) contra gift? 
stoffer (kaffe, te o. a.). — Klassesystem og progressiv beskar? 
ning for alkoholiske drikke. 

Ledesætninger 241 

Tillæg: Organisationen. Ordforklaring 245 






FØRSTE DEL 

GENERATIONEN 



KAPITEL I 

CELLEN, KIMCELLEN 

Vi vet at den grundlæggende mursten ved opbygningen 
av enhver levende organisme er cellen. Enhver skole* 
gut vet det, vi betragter det som en selvfølge, og dog er 
denne opdagelse en av menneskeaandens store seiersbedrifter. 
Vi vet nu at denne utviklingsdygtige «levende byggesten» er 
sammensat av kemiske elementer fra den uorganiske natur. 
Cellen med sin væg, sin kjerne og sit geléeagtige celle* 
indhold, protoplasma, bestaar væsentlig av kulstof, vandstof, 
surstof, kvælstof, m. a. o. de elementer som i form av luft, 
vand, kulsyre og kulsyreholdige forbindelser utgjør en 
større del av jordmassen. I cellen, selv i dens enkleste form, 
foregaar indviklede kemiske processer, som er absolut nød* 
vendige foråt livet skal vedvare. Alle livsprocesser som 
foregaar omkring os kan føres tilbake til kemiske kræfter 
eller kemisk affinitet. Videnskapen har stillet sig det spørs* 
maal hvad følgen vilde være, om denne kraft pludselig 
ophørte at virke, og besvaret dette saaledes : Naturen vilde 
være uendelig meget enklere end den nu er. Alle de stoffer 
som vi kjender som kemiske forbindelser, vilde opløse sig 
i de stoffer som de er sammensat av, og av de millioner 
kemiske forbindelser vilde der ikke bli andet tilbake end 
sytti eller otti forskjellige «grundstoffer». Alle levende 
væsener vilde ophøre at beståa, og istedenfor vilde vi over* 
veiende faa gaser og kulstof. Fj eldene vilde smuldre til 



Livskraften. 



10 

atomer, og våndet paa hele jorden opløses i to usynlige 
luftarter. Livsprocessen med dens mangfoldige former vilde 
være umulig, ti hvad vi kalder liv er utænkelig, uten at 
visse sammensatte former av stoffet bestaar. 

Man trodde i lang tid, at forskjellen mellem de orga* 
niske og uorganiske forbindelser laa deri, at de uorganiske 
kunde fremstilles i laboratoriet, de organiske derimot bare 
i organismen under indflydelse av en egen kraft — livs* 
kraften. Denne opfatning blev kuldkastet, da Wohler i 
1828 i laboratoriet fremstillet et kemisk stof, som hittil var 
blit anset som et typisk utskillingsprodukt fra den levende 
organisme — nemlig urinstof CO NH 2 NH 2 . Han frem* 
stillet dette «livsstof» av bestanddele som blev betegnet 
som uorganiske, nemlig av cyansyre og ammoniak. Senere 
er en række saadanne stoffer som man før trodde ute* 
lukkende kunde være produkter av livsvirksomheten, syn* 
tetisk fremstillet i det kemiske laboratorium. Det viser sig, 
at der hersker de samme love i retorten og kolben som i 
den organiske verden. 

De vanskeligste, de dypeste av alle problemer, spørsmaal 
som hittil bare den spekulative videnskap har vovet sig ikast 
med, er nu fra filosofens studerkammer flyttet over i den 
eksakte videnskaps laboratorier. Kemien har i løpet av det 
sidste aarhundrede underlagt sig det ene territorium efter 
det andet. Efterat svensken Scheele endnu med de mest 
primitive videnskabelige redskaper hadde bearbeidet den 
udyrkede kemiske videnskaps jordbund, og Berzelius 
hadde grundlagt den uorganiske kemi ved at bygge 
videre paa Daltons atomteori, efterat Liebig i løpet av 
sin lange arbeidsdag paa nøiagtig et halvt aarhundrede 
hadde opstukket nye baner, gik det slag i slag med op* 
dagelser. 
Kemiena Ikke et aarhundrede er hengaat siden Karl v. Liebig 

indsendte sit andragende om bevilgning til det første labo* 
ratorium for eksperimentel kemi i Tyskland. Andragen* 
det blev først avvist med den bemerkning, at kemi ikke 
kunde betragtes som videnskap. Dette var i 1824. Og 



seiersgang 



11 

nu er denne videnskap i løpet av 90 aar vokset saaledes, 
at den ikke engang tilnærmelsesvis kan overskues eller 
beherskes av enkeltmand. Kemien er blit delt og atter 
delt. Professoratene er blit fordoblet og mangedoblet. 
Berlin som begyndte aarhundredet med 2 lærerstoler i 

kemi, har nu over 30. 

Saa aapnet professor Emil Fischer i tilslutning til sukkenyntese. 
sin opdagelse av fenylhydracinet og dets indvirkning paa 
ketoner og aldehyder en hel ny arbeidsrække som førte til 
den epokegjørende sukkersyntese. Han gik ned i naturens 
eget verksted og likesom avluret planterne den kunst at 
lave sukker. Rigtignok arbeider endnu planterne billigere 
end det kemiske laboratorium, endnu tar sukkerfabrikkerne 
sit utgangsmateriale fra runkelroen, som utfører den syn, 
tetiske opbygning av atomerne, men allikevel, hvis blikket 
fra reagensglasset og den kemiske vegt streifer et øieblik 
ind i fremtiden, saa øiner det en mulighet, som der staar 
lysning av, muligheten for at et gigantisk spørsmaal : 
hungerens fjernelse ved kemiens hjælp, gaar mot sin løs, 
ning. Kan der i de kemiske laboratorier engang i en 
fjern fremtid og ved billige hjælpemidler fremstilles det 
sukker og den eggehvite som mennesket har behov for, 
saa vilde dermed et av den sociale nøds onder være 

skaffet avveien. 

Efter mange aars intenst forskningsarbeide med en stab 
av Tysklands bedste kemikere og med den tyske stats 
rundhaandede økonomiske hjælp har det nu lykkedes 
Emil Fischer at bringe lys i den hemmelighetsfulde egge* 

hvitesyntese. 

Han paaviste visse analogier mellem sukkergrupperne 
og eggehvitestoffene. Likesom de første lagrer sig sam. Eggehvite- 
men til løse forbindelser, som man har kaldt di,, tri, og s >' nfe 
polysaccharider, saa danner enkelte spaltningsprodukter av 
eggehvitestoffene lignende løst sammensatte forbindelser 
(peptider). Det har virkelig lykkedes Fischer at fremstille 
eggehvitelignende stoffer, og dermed er atter en av skille, 
væggene mellem det organiske og det uorganiske stof 



12 

revet ned, og et indblik aapnet for os bakover i de første 
livsprocesser. Man har sagt om kemien at den har frem* 
tiden i sin haand, spørsmaalet er imidlertid, om den ogsaa 
har noklen til fortiden. Her har filosofien hittil leveret 
de største bidrag, men nu har kemien tat problemet op 
ved et eksakt og maalbevisst forskningsarbeide, paa hvis 
resultater den naturvidenskabelig dannede menneskehet 
venter i spænding. 

Endnu findes der neppe mange forskere som tror, at 

Livet som livets problem som fysiko*kemisk fænomen nogensinde vil 

i o em i kj- j øs ^ Allerede under kemiens første smaa seire be* 

problem. 

gyndte man i et utslag av overmot at fable om «levende 
krystaller». Gothes Faust gir uttryk for dette i sin kritik 
over alchymiens fantastiske overgrep : 

«Was man an der Natur geheimnisvolles pries, 
das wagen wir verståndig zu probieren, 
und was sie sonst organisieren liess 
das lassen wir krystallisieren.» 

Ogsaa i «Faust»s 2den del viser Gothe i den djærvt* 
fantastiske homunkulussatire samtidens tvilende tro paa 
«det kunstige menneske». Dette uhyrlige problem, som 
kan føres tilbake til tanker helt fra renaissancen, fra Para* 
celsus, løses her ved at Fausts gamle famulus Wagner, en 
knusktør og latterlig «lærd impotens» i retorten uten be* 
frugtningsproces frembringer en kemisk mandsling, et pro* 
dukt uten kraft og krop, bare aand og lærdom, som naar 
sit tragikomiske endelig, da han for første gang møter 
kjønheten i Galateas skikkelse. At en omfattende kritisk 
aand som Gothe virkelig har trodd paa muligheten av en 
saadan videnskabelig uhyrlighet, er neppe trolig. Men 
sikkert er, at datiden ventet paa det «vidunderlige». Baade 
Vancansons automater — ænder som kunde bevæge sig, 
spise og svømme — og Drozs mekaniske musiker, som 
cfter endt spil pakket sine noter sammen og bukket for 
publikum — blev, merkelig nok, tat som de første forsøk 
paa at fremstille «liv». 



Uer. 



13 

I vore dager tar man ikke forsøk paa at fremstille en 
Homunkulus alvorlig, men man er for fuldt alvor ifærd 
med at ville fremstille celler. 

Livets problem er i sin dypeste grund et kemisk pro* Kunstige 
blem og alle livsytringer lar sig i sidste instans føre tilbake 
til fysikalsk^kemiske kræfter og reaktioner. Det vil derfor 
være vanskelig at benegte, at fænomener, som vi kalder 
livstegn, fænomener som irritabilitet, assimiliation, disassi* 
miliation, spontan bevægelse, ja endog vekst og reproduk* 
tion, alt dette som vi iagttar i celler, stammer fra mekaniske 
og kemiske kræfter av en saadan art, at de enkeltvis vil 
kunne imiteres eller frembringes av uorganisk materiale i 
det kemiske laboratorium. Men dermed er man ikke naadd 
frem til en vitokemisk substans av cellens karakter, og det 
er ingenlunde sagt at det nogensinde vil la sig gjøre av 
kemiske substanser kunstig at bygge sammen molekylkom* 
plekser, som skjuler i sig den uendelighet av fine og differens 
tierte kræfter, som vi finder i en levende celle. At man 
i retorter og kolber vil kunne fremstille en celle, som selv 
ernærer sig, deler sig, forplanter sig og fremfor alt differens 
tierer sig, har vor tids mere nøkterne kemikere og bio* 
loger, som rimelig er, meget vanskelig for at tro. Vitalis* 
men hævder den opfatning at der i de levende væsener 
ikke bare virker fysiske og kemiske kræfter, men desuten 
en særlig «livskraft» som principielt adskiller sig fra disse. 
Det skal indrømmes at naar vi vil forklare fænomenerne ut 
fra bare kemiske kræfter alene, saa støter vi snart paa van* 
skeligheter. Kanske ligger det i at fysik og kemi endnu 
er ufuldkomne videnskaper. Ett er dog sikkert : alene de 
livsytringer, som lar sig føre tilbake til disse to eksakte 
videnskaper, kan vi begynde at definere eller analysere. 
Den kemisksfysikalske betragtningsmaate er den eneste 
gangbare vei, og hvor den svigter, der nytter det heller ikke 
at hævde hypotesen om en mystisk uutgrundelig «livskraft». 
De sykiske fænomener er, sier Plate, vistnok fuldstændig 
avhængige av materielle processer, men lar sig kun delvis 
eller slet ikke forklare ad mekanisk vei. Det vilde imid* 



14 

lertid være et selvbedrag at anta at de skulde bli mer for* 
staaelige ved hjælp av hypotesen om livskraften. 
Urceiien Hvordan den første celle — urcellen — er opstaat, er 

biologiens dunkleste punkt. Er jorden med sine masser av 
uorganisk stof blit befrugtet utenfra gjennem kosmisk støv 
som bærer av levende spirer? Er f. eks. zodiakallyset en 
eneste straalende, vældig befrugtningsproces '? Eller er det 
organiske liv opstaat av den uorganiske materie ved hin 
proces, som filosofer og naturvidenskapsmænd har betegnet 
med det mystiske — «uravl»? Utviklingen fra den mest 
primitive livsform vi kj ender, de encellede væsener, ur* 
bacillen, fremover til mennesket i sin klassiske formskjøn* 
het, forekommer os svimlende, og dog er den efter min for* 
mening mindre vidunderlig end den utvikling, hvis av* 
slutning det lille encellede væsen er. 

En art veiledning faar biologerne her gjennem den inter* 
essante «dagbok», som vor klode har efterlatt os i sine 
geologiske avlagringer. Vi finder i visse sandstenformationer 
fra primordialzonen især i Sverige saadanne dagbokopteg* 
neiser av organisk liv. I endnu ældre stenlag fra skifertiden 
har vi ingen avtryk mere. Under denne kambriske forma* 
tion som er det ældste lag med petrefakter like over ur* 
skiferen findes intet spor mere efter liv, hverken fra plante* 
eller dyreorganismer. 

Men i den kambriske sandsten, som trolig har bevart 
avtrykkene av de fineste trilobiter, de sarteste sneglefiske 
og krebsskeletter, findes der ikke et eneste spor efter menne* 
skelignende væsener. Der fandtes altsaa ingen mennesker, 
kun væsener, som ifølge tilblivelsens lov engang skulde 
naa menneskeskapningens høide. Den lille krypende mark 
hvis skeletavtryk den kambriske sten har bevart bar i sig 
programmet til hele skapelsessymfonien. De mest primitive 
encellede væsener maa tænkes som bærere av muligheten 
for den høieste menneskeform. Dette encellede væsen er 
bærer av den kemiske substans, som for vor gjængse opfat* 

1 Svante Arrhenius. Herrmann Gruson: Das Zodiakallicht. 



15 

ning er ensbetydende med begrepet «liv». Det har utviklet 
sig av det urorganiske som endnu ikke var celle, men som 
dog allerede maatte ha en indre utviklingsmulighet, en for? 
utsætning til at kunne bli celle. 

Vi vet altsaa at den substans vi for tiden kalder levende, Ceiuuvet. 
bare forekommer i celler, at alt levende hos planter og 
dyr er opbygget av disse, at alle livsytringer, baade av sund 
og sykelig art, ikke er andet end forskjelligartede processer, 
som foregaar i cellerne. — Cellen er elementærorganismen. 
Utgangspunktet for alt som lever og rører sig paa 
jorden. Den er til en viss grad selvstændig, den danner 
en verden for sig. Opdagelsen av cellen som ophavet til 
alt liv betegner en ny epoke i læren om livet. — Cellen er 
mikroskopisk liten. Der skal billioner til for at bygge og 
forme et menneske. Men der findes ogsaa organismer, som 
bestaar av bare en celle. Ogsaa de har stofveksel, de 
aander, optar næring og utskiller alt overflødig og ubruk? 
bart. De forplanter sig ved en enkel deling av morcellen. 
De har evnen til en — omend for det meste ufuldkommen 
— bevægelse. De forstaar at holde livet gaaende ved at 
sky ugunstige og opsøke gunstige livsforhold (næring, lys 
og varme). Saaledes beskytter de sig altid paa en eller 
anden maate under alle livets omskiftelser. Naar de f. eks. 
er ute av stand til at flygte, kapsler de sig ind eller ruller 
sig sammen, til der indtrær gunstigere tilstande. Under 
mikroskopet kan man let overbevise sig om lysets indvirk? 
ning paa de encellede væsener i en vanddraape: Ved almin? 
delig lys samler de sig i den kant av draapen, som vender 
mot lyset. Ved meget sterk, grel belysning flygter de og 
trænger sig sammen paa den mørkeste side. Disse bitte 
smaa livets repræsentanter viser en likefrem forbausende 
evne til at finde de bedste og gunstigste betingelser for sit 
underhold. Saaledes styrer de langveisfra hen til det sted, 
hvor de f. eks. kan finde surstof. Av andre kemiske stoffer 
lar de sig ogsaa lokke, men vel at merke, kun naar disse 
stoffer er av betydning for deres vekst og trivsel, hvis ikke, 
holder de sig i tilbørlig avstand. Selv de enkleste av alle 



16 

organismer, den encellede amøbe bestaar endda av millioner 
av atomkomplekser. 

Heri ligger vel disse cellers ømfindtlighet for frem? 
mede stoffer. Deres komplekse natur gjør at de lettere 
irriteres. Saadanne stoffer, som forstyrrer cellernes nor? 
male funktion har man kaldt protoplasmagifte. Man kan 
let tænke sig at der ikke skal saa meget til for at 
hemme dette fine, komplicerte opbygningsarbeide. Op? 
bygningen av celle* indholdet saavelsom cellevæggen kan 
endog tænkes hindret bare ved tilstedeværelsen av frem? 
mede kemiske stoffer, selv om ikke disse stoffer direkte 
deltar i reaktionen. 1 

Heri ligger formodentlig ogsaa en av vanskeligheterne av 
rent teknisk art ved at fremstille levende celler. Muligens er 
partenogenesen — den s. k. jomfruavl — et litet skridt paa 
veien henimot det endelige, kanske uopnaaelige fremtidsmaal. 
Loebs forsøk med kunstig befrugtning av sjøpinsvinegg ved 
kemiske stoffer vakte i sin tid opsigt. Han bragte de 
keiler, ubefrugtede egg i berøring med en opløsning av natrium 
og magnesiumforbindelser og allerede efter faa timers 
forløp viste eggene en tydelig utvikling til den første larve? 
form. Flyttet tilbake i almindelig sjøvand utviklet de sig 
videre til den form, som for sjøpinsvinet betyr det samme 
som halepadden for frosken. Loeb kom under sine eks? 
perimenter til den opfatning, at bare tilstedeværelsen av 
kalcium og kali i sjøvand hindret de ubefrugtede eggs 
utvikling og at sæd væsken fra handyrene kun tjente til 
at ophæve disse kemiske stoffers hemmende indflydelse. 
Loeb har selv uttalt: «jeg tror paa en ubesmittet undfan? 
geise som det naturlige resultat av usedvanlige, men natur? 
lige aarsaker. At den menneskelige slegt kunde forplantes 
kunstig ved fjernelsen av kemiske hindringer, det vil vi 
foreløbig ikke tænke paa. I ethvert fald har vi ad kemisk 
vei gjort et stort fremskridt i forstaaelsen av livet, og vi 
kan allerede forutse den dag, da en forsker, som eksperi* 
menterer med kemiske stoffer i et forsøksglas, ser dem 
1 Se Mjøen og Hals, Naturen 1914. 



befi ugtning 

uten 



17 

forene sig til et stof, som lever, bevæger sig og forplanter 
sig videre. Dette vil være den første protoplasmatiske 
celle, oprindelsen til alt liv, saaledes som den for første 
gang frembragtes av naturen selv i dens eget forsøksglas 
av de samme kemiske stoffer, som videnskapsmænd nu 
arbeider med». 

Gjennem alle de processer som rører sig hos den 
levende organisme synes der at gaa en ubændig trang eller 
higen efter fuldkomnere, intensere liv og til at søke dette 
fuldbragt gjennem formeringen. 

Mange trin fører fra den encellede organisme, som her 
er beskrevet, op til mennesket, det kompleks, som er det 
organisk fuldkomneste, baade som enkelt individ og i kraft 
av hin endnu større enhet, som opstaar ved individernes 
ihinandengripen ved forplantningen: slegten. 

Ære det evige foraar i livet 

som alting har skapt, 

opstandelsens morgen det mindste er givet 

kun formen gaar tapt. 

Slegt føder slegt, 

stigende evne den naar, 

art føder art 

i millioner av aar, 

verdner forgaar og opstaar. 

Bjørnson. 



Den menneskelige organismes utvikling tar individuelt Befmgtmngs* 
set sin begyndelse, ved at en mandlig kjønscelle (sædcellen) pu 
og en kvindelig (eggcellen) forener sig til en ny celle. 
Tidligere antok man at en berøring mellem egg og sæd* 
celle var tilstrækkelig. Ved denne berøring fik eggcellen 
en «impuls» til vidre utvikling. Virkningen blev ogsaa 
kaldt «en elektrisk virkning». Nu vet man at sædlegemet 
trænger ind i eggcellen. Man vet ogsaa at sædcellen over? 
fører farens arvestof og befordrer de kemiske processer. 

2 — Mjøen : Racehygiene. 



18 

Ontogenese. Individets utvikling (ontogenesen) tar sin begyndelse 
ved at det befrugtede egg, den første celle, deler sig som 
alle andre celler i to datterceller (celleformeringen). Men 
det er indlysende, at en kompliceret organisme bestaar av 
noget mere end en mangfoldiggjørelse av like celler. Ved 
den videre deling blir cellerne ulike (celledifferentieringen) 
saa at de forskjelligartede cellevæv kan dannes. Dernæst 



Tavle I. Eggcelle og sædcelle. 




Fig. 1. 



Fig. 2. 



Fig. 1. Gjennemsnit av den kvindelige eggcelle, meget forstørret. 
En moden eggcelles diameter er ca 1/4 mm. Dens volum forholder 
sig til sædcellen ifølge enkelte forskere, som 250,000: 1. Men paa dette 
punkt hersker stor uenighet. Eggcellen bestaar av eggkjernen med 
omliggende næringsmateriel, protoplasma Hos en normal kvinde 
modnes ca. 300—400 egg. Baade sædcelle og eggcelle maa benævnes 
halve celler, da begge mangler enkelte substanser, som betinger en 
celles vekst og utvikling. Sædcellen mangler protoplasma, eggcellen 
centrosom. Ved hemmelighetsfulde kræfter drages de mot hinanden 
for gjensidig at erstatte det manglende. 

Fig. 2. Den mandlige sædcelle (sædtraad, spermatozo, spermie) 
bestaar av et litt flattrykt, pæreformet hode omtrent 3/1000 mm. langt 
og en ca. 47/1000 mm. lang hale, som tjener som bevægelsesorgan. 
Mellem hode og hale er det saakaldte mellemstykke eller hals, hvor 
centrosomet («delingsapparatet») findes. 



19 

maa disse igjen danne bestemte strukturer — organer — 
(organdifferentieringen) og disse kombineres til et hele — 
individet. Det er denne sidste evne hos cellen som inde* 
bær det store — det største mysterium. Ved en egen, 
iboende hemmelighetsfuld kraft — dirigeres utviklingen 
derhen, at den nye organisme tilslut danner dette høist 

Tavle II. Det mandlige ejakulat. 




1. Færdige sædtraade. 

2. Ufærdige sædtraade med en protoplasmarest. Desuten testik? 
kelceller, lymfozyter, spermakrystaller, lecitinlegemer og amyloidlegemer 
fra prostata. 

I en kubikmillimeter sperma findes hos mennesket ca. 60000 sper? 
matozoer. Et menneskelig ejakulat indeholder 200 millioner sperma? 
tozoer. I en sæddraape findes ca. 10 millioner spermatozoer. En frisk 
mand skal i den avlingsdygtige tid kunne producere ca. 340 billioner 
spermatozoer. Et spermatozos bevægelighet og befrugtningsevne varer 
i vand kun nogen minutter. Ved den indre befrugtning hol? 
der den sig derimot længer. Man har saaledes fundet leve? 
dygtige spermatozoer i de kvindelige kjønsorganer efter 8—10 dages 
forløp. Spermatozoet kan beholde sin egenbevægelse flere timer efter 
at det menneskelige individ er avgaat ved døden. 



20 

komplicerte hele, det underfuldeste av alle organiske kom? 
plekser — mennesket. 
Kromosomen*. Hvis det forholder sig saa at cellekjernen spiller en 

fremtrædende rolle ved celledelingen, er det naturlig, at 
man søker arveegenskapernes materielle substrat i denne. 
Specielt har man fæstet opmerksomheten paa den substans 
i kjernen, som man paa grund av dens evne til at opta 
farve har kaldt kromatin. Naar kromatinet begynder at 
forme sig for deling, samler det sig fra et slags netverk til 
baand eller sløifer (celledelingen se tavle III) kromosomsløi? 
fer eller kromosomer. Kromosomerne er tilstede hos dyr 
og planter i et bestemt antal, som varierer meget efter ar? 
terne. Hos mennesket er det 24 i hver legemscelle (soma? 
celle) men i kjønscellerne bare 12.' 

Det er særlig de grundlæggende arbeider av Ziegler, 
Waldeyer, Hertwig, Boveri, Loeb, som har lært os at kjende 
arvelighetens materielle substrat. I disse arbeider finder 
vi fastslaat antallet av kromosomer for hver art. Reduk? 

Reduktions* tionsdelingen som foregaar under modningen av kjøns? 
cellerne — foreningen av fædrenes og mødrenes kro? 
mosomer ved befrugtningen av eggcellerne, og den regel? 
mæssige fordeling av farens og morens kromosomer paa 
dattercellerne er blit belyst. Denne lære om et materielt 
substrat, som er eller som bærer arvefaktoren, maa ikke 
misforstaaes derhen, at ethvert organ i det menneskelige 
legeme er tilstede i kimstoffet som et organanlæg av bestemt 
form, det vil kun si, at enhver legemsdel kan forfølges til? 
bake til eggcellen og sædcellen, hvor den har sin oprin? 
deise, uten at man endnu vet hvorledes og i hvilken form 
disse anlæg er tilstede. 

Cytoplasma. Det har været uttalt, at naar baade det protoplasma 

som omgir cellekjernen — cytoplasma — og kjernen selv del? 
tar ved sammensmeltningen av de to kjønsceller, skulde 
cytoplasmaet være et vigtig stof for befrugtningen, nærsagt 
likesaa vigtig som selve kjernen. Imidlertid er der hos 
visse planter f. eks. lilium paavist, at der ved kryds? 
ningen overhodet ikke findes noget cytoplasma i støvdra? 



Tavle III 




Fig. 1. 





Fig- 2. 



Fig. 3. 





Fig. 4. 



Fig. 5. 



Saasnart et spermatozo nærmer sig egget i en viss avstand, buer celles 
væggen sig ut (dattermund) og suger spermatozoets hode ind (fig. 1). 
Eggcellen omgir sig med en beskyttende hud, som stænger vei for de 
øvrige spermatozoer, som i millionvis omsværmer det kvindelige egg. 
Spermatozoets hale forsvinder (flg. 2—5) og det solformede legeme — 
centrosomet — utskilles (fig. 5—6 og efterfølgende). Kjernerne nærmer 



Befrugtningen. 





Fig. 6. 



Fig. 7. 





Fig. 8. 



Fig. 9. 





Fig. 10. 



Fig. U. 



sig nu hinanden (fig. 7—8) og under denne tiltrækningsproces dannes der 
inden hver kjerne et eiendommelig, traadlignende legeme, kromatinet 
(fig. 6, 7, 8). Dette forkortes, fortykkes og deler sig op i et bestemt 
antal enheter, kromosomer (fig. 9, 10). Disse kromosomer kan be* 
tragtes som kromatin individuelt organiseret. Kromosomerne deles paa 
langs (fig. 9) og trækkes mot hver sin pol (fig. 10), hvor de halve kromo? 
somer danner en ny kjerne eller nucleus (fig. 11). 



21 

gernes kjerne (male nuclens) (Coulter). Det maa derfor 
synes rigtig at dra den slutning, at kjernen alene indeholder 
det nødvendige stof som grundlag for arvefænomenet, og 
er det tilfældet, saa maa kromatinet være dette stof og 
kromosomerne dets synlige enheter. Hacker uttaler sig 
herom meget forbeholdent, han sier nemlig, at arveligheten 
betinges av kjernen i forening med protoplasmaet, men 
kjernen er «den ledende og bestemmende». 

Enkelte forskere mener at kromosomerne sandsynligvis Determinanter 
er funktionelt forskjelligartede d. v. s. de forskjellige kro* 
mosomer er tildelt forskjellige arvefaktorer, andre f. eks. 
de Vries, fremhæver at alle arveanlæg er lokalisert i hvert 
eneste kromosom. Weissmann antar at der i enhver kim* 
celles kromatin findes et større antal smaadele «ider». De 
enkelte ider indeholder som sidste underavdeling «deter* 
minanter» hvorav de potentielt forutbestemte legemsdeler 
opstaar. Ifølge hans teori er det ikke først og fremst disse 
enkelte ider som er det bestemmende for en arts karakter, 
men idernes gruppering m. a. o. «kimplasmaets arkitektur» 
(se forøvrig ordforklaring om kromosomer og determi* 
nanter). 

Det har været anført at øinenes brune farve avhænger 
av særskilte egenskaper hos et kromosom, store knokler 
av et andet kromosoms konstitution, at sort haar er for* 
bundet med et tredje o. s. v. Disse egenskaper behøver 
selvfølgelig ikke at repræsentere nogensomhelst slags struk* 
turelementer. De kan ha sin aarsak i kromosomets almin* 
delige kemiske konstitution og kan under utviklingen frem* 
kaldes paa en rent epigenetisk maate. Da kromosomernes 
antal imidlertid er saa litet i forhold til de arvelige egen* 
skaper, saa tvinges vi til at anta, at der i dem findes endnu 
mindre enheter. Man maa formode at en determinant 
under visse omstændigheter epigenetisk kan fremkalde 
flere egenskaper. Dermed er imidlertid kun sagt at 
disse egenskaper staar i en korrelativ sammenhæng, men 
det er ikke motbevist at slike determinanter lar sig tilføie 
eller fjerne. 



22 

Endel forsøk av Mendel har ført til den saakaldte 
atomistiske opfatning av arveteorierne. D. v. s. ethvert arve? 
lig kjendemerke svarer til en bestemt determinant eller et 
bestemt stof i kjønscellerne. Disse determinanter maa man 
anta repræsenterer bestemte kemiske konstellationer av 
molekylkomplekser. 

Naar der finder sted en konjunktion av farens og 
morens kjønsceller saa avhænger barnets egenskaper av 
hvilke blandinger av forfædrenes egenskaper den befrug? 
tede eggkjerne og det befrugtende spermatozo besidder. 
Men avhænger det ikke ogsaa av noget andet? Ved kjerne? 
konjunktionen er ikke begge like i styrke, om de end er 
like i størrelse. Man kan derfor tænke sig, at den ene 
eller den anden av disse paatrykker det ene individ mere 
av sine egenskaper end det andet er istand til. Og som 
følge herav vil det vordende individ komme til at slegte 
mest enten paa sin far eller sin mor. 

Det er som før nævnt i den sidste tid lykkedes paa 
lavere organismer at efterligne sædbefrugtningen (partenoge? 
nese). Ved behandlingen av egget med visse kemiske (fett? 
løsende) stoffer (som bensol, toluol — en langvarig alkali? 
behandling og speciel benyttelse av saadanne kemiske lege? 
mer, som indeholder en karboxylgruppe, og som fremkalder 
en spaltning av visse lipoider f. eks. lezithin, til nuklein) 
har man opnaadd en utvikling av egget i likhet med det 
befrugtede eggs. Denne kunstige befrugtning maa ikke 
forveksles med en anden kunstig befrugtning som bestaar 
i overførelse av levende spermatozoer fra en død organis- 
me. * Som før nævnt lever sædlegemerne efterat det indi? 
vid, hvori de opholder sig er avgaat ved døden. Hvor 
arv? og odelsretsspørsmaalet, majoratsspørsmaal, tronarve? 
følge eller andre formuesretslige interesser stod paa spil og 
hvor det f. eks. hændte at egtemanden døde før en kon? 
ception hadde fundet sted, har man forsøkt at overføre 

1 I ordforklaringen findes en kort fremstilling av Loebs eksperi? 
menter. 



23 

mandlig sperma paa kvinden. Meddelelser om at disse 
forsøk har været kronet med held, bør vistnok mottages 
med forbehold. 

Den substans som man pleier at kalde levende, proto* 
plasmaet i cellen — ogsaa i kimcellen — bestaar av meget faa 
kemiske elementer. Det er konstellationen av disse som synes 
at være det avgjørende ved den mangfoldighet av organisk 
liv som eksisterer paa vor jord. Hovedelementerne er kul* 
stof, vandstof, surstof, kvælstof og fosfor. Denne «levende» 
substans tar altid form av en kolloidal opløsning og inde* 
holder salter av natrium, kalcium, magnesium, kalium og 
jern. Tilsammen danner disse faa elementer livets basis. 
Disse elementers indbyrdes forhold er saa kompliceret, at 
det er vanskelig at anta at det skulde lykkes at faa den 
samme konstellation istand i kemikerens retorte. Skulde 
dette lykkes maa der i samme øieblik være fremkaldt 
«liv». 

Men hvad er egentlig liv? 

Omsætter vi Darwins evolutionsteori i moderne kemisk Livet i den 
tænkning, saa støter vi paa det, som kanske mere end u °^", s 
nogen anden bevisførelse gir os kausalsammenhængen i 
den uorganiske verden: Mendelejeffs periodiske system. 
Den uorganiske natur, som i motsætning til den levende 
organiske natur, karakteriseres som livløs, død som en 
stabbesten ved veikanten, død som et jernstykke hos skrap* 
handleren, død som en guldaare i minegangen — den viser 
sig overalt at være fyldt av hemmelighetsfulde kræfter. 
Der øves en tiltrækningskraft fra legeme til legeme, kemisk 
affinitet, adhæsion, kohæsion, magnetisk og elektrisk til* 
trækning. Naar to atomer forener sig, opstaar der et nyt 
stof, som hverken er det ene eller det andet, men et helt 
nyt produkt. To vandstofatomer forbundet med et sur* 
stofatom, begge gasformede, usynlige stoffer, gir et nyt 
legeme, et flytende, fuldstændig nyartet produkt — vand. Un* 
der indflydelse av sterk varme eller elektricitet gaar de to 
forenede stoffer atter fra hverandre, og de er da de samme 



24 

som før foreningen. Andre atomer, som har forbundet 
sig, kommer aldrig mere fra hinanden, de er for bestandig 
æltet sammen til en ny, uløselig enhet. Atter andre skyr 
hverandre, «hater» hverandre, flyr hverandre med en in* 
tensitet, som er alt andet end død. Tvertimot: her yrer 
Mendeiejeffs av liv. Og saa kommer Mendelejeff og Lothar Meyer og 
Pe s "stew e °P s ^l er e * fuldstændig skema over atomernes valgslegtskap. 
Det er det naturlige system, efter hvilket elementernes funk* 
tioner er periodiske funktioner av atomvegten, idet eie* 
menter med lignende egenskaper stadig vender tilbake i 
bestemte rækkefølger — perioder. 

Det fremgaar av Mendeiejeffs system, at atomvegten er 
en fundamentalegenskap ved atomerne og hænger nøie 
sammen med deres væsens egenskaper, og dette stadfæster 
den formodning at atomernes kvantitative forhold er grund* 
betingelsen til deres forskjelligartethet, og at alle elemen* 
ter er opstaat av et og samme grundelement, som ved en 
fortætningsproces, man tør kanske kalde det en differen* 
tieringsproces, har dannet forskjelligartede atomer eller 
atomgrupper. 

Og ikke nok med at han opstiller den grandiose lov 
om de bestaaende elementers forhold til hverandre, — 
han opstiller ogsaa love for de stoffer — elementer — som 
endnu ikke var fundet, men som ifølge hans perio* 
diske system m a åtte eksistere. En storstilet profeti byg* 
get paa de kemiske loves logik. Og meget senere opda* 
gedes virkelig de elementer, det ene efter det andet, hvis 
egenskaper han hadde beskrevet paa forhaand, og som 
fylder de huller han lot staa aapne, Scandium, Gallium, 
og Germanium (betegnet efter fundstederne) fandtes og 
sattes paa de aapne steder i Mendeiejeffs periodiske 
system. 1 

Dette systematiske slegtskap er efter al sandsynlighet 
et egte stamslegtskap, et bevis for, at elementerne historisk 
har utviklet sig av hverandre, og at der engang har eksi* 

1 En amerikaner Mr. Mosely har nylig forutsagt tilstedeværelsen av 
~> nye elementer — Philosophical Magazine, April 1914. 



25 

steret et eneste urstof, som er morskjødet til alt, bæreren 
av det store fællesanlæg til livsutfoldelse. Al uorganisk 
materie er paa en maate fra urbegyndelsen av «belivet», 
og livslinjens stigen kanske kun en tillempning efter 
de paa kloderne herskende forhold. Først med jordens 
gradvise avkjøling til den rette, gunstige temperatur har 
den livsmulighet som slumret i virkeligheten i det til* 
synelatende livløse men livssvangre stof opnaadd betinget 
ser for at avføde de celler, som vi med vor begrænsede 
begrepsformue har betegnet som levende, men som til sy* 
vende og sidst ikke er mere levende, bare paa en anden 
maate levende end de enkelte atomer i den uorganiske 
natur. 

Jeg har derfor dannet mig den forestilling at livet er 
tilstede i stoffets mindste dele før nogen forbindelse med 
andre stofdele er indgaat. Livet begynder isaafald alle* 
rede i den uorganiske natur med fortætningen av et enkelt 
stof til 70 eller 80 elementer — og fortsætter i stadig mere 
komplicerte former, atom* og molekylkonstellationer indtil 
det høieste menneske. 

Helt fra de enkleste elementers forbindelser i tidernes 
morgen til det mest komplekse, organiske mesterverk — 
geniet — av idag er der to faktorer som har indflydelse Korreiation 
paa utviklingen, det er koncentrationen av stoffet, og det , 

. . . koncentration 

som jeg vil kalde korrelationen i stoffet. — Disse faktorer av stoffet. 
influerer og er bestemmende paa hele utviklingens gang. 
Naar f. eks. de mindste dele — atomer — av lithium, 
natrium, kalium, rubidium, cæsium paa den ene side og 
f. eks. jod, brom, klor og fluor paa den anden side forener 
sig med hinanden med en intensitet som kan bringe eks* 
perimentator og omgivelser i fare, saa vil jeg helst betegne 
disse fænomener, disse symptomer som livsytringer. Naar 
vandstof og surstof idet de forenes, utfolder en slik kraft 
at fæstningsverker av staal og beton kan forvandles til en 
grushop i et øieblik, saa er vistnok denne «affinitet» langt 
enklere end parringsaffiniteten, den tilbøielighet som be* 
hersker to kjøn der indgaar kopula. — Men det er efter 



26 

min formening i disse grundlæggende kræfter, det enkle 
atoms affinitet til det andet at «livet» begynder. Hvad 
livet er vil ingen kunne forklare, vi kan bare som ved al 
videnskabelig forskning dele en gaade i nye men enklere 
gaader, og det gjør vi ved at flytte livets begyndelse til* 
bake til de enkleste smaadeles vidunderlige dragning mot 
hinanden til mere sammensatte, mere komplicerte, mere 
geniale forbindelser. 



KAPITEL II. 

UTVIKLING OG ARV 



Vi har av det foregaaende set at en organisme er et 
levende væsen, hvis «liv» er karakteriseret ved en 
række kemiske omsætninger som foregaar i de enkelte 
celler eller cellegrupper. Disse processer er avhængige av 
ernæringen, luften, temperaturen, våndet som omgir dem 
og som influerer paa organismens størrelse, farve og 
vitalitet. 

Det er indlysende at miliøets indvirkninger — hvor 
sterke og bestemmende de end kan være for individet — 
ingen betydning har for de kommende arter, hvis de ikke 
gjennem forplantningen gaar i arv til nye individer. Der 
reiser sig da det spørsmaal, om en saadan overføring kan 
finde sted? Kan der idetheletat opstaa kjønsceller av en 
ny art, som igjen avføder somatiske celler av en ny art? 
Foregaar der en forandring gjennem leddene — en utvik? 
ling? Spørsmaalet er besvaret med ja og teorien kaldes 
evolutionsteorien. Det vil være nødvendig at gi et ganske 
kort overblik over denne teori for at faa et fast utgangs? 
punkt ved behandlingen av de efterfølgende eugeniske pro? 
blemer. En detaljeret behandling av utviklingslæren 
maa derimot paa grund av de mange let tilgjængelige 
publikationer som foreligger, ansees overflødig. 



28 

For tiden forstaar man ved evolutionsteorien den op* 
fatning at verdensaltet befinder sig i en stadig utvikling 
fra det enkle og ensartede til det mangfoldige og mange* 
artede. Undertiden knytter man til begrebet evolution 
forestillingen om en værdiforøkelse. Der har været frem* 
sat mange forklaringer til evolutionen, de væsentligste kan 
umarckismi- sammenfattes i de to begreper: Lamarckisme og selek* 
n og . tionsprincippet eller Darwinisme i engere forstand. Disse 

Darwinisme. r r r o 

retninger medgir at en organisme kan forandres paa to 
maater, enten ved at arvesubstansen i egg* eller sæd* 
cellerne ændres i sin struktur eller kemiske sammen* 
sætning ved ydre paavirkninger, eller ved at det fær* 
dige organ forandres ved en saadan ydre paavirkning. 
Meningen er imidlertid avvigende med hensyn til hvor* 
vidt problemet helt ut kan forklares ved saadanne meka* 
nisk virkende kræfter, eller om der ikke ved siden av maa 
tænkes at være andre med i spillet. Ældre forskeres op* 
fatning av evolutionsprocessen var den at planter og dyr 
er plastiske organismer som tillempes efter omgivelser, 
klima, temperaturforandringer, ernæringsstoffer og kampen 
Tillempning for tilværelsen. Et græsætende dyr med en almindelig 
. ' , hals stilles under saadanne vilkaar, at det blir henvist til at 

omgivelserne, ' 

kampen ta sin føde av trærnes blad. Den stadige strækning av halsen 
vil litt efter litt forøke dens længde noget. Denne lille 
forøkelse av halsens længde vil overføres til avkommet, 
hvis hals atter forlænges og saa videre gjennem flere led, 
indtil giraffens hals er frembragt. Et andet eksempel til 
belysning av enkelte arters tillempning efter omgivelserne: 
en hvit sommerfuglart, som imellem frembringer gulagtige 
eksemplarer, slaar sig ned i en egn, hvor de planter, som 
de fortrinsvis ernærer sig av, bærer gule blomster. De hvite 
eksemplarers farve stikker av mot blomsterne, saa fuglene let 
faar øie paa dem og fortærer dem. Deres antal blir mindre 
og mindre, og de fortrænges tilslut helt av de faa gule 
eksemplarer, som faar være i fred og forplanter sig. Denne 
tillempning efter omgivelserne, skulde altsaa forklare aar* 
saken til evolutionen. Mere indgaaende granskning har 



Darwinerne 



29 

imidlertid vist at Lamarcks forklaring ikke var tilstrække? 
lig for alle modifikationer i den dyriske verden — endsi 
i planteverdenen. Og det er neppe noget som har skadet 
evolutionslæren paa dens første stadium saameget som den 
spot som blev utøst over enkelte av Lamarcks spekulatio? 
ner. Mot Lamarcks eller Lamarckismens funktionslære 
har man stillet en ontogenetisk organlære som i Gbthes 
sprog lyder : «Der Ochs wehrt sich mit seinen Hornern, 
weil er sie hat.» 

Det er ved Darwinerne som gjennem flere led har be? 
skjæftiget sig med de biologiske problemer, at evolutions- 
teorien reises paa eksakt naturvidenskabelig grund. Eras? 
mus Darwin begyndte verket, hans søn Robert Darwin 
førte ideerne videre, og atter dennes søn var den store 
Charles Robert Darwin hvis livsverk endnu idag ansees 
som fundamentet for hele utviklingslærens imposante byg? 
ning og hvis navn ingen evolutionist fra Haeckel til Weiss? 
mann har kunnet komme forbi \ I hans aand virker nu 
hans sønner Francis og Leonard videre i racehygienens 
tjeneste. 

Den organiske evolution kan vanskelig fattes uten i 
forbindelse med arternes variation eller variabilitet. Darwin 
utvidet vor horisont med hensyn til vort kj endskap til 
variationen i høi grad. Det er variationen som fremkal? 
der en individualitet hos planter og dyr, saa ikke to av 
dem er nøiagtig like. Vi har vænnet os til at skjelne indi? 
vidualiteten blandt menneskene, fordi vi stadig har for 
vore øine deres fremtrædende kjendetegn. Men den samme 
individualitetsforskjel er likefuldt tilstede hos dyr og individuaii 
planter. Ved arven overføres der ikke alene en likhet 



tet er nes 
variation. 



1 Charles Robert Darwin studerte først medicin, men forelæsnin? 
gene kjedet ham og de første operationer gjorde et saa dypt indtryk 
paa hans sensitive gemyt at han ikke kunde bekvemme sig til oftere 
at besøke operations? og dissektionssalene. Han kastet sig over flere 
videnskaper, særlig biologi, men han sier selv at han anser de kemiske 
studier for det bedste av sin videnskabelige utdannelse, idet de aapnet 
hans blik for den praktiske eksperimentalforskning. 



30 

med ophavet, men ogsaa en ulikhet, og i denne bestaar 
individualiteten, en viss grad av variation fra forældrene. 
Darwin var av den opfatning at naturen gjør et utvalg 
blandt disse forskjellige individer. Dette utvalg foregaar 
ved hjælp av den konkurrance som opstaar væsentlig paa 
grund av overproduktion. De bedst skikkede vil da 
naturligvis bli de utvalgte, og disses heldigere egenskaper, 
som netop utgjør deres individuelle særegenheter vil over* 
Seiektionen. føres paa avkommet. En saadan selektion, som fortsættes 
fra generation til generation vil fremhæve og forøke de 
begunstigede egenskaper, saa der tilslut opstaar en helt 
ny art. Med andre ord, av de smaa variationer bygges 
der op større, og snart blir disse variationer for store til 
at kunne rummes indenfor den gamle arts grænser. Imid* 
lertid er der blit reist indvendinger mot teorien om det 
naturlige utvalg som tilstrækkelig forklaring av arternes 
oprindelse. Vel kan der ikke være tvil om, at der fore* 
gaar en selektion i naturen i den betydning, at ikke alle 
skapte former lever op, men nyere forskere tror at dette 
ikke kan omdanne de eksisterende former nok til at sær* 
præge dem som nye arter, og at hvis der foregaar en selek* 
tion, den ikke kan ske paa basis av fortrin hos det ene 
individ fremfor det andet i kampen paa liv og død, og 
hvor f. eks. et værditap hos det enkelte specimen er like* 
saa vel mulig som en værdiforøkelse. Man mener ogsaa 
at slike forandringer bare er fluktuerende variationer som 
hverken har bestemt retning eller utstrækning. Et av de 
senere forsøk paa forklaring av den organiske evolution 
er mutationslæren fremsat av hollænderen de Vries. Ved 
mutation forstaar man i biologien den pludselig optræ* 
dende skarpt karakteriserte og fra første begyndelse av 
konstante og arvelige variation. Dette fænomen sier de 
Vries skyldes at der i det materielle substrat som bærer 
Determinante arveegenskaperne — kromosomerne — pludselig dannes nye 
elementer, de saakaldte determinante gener, som er saa 
sterke i struktur og livskraft at de i næste led og flere 
led ved forplantningen kan skape en ny type eller art. 



Mutation. 
(De Vries). 



gener. 



31 

Studiet av mutationen indtar en fremtrædende plads i det 
nuværende eksperimentelle arbeide. Man har reist ind* 
vendinger mot teorien. Man tviler paa, at mutanter virke* 
lig er nye former og forklarer disse istedet som opstaat 
ved bastardspaltning efter Mendels lov, eller ved atavisme. 
De Vries' fortjeneste bestaar neppe deri at han har fundet 
en forklaring av arternes oprindelse, men deri at han har 
grundet eller ialfald hjulpet til at grunde et evolutions? 
studium støttet paa eksperimenter. Det er betegnende, at 
ogsaa amerikanerne, som i de sidste aar har staat i første 
række blandt de Vries' kritikløse beundrere, er kommet til 
den anskuelse, at mutationsteorien som ny forklaring er 
forfeilet. Det er bare merkelig, at man ikke gaar endnu 
et skridt videre og erkjender, at Darwins fluktuationer er 
det samme som de Vries' mutationer, og at striden igrun? 
den bare dreier sig om ord. 

Spørsmaalet om nedarving av erhvervede egenskaper a 
er et av de fundamentale spørsmaal i hele evolutionslæren. 
Netop paa dette punkt hersker der meget avvigende 
meninger. Mens de evolutionister som væsentlig slutter 
sig til Darwin med Herbert Spencer i spidsen, hævder og 
nødvendigvis maa hævde overførelsen av erhvervede egen? 
skaper fra forældre til barn, saa benegtes dette av Weiss? 
mann og hans skole, som paa sin side hævder at det ved 
evolutionen egentlig talt kun dreier sig om nye konstella? 
tioner av allerede i det oprindelige protoplasma givne 
grundegenskaper. 

Stillingen idag er den, at selv om Lamarcks og Darwins, 
de Vries' og Wagners forklaringer falder, saa staar dog 
den organiske evolution der som et faktum, bare at den 
endnu venter paa sin forklaring. Der arbeides baade spe? 
kulativt og eksperimentelt for at løse problemet, og de 
utkomne verkers tal økes stadig. Ikke mindst har den 
racehygieniske forskning øket forstaaelsen for betydningen 
av arvelighetsforskningen og evolutionslæren. 

Jeg har her kun i korte drag streifet Darwins og de 
andre evolutionisters grundanskuelser, saadan som de er 



nrv av 
erhvervede 
egenskaper. 



32 

blit fremsat og populariseret blandt vide kredse av befolk? 
ningen. Jeg har kun tat med det som var nødvendig for 
læserens forstaaelse av den utviklingsproces som descendens? 
læren har gjennemgaat i de sidste aartier, en proces som 
er i sterk gjæring endnu. Den interesserte læser vil jeg 
henvise til specialverker over de forskjellige teorier og 
forskningsmetoder. ] 

Skulde der virkelig eksistere en mutation efter de Vries, 
maa den, forekommer det mig, finde sin forklaring i til? 
stedeværelsen av bestemte former av kemiske molekylkom? 
plekser som utgjør kjernen i den materielle arvesubstans, 
former som er istand til at addere og polymere. Til? 
stedeværelsen av saadanne molekylkomplekser med anlæg 
for polymerisation vilde forklare hvorfor der ikke findes 
mellemformer, m. a. o. det vilde forklare det sprangvise 
i utviklingen 2 . Disse polymere komplekser kan tænkes 
fremkaldt ved den blanding som finder sted naar to 
individer med forskjelligartet eller med ensartet arvesub? 
stans indgaar forbindelse. En ensartethet i arvesubstan? 
sen kan imidlertid neppe tænkes. Arvesubstansen er 
sandsynligvis som helhet betragtet forskjellig hos ethvert 
individ. Men denne blanding av to individers arvestof — 
Amfimiksis. denne amfimiksis vil under alle omstændigheter kunne 
mangfoldiggjøre variationen og kombinere den anderledes, 
selv om man ikke kan betegne den menneskelige eller 
dyriske amfimiksis som aarsak eller kilde til variationen. 
Frands Gaiton. De første skridt til en eksakt utforskning av varia? 
bilitetens væsen og arvelighet gjordes av Charles Darwins 
fætter Gaiton. Allerede tidligere hadde den geniale 
Quetelet forsøkt at finde uttryk i tal for menneskets 
fysiske, moralske og intellektuelle forhold, og hans 
teorier og arbeider har tiltrods for adskillig kritik 

1 Forøvrig vil læseren finde en kort definition av Lamarcks tils 
lempningsteori, Darwins pangeneseteori, De Vries' mutationsteori o. a. i 
ordforklaringen. 

a Jfr. mit foredrag videnskapsselskapet febr. 1914. Potentiering av 
arveegenskaper, — addering av ensartede molekylkomplekser — poly? 
merisation av saadanne hvorved homologekomplekser opstaar. 



33 

vundet ikke liten betydning for antropometrien. «I de 

love, som styrer mennesket», sa Quételet, «er alt ordnet Quéteiet. 

med en slik visdom, at mennesket tror at styre sin 

egen vilje, mens det i virkeligheten adlyder lovene. 

Egteskaper, fødsler, dødsfald, forbrydelser, vekstlivet i 

det menneskelige legeme, alt foregaar med en saa for? 

bausende regelmæssighet, at man med et tilstrækkelig 

stort talmateriale og det rette statistiske apparat saa at si 

kan forutsi deres gang.» — Paa disse ideer og denne 

statistiske metode bygget saa Galton videre og fandt eksakt 

form for karakteristikken av den individuelle variabilitet. 

Galton grundla Galtonlaboratiet i London, hvor denne Galton 

forskning nu efter Galtons død fortsættes av hans elever, 

Karl Pearson, Ethel Elderton, David Heron, Emy Baring? 

ton o. a. Naar man trær ind i det første arbeidsrum 

finder man lord Kelwins bekjendte ord over døren: When 

you can measure what you are speaking about and express 

it in numbers you know something about it. — Her maales 

livet. Alle egenskaper hos arten, racen, familien, folket, 

alle organiske værdier — livsværdier — søkes uttrykt i tal. 

Likheten mellem far og søn, mor og datter, søskende, 

kusiner har fundet sit tal : korrelationskoefficienten. Under? 

søkelsernes antal imponerer saavel ved materiellets størrelse 

som ved det skarpsind, hvormed forstyrrende faktorer 

bortelimineres. Er det lykkedes at fastslaa tallene for de Galton 

normale biologiske forhold f. eks. menneskets høide, over? a ^J™ s 

armens længde, aandedrættets styrke, kraften til at trække statistik. 

og klemme, synets og hørselens skarphet, sansen for farver 

o. s. v., gaar man igang med utarbeidelsen av alle avvikelser 

fra det normale: maalingen av alle menneskelige defekter 

og svakheter, alle arvede dispositioner for sygdommer, 

miliøets indflydelse, kemiske giftes — specielt alkoholens 

— indflydelse paa avkommets kvalitet o. s. v. Hvis man 

f. eks. maaler høiden av alle sønnerne til meget høie fædre, 

saa vil man finde, at den gjennemsnitlig er større end 

racens middelhøide, men bare i halvparten saa stor grad 

som fædrenes. Dette resultat uttrykkes i «Galtons sprog» 

3 — Mjøen : Racehygiene. 



34 

ved at si, at «korrelationskoefficienten» av høiden mellem 
far og søn er en halv eller 0,5. Nu bestaar det arbeide 
Kad Pearson. som utføres av professor Karl Pearson og hans elever ved 
University College i London, for en stor del i bestem? 
meiser av disse korrelationskoefficienter. Den intensitet 
hvormed andre legemlige egenskaper arves, er blit maalt, 
og resultaterne har git omtrent den samme værdi — 0,5. 
Endvidere har man ved at sammenligne pladsene paa 
universitetets klasselister og guttenes numre i skolerne for 
far og søn og for brødre og brødre kunnet beregne lig? 
nende koefficienter for aandelige egenskaper. Ved at gjenta 
disse maalinger og variere dem i alle retninger har man 
fundet at den intensitet, hvormed egenskaper arves, er den 
samme for aandelige og legemlige. Folk har nok været 
rede til at erkjende at fysiske egenskaper kan arves; men 
beviset for den tilsvarende arvelighet av sykiske egen? 
skaper var vanskeligere at finde og blev ikke saa let antat 
av andre. Det var særlig Galtons fortjeneste at han hen? 
ledet opmerksomheten paa den intensitet hvormed sjælelige 
evner arves. En opfatning som er blit bekræftet ved nyere 
laboratoriearbeider. l 

Baade Lamarck, Darwin, Wallace, Spencer, Galton og 
flere har direkte eller indirekte hat blivende indflydelse 
paa descendenslærens utviklingsgang. Vi maa dog gaa 
tilbake til midten av forrige aarhundrede, for at finde den 
mand, som uten selv at ane rækkevidden av sit arbeide, 
uten at beile til forskerrang og ry, i al beskedenhet 
grundla hele den moderne arvelighetsforskning. Det var 
Gregor Mendel. Gregor Mendel. Han var bare en munk og en liten 
skolemester. I sit kald som ungdommens underviser 
dukket han ned i naturens vidunderbrønd og over? 
vældedes av de fænomener som fra dens dyp strømmet 
op til ham. Denne hemmelige forstaaelse mellem ham 

1 Dr. Schusters psycological & eugenic laboratory, London. Dr. 
Ploetz' Rassenhygienisches Laboratorium, Miinchen. Dr. Jon Alfred 
Mjøen Laboratorium f. Kemi og Racehygiene, Winderen (maalinger av 
musikalske egenskaper i flere led). 



35 

og naturen gjorde at han snart blev en mester i at 
forståa dens sprog. Flittig og nidkjær forfulgte han sine 
iagttagelser fra planteriket og med autodidaktens naive 
barnetro bød han dem frem til aapen kritik. Det gik ham, 
som det gaar de fleste profeter — han møtte smil og 
skuldertræk hos konfratres og venner, og liten eller ingen 
forstaaelse hos samtiden. Mendel skrev kun litet, men 
der eksisterer en del breve fra ham til botanikeren 
Nageli om hans studier over plantebastarder. Han hadde 
haabet at ialfald denne ene vilde vurdere hans arbeide, 
men selv Nageli saa ikke tilbunds i Mendels tankegang. 
Brevene glemtes, indtil i vore dage Mendels ry, længe 
efter hans død, gik verden over. De blev fundet frem 
og offentliggjort. At Mendel ikke fandt forstaaelse hos 
sin samtid kan neppe forbause os, naar vi betænker, at de 
fleste elementære biologiske principper dengang var ukjendt. 
Mendel selv har vel neppe anet rækkevidden av de stu* 
dier, som i klosterfreden fyldte den beskedne mands ledige 
timer. Det er først ved hjælp av de betydelig utvidede 
biologiske kundskaper at senere forskere kunde vurdere 
den vidtrækkende konsekvens av Mendels lov. Har end 
Gregor Mendel lidt den samme vemodige skjæbne som 
saa mange videnskapsmænd før ham — at maatte gaa i graven 
misforstaat og upaaagtet — saa har dog nutidens viden* 
skapsmænd git hans minde fuld opreisning i et eftermæle, 
som langt overgaar det, han selv vistnok nogensinde drømte 
om. Mendels lov diskuteres og værdiges nu i videnska* 
belige kredse verden over, og Mendels navn har for 
altid fundet sin plads i de stores navnerækker. 

Under sine botaniske studier, navnlig under forsøkene Mendels første 
paa at krydse forskjellige plantearter møtte Mendel en kr ydsnings* 

-, . 1 r . #1 , eksperimenter. 

viss lovmæssighet. Han fortsatte da sine, til en begyn* 
deise rent empiriske og dilettantiske forsøk i klosterhaven 
i Briinn paa en mere planmæssig og bevisst maate og kom 
til ganske eiendommelige resultater: han utvalgte nogen 
særlig feilfrie eksemplarer av en planteart med bestemte 
egenskaper, til krydsning med en anden art av høist for? 



36 

skjellig kvalitet i farve, form eller høide. Han fandt at 
det gik an at efterspore arven av hver egenskap som en 
særskilt arveenhet, og at de forskjellige egenskaper syntes 
at være tilstede som særskilte faktorer i kimcellene. Enkelte 
egenskaper viste sig ved krydsning at herske over andre 
(dominanter), andre viste sig at være vigende (recessive). 
Chancerne for hvordan og i hvilket procentualt forhold 
til hverandre de forskjellige krydsede egenskaper paany 

Tavle IV. Krydsning av sorte og hvite marsvin. (Castle) 



Fig. 1. 



Fig. 3. 




Fig. 2. 



Fig. 4. 



Fig. 1. Et sort marsvin (hun) og dets unger. Fig. 2. Et albino 
marsvin (han) far av de sorte unger. Fig. 3. To voksne unger av det 
sorte marsvin og albino marsvinet. Fig 4. En gruppe med 4 unger 
fremkommet ved parring av de sorte dyr (fig 3). (3 sorte og en 
hvit 1:2:1). 

Parring mellem sorte og hvite gav altid de Mendelske tal : I første 
led bare sorte, i andet led sorte og hvite i forhold 3 til 1 eller 
25% konstante hvite, 25% konstante sorte og 50% ukonstante sorte 
(heterozygoter) som atter utskiller i næste led i samme Mendelske 
forholdstal. 

dukket frem i de efterfølgende led, viste sig at være 
underkastet bestemte love, som bedst lar sig illustrere ved 
nogen eksempler: 

Naar et sort og et hvitt marsvin krydses, vil avkommet 
ikke bli delvis hvitt og delvis sort, men fuldstændig sort, 
idet sort dominerer over hvitt. Ved krydsning av disse 
fremkommer l U sorte marsvin — homozygoter 1 — l U hvite 
— homozygoter — og a U sorte — heterozygoter 1 — forhold 



Homozygot og heterozygot: se ordforkl. 



37 

det 1:2:1. De sorte homozygoter vil, naar de krydses 
med sine like, altid avle helt sorte. Likeledes vil de hvite 
ved indbyrdes krydsning altid avle hvite; de sorte bastår* 
der derimot vil ved indbyrdes krydsning avle bastarder i 
de førnævnte forholdstal 1 : 2 : 1. 

De slutninger man fra Mendels plantekrydsningsekspe* 
rimenter har dradd, kan anvendt paa de menneskelige 

Tavle V. Eksperiment med sorte og hvite marsvin. 



Fig.l 



Fig. 2. 



Fig. 3. 





Fig. 4. 



For at bevise at slegtsegenskapen følger kimstoffet, tok Castle 
et hvitt hunmarsvin, (Fig 2) opererte bort ovarierne og erstattet dem 
med eggstokkene av et sort marsvin (Fig. 1). Ved parring med et 
andet hvitt marsvin avlet det hvite marsvin med det sorte dyrs egge* 
stok et kuld unger (Fig. 4) som var bare sorte, tiltrods for at begge 
forældre var hvite. 



arvelove, bare kaldes analogislutninger. Det gaar ikke her 
an at tale om eksperimenter, da der for det første i men* 
neskeriket ikke kan anvendes metoder av bevist eksperi* 
mentel krydsning, og for det andet, er de genealogiske 
mellemrum mellem slegtleddene for store. Genealogiske 
studier i racehygienisk øiemed er ikke blit drevet før i de 
sidste 10 å 15 aar, altsaa bare en halv menneskealder. 
Arvelighetsforskningen har benyttet sig av de forhaanden* 
værende slegtstavler til at efterspore beviser for sine teorier, 



38 

men disse stamtavler blev jo for det meste ikke opstillet 
med henblik paa de biologiske faktorer og fremviser til= 
dels store huller. Den genealogiske arvelighetsforskning 
som søker bakover i slegtene efter arvelige faktorer, støter 
saaledes paa store vanskeligheter. Og at forfølge en slegt 
med alle dens biologiske faktorer fremover fra vore 
dage det har jo endnu ingen racehygieniker kunnet gjøre 
længere end nogen faa slegtled. 

Ifølge Mendels teori danner en bastard 2 slags kjøns* 
celler, f. eks. kjønsceller med anlæg for sort farve og kjøns* 
celler med anlæg for hvit farve. For at anskueliggjøre 
disse kombinationer har jeg skematiseret dem paa følgende 
maate : 

Tavle VI. Kombinationsmuligheter ved befrugtningen. 




Dr. Mjøen. Lab. f. racehygiene. Nr. 265. 

De firkantede figurer betegner individet, de runde betegner kim= 
stoftet og pilene angir kombinationsmuligheter. 



En egenskap som følger Mendels lov, er øinenes brune 
og blaa farve. Den brune farve, som skyldes et pigment 
paa øiets nethinde (iris) dominerer over den blaa farve, 
mangel paa pigment. Den blaa farve viker, hvor den 
brune kommer ind i slegten. Blaaøiede individer er altid 
homozygoter, ^: de bærer kun paa ensartede kjønsceller med 
anlæg for blaa øine eller rettere sagt, med anlæg for 
«mangel paa brunt pigment». De brunøiede individer kan 
bære paa to slags anlæg, nemlig anlæg for brune og anlæg 



39 

for blaa øine. To brunøiede forældre kan derfor godt 
faa blaaøiede barn, de kan være heterozygoter, mens for* 
ældre med rent blaa øine aldrig kan faa andet end blaa* 
øiet avkom. 

Mere kompliceret blir forholdene, naar man ikke bare 
forfølger en enkelt egenskap alene, men flere samtidig. 

Tavle VII. 




Et hybrid svin som viser Hampshirestripens dominans. 



Flere egenskaper fordeler sig uavhængig av hinanden. 
F. eks. sort og hvit farve og glat og lurvet pels. Sort 
farve dominerer over hvit og lurvet pels over glathaaret 
o. s. v. Hvis nu et marsvin med lurvet pels og hvit farve 
parres med et andet marsvin med glathaaret pels og sort 
farve, saa gir Iste led bare sorte marsvin med lurvet pels, 
men næste generation gir alle mulige kombinationer — 
glathaaret sort — lurvet sort — lurvet hvit — glathaaret hvit. 
Dette er bare grundtrækkene i de paa Mendels lov 
byggede videnskabelige iagttagelser. Man kan iagtta en 



40 

uendelighet av forskjellige forstyrrende eller begunstigende 
faktorer. En egenskap kan virke som dominant paa en 
anden eller som recessiv paa en tredje. Eller den kan 
være dominant hos et mandlig og recessiv hos et kvindelig 
individ. Der er endvidere egenskaper som øiensynlig op* 
trær som om de var sammenkoblet. Dette synes at være 
tilfældet med visse musikalske egenskaper, mens andre 



i 



n 



Tavle VIII. Den brune øienfarves dominans. 

f Of 




****** 



«i ••• 




Dr. Mjeen. Lab. f. Racehygiene. Nr. 266 

I led : en blaaøiet (hvit) og en brunøiet (sort) begge homozygoter. 
II led: bare brunøiede (alle heterozygoter). 

III led: 1 brunøiet homozygot, 2 brunøiede heterozygoter og en blaaøiet 
homozygot. Den første faar saa med sin like bare brunøiet 
avkom, den blaaøiede bare blaaøiet avkom, mens de 2 brun? 
øiede heterozygoter med sine like faar blaa og brunøiet avkom 
i forholdet 1:2:1 — Mendelske tal. 

musikalske evner omvendt synes at vandre avvekslende 
adskilt og forenet som et atom vandrer fra et molekyl til 
et andet. * 

Atter andre egenskaper vil ikke optræde i nærvær av 
bestemte andre, som om der eksisterte en slags avgjort 
uforenelighet mellem dem. 

En række menneskelige anomalier følger Mendels 
lov. De er enten dominerende som seksfingrethet, kort* 

1 Jfr. maalinger av musikalske egenskaper ved vort Laboratorium 
f. racehygiene. Foredrag i Videnskapsselskapet 13de febr. 1914. 



41 

fingrethet, spaltfot, klohaand o. a. og spiller da som 
slegtsskade en mindre rolle, da de jo ligger tydelig i 
dagen. Derimot er fra racehygienisk synspunkt de reces* 
sive sygdommer, som kan ligge latent gjennem flere slegtled 
og stadig bryter ut igjen, av en mer skjæbnes vanger be* 
tydning. 

Et eksempel paa, at ikke alle egenskaper følger Mendels 
lov, er negrenes sorte hudfarve. Neger og kaukasier avler 
ved giftermaal avkom av en slags brun blandingsfarve 
(mulatter). Disse faar ved indbyrdes giftermaal ikke som 
ved Mendels lov sort og hvitt avkom i forholdet 3 : 1 
eller omvendt, men kun mulatter av en avdæmpet type, 
quadroner, octeroner o. s. v. Hvorvidt aandelige egen* 
skaper ogsaa er underkastet Mendels lov, vil bli utredet i 
et senere avsnit. Hittil har de sykiske og sykopatiske 
arvefaktorers dominans eller recessivitet været et terra incog* 
nita for arvelighetsforskeren. Om den verdensfremmede 
munk ogsaa har git os nøkkelen til sjælens mysterium, er 
et av de spørsmaal, som vi vil komme til at beskjæftige 
os litt med. 



KAPITEL III 

ARV OG KAAR 

Hvor begynder menneskets livsskjæbne ? I dypeste 
forstand i urcellen eller uratomet, i engere forstand 
i det øieblik det er lykkes et spermatozo at trænge ind 
i et egg. Den nye organismes individualitet er i hoved* 
saken fastslaat i det øieblik utviklingen tar sin begyndelse. 
Banen er opstukket. Livets lykke er mangen gang alle* 
rede tilintetgjort i det øieblik det skal begynde. De se* 
nere indflydelser kan ændre forholdsvis litet. De arvede 
anlæg er det alt andet overskyggende. Det er befrugt* 
ningsspillet om medaljens for* eller bakside, som er livets 
første og mest avgjørende spil, og arvestoffets kvalitet be* 
stemmer individets kvalitet. Det er med andre ord kim* 
stoffet, som er den mægtigste faktor. Utover det medfødte 
fører intet fremskridt. Maksimalgrænsen for hvad der kan 
opnaaes i livet er indsigtet i befrugtningsøieblikket, maksi* 
malgrænsen for individets legemlige, aandelige, ja, for dets 
etiske utvikling. Man kan ved skoleundervisning eller 
ved opdragelse i hjemmet, ved forbedringsanstalter eller 
ved offentlige millionbevilgninger likesaalitt forvandle en 
aandssvak til et begavet menneske, som man kan vaske et 
negerbarn hvitt. 

Kimstoffet danner utgangspunktet for alle spekulationer 
over arvelighetens natur, og vil man trænge tilbunds i 



43 

arvelighetens mysterium, bør man begynde med at betragte 
individ og kimcelle som relativt uavhængige av hinanden. 
Kimcellen er en stat i staten. 

Læren om kimstoffets eller arvestoffets konstans, dets 
seige uforanderlighet lar ikke forskerne komme til ro. 
Dersom kimstoffet vanskelig eller ikke kan forandres, 
hvorfra skriver saa de mange nydannelser sig? Ja, hvor* 
fra skriver sig saa den organiske utvikling i det hele? 
Den organiske evolution er jo et faktum. Vi har set, at 
hverken Lamarcks forklaring om livsbetingelsernes direkte 
betydning for utviklingen, hverken Darwins teori om det 
naturlige utvalg eller de Vries mutationsteori strækker til 
for at gi os en fyldestgj ørende forklaring av arternes op* 
rindelse. Vi spør efter andre aarsaksmomenter. Atter og 
atter trænger problemet om arv av erhvervede egenskaper 
sig frem i forgrunden. Under saadanne egenskaper for* 
staar man, at der ved siden av en overføring gjennem for* 
ældrenes kimstof, hvorved alle race*eiendommeligheter be* 
vares fra led til led ned gjennem slegten, foregaar en anden 
overføring av egenskaper, som er nye, som har vist sig hos 
forældrene, men ikke hos deres forfædre. Saadanne egen* 
skaper kan, heter det, gaa over paa kimcellerne, «fæste sig» 
paa eller i disse og saa gaa over paa barn og barnebarn. 
Kan en saadan overføring finde sted, maa den selvfølgelig 
tillægges stor betydning for descendensteorien. Den vil 
unegtelig lette forstaaelsen av den fremadskridende utvik* 
ling av alt levende, den organiske evolution. Alle egen* 
skaper som i løpet av et menneskes liv erhverves, vil kunne 
komme slegten tilgode. 

Idet jeg søker at besvare det spørsmaal, om erhvervede 
egenskaper virkelig kan arves, skal vi først se litt paa, hvad 
man for tiden forstaar ved arv. 

Ved arv forstaar vi overføring av forfædrenes egen* 
skaper til efterkommerne gjennem farens eller morens kim* 
celler eller det arvestof, hvorav de nye individer vokser 
frem. I dette arvestof maa allerede anlægget til de for* 
skjellige egenskaper hos forældrene være tilstede, ellers 



44 

kunde ikke egenskaperne træde frem hos barnene. Hvor? 
vidt egenskaper arves eller ikke beror altsaa paa, om for? 
ældrenes egenskaper er tilstede i deres arvestof. I det til? 
fælde maa det barn som utvikles av dette stof, slegte paa 
sine forældre. Kan en sygdom som har smittet foræl? 
drenes legeme, men ikke findes i kimcellerne, optræde hos 
efterkommerne ? Er erhvervede sygdommer kimsygdommer 
eller i det mindste kimafTektioner? 

Man kan tænke sig følgende muligheter for en over? 
føring av sykelige anlæg eller sygdom fra led til led: 

I. Kiminfektion. Bakterier som findes i forældre? 
nes organer, trænger ind i kimcellerne, hvorav barnet op? 
staar og angriper dette, uten at forældrene selv behøver 
at være angrepet av sygdommen. 

II. Erhvervede sygdommer. Sygdommen findes 
hos barn og deres forældre, men ikke hos disses forfædre. 

III. Kimsygdom eller racesygdom. Forældre og 
barn faar den samme sygdom, fordi de stammer fra den 
samme slegt. Anlægget er en egenskap, fæstet i slegtens 
arvestof. 

IV. Kim ska de. Kemiske gifte kan skade kimstoffet, 
og fiksere kimet paa en saadan maate, at avkommet skades. 
Kimfordærvelse 1. led. Blastoftori flere led. 1 

V. Medfødt. Barnet blir smittet eller svækket direkte 
fra moren i svangerskapsperioden. 

Det er bare den under II og III nævnte overføringsart, 
som vil kunne regnes til arv i strengere eller engere 
forstand. 

Den førstnævnte infektionsart — kiminfektion — kom? 
mer neppe i betragtning som en almindelig overføringsart. 
Hvis en saadan overføring overhodet finder sted, saa maa 
man tænke sig den paa følgende maate : De sygdomsvækkere, 
bakterier, protozoer som findes i forældrenes organisme, 
trænger ind i kimcellerne. Her kan de formere sig og 
begynde sit ødelæggelsesverk, eller bli liggende passiv, 
latent, og saa senere bryte frem for at angripe det vor? 
Se kap. VI kemiske giftes indflydelse paa avkommet. 



45 

dende individ paa et eller andet svakhetsstadium i dets 
utvikling. 

Man maa imidlertid klargjøre sig, at der i dette tilfælde 
ikke foreligger en arv av sygdommen, men at det er en 
overføring av sygdomsvækkeren paa samme maate som ved 
bakteriernes overgang paa barnet e f t e r fødselen. I dette 
tilfælde ledsager den kimcellen som her fungerer som le? 
der eller konduktor. Kimcellen kan endog vedbli at være 
frisk, ialfald saa længe indtil bakterierne begynder at bli 
virksomme. Men enten kimcellen beskadiges straks, eller 
sygdommen først senere trær frem, foreligger der ingen 
arv. Ti det er ikke forældrenes patologiske tilstand som 
er gaat over paa kimcellen, men denne tilstand fremkaldes 
hver gang paany av de bakterier som trænger ind — først 
i kimet og senere hos individet. 

Findes der nu tilfælder, hvor sygdomsvækkeren trænger 
ind i kimcellerne og gjør avkommet sykt? Her er menin? 
gerne delte. Det er imidlertid, som antydet, faa som nu 
tror paa, at en overføring av denne art — kiminfektion — 
eksisterer eller ialfald skulde være almindelig. Man har 
paastaat, sier Ribbert \ at det finder sted ved tuberku? 
lose, syfilis og lepra, og det er eksperimentelt paavist 
med fugler, at i det mindste eggcellen kan smittes. Men 
ogsaa Ribbert mener at denne kiminfektion ialfald hos 
mennesker og pattedyr ikke kommer i nævneværdig be* 
tragtning. 

Racens utvikling vil i begge tilfælde kunne hemmes enten 
avkommet blir sykt, fordi de kimceller hvorav det opstaar 
allerede indebærer sykelige anlæg, eller fordi det har faat 
sygdomsvækkeren fra forældrene ved overføring gjennem 
farens sædcelle eller morens eggcelle. 

Interessant er det, at denne arvelighetsteori, som er 
saa litet underbygget, netop er den, som har beskjæftiget 
Europas dannede lægmandskredser i de sidste decennier. 
Muligens fordi den blev benyttet i den dramatiske pro? 

1 Hugo Ribbert, professor i patologi ved universitetet i Bonn, har 
skrevet en letfattelig bok om arv, som jeg vil anbefale interesserte. 



46 

blemdigtning. Ibsen har vistnok hat fremstaaende autori* 
teters utsagn bak sig og har konfereret med disse, dengang 
han skapte sin Oswald i «Gjengangere». Nogen egentlig 
videnskabelig interesse frembyr Oswald ikke utover det, 
at den, som Riidin uttrykker det, kan gjælde som et klås* 
sisk eksempel paa hvorledes disse arvelighetsidéer former 
sig i en stor, dyptgrublende digters hode. 
Erhvervede Det andet spørsmaal som interesserer os er : kan egen* 
^arvdiTe? skaper e ll er sygdommer — erhvervede sygdommer — som 
findes hos forældrene, men mangler i slegtens arvestof, 
gaa over paa barnet? Dette spørsmaal om erhvervede syg* 
dommers overføring er av fundamental betydning for sleg* 
tens kvalitet og bestaaen. La os derfor først undersøke, 
om vi kj ender noget eksempel paa, at en av far eller mor 
erhvervet sygdom bevislig har været overført paa barnet. 
Vi maa da se bort fra de tilfælder, hvor forældrenes in* 
fektiøse sygdommer gaar over paa avkommet ved at det 
vordende barn i uterus blir smittet gjennem placenta. For 
da dreier det sig jo ikke om arv. En saadan overføring 
gjennem moren kalder man medfødt. Kjender vi nu noget 
tilfælde av at en erhvervet sygdom er overført? 

Svaret lyder : Vi har intet eksempel paa, at en hjerte* 
utvidelse, erhvervet f. eks. ved cykling eller en hjerte* 
klappefeil, erhvervet ved gigtfeber, en skrumplever skrump* 
nyre, eller aareforkalkning, erhvervet f. eks. ved drukken* 
skap, 1 hverken tandcaries eller influenza, hverken lunge* 
betændelse, kikhoste, mæslinger, difterit eller skarlagens* 
feber, hverken barselfeber eller tyfus, hverken rosen, pleurit, 
røde hunder, kolerine, vandkopper eller kusma, heller ikke 
beri*beri eller skjørbuk nogensinde er paavist arvet. Hver* 
ken et ufuldkomment lægt eller skjævt sammensat benbrudd, 
heller ikke en erhvervet døvhet foraarsaget ved et ulykkes* 
tilfælde eller som følge av skarlagensfeber er nogensinde 
overført paa barnet. Erhvervede sykelige tilstande arves 

1 Drukkenskap alene fremkalder neppe nogen skrumplever etc, 
jfr. kap. VI, Kemiske gifte. 



47 

altsaa ikke. Naar der hos barnene viser sig en sykelig til* 
stand, som ogsaa fandtes hos forældrene, saa har ikke for* 
ældrene erhvervet den, men forældre og avkom har faat 
den fra den samme kilde, fra den samme slegtsegenskap 
fikseret i arvestoffet. Man bør huske, at biologisk set hvert 
mandlig individ kan betragtes som sin fars bror, men med 
en anden mor. 

Dersom erhvervede egenskaper var arvelige, maatte 
f. eks. jødernes guttebarn fødes uten forhud. «Gjennem 100 
slegtled eller flere tusen aar er alle drengebarn i Israel» 
blit omskaaret. Allikevel vokser den israelitiske guts for* 
hud frem paa den samme vis som for 3000 aar siden, hvis 
f. eks. faren har latt sig døpe og undlater omskjærelsen. Et 
lignende eksempel finder man i en kinesisk tradition, hvor 
kvindernes føtter i lange tidsrum har været utsat for en 
mishandling, en sammensnøring helt fra spædbarnalderen, 
som hindrer en normal utvikling. Hvis indflydelser av 
denne slags skulde kunne fikseres i kimet — forandre ar* 
tens arvelige særegenheter — saa maatte kineserinderne 
komme til verden med forkrøblede føtter. 

At ikke de mange skavanker menneskeslegten henter 
sig i tidens løp kan nedarves, maa, som Ribbert sier, be* 
tragtes som en lykke for menneskeheten. Ti hvis alle er* 
hvervede sygdommer eller sykelige tilstande gik over paa 
kimcellerne og efterkommerne — ja, hvis der bare var en 
mulighet for, at dette kunde ske, selv for enkelte tilfælders 
vedkommende, saa maatte tilslut hele menneskeheten for* 
krøbles. Man maatte forbauses over, at der idethele fandtes 
friske mennesker. 

Naar der er tale om arv av erhvervede egenskaper, 
forstaar man dette som en overføring av forældrenes egen* 
skaper [paa den endnu uforandrede kime og derfra paa 
barnet. Den omforming som et individ undergaar ved 
at utsættes f. eks. for kulde efter de bekjendte kuldeforsøk 
med sommerfuglelarver av Standfuss o. a., en omdannelse som 
kan findes igjen hos avkommet, eller den omdannelse eller 



48 

sykiske forstyrrelse som kan fremkaldes av kemiske gift* 
stoffer, kan man ikke regne til arv, tiltrods for at den 
samme virkning kan iagttages baade hos forældre og barn. 
Vi bør vel holde fast ved, at der ikke kan være tale om 
arv, fordi om den samme indvirkning av kulde eller ke* 
miske giftstoffer har fundet sted baade paa det færdige 
individ og paa dettes kimceller. Efterkommerne blir altsaa 
forandret, fordi de kimceller, hvorav de er opstaat, selv er 
blit paavirket, mens forandringen derimot ikke skedde 
gjennem forældrene. Den nye egenskap var nok erhvervet, 
dog ikke bare av forældrene, men desuten ogsaa av kim* 
cellerne. Og derfor kom den igjen hos barnene. Kimcellen 
«nedarver» altsaa sine erhvervede egenskaper paa barnene 
og deres kimceller, hvorav igjen deres barn opstaar. Er* 
hververen og tillike overføreren av egenskapen er altsaa kim* 
cellen, ikke det færdige individ. Men, som man vil for* 
staa, kan spørsmaalet om der virkelig eksisterer nogen arv 
av erhvervede egenskaper, bli en definitionssak. For at 
skille denne art fra andre arvelige overføringer, eller fra 
arv i dens egentlige betydning har Forel kaldt den blastof* 
tori. Men han har ikke mange tilhængere for den opfat* 
ning, at giftstoffe eller eksogene indflydelser i sin almin* 
delighet: syfilis, brændevin, røntgenstraaler, bly etc. kan 
fremkalde eller fiksere en ny egenskap i kimplasmaet, saa* 
ledes at ikke alene næste led, men alle efterfølgende led 
tar skade. Enkelte medgir muligheten av en kimfordær* 
velse eller kimskade i første led, 1 men betviler at denne 
strækker sig utover flere led. 



Et barn arver altsaa ikke den organfeil, f. eks. hjerte* 
utvidelse eller skrumpnyre, eller sygdommer, f. eks. lunge* 
betændelse eller difterit som dets far eller mor har erhvervet 
sig. Men nu findes der sykelige tilstande, som viser sig 
hos barnet, og som viser sig hos flere individer av samme 

1 Jfr. dr Ragnar Vogt: «Alkohol og Arv 1907». 



49 



slegt, og som de ikke selv har erhvervet sig. Det lyder 
noksaa utrolig, men der eksisterer virkelig sygdommer 
som man ikke har paaført sig, og heller ikke har faat fra 
sine forældre. 



Tavle IX. 



Friskt 
mandUndivi 



Kv. konduktor 




Kvindlia konduktor 



Aanden blir 

5 elv juk, men fore r 

ikke sykdommen v ider & 



Jfandlig 
sukl individ 



Kv. konduktor 



/tir konduktc, 



Jiandhgi 
Sukl individ 



kv. konduktor 



Dr. Mjøen. Laboratorium 
f. Racehygiene 267. 



Betragter vi den paa tavle IX viste skematiske frem* 
stilling av den eiendommelige blødersygdom — Hæmofili 
— som især har vist sig hos visse familier i Tenna i Schweiz, 
saa vil vi finde, at individer betegnet som mandlige blødere 
(sort firkant) ikke har erhvervet sygdommen, heller ikke arvet 

1 Denne og flere av de i boken offentliggjorte tavler er utarbeidet 
av student Katti Dons, assistent ved laboratoriet. 

4 — Mjøen : Racehygiene. 



*► 



#> 



50 
den fra forældre, som selv har erhvervet sygdommen. De har 



faatsinsygdom overført fraoggjennemforfædreneskimanlæg. 

Blødersygdommen ytrer sig derved, at de individer som 
lider av den, av de ubetydeligste saar, rift eller naalestik, 
faar sterke blødninger, stundom med døden tilfølge. Den 
bekj endte «Bluterfamilie von Tenna» blev selv opmerksom 
paa blødersygdommens eiendommelige arvetypus og gav 
meddelelse derom til en læge Vieli. Hans arbeide blev 
fortsat av to andre læger Grandidier og Hossli, som fulgte 
efter ham, og takket være den omstændighet, at de efter* 
følgende læger studerte samme familie og bygget videre 
paa sine forgjængeres iagttagelser, er det nu mulig at faa 
en stamtavle, som omfatter 2V2 aarhundrede og tæller ca. 
400 individer. Fra Tenna stammer den træffende beteg* 
neise «Konduktor» for de kvindelige individer. «Mandlige 
konduktorer» kjendte man ikke i Tenna. Naar mændene 
giftet sig utenfor slegten, avlet de altid friske barn. Denne 
kjendsgjerning fik indbyggerne i den lille Graubundtner* 
landsby trods alt at se optimistisk paa sygdommen. De 
sluttet nemlig herav, at den vilde utdø, naar blødere 
altid giftet sig med friske kvinder, — kvinder som ikke 
tilhørte en bløderslegt, og naar kvinder fra en saadan 
slegt undlot at gifte sig. Om arvesygdommer som hæmo* 
fili kan man si, at forældre og barn er like, fordi begge 
har sin oprindelse fra en og samme kimcelle. Ti fra for* 
fædrenes kimceller som forældrene opstod av og fik alle 
sine egenskaper fra, stammer jo ogsaa deres kimceller, 
hvorav barnene utvikles. Det er altsaa den fælles oprin* 
deise som er kilden til likheten mellem dem. 

Denne arvelighet — og det er den eneste som har nogen 
større betydning — er av en anden art end man i almin* 
delighet tror. Det er ikke forældrenes egenskaper, som 
overføres paa barnene, men far og søn, mor og datter taar 
overført den foregaaende kimcelles eiendommelige anlæg. 
Naar man nu har bragt i erfaring, at anlæg eller disposi* 
tion for alkoholisme, tuberkulose, legemlige og aandelige 
anomalier, som døvhet, aandssvakhet, epilepsi, sindssygdom 



51 

spiller en væsentlig, for ikke at si den væsentligste rolle, 
saa vil man let forståa, at disse vil kunne ramme en be* 
stemt slegt, ja endog et helt folk eller en race i frem* 
trædende grad. Disse sygdommer har derfor faat navn 
av racesygdommer. 



Som antydet er det visse arvelidelser som følger Men* 
dels lov. Enkelte abnormiteter — anomalier — dominerer 
over den normale tilstand, f. eks. seksfingrethet (Tavle X), 

Tavle X. 




nj. 




Homozy<jot 



II 



III 



IV 



• — I — I -Homozygot 



*- — i — ' \Heterozygot 



*6é6éé 



Polydaktylisme. 




Galtonlaboratoriet (Carlisle). 

2 individer med anlæg for polydaktylisme faar et barn med seks 
fingre paa hver haand og seks tær paa hver fot (I. led). Dette individ 
gifter sig med en normal og faar (II. led) 10 barn med seks fingre paa 
hver haand og seks tær paa hver fot, og et barn med seks fingre paa 
en haand og seks tær paa hver fot. Ved giftermaal med et normalt 
individ faar dette individ (III. led) tre barn med seks fingre paa hver 
haand og seks tær paa hver fot og et med seks fingre paa e n haand 
og seks tær paa e n fot. Et av barnene — sandsynligvis heterozygot — 
gifter sig igjen med en normal, og av dennes barn er 50 % normale 
og 50 % polydaktylister, hvorav et med en normal haand. 



52 

klohaand, spaltfot, kortfingrethet, stær, natblindhet og flere. 
Av recessiv karakter er døvhet (Tavle XIII), sindssygdom, 
epilepsi, (Tavle XIV), aandssvakhet, albinisme, enkelte hud* 
anomalier o. 1. 

De f ørstnævnte spiller som slegtskade en mindre skjæbne* 
svanger rolle, da de jo ligger tydeligere i dagen end de 
recessive sygdommer. Disse kan nemlig ligge latent gjen* 
nem flere slegtled og stadig bryte ut igjen. 



Tavle XI. 
Arv av døvhet i forbindelse med alkoholisme. 1 




n ~é 6 é<bJb 

T . *f 3 H % 



III 



é 




Dr. Mjøen. Laboratorium 
f. Racehygiene 268. 



D = døv. T = tuberkuløs. S = sindssyk. A = alkoholiker. 

Et kvindelig individ (I •.>), som har to døve brødre, (1. s og 4) og 
selv er normal, men sandsynligvis bærer av anlæg for døvhet — 
heterozygot — faar med en tuberkuløs mand (I. 1) en datter (II. 2) som 
selv er normal, men ved giftermaal med en alkoholiker (II. 1) fører 
døvhet videre til sin søn. Egenskapen døvhet synes at ha ligget latent 
gjennem to led. Det er ikke utelukket at vi her har at gjøre med 
alkoholisme som antiregenerativ faktor. 

1 Direktør Grønning ved Hamar døveskole har velvillig bistaat 
mig med oplysninger. 



53 



Tavle XII. 

Seksuel perversitet. 



II 




Hl 



C. B- Davenport. 

E = epileptiker. A = aandssvak. Sx = seksuel pervers. D = dranker. 
F = forbryder. = død som spædbarn. 

Ovenstaaende tavle viser en familie, hvor en aandssvak mand med 
sin egen søster (II. led) fik en epileptisk datter, og med denne datter 
4 barn, derav et epileptisk og to aandssvake og et død som spædbarn. 

Tavle XIII. 
Arv av døvhet. 



|SJ - NORMA.I 

f - Døv 



I 



E 




i6(^ pf N <f 



Fic Z 



h ? 



N 



Wééé 

(C.B.Oavenport) 



Tavlen viser en slegt med overveiende antal døve medlemmer i de 
senere generationer. Gjennem friske mellem led (heterozygoter) føres 
sygdommen (recessiv) videre. 



54 



Tavle XIV. 
Arv av døvhet, blindhet, epilepsi. 



a 



n •) 




tt 




6 



B 



o©o 



D - døv 

£ ■* EPILEPTISK 

B » Blind 



Familie med recessive defekter 
over 2 mellemled. 



Dr. Mjøen laboratorium 
f Racehygiene nr. 270. 



nemlig epilepsi, som springer 



Tavle XV. 

Stamtræ Zero. 

Arv av forbryderske anlæg. 



§95 



«II 



^ 






* ffe#jj 6$ 5j? |5 o^ 



W^ 



Efter Gruber & Riidin 

ø = antisociale individer. Ø == normale individer. 

Slegten Zero er en typisk slegt av prædestinerte arvelig belastede, 
forbryderske elementer. Den har gjennem 7 slegtled leveret til sams 
fundet ikke mindre end 86 antisociale individer — aandssvake, forbryt 
dere, alkoholikere, sindssyke, krøblinger, fattiglemmer. 

Ved at se dypere paa forholdet mellem aarsak og virk* 
ning flnder man, at værdifulde og værdiløse mennesker 
ikke opstaar som tilfældigheter uten lov, uten orden, uten 



55 

organisk sammenhæng. Der vokser ikke fikener paa tids* G d ° a d a e rl ° g g e 
ler. Der findes familier som væsentlig bestaar av aands* slegter - 
svake, forbryderske, perverse, dovne individer, og der fin* 
des andre familier hvor kunstneriske evner, virkelyst, logisk 
sans administrativ dygtighet, politisk begavelse og godhet 
er fremherskende. Naar vi en og anden gang ser van* 
slegtede fremstaa inden en god stamme, saa opdager vi, 
hvis vi har anledning til en nøiere granskning, næsten 
altid den organiske aarsak til forfaldet. Gaar vi ut i de 
store verdensbyers periferi, saa vil vi snart faa den op* 
fatning, at utallige av dem som vi med en egen ubarm* 
hjertig jargon har betegnet som folkets bærme, er forut* 
bestemt til den tilværelse de fører paa grund av visse i 
slegten boende egenskaper. Og besøker vi anstalterne, hvor 
døve, blinde, epileptiske, seksuelt perverse, arbeidssky indi* 
vider samles, bestyrkes denne opfatning. I fængslerne fin* 
der vi med stadig tiltagende hyppighet en viss forbryder* 
type, som ikke kan kaldes et produkt av daarlige omgi* 
velser eller som det saa ofte heter slet paavirkning. Det 
er denne type som bør underkastes en indgaaende under* 
søkelse, m. a. o. forholdet mellem kaar og arv, venter paa 
sin belysning, ogsaa naar det gjælder spørsmaal om «gjen* 
gjældelse og straf» i kriminalretten. 

Og ikke alene arv i engere forstand: overføring av Forholdet 

i i • r i 11 11 mellem 

bestemte egenskaper gjennem farens sædcelle eller morens arv og kaar. 
eggcelle. De indflydelser som fostret i mors liv kan være 
utsat for (medfødte egenskaper) trænger ogsaa granskning 
fra grunden av. 

Spørsmaalenes antal vokser for hver dag som gaar, og 
alle munder ut i det ene store: hvorfra kommer degene* 
rationen? Er det væsentlig ydre eller indre — eksogene 
eller endogene — indflydelser som bærer skylden? Er det 
lysets skyld, det kunstige elektriske lys som forvandler nat Det kunstige 
til dag og berøver menneskene den hvile, de før av det 
naturlige mørke blev tvunget til, som gjør, at et barn saa 
at si «fødes med briller» eller skyldes det den megen læs* 
ning. Eller skulde det til syvende og sidst kanske være en 



56 

skade i slegten? Er f. eks. aandelige egenskaper, intelli? 
gens og ildfuldt temperament produkt av opdragelse eller 
følger de visse arvefaktorer? Eller maa de kanske be? 
tragtes som et fællesprodukt av begge? Er det mangel 
paa kalk eller fluorforbindelser som gjør at landsungdom? 
men mister sine tænder i 20?aarsalderen, eller skyldes det 
endogene faktorer? Og hvorfra kommer den livslede blandt 
ungdommen, i en alder da efter naturens orden livsattraaen 
skulde være mest brændende? Hvorav kommer de mange 
og stadig tiltagende selvmord blandt skolebarn? Hvis det 
gaar videre paa denne maate, vil det 20de aarhundrede som 
skulde været barnets aarhundrede, kanske heller bli dets 
tragedie. Den mangel paa biologisk forstaaelse, som ka? 
rakteriserer gjennemsnitspædagogerne i sit syn paa sine 
elever er aarsaken til megen uretfærdighet mot de forsvars? 
løse. En tysk forfatter von Hessen skriver, at barnene i Tysk? 
land tjener som redskap for sine fædres ærgjerrighet, som 
dukker og leketøi for sine mødre og som forsøkskaniner 
for pædagogerne. I gamle dager tråk man huden av den 
levende aal. Husmødre mente dengang, at hvis aalen følte 
smerter, saa vilde den skrike. Men skolebarn behandles 
fremdeles som kunde de hverken føle lyst eller smerte: 
Naar man stikker, blør vi ikke? Naar man kiler os, ler 
vi ikke? Naar man forgifter os, dør vi ikke? 
Un jfr°k™ ns Saken er at barn efter de gamle pædagodiske dogmer 
behandles som var de alle uten undtagelse normale. Men 
tvilen er kommet. Selvmordsstatistikken har vakt eftertanke. 
Rigtignok skal vi først opleve alvorlige dramaer, før 
pædagogen begynder at se over brillerne ut i det virkelige 
liv, og dannelsesfilisteren finder det opportunt at gi sig av 
med de dypere aarsaksmomenter. Gripende i sin enkelhet 
er det svar, en gut av bekjendt kunstnerslegt, gav sine 
forældre, da han kom hjem uten opflytningsattest. Efterat 
faren, som gjorde fælles sak med læreren, hadde raset ut, 
(en forbryders fremtid blev stillet ham i utsigt) sa gutten: 
«Kjære far, hvis vi bare alle var friske». En stund efter 
faldt et skud. Det aapnet kanhænde farens øine — omend 



57 

forsent — for at der findes andre kræfter i livet end dem 
hans skolevisdom har drømt om. Kræfter som kanske vir? 
ker indtil 3dje og 4de led. Jeg sa det var en kjendsgjer? 
ning, som det ikke nytter at lukke øinene for, at tidens 
ungdom for en stor del er grepet av en livslede, som næ? 
sten ligner en farsot. Vi har først nu begyndt at gaa dette 
sykelige symptom litt ind paa livet. Bunder det i over? 
læsselse eller i arvede anlæg, er det, som enkelte mener, 
arv efter fædrenes lystige ungdom, under Baccus og Gam? 
brinus' rosenkransede scepter, da digteren sang hymner til 
Dionysos pris? Er det en reform av undervisningen som 
trænges eller kan der være tale om en arvelig belastning 
av disse unge korsbærere som segner under byrden av en 
unævnt lidelse. Kan f. eks. kemiske gifte — bly, syfilis, 
brændevin — øve varig indflydelse utover individet paa 
de kommende slegter, saa at fædrenes skjødesløshet skulde 
kunne fordærve avkommet og dettes avkom igjen? 

Der siges at overlæsselsen av læsepensumet ved skolerne 
bærer den væsentligste del av skylden. Det kan ikke 
negtes at det immense lærestof, som skal pugges ind i 
skolebarns hjerner for at drive dem frem til eksamen og 
saa tidlig som mulig ut i den store konkurrancekamp om 
brødet, ofte lægger sig kvælende over unge menneskers 
legemlige og aandelige utvikling. At der saa fra de øver* 
ste gymnasieklasser vandrer ut en skare bleke, velopdragne 
væsener, uten mot til at tænke en eneste tanke, som ikke 
kan indregistreres eller rubrikeres systematisk, kan neppe 
forundre naar man betænker at de drives igjennem 12 
skoleklasser fra pensum til pensum med 6 timers daglig 
skoletid og flere timers hjemmelæsning. Her kan forresten 
vi i Norge slaa os for vort bryst: Vi er virkelig i dette 
stykke litt bedre end andre. Skolegangen er for de norske 
gutter ikke som f. eks. for mange tyske et «Kalvariebjerg» 
med mange lidelsesstationer. En friere opfatning og en 
mere personlig behandling har avløst det gammeltesta? 
mentlige begrep om at «hvo som elsker sit barn 



58 

tugter ham tidlig». Dette skal være sagt til ære for de 
norske pædagoger. 

Aarsaken til den voksende pessimisme hos vor moderne 
ungdom maa imidlertid ikke søkes i et forfeilet pæda* 
gogisk system. Ialfald ikke i dette alene. Det blir 
et av de vanskeligste problemer racebiologien har at løse, 
at søke netop dette forhold mellem arv paa den ene side 
og omgivelser paa den anden forklaret og opklaret. Op- 
gaven synes uoverkommelig. Den indflydelse som arv og 
miliø utøver paa et menneskes aandelige utfoldning, er 
først i de aller sidste aar tat under systematisk granskning. 
Temperament o g Man begynder at forståa at aandelige saavelsom legem* 
intelligens er jjg e egenskaper er arvegods. Et livlig temperament er saa* 

arveegenskaper i i • i r i r 1 1 • i 

ledes en slegtsegenskap hvis altror sterke utroldning ved 
opdragelse til selvbeherskelse kan avdæmpes, men i det 
store og hele vedblir det at være uforandret gjennem et 
menneskes hele liv uanset opdragelsen, og føres videre som 
uforandret arvefaktor til efterslegten. Intelligensen kan ved 
opdragelse i hjem og skole eller ved selvopdragelse trænes 
og med forskjellig opøvelse bringes til forskjellig høide. 
Men den er tilstede fra først av som en bestemt arveenhet 
og kan ikke i synderlig grad forandre art og væsen. 

Meget av det vi iagttar i livet som individuelle fænomener 
er en samvirken av begge de to faktorer som former det menne* 
skelige individ. En engelsk videnskapsmand, for fatteren Bruce 
Williams, skaperen av den videnskap, som han har kaldt: 
Exfoiiation «Science of organisation» taler om «exfoliation» som en 
av de tre grundfaktorer i livet. Denne «utfoldning» av de 
konstante arveanlæg under de varierende livsbetingelsers 
stadige paavirkning, er kanske til syvende og sidst avgjørende 
for den rolle, individet vil komme til at spille i slegternes kjede. 

Men det er forbundet med store vanskeligheter at faa 

fuld klarhet over hvor stor del av de defekter som op* 

staar blandt det fysiologiske proletariat, skyldes arv og 

hvor meget omgivelser. * 

1 Jfr. Leonard Darwins indlæg i debatten om arv og kaar. The Euge? 
nics Review 1912, hefte 4. 



59 

Hvis vi gik ut fra, at forbrydelse er et samfundspro? 
dukt, og at ethvert samfund har de forbrydere det fortjen 
ner, saa vil utgangspunktet for racehygienen være at 
der maatte skaffes heldige livsvilkaar for alle mennesker 
fra fødselen av. Men vi kan ikke vente hverken med eu= 
genisk forskning eller eugeniske forholdsregler indtil en 
saadan idealstat er grundlagt. Der findes vistnok sociolo? 
ger, som vælter hele skylden for degenerationen over paa 
de sociale misforhold, som f. eks. hævder at der ikke 
findes nogen arvet alkoholisme, ja ikke engang noget 
alkoholspørsmaal, kun et socialt spørsmaal \ Paa den 
anden side vinder nu den opfatning terræng som frem? 
holder at det er nytteløs gjerning at faa livsvilkaarene for* 
bedret uten samtidig at forbedre menneskematerialets kva? 
litet. Max v. Gr ub er, en av dem, som kanske har 
set dypest paa dette forhold sier: «Saalænge avkom? 
mets kvalitet vedblir at være som nu, saa længe er en 
forbedring av de menneskelige tilstande umulig. Saa længe 
vil enhver ny generation belastes med en rest av sygdom 
og elendighet, vanvid og voldshandlinger, daarskap og 
ondskap, som ikke lar sig utrydde». Man har vistnok i 
længere tid været opmerksom paa at menneskekvaliteten 
var av betydning for samfundstilstandene i sin helhet. Men 
man gik ut fra, at menneskene i det væsentlige hadde 
de samme intellektuelle anlæg fra fødselen av, og at kun 
den økonomiske misere hemmet deres chancer til at 
komme frem i livet. Man søkte aarsaken til det store 
flertals ringe kvalitet næsten bare i omverdenens ugunstige 
indflydelse. 

Hvis det kunde lykkes at skape heldige omgivelser for 
alle, saa vilde — mente man — alle kunne utfolde sig til 
de bedste samfundsborgere og mennesker. Heri ligger 
grunden til arbeidet for almen folkedannelse og hygiene, 

1 I en konferance med den tyske riksdagsmand, socialistføreren 
Emanuel Wurms utviklet han i en meget aandfuld form sine reform? 
deer som er baseret paa det ovennævnte grundsyn. 



60 

de humanitære bestræbelser, sociallovgivningen og det 
stadig utdypede krav paa en omfattende socialreform. 

Det er det noget ensidige statssocialistiske syn paa 
samfundsforholdene som hittil har været eneraadende paa 
samfundsreformernes gebet. Men der er omslag at spore 
i den almene mening, efterat racehygienen har begyndt at 
aapne samtidens øine for den sandhet, at menneskekvali* 
teten er bestemmende for nationernes fremgang eller til* 
bakegang. «Times» skrev like efter den racehygieniske 
kongres i London i en leder om Mr. Burns og fattigloven: 
«Den store fattigdom skyldes ikke sociale forhold eller 
økonomiske fluktuationer. Den skyldes nærværelsen av en 
degenereret race i vort samfund. Disse samfundslemmer 
er født med indre defekter, og ingen forbedring av de 
sociale kaar vil nogensinde gjøre dem eller deres race 
nævneværdig bedre end de er.» «Deres egenskaper er sat 
ind i deigen og kommer ut med brødet». «Vi har altfor 
længe, hat den feilagtige opfatning av vor hele sociale 
lovgivning, at naar vi bare gjør noget, maa der nødven* 
digvis komme noget godt ut av det. Men tilbakeskridt 
er bevægelse saavelsom fremskridt, og vi begynder at 
tro, at vor sociale lovgivning fører vor nation nedover 
istedetfor opover». 

En kongelig kommission (Royal commission on the 
poor law) pointerer endnu skarpere sin dom over den 
misforstaaede velgjørenhet saaledes: «De onder som av* 
føder fattigdom, er ikke av den natur, at de kan avhjæl* 
pes ved at underskrive checks eller ødsle med offentlige 
midler». 

Erkj endelsen av hvilke feil man har begaat ved at holde 
Den biologi* den vigtigste faktor — den biologiske — utenfor, begynder 
r at vaakne. Saaledes heter det i et nylig i England utkom* 
met verk: «Den sande prøve paa en nations fremtid er 
ikke at maale styrken av dreadnoughts eller kanoner, 
heller ikke dens eksport eller import, heller ikke dens for* 
mue, ikke engang dens opdragelse. Den sande prøve er 
ene og alene hvilke mænd og kvinder nationen har — 




Præsident for det tyske /selskap for vacehygiene 



61 

biologisk set». Som jeg skrev fra Londonerkongressen: ' 
«Det er den biologiske faktor som i kampen mellem folke* 
slagene er den avgjørende, det er den biologiske faktor 
som er den væsentligste ved løsning av indre sociale an* 
liggender fra fattiglov til kulstreik. Det er den biologiske 
faktor som i kolonialpolitikken er den ene avgjørende for 
rikernes seir eller fald». Og vi kan tilføie: det er den 
biologiske faktor som i sidste instans vil dirigere verdens* 
krigens utfald. 

Sikkerlig kan man ved en forbedring av miliøet utrette no* 
get. Kommune* og statsbevilgninger til skoler og forbedrings* 
anstalter har gjort meget for individet, ti omgivelsernes 
indflydelse paa det enkelte menneskes moralske livsvandel 
og utfoldning bør ikke undervurderes. Vi har ikke faa 
eksempler paa hvordan den sociale nød, sult, drik, fattig* 
dom og slet omgang har ødelagt individer, som under 
heldigere kaar kanske kunde utviklet sig til nyttige sam* 
fundslemmer. Omgivelserne formaar ikke alene at forandre 
individet i kvantitativ henseende (legemsstørrelse og vegt) 
men ogsaa i kvalitativ henseende. 2 Men hvad omgivelserne 
ikke er istand til, det er at forandre det konstante arvestof 
med dets gode eller slette egenskaper. Ser vi med uhildet 
opmerksomhet paa den organiske verden, som er spaltet i 
en uhyre mangfoldighet av arter, av hvilke enkelte paa* 
staaes at ha holdt sig uforandret i løpet av jordperioder, 
overbevises vi om, at omgivelsernes betydning for indivi* 
derne maa staa langt tilbake for deres medfødte beskaffen* 
het, deres arvede konstitution. 

Da Sir Francis Gal ton i 1869 utgav sit første verk: 
«Det arvede geni» var der meget faa, som trodde paa 
arvelighet av aandsevner. Og det gjælder den dag i dag 
for det store publikum. 

Men gamle mester Darwin skrev allerede dengang: 
«Jeg er tilbøielig til at være enig med min fætter Francis 

1 Intell. 1. - 8. - 1912. 

- Jfr. Dr. Søren Hansen, Kjøbenhavn: «On the Increase of Stature 
in certain European Populations» Problems in Eugenics 1912. 



62 



n n s- 3 s i <! 

_, v 35 ..q," O- 



55 3"o _- 



ai o 
rr < 



Bl 



i o a* Jfc 

. . •_. o &; a> aj 
r - T T <~>uu 
C- <T n e_ ~ ""• « 
o n 2. c 2 n 3 

- 8 «T « & «» g- 

2S2.5 ro3 </> 
o t+ * =T-. 2. 3 

3 rt . c- 3T5 ►* 
• « 3 W 
3 fi- 
re o 

3 l-t >-! 

H-3." D- 



3 y o |-< 

p «■» 1 ' 

;35 2. «S 

n c 2 

3 3 3 



O^ 



Oberstløitnant 
Lunde. 



w 



-r-.TJ 



2 o 



o O 3 *"35 

° 5' 3 n ° S. rt> 
n> Cl. 3' n r ; 2. 

Sss/aJ—B 3 * 

"i ft -y> g <T> _ — . 

' » BT ~ M O 3 

» 35 „ 35 g- 3 
'-5- O ? s O ~ rs £ 



w 



«* 3" n ». — — Bi 

— O S-n 3"35 r? ~ 

C_3-3<3^t-[u 
o n> C.o35 §35 

Ccm -£%l\ 3* M 
K 2- " ^ ° n> 

r- O < I <•*■(/>«-* 

— -1 C C O *j 

» 3 3 g.S 33 3 

tr^o o*3 o 3 g 

o O 35 2 o 2. 

2.3 owt cl 3 ST 

S3g£ 3 8^?r 



** 3 



o-W 



<- «as 

r/j o o _ 

-i _; 3 3 -7 gi. g 

-+ s - ^ « B 

Bl r, -i» rt r- it r+ i 

O*" ti 3 <T> 

o _35 ;? ?? b< HL ' 



<— o < 



<T> 



Fru Inger Nagell 
f. Lunde. 



Johan Backer Lunde 
(komponist, pianist). 



s- — ^Kaac 



Raadhusskriver 




Fru 



Hodder Williams + 
f. Lunde. 



Sogneprest 



Fru Ragnhild Bjelke + 
f. Welhaven. 



Fru Ingeborg Løken -f 
f. Welhaven. 



Arne Welhaven. 



<8H 

<8h 



iognepresi^v 
Lunde. / XX\ 



Fru Lunde 



Backer. 



3 R-S 1| srl^ 

— • ', -3 'y, -i 9r* ^ ^ 

g J? « ti 5T <" o 

3 5» O 52. ■" o x* 3 

P<RJ t ^ gi.a, 

O ^. 3 35 ^-~. c« < 

35 5D3.S- „ 7? 7? 

"o " ? O t iti 

-- <"• g < -. 3 ^ 

S 2 ^ &-"> ?! ps 

Tg 3 o^3 0-3^ 

' o 3 £L2 3 
o 3/3:- 1 K *&" 
3 :; 5 3 2 aJB.3. 5' 

•3 - 2 U. 2 2 3 a 

75 ' -./-. O ^ n 

!*§:-*-£» s 

" — 3 -, o ' 35 &- 
. '<" 2 3 -i- w> « _ 
r. 'r. ? 3-_^ 3 3 

2 = -^g-2- 3 ^ 

9 ^g^^^-s* 

i i 3 / 3 > _ 

». «L „ i ^"3 ft 

i-, r ■_. t o o 

g- 5 g.W !W §" _ 

SD " r, ' _^ -► o 

S <'3 w 2' 5 1 - 
3 (S 2 O I S „ 
_ *J. 3 »» JL, f 2 

s - ** ^ 

3"flS r. • _ C- 

»2 . ,. c 3 3 

W 5- 3 *» ' 2 '•" 

-t 3 3- o ti 

3 2-0 V _, f 3 

<s, Z. — - o 3 3 



Fru Astrid Heiberg + 
f. Welhaven. 



Leif Welhaven. 




Arkitekt 

Welhaven. 



Fri 



Svein Welhaven. 



Dr. 

N. Backer Grø 



Grosserer A. Backer 
Grøndahl. 






Frithjof 

Backer Grøndahl 
(klavervirtuos). 



ndahl. (y^V- 

R (i 



Fru Welhaven 
f. Back^rT-^ 



Hariet^— Backer 




6* 



Wilhelm D 
Fru Lunde Pullich 




Christen Backery \ 

Grosserer Backer ^^ — ^ 



Olam Grøndahl 
(sanginstruktør). 



m 



CL ^ 



Agathe 
Backer. 



A - 



CTQ 



Fru Backer 

o 

f. Smith Pettersen. 



a SL 
I * 
i-j re 




Cirøndahl. 
(komponist, pianist). 



63 





fl 


SD 


j+ 


C/0 






3 

3 




SU 

3 






ro 








i-t 


CL 


I-l 




«T 


SC 


re 


H 




TO 


n> 


•i 






i-t- 










i-S 
C/1 


3- 
O 
73 
"3 
re 
•-i 


o 

3* 

ro 

3 




(S 


r» 








(/) 







< 




ro 


o 

TO 


< 

ro 


c/j 

rv 




CL 


N> 


■i 


"i 




ro 


D-T3 


i-t- 




H 


ro 


$u 

c/j 


lu 

i-S 




K. 


ro 


< 

ro 


** 




•-i 

ro 


CL 


ro 










ro 




•-a 


3 

3 

c/j 


3 


sr 

C/J 

ro 




su 


r& 


3 




•—i-i 




3. 

ro 

CL 


•o 




SU 

CL 
n> 


CL 
3 


rn 

«i 

73 




Cl 

ro 


rT 
< 

ro 


U 


SU 

JU 


c/> 


ro 


<T> 


3- 


l-t- 


i-t 


3 


SS 


<V 


{/> 
SU 

3 
■-<-> 

3 

3 
CL 


CL 

ro 


CL 
O 


^ 
^ 




3 

SU 

3 

TO 


<^ri 


CL 
—v. 
rc> 

i-l 


i-i 

CL 

to' 


</> 

3 


CD 


*£> 


3 


Su 




CL TO 


•i 


«■< 


>-"-* 


o 


n> 


< 


i-t 


SU 




i-i 


ro 


oo" 

6» 
■-1 

cr 


3 

O- 

c/i 

3 


O 
TO 

ro 


ro 

rT 
i-t 

35 


aT 
*r 
i-f- 
o 

I-l 
ro 
i-t 


n» 


cl 


>_^ 


i-i 






i-k 


re 


!*r* 




U- 


n> 


CL 


su 




rt 


3 


ST 


3 

r*- 

rp 


C/J 

73 




>-t 


I-S 


re 




3 
CL 


(/> 




n 






c/j 

O 


re 




o 


3 


i-t- 




TO 








TO_ 




7T 

3* 


c 

3 
3 


rr 
ro 

r+- 

a 

TO 




CL 


fC 


3 


CA 




r& 




rt> 


SU 




-t 


5*r 


I-S 


3 




— 


tu 


i-^i 
•-i 

ro 


<s> 




u) 


Su 







£r 


ri- 


3 


TO 




n> 


r» 


►t 








i-i 


Su 


m 






c/> 


to 


3 


- 


CL 


ro 
i-t 
ro 

ro 


ro 
3 
CL 

re 


ro 
i-t 

1 




3 

CL 

i-f- 


33 

i-l 


< 

3 


C/5 

o 
3 

re 




C/> 

Hl 


3- 

<: 

ro 

•i 

i-t- 


i-i 

r& 
i-i 




TO 


C/i 


rr 


i-t- 




!-»■> 


O 


Su 


73 




o 

"1 


3 


i-S 


Su 
i-t 



O — I Ragnhild 



a 



O 



o- 



©- 



©- 



o- 



®— L 



Ole Løken»— □ 

o— 

Herman N. q 

Anna Glop-^ 
pestad i — # — 

f. N. MD 
Eva N. 
Carl N. 
Einar Løchen 

Axel Løchen 
Torvald Løchen 
Sigurd Løchen 



Arne Løchen 
Kalle Løchen 



Herm. r 

Løchen 

Olaf Løchen 



er 



O— 



Ø—i 



© — ' 






Helene Lassen f. L. 



Pijalmar Løken 

Olaug L. 
Antonie L. 

Gudrun Drewsen 
f. L. 

Haakon Løken 



Inga Schibsted 
f. L. 



Karl Løken 


C/o 




r-K 


Caroline 


5 

r-t- 

l"1 


f. Aaagaard 
Tina L. 


Christense L. 


W 


Ole L. 


r- 1 


Mariane Nordgren 


Q 


f. L. 


n 

lT 




a 




3 
i 




1 

r 1 




Q 




^r 




(T) 




3 



Edvard L 
Elise f. 
Grøtting 



Q 
r-> 

Q 
n 

o 
3 

o 



5« 

Bi 

3 
Q- 

5" 

(Tl 

r** 

H tu 

3" 3 

S> crq 

tu i 
3" 



r^ 

Q 
ri 

=r 

m 

3 




Herman Løchen 

Anne Margrethe 
f. Jenssen 



64 

Galton, naar han mener, at opdragelse og miliø øver en 
overordentlig liten indflydelse paa individet, og at største* 
delen av vore egenskaper er medfødt». 

Hvor arv og kaar virker i forening, blir nyttevirkning 
gen eller ødelæggelsen paa samfundslegemet selvfølgelig 
størst. Som et eksempel herpaa har man opstillet den be? 
jukesiegten. kjendte Jukeslegt. «Juke» er det pseudonym, som Robert 
L. Dugdale gav en familie, som han har undersøkt gjen? 
nem 7 generationer, baade paa avstamning og livsvilkaar. 
Han begyndte med «Max», et individ som stammet fra 
tidlig utvandrede hollandske kolonister (settlers), født i tiden 
1720—40 og levde som skogrydningsmand i staten New 
York. To av hans sønner giftet sig med to søstre ved navn 
«Juke». Dugdale har undersøkt 540 efterkommere av de 
to søstre og desuten 169 personer, som var knyttet til 
familien ved egteskap eller illegitimt forhold. Efter en 
senere foretagen statistisk optælling ved andre videnskaps? 
mænd tæller «Jukes» efterslegt blandt 1200 medlemmer 
176 professionelle tyve, 174 prostituerte, 18 bordeleiere, 
67 for syfilis behandlede og 7 mordere. 

Efter min formening er slegten Juke allikevel ikke nogen 
typisk forbryderslegt i racebiologisk forstand som tilfældet 
er f. eks. med slegten Zero. Hos Jukene har livsvilkaar og 
omgivelser spillet en langt større rolle ved de enkeltindi? 
viders samfundsfiendtlige bedrifter. Hos slegten Zero derimot 
øver arveanlæggene den altoverveiende indflydelse. Juke? 
slegten bør derfor ikke opstilles som et typisk eksempel 
paa arvens eneraadende indflydelse. Der ligger en viss 
ironi i det faktum at Dugdales bok nu hyppig blir eiteret 
til støtte for en opfatning som nærmest er motsat hans 
egen. 

Racehygienens opgave synes her at være noksaa klar. 
Den bør i forening med den sociologiske videnskap og 
den praktiske socialpolitik søke at skape den økonomiske 
likevegtstilstand, som er fundamentet for en kraftig sam? 
fundsbygning, for derefter ved en utskillelse av de frem? 



65 

meligste individer at skape et høierestaaende samfund av 
dygtige, nyttige og produktive borgere. Da vil kampen 
for tilværelsen ikke længer utkjæmpes under feltropet: 
magt over ret, men der vil som dr. Ploetz uttaler kun 
findes et eneste løsen: dem Tuchtigen gehort die Welt. 

I et moderne tysk historisk verk av aaret 1912 staar Geniet 
der skrevet om Otto v. Bismarck: «Betydelige mennesker 
var vel begge hans forældre ikke, men det spør ikke 
skjæbnen efter, naar den vil frembringe et geni.» 
En slik konsekvensslutning av en forfatter som i sin egen* 
skap av historieskriver taler med autoritativ myndighet til 
de videste kredse av befolkningen, frister os til at svare 
ham med Zaratustras ord: «Wer vom Pobel ist, dessen 
Gedenken geht zuriick zum Grossvater — mit dem Gross* 
vater aber hort es auf». 

Man er ikke færdig med en mands arveanalyse, fordi 
om man kj ender hans forældre. 

Den erkj endelse vil forhaabentlig snart bane sig vei til 

det ganske folk at «skjæbnen» ikke spør efter nogetsom* 

helst andet end arvestoffets kvalitet naar den «frembringer 

sine genier». 1 Det har vi set av kimstoffets skjæbnebundne 

konstans i sammenligning med hvilken de menneskelige 

livsvilkaar synes det mest omskiftelige, det mest urolige, 

det mindst paalidelige av alt i verden. 

Du tror du fødtes kun til gavn og glæde, 
Aanei, du er et led i slegtens store kjede. 

Thomas Huxley, den store tviler, fremkom i en av 
sine essays av 1892, med en merkelig bekjendelse, som 
vistnok er kjendt av faa. Han sier: «De gamle dogmer 
om prædestinationen, om syndefaldet, om arvesynden, 
om den menneskelige skrøpelighet, om den onde skjæbne, 
som truer den største del av menneskeheten, om satans 
herredømme, om en ondsindet medskaper av materien 
underordnet den algode almagt, som først senere har 
aabenbaret sig, synes mig — saa feilagtige de end er — 

1 Jfr. Dr Mjøens foredrag i videnskapsselskapet febr. 1914: Maalin* 
ger av mentale evner hos ophav og avkom og de kongeniale giftermaal. 

5 — Mjøen : Racehygienc 



66 

dog langt nærmere sandheten end de frisindede populære 
illusioner: at alle smaabarn er velbaarne, og bare et kor* 
rupt samfund bærer ansvaret for at de ikke holder sig 
saadan, at det er git enhver at naa det etiske ideal, hvis 
han bare vil, at al enkeltulykke er et stort universalt gode 
og andre optimistiske forespeilinger, f. eks. den at frem* 
stille forsynet i skikkelse av en faderlig ven, som styrer 
alt tilslut til det gode». 

Disse Huxleys ord turde idag faa en endnu større be* 
rettigelse, naar man ser paa den tankeløshet og mangel 
paa omsorg for de kommende ufødte generationer, den 
eksalterte fremelsken av det menneskelige avfald og den 
brutale tilintetgjørelse av det hellige arvestof som udmer* 
ker vor tids sociale og individuelle bestræbelser. Til alle 
historiske tider har dogmerne, det være sig teologiske, 
kunstneriske, videnskabelige eller moralske, været frem* 
skridtets største fiender. Ogsaa vor unge videnskap har 
at kjæmpe mot dogmer, og de er saa meget mere usaarlige 
som de falskeligen bærer humanitetens hvite flag. Men 
den vil seire i kraft av sit sandhetskrav, og først da vil 
samfundsreformatoren med rette kunne heise den sande 
humanitets banner. 

Her er forsøkt saa godt det lar sig gjøre i rammen av 
et kort kapitel at gi et indblik i en del av de egenskaper, 
som den forunderligste og interessanteste av alle organis* 
mer i organismen er i besiddelse av. Kimstoffet er det 
svakeste og det sterkeste, det mindste og det største, det 
foranderligste og det mest konstante. Under forholdsvis 
smaa indflydelser, som man begynder at ane karakteren av, 
kan kimstoffet forgiftes, forandres og ødelægges, og iste* 
detfor et væsen med høi etos og lysende intelligens, et 
væsen i Guds billede, fremkommer et aandssvakt, for* 
krøblet individ — et vrængebillede av skapelsens idé. 

Paa den anden side kan dette samme kimstof under 
de voldsomste forstyrrelser og rystelser bevares uforandret 
gjennem æoner. Mens bergkjeder sank i grus, stod kim* 
plasmaet urokkelig gjennem tiderne. 



v 



KAPITEL IV 

MENNESKERACER OG 
BASTARDER 

i har set hvorledes de største aanders forenede an? Det første 
strengelser for at løse de store gaader, livets oprin? 
deise eller menneskets første tilblivelse, har været forgjæves. 
Men menneskets egen utvikling fra lavere former begynder 
man nu at ane sammenhængen i, og det maa betegnes 
som den største triumf for den menneskelige forsknings 
iver, at den har været istand til at hente det forgangne 
op av aarmillionernes grav. 

Motsat tidligere opfatninger vet vi nu, at mennesket 
har bebodd jorden i mange aartusener. I Taubach i Thii? 
ringen har man fundet rester eller spor efter mennesker 
fra en tid som enkelte geologer vil datere 240—260 000 aar 
tilbake. Man antar, at de første mennesker, efter at være 
fremkommet i et tropisk klima, har oplevd vekslende kolde 
og varme perioder. De har været utsat for vekslende jord? 
bund og temperatur av en saadan art, at det maatte influere 
paa deres legemlige og aandelige habitus. Ved disse og 
andre indflydelser opstod varieteten eller underracen. 

Har disse varieteter eller underracer en ensartet oprin? Monogenisme 
deise som monogenisterne Darwin, Huxley, Haeckel o. a. 
tror, eller er den, som polygenisterne mener, av forskjellig? 
artet oprindelse ? l 

' Archiv f. Rassen; u. GesellschaftssBiologie p. 341—1911. 



polygenisme 



68 



Salt at ion. 



Blodslegtskap. 



Bastarderimr. 



J. Kollmann uttaler at man har grund til at anta, at 
«mennesket» opstod paa den maate, at en del av den store 
primære horde av formenneskelige væsener, som endnu er 
os ubekjendt, ved en omdannelsesproces hurtig gik over 
til virkelige mennesker, enten ved mutation (de Vries) eller 
som man nu ogsaa sier, ved saltation. Det er en hypotese. 
Men den faar endel støtte gjennem naturvidenskabelige 
erfaringer. Naturen, som altid har vist sig rik, ja ødsel, 
lot vel paa engang hundreder eller tusener av mennesker, 
ikke blot et eneste stakkars par utfoldes fra det formen* 
neskelige trin. Denne opfatning som ogsaa deltes av 
Gothe, er naturhistorisk set meget mere antagelig end 
myten om et eneste menneskepar. Man forutsætter at den 
første primære horde udelukkende bestod av liktdannede 
mennesker. Forskjelligheter fandtes der kun forsaavidt 
som de var betinget av kjønnet. Denne primære horde 
var altsaa ens med hensyn til haarets, øinenes og hudens 
farve, hjerneskallens og ansigtets form samt legemshøiden. 
Hver enkelt var paa det nærmeste beslegtet med de andre, 
de var i virkeligheten brødre og søstre. Men denne pris 
mære horde besat, som alle skabninger — planter som dyr 
— variabilitetsegenskapen, d. v. s. evnen til at la nye former 
opstaa inden sin egen midte. 

Det nære blodslegtskap er en fundamental kjendsgjer* 
ning av rang i menneskehetens naturhistorie. Dens betyd* 
ning viser sig i den fuldstændige bastardering som er 
mulig mellem de forskjellige racer. Bastarderingen viser 
et nært slegtskap mellem menneskene. Den indre orga* 
nisation er paafaldende ensartet. Menneskeslegten danner 
med andre ord en eneste avlskreds. Og dog avler den 
hvite bare hvite og negeren bare negre, det omvendte er 
aldrig forekommet. 

Et spørsmaal som er av fundamental betydning for 
racebiologien, er netop bastarderingen. Vil en gjennemført 
bastardering være til gavn for menneskeslegten eller ikke? 
Særlig for kolonierne er spørsmaalet blit betegnet som 
brændende. 



69 



En tysk videnskapsmand, Dr. Eugen Fischer, opholdt 
sig nogen tid i Tysk Sydvestafrika for at gjøre iagttagelser 
blandt bastardfolket dernede. Fischer uttaler at han fandt 
vitaliteten og forplantningen fuldkommen uforstyrret hos 
en fuldstændig bastardrace. «Jeg tok ut 44 egteskaper,» 
skriver dr. Fischer, 1 «hvor barnefødslerne maatte ansees 
for avsluttet. De hadde tilsammen 339 barn eller 7>7 pr. 
egteskap. Dødeligheten, især barnedødeligheten, er ube* 
tydelig. Bastardfolkets almene konstitution, arbeidsdyg* 
tighet og sundhet er fortrinlig. Dertil kommer at det er 
et folk, som vistnok stadig paany optar rent europæisk og 
rent hottentottisk blod i sig her og der, men som dog 
hovedsagelig forplanter sig indbyrdes, d. v. s. som rigtig 
typiske bastarder.» Fischer uttalte at det er urigtig at 
anta at buskmændene gaar tilgrunde fordi de blandes med 
andre racer. Deres undergang skyldes vel i første række 
de hvites indtrængen, indskrænkningen av deres eget busk* 
mandland og den voldsomt stigende konkurranse om vildt* 
bestanden. 

«For nærværende nøier jeg mig med,» sier Fischer, 
«at fastslaa at racekrydsning ikke nødvendigvis maa føre 
til nedgang hos krydsningsprodukterne og til disses under* 
gang. Endvidere at krydsning av racer kan frembringe en 
blandingsrace, som er levedygtig i det mindste gjennem 
en større række av generationer, og at vi i disse spørsmaal 
ikke kan trække den samme slutning fra en racekrydsning 
til en anden.» Naar Fischer uttaler «at særlig blom* 
strende folkeslag sikkert har optat fremmede raceelementer 
i sig, ja, endnu er isprængt fremmed islæt — og dog gaat 
fremad,» saa er dette et forhold som formentlig avhænger 
av hvad man mener med fremmed islæt. Er den folke* 
blanding som er foregaat i De forenede stater særlig 
mellem utvandrede fra Europa og som vistnok enstemmig 
opfattes som heldig, at betegne som fremmed islæt? Maa 
ikke det meget mer betragtes som en blodblanding inden 
samme art, samme race? De iagttagelser som jeg selv 

1 Archiv f. Rassen* u. Gesellschafts*Biologie 1. Heft 1912. 



Buskmændenes 
undergang. 



Heldig 
racekrydsning. 



70 

har gjort under et aars ophold i det nordlige Norge paa 
grænsen av Sverige (lapper og nordmænd, tatere og nord? 
mænd) under et aars ophold i Nordspanien (basker og 
castiljanere) og et fleraarig ophold i Amerika (negre og 
hvite, indianere og hvite, kinesere og hvite) gaar alle i den 
retning at naar folkeslagene med hensyn til anatomiske 
forhold som størrelse og form samt pigmentering og aan? 
delige egenskaper fjerner sig fra hinanden utover en viss 
grænse, blir avkommet slet. Indenfor en viss grænse synes 
blodblandingen at være ønskelig. Den daarligste men? 
nesketype har jeg paatruffet blandt half breeds (fransk? 
mænd og indianere) og blandingsavkom av lapper og 
nordmænd. Det paastaaes ogsaa av geografen Sapper at 
Blandings^ blandingsavkommet i Mellemafrika er av daarlig kva? 
litet. Av racer som staar hinanden fjernt er det fra mine 
iagttagelser bare negre og hvite, hvis avkom — mulatter — 
saavel quadroner som octeroner — falder saavidt heldig 
ut at dets inferioritet kan drages i tvil. Og selv hos 
mulatter, paastaar enkelte iagttagere, er det paavist at deres 
frugtbarhet i 3dje og 4de og efterfølgende led er svækket. 
— Hvorvidt mulatten repræsenterer en fuldkommen blån? 
ding, hvad amerikanerne kalder «a perfect blend», eller 
om racekaraktererne arves som adskilte enheter, som i 
senere led atter kan utskilles er neppe helt avgjort, hver? 
ken for pigmenteringen eller aandsevnerne. I første led 
præsenterer mulatten sig for hudfarvens vedkommende som 
en fuldkommen «blender». Man maa imidlertid ikke glemme, 
at naar to motsatte enheter eksisterer efter en krydsning, 
kan blandingen være bare tilsynelatende. Tar man f. eks. 
sorte og hvite kuler, vil de, naar de er store nok, vise sig 
for vort øie som sorte og hvite kuler. Blander vi derimot 
ganske smaa sorte og hvite korn, vil en saadan blanding 
for vort øie synes graa. 

Ved første blik ser det ikke ut til at racekaraktererne 
i sin almindelighet er arvet som adskilte enheter. Ikke 
destomindre kan man gaa ut fra, at der findes saadanne 
paa grund av den paafaldende forskjel, som man kan 



71 

iagtta inden en og samme mulatfamilie. Videre under? 
søkelser vil sandsynligvis vise resultater i overensstemmelse 
med paaviselige love. Jeg har i en «niggerband» paa 
Manhattan Beach, Long Island, truffet en bastard med 
negerens sorte, krøllede haar, med den hvite races profil 
og fysiognomi forøvrig, og med skjævtliggende mongolske 
øine. Hudfarven var mulattens. Hans avstamning kunde 
desværre ikke fastslaaes. 

Dr. Alfred Ploetz var saavidt jeg vet den første som 
henledet opmerksomheten paa at de anatomiske forhold 
kan spille en skjæbnesvanger rolle ved krydsninger. Det 
forekommer mig at der maa være andre faktorer som er 
sterkere, om jeg end ikke vil benegte at de anatomiske 
disharmonier kan spille en betydelig rolle. Likesom et 
individ har et bestemt stemmeomfang fra den ene av for? 
ældrene og knokkelbygning fra den anden \ et forhold 
som ikke behøver at medføre nogensomhelst ulemper for 
avkommet, saaledes kan, som dr. Ploetz paaviser «arv» av 
farens store lunger og morens lille hjerte fremkalde et 
misforhold som leder til forkrøbling av avkommet. Mine 
iagttagelser har imidlertid ført mig til at anta at de kemisk De kemuk 
fvsiologiske forhold er mere bestemmende for avkommets , T,7" 

forhold som 

kvalitet end de anatomiske, og jeg er tilbøielig til at tro bestemmende 
at det er blodets kemiske sammensætning mer end de 
anatomiske forhold som bevirker harmoni eller disharmoni 
ved krydsning av forskjellige folkeracer. 2 

Franske politikere optok for en del aar siden det spørs? 
maal om ikke araberstammer burde importeres til Sydfrank? 
rike. Hadet mot preusserne gav denne tanke vind i seilene. 
Franske politikere paastod at den franske befolkning gik 
tilbake i antal og at der var mangel paa rekrutter. — Ved 

1 Maalinger ved vort laboratorium har vist saadanne tilfælder 
i en uendelighet av variationer. Ved maalinger av stemmens omfang 
(som er avhængig av anatomiske forhold) har jeg fundet at omfanget 
enten er fars eller mors, ikke et mellemforhold. 

- Resultatet av disse undersøkelser skal bli offentliggjort paa andet 
sted. 



72 

at importere disse naturfolk, som hadde fordelene av aar? 
hundreders «dyriske utvalg» vilde man faa friske skudd, 
ny kraft, nyt blod, nye muligheter. Begeistringen for denne 
tanke har nu lagt sig. Uviljen mot de afrikanske stammer 
som vilde formeret og utviklet sig paa bekostning av de 
indfødte, vilde snart blit endnu større end uviljen mot 
tyskerne. Og av blandingsracen vilde de sandsynligvis 
faat like saa liten glæde som kanadierne av sine «halt 
breeds», amerikanerne av sine mulatter, meksikanerne og 
sydamerikanerne av sine kreoler, og vi kan vel muligens 
tilføie, vi skandinaver av vore mongolske og andre bastarder. 



KAPITEL V 

ANTISELEKTORISKE PROCESSER 

Motstandere av racehygienen har fremsat den paastand, 
at en regulering av forplantningen er et indgrep i Vor* 
herres verk : — «det er at forstyrre den alvise natur». Regule* 
ringen er i bedste fald overflødig. Alt som er uskikket, gaar 
av sig selv tilgrunde. Naturens selvrensende evne opret* 
holder likevegten. Naturen regulerer selv automatisk livs* 
formernes utvikling. Sygdom for det enkelte individ, pest 
og sotter for hele folkeslag i forbindelse med krige, natur* 
begivenheter og isolerte ulykkestilfælder bidrar hver for 
sig i like grad til opretholdelsen av den nødvendige balanse 
i naturens husholdning. Motstanderne mener, at likesom 
en flod efter nogen kilometers løp rinder avsted klar og 
ren, idet den har befridd sig for alle de uhumskheter som 
længer oppe er blit tømt i den, saaledes har naturen ogsaa 
indenfor det menneskelige samfund en selvrensende evne. 

Ja saadan vilde menneskeslegten fri sig, dersom ikke 
netop samfundet — det moderne samfund — hindret selv* 
renselsesprocessen. 

De naturprocesser som tidligere virket rensende paa 
slegten, er avløst av kulturprocesser som virker grumsende. 
Og flere av de processer som gjennem tusener av aar vir* 
ket paa samme maate som naturprocesserne, nemlig selek* 



74 



Den biologisk t 

faktor 

i historien. 



torisk, har i tidens løp forandret karakter og virker nu 
antiselektorisk. Dengang kampen mellem mennesker bestod 
i tvekamp, dengang den sterkere slog den svakere ihjel og 
røvet hans kvinde eller kvinder, gik den sidste ut av spil* 
let ved slegtens forplantning. Slegten blev forbedret ved 
kampen for tilværelsen og kampen om kvinden. I de sid* 
ste hundrede aar med de moderne slagtemaskiner er krigen 
blit antiselektorisk. Kun de utvalgte, de bedste meies 
ned, de svakere blir hjemme som fædre og familie* 
forsørgere. 

Den nyere tids historie fra reformationen og indtil 
vore dage frembyr mange eksempler paa antiselektoriske 
processer. Et av de mest illustrerende er den spansk* 
katolske kirkes gjerninger i inkvisitionstiden. En sterilise* 
ringsproces av gigantiske dimensioner. Den forklarer ialfald 
for en del, at det spanske folk forsvandt fra de ledende 
nationers rækker. For at man kan danne sig en liten fore* 
stilling om rækkevidden av den katolske kirkes indflydelse 
paa racen, skal jeg nævne et par tal: I den korte tid fra 
1481—98 skal den berygtede inkvisitor Thomas de Torque* 
mada ha latt 8800 mennesker brænde levende og 6500 in 
effigie. Endvidere beskyldes han for at ha straffet 90 000 
paa forskjellig maate. I tiden mellem 1481 og 1808 blev 
den spanske nation i form av martyrium og fængselsstraf 
aarlig tappet for gjennemsnitlig 1000 av sine bedste mænd. 
Og de opgivne tal for de 300 aar er: 34,658 brændt 
og henimot 300,000 dømt til galeierne eller til livsvarig 
fængsel. 

Ingen nation kan taale en slik politik uten at betale 
den tyngste av alle bøter. Den uintelligente, overtroiske 
og forfaldne race av idag er den arv Spanien bærer paa 
som følge av forfædrenes blinde og hadefulde politik, gjen* 
nem mere end 300 aar. Som en prædominerende faktor 
bør nævnes at forfølgelserne blev sat i scene netop mot 
de genialeste mænd og tænkere inden nationen. Disse brag* 
tes paa skafottet, i fængsel eller i landflygtighet. Som Francis 
Galton uttrykte det: «de religiøse naturer i cølibat, de 



75 

frygtløse sandhetssøkere steriliserer». Derved blev det 
væsentlig de indifferente, de ubegavede som førte sine 
arveegenskaper videre. 

En lignende antiselektorisk proces foregik i Belgien 
under Karl V, Filip II og hans efterfølgere. Den belgiske 
befolkning, som før religionsstridigheterne var en av de 
frodigste og frugtbareste, har aldrig siden igjen naadd den 
samme høide. Denne systematiske elimination av de bedste 
kræfter, de i bedste forstand «oprørske» aander, som ikke 
aarket at bøie nakken, har sat sit præg paa hele landets 
aandelige habitus. I dette land som helt fra Julius Cæsars 
tid var hjemstedet for en høit utviklet kultur og en blom* 
strende industri, skal efter Heinrich v. Treitschke idag over 
50% av befolkningen være analfabeter. 

De politiske forfølgelser i Frankrike i det 16de aar* 
hundrede røvet den franske race for dens bedste mænd ; 
5 å 400,000 forlot landet eller døde i fængsler, paa ska? 
fottet eller under forsøk paa at flygte. Interessant er det 
at dette enorme tap for Frankrike blev en vinding for 
England. I sit verk om hugenotterne fortæller Smiles at 
England skylder de franske og flamske emigranter «the most 
valuable life blood of the modern race». Men Smiles dan? 
ner en undtagelse blandt historieforskere. Det er nemlig 
karakteristisk for tidligere tiders, ja ogsaa for vore tiders 
mangel paa biologisk sans at historieskriverne har famlet 
omkring og søkt efter en uendelighet av aarsaker til Spa? 
niens og andre nationers nedgang eller opgang, uten at en 
eneste har gransket saa dypt at han har fundet den bio? 
logiske faktor. 

Med den fremadskridende kultur og civilisation økedes 
de antiselektoriske, de slegts?fiendtlige processer, og søker 
vi tilbunds efter aarsakerne til folkenes tilbakegang, saa er 
vi nødt til at indrømme at vort moderne kultursamfund 
bærer en væsentlig del av skylden. Saalænge naturen fik 
være ifred, hjalp den sig selv. Men vort moderne samfund 
lægger sig hindrende iveien overalt hvor naturen i kraft av 
sin selvrensende evne vil befri sig for de uduelige skudd. 



76 

Vort borgerlige samfund har en uheldig indflydelse paa 
den generative utvikling — de selektoriske processer hem? 
mes av vore samfundsforhold, først og fremst saa eiendom? 
melig det end kan høres — ved de socialhygieniske «frem? 
skridt», f. eks. ved den høitutviklede sykepleie, ved fød? 
selshjælpen, ved sindssykebehandlingen og spædbarnpleien. 
Herved blir nemlig de elementer som naturen før skilte 
sig av med, holdt ilive. Ved de moderne kunstige fødsler 
økes f. eks. antallet av mødre med for trangt bækken. 
Disse eller deres avkom gik tidligere tilgrunde. Paa samme 
maate mener enkelte racehygienikere virker ogsaa det sociale 
forsikringsvæsen antiselektorisk. Dette er vel neppe helt 
korrekt. Ialfald trænger racehygienen efter min mening til 
et fornuftig vel gjennemarbeidet forsikringsvæsen, specielt 
vil jeg nævne morstrygd eller mødreforsikring. Men én 
ting er sikkert, antiselektorisk i fremtrædende grad virker den 
moderne humanitets ensidig individualistiske retning, den 
ukontrollerte velgjørenhet, gratis væsenet. Antiselektorisk 
virker endvidere neomalthusianismen og centralisationen, 
ikke alene i de store byer, men ogsaa fabrikcentralisationen 
i de industrielt utnyttede dele av landet. 

Livet paa landet under primitive normale forhold øver 
en selektorisk virkning. Livet i byen undertiden en anti? 
selektorisk. De biologisk set slette egenskaper blir i livs? 
kampen i byen forvandlet til fortrin. Kulturen i byerne 
utrydder paa en naturstridig maate de bedste arvefaktorer, 
fordriver de bedste livsværdier og indfører surrogater. Det 
har været sagt at daarlige boliger og økonomiske sorger skulde 
være skyld i racens tilbakegang. Det er en overfladisk 
betragtning, og den er neppe grundet paa kritiske studier 
av de virkelige forhold. Der er saa mange vegtige grun? 
de for at man bør avhjælpe bolignød i byerne, at man 
ikke trænger at ty til saa svakt funderte argumenter. Gal? 
tonlaboratoriets undersøkelser har da ogsaa resulteret i en 
tese som stiller den gjængse paastand paa hode: 
«De daarlige boliger er ikke skyld i den daarlige race, men 
den daarlige race er omvendt skyld i de daarlige boliger.» 



77 

Og Dr. Schallmeyer l henviser til at ikke bare i de for* 
kapitalistiske men ogsaa i de forhistoriske tider var miliøet 
hverken bedre eller gunstigere end nu for tiden. Som de 
ældre historikere har paavist, bestod aartusener igjennem 
de menneskelige boliger av huler, hvor avfald fra nærings? 
midler, ekskrementer, sekreter og ekskreter fra mennesker 
lidende av akutte eller kroniske sygdommer rigtig kunde 
ophope sig og utfolde sin infektiøse virkning. Husdyrene 
har paa sine steder bedre boliger nu end baade syke og 
normale menneskelige individer hadde for 50 å 100 aar 
siden. 

I samme retning fører avskaffelsen av den polygame Den polygame 
seksualordning, som før i menneskeslegtens historie har seksualordm 
været medvirkende til at styrke racen. Naar de gamle 
patriarker, mænd med ypperlig aandelig og legemlig utrust? 
ning tok saa mange hustruer at de daarligere utrustede av 
befolkningen fik mindre anledning til at forplante sig, saa 
virket dette utvilsomt selektorisk. Vi faar et begrep om 
polygamiets betydning for en races bestaaen ved at læse 
Dr. Kiilz L ' beretning fra Sydafrika: At barnet længe faar 
morsmelken, er den bedste beskyttelse mot sygdommer 
i fordøielsesorganerne — hovedfaktoren til barnedøde? 
ligheten. Negeren behøver altsaa flere koner, naar han 
paa den ene side vil skaane den svangre eller diende 
hustru men paa den anden side ikke vil paalægge sin libido 
seksualis noget baand. Naturfolket er i langt større grad 
end et kulturfolk henvist til det naturlige utvalg for at 
kunne staa sig. La os klargjøre os hvad der vil ske hvis 
flerkoneriet pludselig ophørte paa muftiens ordre, og hver 
neger bare maatte ha en kone? For det første vilde svæk? 
lingen faa de samme forplantningsbetingelser som den legem* 
lig og aandelig overlegne aristokrat og racen som følge 
herav gaa kvalitativt ned. Endvidere vilde naturligvis den 
største del av negrene ikke være villig til seksuel avhol? 

1 A. f. R. 1909 Hefte I p. 130. 

2 A. f. R. 1909. Hefte 5. 



78 

denhet under hustruens graviditets* og laktationsperiode ; 
hustruen vilde snart bli svanger igjen. Følgen av dette 
vilde være at hun enten tydde til kunstig fosterfordrivelse 
for at kunne amme barnet længer — dette sker jo nu paa 
mange steder — eller hun maatte avvænne barnet tidligere 
og ernære det kunstig. Dette sidste vilde tjene til at for* 
høie barnedødeligheten ganske betragtelig. Ti kunstig 
ernæring av spædbarn hos naturfolkene i troperne er ens* 
betydende med dødsdom. Missionssøstrene kan nok synge 
en vise om de næsten uoverstigelige vanskeligheter ved at 
faa et negerspædbarn til at vokse op ved kunstig ernæring. 
Om igjen og om igjen med den største utholdenhet gjør 
de forsøk paa kunstig at opflaske negerbarn hvis mor er død. 
En sjelden gang lykkes det kanske at holde et enkelt av 
dem ilive. «Flerkoneriets utvekster, som f. eks. at en høv* 
ding har hundrede eller endnu flere koner i sit harem bør 
fjernes», sier Dr. Kiilz videre; «men et indskrænket polygami 
kommer racehygienikerne til at maatte tillate indfødte paa 
deres nuværende kulturstandpunkt. En overgang til mono* 
gami bør ialfald ske langsomt». Saavidt Dr. Kiilz. Jeg be* 
høver vel neppe tilføie at ingen racehygieniker vil stille 
polygami op som noget ideal. De etiske værdier som vilde 
gaa tapt maa her stilles over de biologiske. 

Det forhindrer dog ikke at vi bør være klar over at 
den kristne tidsalders etiske kultur her har indført et mo* 
ment av antiselektorisk karakter. 

Men blandt alle disse negativ selektive operationer som 
vort kultursamfund foretar, maa der vel findes enkelte posi* 
tive, som virker racefremmelig. F. eks. eksamensselektionen, 
den som vort dannelsessamfund under fuldt ansvar og fuldt 
bevisst aarligaars foretar, den maa da siges at være av det 
gode? Denne prøve paa et ungt menneskes kundskaper 
eller færdigheter maa da være en god utvalgsmetode, for 
at sikre os, at kun de virkelig dygtige slipper igjennem til 
de forskjellige kald og næringer? En god eksamen burde 
jo være et godt kriterium for dygtighet, og det har den 
vel ogsaa været i tidligere tider, da man ikke var saa vel 



yærdimaalet 



79 

utstyret med skoler, kurser og utdannelsesanstalter som nu. 
Men hvordan er det idag? Er det de begavede, de bane? 
brytende, de reformatorisk anlagte som faar de bedste eksa? 
menstestimonier? Eller er det efterplaprerne, pughestene, de 
servile? Vi er vel ikke mer i tvil om svaret. 

Forel opgir nogen ganske fornøielige eksempler paa 
fremragende mænd som var daarlige eksamenskandi? 
dater: Newton, Jean Swift, Sheridan, Walter Scott, Chat? 
terton, Wellington, James Watt og endog den store 
Napoleon. Og vi kan forflere rækken med at nævne 
vore bedste navne Bjørnson, Ibsen, nordens første mate? 
matiker efter Abel, Sofus Lie og flere av Nordens nu? 
levende videnskapsmænd. 

Men det værste ved eksamen er ikke at den er en falsk 
værdimaaler, men at den stænger veien til økonomisk uav? 
hængighet og dermed evnen til at stifte familie ofte for 
de mest begavede. 1 Ethvert folkeskolebarn burde jo for 
at ta et eksempel, uten foreksamen kunne opnaa en 
høiere utdannelse naar de intellektuelle forutsætninger er 
tilstede. 

En anden selektorisk naturproces som blir forhindret spædbam- 
ved vore moderne humanitære foranstaltninger er som antydet dødeli s heten - 
spædbarndødeligheten. Rigtignok fremholder enkelte auto? 
riteter, blandt andre dr. Newsholme, at i de egne hvor 
antallet av døde spædbarn «under et aar er størst, der er 
ogsaa dødelighetsprocenten høiest blandt barn fra 1—5 og 
5—10 aar», med andre ord en indskrænkning av spædbarn? 
dødeligheten skulde ikke ha nogen antiselektorisk virkning, 
ialfald ikke en som trær frem før det 10de aar. Men News? 
holme indrømmer at dette forhold ikke bare gjælder barn 
i 2?aarsalderen, og at vore humanitære bestræbelser for 
at indskrænke spædbarndødeligheten saaledes ialfald for 
det 2det leveaars vedkommende viser sig at ha en ned? 
sættende virkning paa slegtens vitalitet. 

1 Ved en høiskole i Danmark har man forsøksvis tat væk halv? 
parten av eksamenskaraktererne og erstattet disse med obligatoriske 
kurser. Beretningen om resultaterne lyder meget gunstige. 



80 

Emi mation. Vort fædreland undergaar en tapningsproces av det bedste 
blod i likhet med den som fandt sted ved den spanske 
inkvisition. Det er utvandringen. I en publikation fra det 
statistiske centralbyraa findes følgende opgaver: Der var 
i 1910 her i landet bosittende 14,300 mænd og 5012 kvin* 
der som var hjemindvandret fra Amerika i tidsrummet fra 
50*aarene og til 1910. I samme tidsrum er der utvandret 
omtrent 700,000. Av 17,507 i et bestemt tidsrum utvan* 
drede var 90.8% i alderen 15—45 aar. Det vil si det 
samme som at de efter at ha tilgodegjort sig de ofre lan* 
det paalægger sig for ungdommen, og naadd den alder at 
de kan gi noget igjen ved sit arbeide, da reiser de ut og 
vier sine kræfter til fremmede land. Hvis man tar gjen* 
nemsnitstallet for de nævnte 17,507 utvandrede og anven* 
der det paa utvandringen i det hele, finder man at der fra 
Norge er utvandret noget over 600,000 personer mellem 
15 og 45 aar. Det er et gammelt ord som sier, at den 
som betaler spillemanden vælger melodien. Det kan anven* 
des paa fædrelandets ret til det barn hvis opdragelse det 
har bekostet. Vort fædreland tappes i løpet av 50 aar for 
over Va million av daadskraftige, virkelystne, modige unge 
mænd og kvinder, og beholder det svækkede, det urene 
blod tilbake. Amerika har hat samme fordel av den nor* 
ske immigration som England av hugenotternes fordrivelse 
fra Frankrike. Det er immigrationen som har gjort Amerika 
til hvad det er. Ross uttaler i sin «Foundations of Socio* 
logy» at blandt de emigranter som drog fra det østlige til 
det vestlige Amerika fandt der sted et end yderligere 
utvalg, og hvad «dette bedste blod — denne creme de la 
creme har fuldbragt i Vesten, det kj ender hele verden til». 
Mens emigrationen er ensbetydende med et krafttap for 
den nation hvorfra utvandringen foregaar og en vinding 
for mottagerlandet, fortoner indføring av fremmede arbei* 
dere sig i regelen som et tap. Særlig er dette tilfældet med 
den indføring av fremmed hjælp som tilveiebringes gjen* 
nem agenter. De arbeidere som agenten i en fart kan 
skrape sammen i et fremmed land — lediggjængere — er 



81 

ikke de bedste. Tvertimot. Der hvor den fremmede kapital 
uhindret har indpas, vil den altid i sit kjølvand føre med sig 
en flom av daarlige elementer. Dette forhold har man været 
opmerksom paa baade i Danmark, Tyskland, Frankrike og 
Amerika. Vort land har i sin koncessionslovgivning av 
1909 søkt at skape et bolverk mot en større invasion av 
fremmede elementer. Og derfor bør den Knudsen*Cast* 
berg'ske koncessionspolitik ogsaa fra et racehygienisk stand? 
punkt hilses med glæde. Den bidrar til at reducere ind* 
siget av mindre værdifulde raceelementer. 

At tillate degenererte individer av vor egen stamme 
at forplante sig, er at handle uret mot vor efterslegt, 
men at tillate fremmede aandssvake og va* 
n ef orbry der e, med syfilis beheftede per* 
soner og alkoholister at bosætte sig i lan* 
det, er en forbrydelse mot vort folk og vort land. 

Interessant i denne forbindelse er en uttalelse fra 
von Hoffmann, som skriver: «En gjennemført racehygiene 
er utænkelig uten en tilsvarende regulering av emigrations* 
og immigrationsbevægelsen. Selv om en nation gaar maal* 
bevisst løs paa at borteliminere de daarlige slegter — saa 
vil dens bestræbelser for at hæve racen være frugtesløse 
saalænge daarlig kimstof strømmer ind utenfra, eller saa* 
længe der foregaar en nævneværdig utvandring av dens 
dygtigste sønner. 

Saalænge der findes en eneste nation, som stænger sine 
døre for den praktiske racehygiene, saalænge vil denne for 
hele den civiliserte menneskehet bety et rugested for daarlig 
menneskemateriale. Og selv om det rent menneskelig set 
kan være likegyldig i hvilken verdensdel de uduelige indi* 
vider falder sine medborgere til byrde, saa vil det dog 
bli av stor betydning at ialfald de stater, som ærlig søker 
at rense sig for avfaldet, ikke stadig væk skal forurenses 
utenfra, fra land som er kulturelle efterliggere og gjør 
litet eller intet for at hindre en økning av de uskikkede. 
Disse land vil i en ikke fjern fremtid faa karakteren av 
at være pestbefængt i sit forhold til andre stater.» 

6 — Mjeen : Racehygiene. 



KAPITEL VI 

KEMISKE GIFTE OG DERES IND. 
FLYDELSE PAA AVKOMMET 

RACEGIFTE - SLEGTSGIFTE 

INDUSTRIGIFTE : SÆRLIG BLY OG BLYFORBINDELSER. PATO, 

LOGISKE GIFTE: SÆRLIG SYFILIS OG NARKOTISKE GIFTE: 

SÆRLIG KOFFEIN, NIKOTIN OG ALKOHOL. 

Et klart billede av hvilke gifte det er som virker ødelæg* 
gende paa det næste eller flere slegtled har man endnu 
ikke. Mange av de mest kj endte industrigifte, sygdoms* 
gifte og narkotiske gifte kan sikkerlig øve en skadelig virkning 
paa individet uten at ramme avkommet. Dette er sand* 
synligvis tilfældet med enkelte av de metalgifte som i form 
av støv indaandes av arbeidere i metalfabrikkene. End* 
videre med flere ikke*metalliske gifte som f. eks. kulstøv, 
melstøv og enkelte farver. Endvidere vegetabilske f. eks. 
ved bomulds* og lærredsfabrikker og ved tobaksfabrik* 
ker. Endvidere organisk støv av animalsk oprindelse, 
som ved tøi* og uldtilvirkning, flygtige substanser av for* 
skjellig art, usunde dampe, gasarter o. 1. Disse gifte kan 
alle skade individet, men man tror ikke at avkommet kan 
ta skade, ialfald er en saadan skade hittil ikke paavist. 
Disse gifte har derfor for folket som helhet ikke den be* 
tydning som en viss anden kategori av gifte. Av gifte 
som ved sin indvirkning paa avkommet spiller den største 



83 

rolle for folkehelsen kan nævnes bly blandt industrigiftene, 
syfilisvirus blandt de patologiske gifte og alkohol som den 
mest utbredte av de narkotiske gifte. Der er sikkert mange 
andre som kommer i betragtning. Blandt disse har 
været nævnt fosfor, arsenik, kokain, opium, haschisch, 
koffein (kaffe og te), nikotin (tobak) og dens forbræn? 
dingsprodukter samt kemisk, fysisk og fysiologisk virkende 
straaler som f. eks. røntgenstraaler, som kan fremkalde 
azoospermi hos de arbeidere som er beskjæftiget ved rønt? 
genapparaterne \ 

Visse stoffer er ikke giftige naar de appliceres paa hu? 
den, men giftige naar de brukes indvendig. Andre er 
ikke giftige, naar de tåges indvendig (curare), men derimot 
hvis de tvinges direkte ind i blodet. 

Enkelte gifte synes ikke alene at taales godt av organ? 
ismen, men i smaa mængder endog at fremkalde et visst 
— ialfald forbigaaende — velvære (kaffe, tobak). 

Mange dyr kan uten varig mén eller direkte livsfare 
opta i sig giftstoffer, som hos andre nærbeslegtede arter 
eller racer vilde fremkalde døden eller alvorlige beskadi? 
geiser. Saaledes er kaninen og de øvrige gnavere mot? 
standsdygtige mot atropin og belladonna, hunden mot 
morfin, pindsvin og høns mot cantharidin, den spanske 
flues gift. Pindsvinet er endvidere motstandsdygtig mot 
hugormens gift likesom ichneumonerne mot brilleslangens. 
Denne pindsvinets og ichneumonernes uimottagelighet for 
slangegift er imidlertid efter al sandsynlighet erhvervet. 
Ichneumoner som til utrydning av rotter blev overført til det 
kobrafrie Barbados, mistet sin uimottagelighet mot kobra? 
giften i løpet av nogen faa generationer. 

Giftens virkning er som vi straks skal se, avhængig av 
mange faktorer baade hos giftmolekylet og det organ 
eller den organisme hvorpaa den virker. Hvilke egen? 
skaper — kemiske, fysikalske, fysiologiske — det er som be? 
tinger giftvirkningen hos organiske som uorganiske for? 

1 Se ordforklaringen azoospermi samt gifte (fysiske, mekaniske, 
kemiske). 



84 

bindelser, er litet opklaret. Dette gjælder giftvirkningen 
paa det enkelte individ, og endnu mer giftvirkningen paa 
avkommet. Forsøk paa at bringe den toksiske virkning 
ind under bestemte lovmæssige forhold er kun delvis lyk* 
kedes. Richet fandt at den fysiologiske virkning av litium, 
kalium og rubidium staar i et bestemt forhold til atom* 
vegten. Den dødelige dosis av alkalimetallerne mente han 
kunde findes ved at multiplicere atomvegten med 0,0128/ 

Botkins forsøkte at bringe overensstemmelse mellem 
den toksiske virkning av elementerne og Mendelejeffs sy* 
stem. 2 Andre har fremsat den mening at elementer som 
kvælstof, fosfor, arsen, antimon, wismut, vanadium o. a. 
synes at virke paa cellernes funktion ved en økning av 
surstofomsætningen i disse, idet de indtar høiere og lavere 
oksydationstrin. 3 

Ved virkningen av uorganiske salte har man betonet at 
der bør skilles mellem saltets virkning som saadant og 
joner, virkningen av jonerne. «Mange metalsaltes virkning staar 
i et bestemt forhold til dissociationsgraden». 4 Saaledes 
kan et og det samme salt bli avhængig av opløsningsmid* 
lets evne til at dissociere (vand, æter, alkohol). 

Enværdige joner (som f. eks. kalium) synes i mange 
tilfælder at ha den motsatte virkning av toværdige joner, 
som f. eks. barium, zink, kadmium og bly. 

Der paagaar for tiden forsøk som søker at klargjøre av hvilken 
art de indgaaede forbindelser mellem metaller og de i organismen tils 
stedeværende proteiner er. Til disse forsøk (A. Benedicenti og S. Ri* 
bello?Alves, Biochemische Zeitschrift 3. juli 1914, side 107) er der blit 
anvendt metaller ikke alene som fint pulver, men ogsaa i større metal= 
stykker. Metaller som kobber, nikkel, aluminium, sølv, kobolt og bly, 
som vanskelig angripes av syrer, blev alle «fikserer» av serum og av 

1 Frånkel: Arzneimittelsynthese, side 6. 

2 Jfr. MendelejefYs system kap. 1, side 16. 

8 Binz og Schulz — Frånkel Arzneimittelsynthese side 13. 

4 J. Loeb, Pfliigers Archiv -88-68-93, 2 46-91, 248. Kroning 
u. Paul, Zeitschrift f. physik. Chemie 21. 414. Zeitschrift f. Hygiene 
25 1. 



85 

eggsalbumin. Hvad der ved disse forsøk som ikke er avsluttet blandt 
andet søkes konstatert, er om denne fiksering er at opfatte som en 
adsorption av metaljoner til kolloidale dele av proteinsubstansen eller 
som en mer eller mindre labil kemisk forbindelse mellem metallet og 
albuminmolekylet. 

Virkningen eller giftvirkningen av organiske forbindet 
ser har været betegnet 1 som et resultat av virkningen av 
de enkelte komponenter: kulstoffets paralyserende, vand* 
stoffets inciterende og surstoffets indifferente virkning. 
Herved spiller selvfølgelig forbindelsernes evne til at 
resorberes en avgjørende rolle. En ikke resorberbar sub* 
stans kan ikke naa længer end til tarmkanalen. Bestem* 
mende for virkningen er derfor den større eller mindre 
flygtighet 2 og opløselighetsevnen. Saaledes viser de flyg- 
tige kulvandstoffer en narkotisk virkning, mens de i vand 
uopløselige, faste kulvandstoffer — de høiere destillations* 
fraktioner — er ganske uvirksomme. 

Giftvirkningen kan bero paa en vandoptagende evne 
— etsende syrer, alkalier, koncentreret sprit — eller paa 
den eiendommelighet i den kemiske konstitution, som 
man pleier at betegne som umættet. 

Kuloksyd (kulos) vil f. eks. naar det indaandes og op* Kuhksyd. 
tåges i organismen indgaa en kemisk forbindelse med blod* 
farvestoffet og derved gjøre blodlegemerne ubrukbare til 
at opta surstof. Denne virkning kan tilskrives netop kul* 
oksydets umættede karakter idet kulstoffet, som man pleier 
at uttrykke det, kræver alle 4 valenser mættet. 

De skadelige virkninger av tobaksrøkningen kommer Tobaks = 
ikke mindst av det ved ufuldstændig forbrænding dannede 
kuloksyd. Nyter man en cigar i fri luft vil forbrændingen 
være sterkere og der vil istedetfor kuloksyd dannes kul* 
syre som er mindre giftig, eller ikke giftig. Man har trodd 
heri at ha fundet en væsentlig aarsak til at mange taaler 
en cigar i fri luft bedre end i lukket rum. 

Disse første famlende forsøk paa at faa mere forstaaelse 

1 Curci, Terapia modema 1891. 

2 Frankel. Arzneimittelsynthese, s. 18. 



86 

av giftvirkningernes inderste aarsak, har ikke bragt det 
længer end at man kan si at virkningen av de enkelte 
elementer eller deres forbindelser synes at være avhængig 
av molekylarvegten, værdigheten eller valensen, bevægelses* 
eller svingningshastigheten, den elektriske ladning og dis* 
sociationsevnen. s 

Under studiet av molekylarkomplekser er det lykkedes 
at opstille almenregler for hvorledes indførelsen av visse 
atomgrupper — methyl*, æthyl*, benzoyl*, sulfo*, amino*, 
imidgrupper L o. a. influerer paa stoffets paralyserende, 
narkotiserende eller inciterende evne. 

Naar der tales om kemiske gifte og kemiske reaktions* 
forstyrrelser, maa man ikke forståa dette derhen, at der 
altid er en kemisk reaktion tilstede — avhængig f. eks. av 
den konstitutive egenskap hos giftmolekylet. Nei, giftens 
virkning er meget mere avhængig av dens evne til at 
finde sin vei frem til det bestemte sted, hvor den kan ut* 
øve sin indflydelse. 

At giften virker saa overordentlig forskjellig og frem* 
kalder saa ulikeartede symptomer hos mennesket har, som 
man herav vil forståa, sin væsentlige aarsak, ikke alene i 
giftenes forskjellige karakter. Det kan heller tåges som 
et bevis for den menneskelige organismes differen* 
tiering. Jeg vil dermed ikke ha uttalt, at denne differen* 
tiering motsvarer organstrukturen, saaledes at giftene vil 
kunne inddeles efter de menneskelige organer alene. Gif* 
tenes forskjelligartede virkning staar vel heller i et be* 
stemt forhold til celledifferentieringen. Allikevel vil flere 
gifte i sin virkning fortone sig som specielle organgifte; 
idet mange gifte har en særlig forkjærlighet for bestemte 
organer, saaledes morfin, kloroform og andre anæstetika 
for hjernen, digitalis* og strofantusgiften for hjertet atter 
andre for nyrerne o. s. v. Bare paa den maate kan da 
ogsaa de minimale dosers forfærdelige virkning forklares. 
Nogen aandedrag ren blaasyredamp dræper momentant — 

1 Se ordforklaringen. 



87 

4 tusendedels gram aconitin likesaa, under rædselsfulde 
symptomer. 

At anæstetika har en særlig affinitet for hjernen synes Anæsuttka. 
at fremgaa av det faktum, at disse stoffer kan fremkalde 
sindsforvirrethet. Man kan eksperimentelt fremkalde tem* 
porær galskap ved kemiske gifte. Mange plantegifte som 
belladonna, opium og indisk hamp fremkalder temporært 
delirium, og ved længere bruk permanent vanvid. Der 
er visse tilfælder av sindsforvirrethet som skyldes en 
organisk sygdom i hjernen fremkaldt av andre gifte end 
alkohol og dog viser symptomer, som ifølge Ribbert enten slet 
ikke eller ialfald med vanskelighet kan skjelnes fra delirium Delirium. 
fremkaldt ved drukkenskap. Og fra hvilket synspunkt vi 
end betragter alkoholismen, kan vi ikke undgaa at se at 
dens natur er en mer eller mindre forbigaaende toksisk 
galskap. Feber frembringer som bekjendt ofte sindsforvir* 
rethet. Aarsaken hertil søker man nu ogsaa i en «for* 
giftning» av hjernecellerne. Alkoholens specielle affinitet 
til nervesystemet belyses ved det faktum at den kan paa* 
vises i cerebro*spinalfluidet efterat ethvert spor av den 
forøvrig er forsvundet. Tuberkelbacillernes toksiner fikse* Tuberkel* 
res av og aktiveres ved nervevæv, ja, giftvirkningen av toksiner - 
tuberkulinet tiltar med det 4*dobbelte naar det blandes 
med nervevæv. Muligens kan dette faktum til en viss grad 
forklare de voldsomme fænomener som følger visse tuber* 
kuløse forgiftninger. 

Hvad er paralyse, konvulsioner og visse arter av deli* 
rium andet end en fiksering av toksiske legemer i nerve* 
centrerne? Og har ikke mangen en feilagtig sykiatrisk 
diagnose sin forklaring i at man har overset denne mu* 
lighet? 

Av hvilken art denne affinitet er staar imidlertid endnu 
uklart. Man faar ved nærmere forskning et sterkt indtryk 
av at problemet er av en uendelig komplicert natur. Der 
er sikkerlig mange, tildels helt ukj endte kræfter i virksom* 
het, som man maa regne med. Imidlertid er det neppe 
for dristig at anta, at naar saakaldte giftstoffer virker øde* 



88 

læggende paa avkommet — racen — saa beror dette paa 
Kjønskjert; en egen beskaffenhet hos kjønskjertlene eller hos de or* 
/eme. ganer — ogsaa den saakaldte mellemsubstans — som staar i 
vekselvirkning med kjønskjertlene. En beskaffenhet som 
gjør at de kan fastholde giftstoffene enten i fysikalsk 
opløsning eller kemisk bundet og paa denne maate gi 
giften anledning til at utøve en direkte eller indirekte 
virkning paa kimet eller begge dele. Jeg har tidligere 
fremholdt den mening, at visse kemiske giftes skade* 
lige virkning paa kimstoffet — henholdsvis avkommet 
— i det væsentlige maa opfattes som en sekundær virk* 
ning, idet hjernen og andre organer danner det primære 
angrepspunkt. 

Paa samme maate som kviksølvet amalgamerer hvert 
eneste litet guldkorn i den pulveriserte kvarts (Brunton), 
paa samme maate som f. eks. rygmarven viser en egen 
selektionskraft for stryknin (Frånkel), maa racegifte kunne 
opfattes derhen at de let fastholdes eller «utrystes» av 
kjønsorganerne 1 eller de organer som staar i vekselvirk* 
ning med disse. En saadan evne hos kjønskjertlene maa 
vistnok bero paa tilstedeværelsen av bestemte kemiske 
stoffer — amino* og aldehydgrupper, som findes i celleind* 
holdet eller cellevæggen. Ehrlich har for at illustrere den 
evne som visse væv i organismen har til at utsuge eller 
utdrage giften av den cirkulerende legemsvæske, benyttet 
den farvningsproces som finder sted naar uldtrevler dyp* 
pes i en pikrinsyreopløsning. Uldtrevlerne har evnen til 
av den noksaa tynde opløsning at opta, utsuge farven, 
eller saa at si lete den ut av massen. 

Vil man forsøke at danne sig en opfatning av virk* 
ningen paa racen, maa man ogsaa ta i betragtning at gif* 

1 Utdragning eller utrystning av gifte —jfr. avhandling i «Farm.» tids* 
skr. 1896, 97 med et av J. A. Mjøen patenteret kloroformapparat til utryst* 
ning eller utvaskning. I denne avhandling vil læseren finde eksempler 
paa at giftstoffene ved tilsætning av visse kemikalier forandrer sin evne 
til at opløses av bestemte væsker og vandrer fra det ene opløsnings- 
middel over i det andet. 



89 

ten virker mindre og mindre intenst, jo mere utviklet 
(ældre) organet resp. den organisme er hvorpaa den virker. 
Særlig frembyr menneskets løpebane flere sterkt avgræn* 
sede stadier: konceptionsstadiet, det embryonale, spæd* 
barnet og det voksne c individ. 

Virkningen er ogsaa avhængig av organismens tilvæn* immunt 
neise til giften og organismens evne til at danne motgifte 
(immunitet). Den er avhængig av leverens større eller 
mindre dekompositionsevne (ammoniak hos kjøtspisere) eller 
dens evne til at absorbere giften og avgi den i forholds* 
vis uskadelige mindre doser. 

Den er avhængig av om den indføres intramuskulært, 
intravenøst eller i fordøielseskanalen; og fremfor alt er den 
avhængig av forhold som man ikke har været tilstrække* 
lig opmerksom paa og som efter min mening er av fun* 
damental betydning, nemlig fortyndingsgraden, koncentra* 
tionen og samvirkningen, korrelationen. Disse to faktorer 
som jeg anser for de væsentligste ved studiet og bedøm* 
meisen av kemiske giftes indflydelse i almindelighet og 
giftenes indflydelse paa kimstoffet i særdeleshet, og som 
jeg for flere aar siden henledet opmerksomheten paa. skal 
jeg nedenfor behandle utførligere. 

Ved forsøk paa dyr og erfaring fra mennesker vet vi 
at organismen kan vænne sig til meget sterke gifte — den 
immuniseres. — Individer som er opøvet i bruken av en 
gift, paavirkes ikke av en dosis som kanske vilde dræpe 
en som nyter den for første gang. I Steyermark finder 
vi f. eks. immuniserte arsenikspisere. For at øke arbeids* 
evnen bruker de regelmæssig store doser arsenik. Ind* 
fødte i Bolivia og Peru tygger kokablade for bedre at taale 
bjergbestigninger. 1 Herunder indtrær en stadig voksende 

1 De indfødte vikler kokablade om et stykke kalk og putter det 
i munden. Av erfaring har de fundet at virkningen blir sterkere ved 
tilstedeværelsen av kalk, en erfaring som jeg i sin tid benyttet mig av 
ved utarbeidelsen av de første metoder for kokainfremstilling i ren 
form. 



90 , 

toleranse mot giftens virkning. De immuniseres. Umulig 
er det ikke at en saadan immunisering kan gaa i arv. 

Den kjendsgjerning at visse sygdommer eller anlæg for 
sygdommer gaar i arv er et resultat av de sidste aars forsk* 
ning. Samtidig med erkj endelsen herav er det blit et 
anerkjendt fænomen, at et individ som har været angrepet 
av en bestemt sygdom, ikke saa let angripes av denne 
paany; ubi virus ibi virtus (Paracelsus). 
Arvet im- Reibmayr tror at en saadan immunisering finder sted 
mumtet. V ed tuberkulose. «Vi maa anta», sier han, «at denne egen* 
skap sandsynligvis arves i avsvækket grad og bare for en 
bestemt tid. ! Her skulde altsaa den biologiske forklaring 
av den gaadefulde «Genius epidemicus» kunne ligge. Det 
forklarer ogsaa at de akutte sygdommer er saa heftige og 
næsten uhelbredelige, naar de optrær første gang hos en 
race, men blir svakere for hver gang, hvis de kommer 
igjen. (Smlg. syfilis i middelalderen og nu). Den av 
kemikeren Pasteur skapte serumterapi er netop bygget paa 
denne naturlov, likesom vakcinationen av mennesker og 
dyr. Naturligvis kan en families erhvervede motstands* 
kraft som vel ogsaa kan være formidlet gjennem morens 
blod (fosterlivet), svækkes ved blanding med andet blod 
som endnu ikke er immunisert. Dette ser man især i 
malariaegne. Denne lov sier Reibmayr, er anerkjendt for 
syfilis, fordi virkningerne av den erhvervede immunitet 
her ligger fremme i dagen. Aarsaken til at man ikke vil 
indrømme den for tuberkulosen kan maaske først søkes i 
at opdagelsen av tuberkelbacillen vakte meget sangvinske 
forhaabninger om at kunne bekjæmpe denne sygdom, og 
dernæst i at familiernes immunisering mot tuberkulosen 
foregaar meget langsomt og gjennem flere 
generationer. Den praktiske læge, sier Reibmayr, som 
kun iagttar den nuværende generation og ikke gransker 
saken genealogisk, kan derfor ogsaa vanskelig overbevise 
sig om at der bestaar en saadan motstandskraft. De hyp* 
pige tilbakeslag paa grund av den ulike motstandskraft 
1 Albert Reibmayr, Arch. f. R. 371-72, 1911. 



91 

hos forældrene eller paa grund av at den erhvervede immu* 
nitet svækkes ved ufornuftig levemaate og 
alkoholisme, kan ogsaa virke forvirrende. Den vig* 
tigste grund til denne opfatning vil imidlertid kunne søkes 
i, at en families immunisering i de første generationer ikke 
egentlig dokumenterer sig ved at sygdommen indtrær 
sjeldnere — enten dette sker ved smitte eller arv — men 
derimot ved at de perniciøse former blir sjeldnere, og at 
selv de svære tilfælder let kan helbredes, endvidere ved 
at dødsfaldene stadig forskyver sig henimot en høiere al* 
dersgrænse. 

Disse fakta kan vi kanske forklare ved at anta to arve* 
lighetsprocesser som løper side om side, saa at si konkur* 
rerende med hinanden. Den ene er nedarvningen av det 
organanlæg som gjør individet mottagelig for den samme 
sygdom som forfædrene har hat, den anden nedarvningen 
av en erhvervet immunitet som skulde kunne bidra til en 
langsom regeneration av slegten. 

Erfaringen lærer os at evnen til at vænne sig til gifte 
er meget forskjellig hos de forskjellige individer, og det 
er mulig at de mot bestemte gifte — plantegifte, guarana, 
kaffe, te, coca, alkohol og visse sygdomsgifte — motstands* 
dygtige racer er opstaat ved selektion. Hvorvidt denne 
selektion er fuldstændig er et andet spørsmaal. 



og 
somaceller. 



Det blev nævnt at man har aarsak til at inddele giftene Kimceller 
efter celledifferentieringen : Giftene kan skade kimcellen, 
men ikke individet. De kan skade individet, men ikke 
kimcellen. De kan skade baade individ og kimcelle. Svakt 
alkoholholdige drikke kan f. eks. tænkes at influere paa 
et sensitivt individ, men behøver derfor ikke at naa frem 
til kimcellen, hverken primært eller sekundært. Andre 
gifte f. eks. brændevin derimot kan man tænke sig har 
den evne at kunne trænge gjennem organismen som gjen* 



92 

nem en svamp og tilslut naa frem til kimcellerne. Disse 
kan ødelægges da de er ømfindtlige, mens somacellerne 
viser sig motstandsdygtige. Saaledes kan man tænke sig 
muligheten av at syfilitikere og alkoholikere kunde faa 
syke barn uten selv at ta synderlig skade. 

Om saadanne gifte som kan fremkalde sykelige for* 
andringer, ogsaa under alle omstændigheter m a a frem* 
kalde disse, det er et andet spørsmaal. Man kan nemlig 
for det første tænke sig at kimcellerne ligger saa beskyttet, 
at giftige stoffe ikke nødvendigvis trænger ind til dem, 
man kan ogsaa tænke sig at giftstoffene blir saaledes for* 
andret paa veien at de ikke mere virker som gifte naar de 
kommer frem. Hvis jeg ikke tar feil, var det dr. Alfred 
Ploetz som først henledet opmerksomheten paa at kim* 
cellerne er placeret saaledes i den menneskelige organisme, 
at individet eier en naturlig beskyttelse mot racegiftene. 
Beskytteu Baade i den dyriske og menneskelige organisme finder 
ieS ter P for = man kimcellerne omgit av en slags beskyttende hinde. 
sæd= o g Ingen blodkar staar i direkte berøring med spermatozoer 
eller egg. Spermatozoerne ligger i kimkjertelen sammen i 
tætte klynger, og den gift som kunde trænge ind (osmose) 
træffer først de ytterste kim og kan, naar den ikke fore* 
kommer i altfor sterk koncentration, bli fuldstændig bun* 
det inden den naar de inderste kimhoder. Egget er først 
omhyllet av en fast hud, som atter er omgit av en væg, 
bestaaende av smaa celler. Aldrig, ikke engang naar egget 
blir modent og blir støtt ut i egglederen, kommer det i 
direkte berøring med blod* eller lymfestrømmen som f. eks. 
tilfældet er med lymfecellen. Det kan derfor forekomme 
at kemiske gifte som føres ind i menneskers eller dyrs 
legemer, finder veien til alle celler og organer i organis* 
men med undtagelse av kimcellerne. Disse fører naar de 
er modne en særeksistens i legemet. Naturen har i sin 
visdom arrangeret en særlig beskyttelse for menneskelivet 
paa det mest ømfindtlige stadium — konceptionsstadiet. 
Der kan neppe være nogen tvil om at denne beskyttelses* 
anordning spiller en stor rolle for giftes vedkommende. 



93 

Hvorvidt der findes gifte som organismen endnu ikke har 
lært at beskytte sig mot, skal vi nedenfor undersøke litt 
nærmere. 

Ribbert har utført forsøk som viste at opløste substan* 
ser ikke saa let naar frem til kjønscellerne som til andre 
organer. Han bragte farvestoffer f. eks. karmin ind i dyrs 
kredsløp og fandt at de fleste organers celler blev farvet 
mere eller mindre intenst av farvestoffet, mens egg* og 
sædcellerne holdt sig farveløse. Uten disse beskyttelses* 
indretninger vilde menneskeslegten forlængst været bukket 
under for sygdomsgifte og andre gifte som delvis er pro* 
dukter av deres egen kultur. 

Der findes vistnok mange andre industrielle gifte end 
de ovenfor nævnte, andre narkotiske gifte end alkohol og 
andre sygdomsgifte end syfilis som ved nærmere forskning 
vil vise sig at kunne skade avkommet. Fosfor, arsenik, 
morfin, kokain, kloroform, æter, serum, koffein og nikotin 
har været nævnt i denne forbindelse. Fysiske straaler som 
røntgenstraaler kan fremkalde sterilisation og muligens ved 
«ufuldstændig sterilisation» en svækkelse av avkommet. 
Endvidere har man trodd at kunne konstatere svækkelse 
av avkommet ved at galden gaar over i blodet som ved 
gulsot og ganske sikkert ved at visse kjertler er for virk* 
somme eller for litet virksomme: dvergform, kretinisme. 

Ribbert henleder opmerksomheten paa at ved visse 
kroniske infektioner — tuberkulose — kan kimcellerne ta 
skade, og Reibmayr fremholder at tuberkulose har en arve* 
lig forandring av den legemlige konstitution tilfølge. l I Arvelig for- 
en saadan forandret konstitution forløper nu alle sygdommer andrin s av 

111 i* i 11 •• r>ii konstitu = 

anderledes end i en normal, sund konstitution. Selv lettere tion. 
sygdomstilfælder tar meget ofte et ugunstig forløp. Fremfor 
alt er denne forandrede konstitutionelle jordbund en 
hovedaarsak til at sygdommer let blir kroniske, og man 
kan, sier Reibmayr, uten at overdrive fremsætte den paa* 
stand, at 90 °/o av alle kroniske sygdommer har sin grund 

1 Denne giftvirkning paa avkommet maa ikke forveksles med det 
anlæg for sygdommen som følger visse slegter. 



94 

i vore kulturmenneskers konstitution, som er forandret paa 
grund av syfilis, tuberkulose og alkoholisme. Ti de sunde 
folkeslag kj ender, som ovenfor nævnt, næsten bare akutte 
sygdommer som enten medfører helbredelse eller døden. 
Vi maa desuten heller ikke glemme, at mens enkelte 
gifte virker som motgifte mot hinanden (dannelse av uop* 
løselige forbindelser, neutralisation, tilintetgjørelse av toksin* 
frembringeren o. s. v.) saa er der andre gifte som ved 
samvirken i bestemt retning øker den anden gifts skjæbne* 
svangre virkning. En saadan progressiv forøkelse av gift* 
virkningen maa antages at finde sted ved tobaksrøkning i 
forbindelse med alkoholmisbruk. Endvidere ved arsenik 
og alkohol, morfin og alkohol, blygifte og alkohol, og 
difteritoksiner og alkohol. 



Biy og Av alle giftige metaller er der et, som fordi det anven* 
y de ^ er in "des hyppig i industrielt øiemed foraarsaker de fleste øde* 
læggelser. Det er blyet. Den fabrikmæssige utvinding 
av bly og dets salte f. eks. utgravning av raastoffet, 
smeltning av metallet, tilberedning av saltene : blyhvitt, 
mønje, samt fremstilling av gjenstande av blyholdige sub* 
stanser kan hos dem som arbeider med stoffene føre til 
blyforgiftning. 

Blyet og dets forbindelser har stor anvendelse. I me* 
dicinens tjeneste anvendes det i salver, blyhvittsalve, i bly* 
vand og blyplaster. I keramikindustrien benyttes bly i 
glassurer, likesom det spiller en stor rolle ved glasfabrika* 
tionen. En av de mest benyttede malerfarver er blyhvitt. 
Et andet blypræparat, som finder stor anvendelse er mønje 
som fremstilles ved ophetning av blyoksyd under tilgang 
av luft. Det anvendes som bekjendt til malerfarve og kit. 
Bly og dets salte har ingen utpræget ubehagelig smak eller 
lugt. Saltene — ialfald flere av dem — er lett opløselige 



95 

og blyforbindelser hører derfor til de farligste og mest sni? 
kende gifte. 

Blyforgiftning kan fremkaldes ved nydelsen av vin 
forfalsket med blysukker, endvidere ved nydelsen av kon? 
server, ved bruken av pudder, sminke, haarfarve, snus? 
tobak, (indpakket i blyholdig staniol). De hyppigste bly? 
forgiftninger fremkaldes ved blyhvitt og mønje. Mottage? 
ligheten for blyforgiftningen synes at være stor hos alle, 
og det ser ikke ut til at man kan immuniseres mot eller 
vænne sig til giften, som tilfældet kan være med f. eks. 
tobak, kokain, morfin, opium, alkohol, haschisch. Særlig 
utsat for blyforgiftning er fabrikarbeidere, malere, farvere, 
lakerere, skriftstøpere og typografer. 

Sir Oliver beretter om et interessant forsøk. Av et visst antal 
delvis utrugede hønse?egg bestrøk han endel med en sterk kalkopløs* 
ning og de andre med en blynitrat?opløsning. Han lot utrugningen 
av eggene fortsætte videre og fandt da at der ikke krøp en eneste 
levende kylling ut av de egg som var bestrøket med blynitrat. Ved 
aapning av eggene fandt man at embryoet var naadd til et høit stadium 
i sin utvikling og var saa gaat til grunde, som følge av blyforgiftnin? 
gen. Oliver fremkaldte likeledes aborter hos drægtige kaniner ved at 
tilsætte deres næring bly, og ved kemisk undersøkelse fandt man bly 
i de indre organer av føtus. 

Blyets giftvirkning har ifølge Oliver en særlig ond? 
artet karakter. Forplantningsevnen baade hos mand og 
kvinde nedsættes. Giftvirkningen paa individet skal imid? 
lertid ikke behandles her. 

Det var saavidt jeg erindrer engelske sakkyndige som 
først henledet opmerksomheten paa blygiftens indvirkning 
paa avkommet. 1 

«Bly er en lumsk gift», skriver professor Oliver. 

«Størstedelen av dets salte har, anvendt i smaa doser, 

ingen ubehagelig smak eller lugt. De er let opløselige — 

1 Sir Thomas Oliver, Dr. Mackenzie og Dr. C. W. Saleeby. Den 
sidste som er en taler av rang og har et blændende vid, deltok i den 
kongres for racehygiene som blev holdt i London 1912 med flere 
indlæg særlig om racegiftenes betydning, Jfr. Problems in Eugenics 
1912 og Journal of Inebriety 1912, 1913. 



96 

men de driver sin fordærvelige virkning ofte paa en saadan 
maate, at arbeidernes helbred gradvis undermineres uten 
at han har nogensomhelst anelse om det og uten at han 
opdager eller blir opmerksom paa nogenslags symptomer. 
Undertiden indledes blyforgiftningstilfældene ved kolik 
eller smerter i underlivet.» 

Paa kvinder er blyets indflydelse særlig perniciøs. 
«Barn av kvindelige blyarbeidere dør hyppig av krampe 
like efter fødselen eller i løpet av de første 12 maaneder,» 
uttaler Dr. Mackenzie, og han tilføier : «Hvis et barn stam* 
mer fra forældre, som begge er blyarbeidere, er det altid 
under normal størrelse og daarlig ernæret. Enten er det 
dødfødt, eller det dør nogen timer efter fødselen.» Hvis 
en «blyhvitt*arbeiderske» blir frugtsommelig og hun fort* 
sætter med sit arbeide, er det næsten umulig for hende at 
gaa svangerskapet tilende. I lever og nyrer paa dødfødte 
barn av kvindelige blyarbeidere har man fundet smaa 
mængder av bly. Dr. Mackenzie noterer for at illustrere 
virkningen av smaa kvantiteter av bly følgende eksempel: 
«Mrs. H. 35 aar gammel, arbeidet i 6 aar i en blyhvitt* 
fabrik. Før den tid hadde hun 4 normale barn, født i 
regulær tid. Siden hun blev beskjæftiget i blyfabrikken, 
har hun hat 9 misfostre efter hverandre og ikke et levende 
barn.» 

Sir Thomas Oliver omtaler et tilfælde av dødfødsler i 
Yorkshire, som paa grund av sin endemiske karakter vakte 
adskillig opsigt. Aarsaken viste sig at være en betydelig 
bly gehalt i byens drikkevand. Efterat aarsaken var fjernet, 
ophørte dødfødslerne. Der bestaar tilsyneladende ved bly* 
forgiftningen en seksuel idiosynkrasi, som man ikke bør 
overse. 

Blyforbindelsernes indflydelse paa avkommet illustreres 
bedst ved endel tal som jeg har sammenstillet efter 
Mackenzies opgaver: 



Mødrenes stilling: 



97 



Antal normale 
barn. 



Antal fortidlig og 
dødfødte barn. 



Husmødre 

Fabrikarbeidersker (ikke blyar* 
beidersker) 

Blyarbeidersker (før giftermaa? 
let) 

Blyarbeidersker (efter gifter? 
maalet) 



100 
100 
100 
100 



43,2 

47,6 

86,0 

133,5 



Av 11 gifte blyarbeidersker blev 60 besvangret (212), 
mens 17 forblev sterile. Resultatet av de 212 svangerskap 
kan sees av følgende sammenstilling: 

Døde i første leveaar .... 40 = 18,9 % 

Overlevet det første aar . . 61 ■= 28,8 % 

Fortidlig fødte 21 = 9,9 % 

Aborter 90 = 42,4 % 



Ved den luetiske sygdomsvækker maa man skille mel* Syfilis og 



lem forskjellige former av forgiftninger, bactericid, blasto£ 
torisk etc Man har mer og mer fjernet sig fra den op* 
fatning at sygdommen — sygdomsvækkeren — overføres 
gjennem farens sædcelle, en opfatning som før var noksaa 
almindelig, især blandt tyske videnskapsmænd. Interessant 
er det at netop denne arvelighetsteori, som er saa litet 
underbygget, er den som har beskjæftiget Europas dannede 
kredse i de sidste decennier. Muligens fordi den blev 
benyttet i den dramatiske problemdigtning. Det er blit 
sagt at Ibsen konfererte med autoriteter i Miinchen, for* 
inden han formet sin Oswald i «Gjengangere». Nogen 
større videnskabelig interesse frembyr ikke Oswald ut* 
over den, at han, som Riidin uttrykker det, «kan gjælde 
som et klassisk eksempel paa den maate hvorpaa disse 
arvelighetsideer former sig i en dyptgrublende digters hode.» 

7 — Mjøen : Racehygiene. 



syfilistoksi= 



98 

Berettigelsen av at stille syfilis op som den største av 
de 6 grupper av racesygdommer som først maa bekjæm* 
pes synes at bekræftes ved de forskningsresultater som de 
sidste aar og sidste maaneder har bragt os. 

Som karakteristisk for «heredo*syfilis» har været nævnt 
forandringer i kraniet, tand*dystrofier, hørselsdefekter, hem* 
ning og forstyrrelser i utviklingen, misdannelser av næse 
og infantilisme. Hermed er imidlertid ikke denne infeks 
tionssygdoms synderegister i 2det og 3dje led uttømt. 
Det er saavidt jeg kan se, fra det materiale jeg gjennem 
længere tid har samlet, den folkesygdom som forbereder 
veien for andre. Det forekommer mig at alt peker mer 
og mer i den retning at denne farsot ved at svække kon* 
stitutionen i de efterfølgende led ogsaa forbereder jord* 
bunden for tuberkulosen. 

Det er karakteristisk for syfilis at den gaar igjen enten 
hos individet eller i slegten. Den store norske filosof har 
uten nogen biologisk forstaaelse, ja endog med en feilagtig 
opfatning av problemets biologi rammet sygdommens væ* 
sen like i blinken naar han kaldte den en gjenganger. Det 
er nemlig en gjenganger saavel i det ontogenetiske som i 
det fylogenetiske utviklingsstadium. Det ordsprog «Pris 
ingen syfilitiker lykkelig før han ligger i sin grav,» gjælder 
i høi grad dennes forhold til slegten. Den slegtshistorie 
som findes gjengit i kapitlet folkesygdommene i beskat* 
ningen Kap. XII tavle XXX er et mørkt, men i vort sam* 
fund ikke enestaaende virkelighetsdrama. 

Professor Lindsay, 1 Dr. Riidin, 2 Dr. Ploetz, 2 Profes* 
sor August Forel, 3 Fritz Lenz 2 og mange andre samstem* 
mer i at betegne syfilis og gonorré som en av de væsent* 
ligste faktorer til vor races — germanernes — tilbakegang. 
En amerikansk og en engelsk kommission som nylig har 
avsluttet sine arbeider, uttaler sig i lignende retning. I 
forbindelse med det av staten skapte militærvæsen paa den 

1 Eugenics Review. 

2 Archiv f. Rassen* u. GesellschaftssBiologi. 

3 Die sexuelle Frage. 



99 

ene side og det av staten tolererte ja ofte begunstigede salg 
av brændevin (absinth, vodka, kognac, whisky) paa den 
anden side økes denne sygdoms antiselektoriske virkning 
enormt. 

Man har fra Munchen 1 endel statistiske opgaver som er illustre* 
rende for den degenerative virkning av syfilis. Blandt 54 paralytikere 
av begge kjøn (42 mænd og 12 kvinder) notertes 244 fødsler, hvorav 
20°/o aborter eller dødfødte, 26,8 % døde i en tidlig alder og 53,2 % 
(130 barn) var endnu i live, da undersøkelserne fandt sted. Av disse 
130 barn kunde 100 bli undersøkt, 62 var endnu ikke 10 aar, altsaa i 
en alder, hvor man maa regne med muligheten av at symptomerne paa 
den arvelige «Spåtsyfilis», kan vise sig senere. Efter de resultater som 
de serologiske undersøkelser gav «maa ca. Vs av disse barn ansees for 
sikkert eller sandsynligvis inficeret med syfilistisk smitte fra forældrene.» 
Av de 100 barn hadde 45 legemlige eller sjælelige skavanker, nogen 
var syke paa legeme og sjæl, bleke, svakelige, sinker med forskjellige 
sykopatiske træk, et ængstelig, sky, sutrende væsen, urolig søvn, natte* 
frygt, 12 av dem led av kronisk hodepine, 4 var løgnagtige og tyv* 
agtige. 17 var intellektuelt abnorme. 32% av barnene — mest de som 
viste syfilisreaktionen i blodet — led av tandkrampe, epileptiske anfald. 
Desuten vandhoder (5 %) og ufrivillig urinavgang (6 %). 

Under sin omtale av indvirkning av syfilis paa avkom? 
met gjør Mott 2 opmerksom paa at syfilis hos forældre kan 
føre til infantilisme hos avkommet, hvilket tydelig bevises 
ved en stansning av de sekundære seksuelle kjendemerker. 
— «Hvis syfilis kan hemme utviklingen av de reproducerende 
organer», sier Mott, «da er der heller ingen grund, til at 
den ikke ogsaa skulde hemme hjernens utvikling, og 
hvis syfilis hos forældrene kan hemme utviklingen av de 
seksuelle organer hos avkommet, saa dette blir sterilt, er der 
heller ingen grund til at den ikke skulde kunne influere paa 
kimcellernes specifike energi uten helt at ødelægge disse». 

1 Lederen av den sykiatriske klinik i Munchen, en betydelig, 
yngre videnskapsmand, Dr. Ernst Riidin, er en av racehygienens 
pionerer. 

- Dr. Motts foredrag paa den 2den internationale kongres for 
racehygiene i London 1912 jfr. Problems in Eugenics p. 400 — 1912 
om «Heredity and Eugenics, in Relation to Insanity» vakte paa grund 
av de nye synspunkter berettiget opmerksomhet. 



100 

Et av de interessanteste eksempler paa hvad menneskelig kløkt 
kan bringe det til har man i bekjæmpelsen av gifte og giftvirkninger 
ved hjælp av andre gifte. Det er Ehrlichs fortjeneste at ha bragt den 
herhen hørende teknik til stor fuldkommenhet ved benyttelsen av ar* 
senikgifte mot syfilisgiftene eller giftfrembringeren — den bleke spis 
ril. Kemikerne stillet sig det maal at fremstille et arsenpræparat av 
saadan sammensætning at det med størst mulig giftvirkning for syg= 
domsvækkeren hadde mindst mulig giftvirkning paa det menneskelige 
individ. Bekjæmpelsen av syfilis blev til en mulighet og kom ind paa 
et sikkert spor, efterat zoologen Schaudinn hadde opdaget syfilispro* 
tozoen, — spirochæte pallida — og kemikerne Bertheim og Ehrlich ef? 
ter et bestemt system hadde begyndt at fremstille arsenpræparater hvis 
fysiologiske virkning derefter blev prøvet og fastslaat. 

Under arbeidet hermed er forstaaelsen av sammenhængen mellem 
stoffets kemiske konstitution og dets fysiologiske virkning blit betyde? 
lig utvidet. 

Et av de første arsenpræparater som blev mottat med begeistring 
var mononatriumsaltet av arsanilsyren eller p. aminofenylarsinsyren 



H 2 N <— >AsO<g£a 



Ved at utbytte H^atomet i amidogruppen med en acetylgruppe fremkom 
p. acetylaminofenyl arsinsurt natrium eller arsacetin 



C 2 H 3 >N< — - >As0 ^Na 



Da dette stof virket dræpende paa trypanosomerne i organismen 
men ikke i reagensglasset, drog man den slutning at det virksomme stof 
først blev dannet i den dyriske organisme sandsynligvis ved en reduk? 
tionsproces. Bertheim fremstillet derefter flere derivater og tilslut di= 
oxydiamidoarsenobenzol 



As = As 



HO 



NH 2 NH 2 



OH 



101 

hvis diklorhydratforbindelse kom i handelen under navn av Ehr? 
lich Hata 606 eller Salvarsan. Dette middel mot syfilistoksinerne 
eller endnu mere mot den organisme som fremkalder syfilistoksi? 
nerne blev en vældig seir for kemoterapien og den systematiske 
forskning. 

Man kunde efter anvendelsen av «606» for første gang notere 
en helbredelse, idet den samme patient kom igjen med en ny infek? 
tion av syfilis. De bedste resultater er vistnok opnaadd av profes? 
sor Schreiber i Magdeburg som hidtil ialt har behandlet ca. 10000 
patienter. 

Der hefter endnu store mangler ved teknikken, men disse avhjæl? 
pes litt efter litt. Flere av de toksiske bivirkninger synes ikke at skyl* 
des salvarsan, men har utenforliggende aarsaker. F. eks. at det benyt? 
tede destillerte vand ofte indeholder kim (perniciøs vandfeil, «almin? 
delig» vandfeil, auksotokse bakterier). En feberreaktion som indtrær 
noget senere — tre å seks timer efter injektionen — synes at skyldes 
at hele organismen har været gjennemsaadd av spirochæter (tidlig sta? 
dium) og at det pludselige massemord av disse ved injektionen frem? 
kalder en pyrogen reaktion (spirilfeber). Andre bivirkninger f. eks. 
trombose som sandsynligvis skyldes for stor alkalinitet eller for stor 
syregrad, vil forsvinde efterhvert som den kemiske teknik gaar 
fremad. 

De saakaldte neurorezidiver som foranlediget flere klinikere til at 
forholde sig kjølig likeoverfor salvarsan, viser sig ikke at stamme fra 
salvarsan, men at være syfilisrezidiver som ogsaa viser sig ved Hg. 
behandling. x 

At den kemiske, teknik er av avgjørende betydning hvor det gjæl? 
der at opnaa gunstige resultater, fremgaar bedst av de ulykkestilfælder 
som indtraf ved bruken av arsenofenylglycin. Man var ikke opmerk? 
som paa at stoffet var saa litet holdbart at en eksposition for luften i 
en aapen flaske var tilstrækkelig til at fremkalde en oksydation. Der 
dannedes et oksydationsprodukt p.aminofenylarsenoksyd som viste sig 
at være 10—15 ganger saa giftig som det oprindelige stof. ~ 

Forgiftninger av alvorlig art, som opstod ved at lægemidlet blev 
eksponert for luftens indvirkning, ophørte efter at midlet blev sendt 
i vacuumrør. Salvarsan har et tilsvarende oksydationsprodukt: 

1 Benario Berl.klin. Wochenschrift 1910 nr, 51, Wiener med. Wo? 
chenschrift 1911 nr. 1. Ehrlich Zeitschr. f. Chemoterapie 1912. 

2 Et sidestykke hertil har man i dannelsen av giftige spaltnings? 
produkter i kokainopløsninger. Jeg tillot mig derfor i sin tid under 
apotekvisitationen at slaa væk alle kokainopløsninger og paaby disse 
fremstillet ekstempore, en forholdsregel som i sin tid vakte adskillig 
misstemning og forbitrelse og ledet til angrep paa visitatoren. 



102 



>Sh 2 



p. oksymetamidofenylarsenoksyd og Ehrlich gjør opmerksom paa * at 
en rystning av den flaske som indeholder en alkalisk opløsning av 
stoffet kan være nok til at fremkalde alvorlige forgiftningssymptomer. 
Salvarsanet selv maa, uttaler Ehrlich, karakteriseres som spirillotrop og 
er hverken vasotrop eller neurotrop. 

Professor dr. Hallopeau viste under sit foredrag paa Londoner* 
kongressen 1912 (Racehygiene) en tavle over helbredelse av syfilis i 
det primære stadium ved hjælp av hectine, en natriumforbindelse av 
p. aminofenylarsen (Monneyrat). Av 39 tilfælder fandtes hos 33 ingen 
spor av sekundær beskadigelse efter et aars forløp eller endnu læn* 
gere tid. Lignende resultat var naadd ved to eller tre indsprøitninger 
med salvarsan, men, uttalte Hallopeau, en sammenligning av de to 
medikamenter var til gunst for hectine. I tilfælder hvor sygdommen 
er generaliseret blir problemet vanskeligere uttaler Hallopeau. Progs 
nosen er gunstigst naar man anvender indsprøitninger av salvarsan, 
kviksølv og hectine samtidig — med andre ord hvis man bruker alle 
de vaaben som staar til raadighet. 

Hvordan det sociale arbeide bør lægges an vil bli behandlet under 
«folkesygdomme i beskatningen». 

De narko* Den tredje av de store grupper er de narkotiske gifte 
tiske gifte. g av di sse spiller alkoholen den største rolle. 

Alkohollitteraturen har nu antat slike dimensioner at 
man uten særlige grunde neppe bør øke dens volum. Al* 
koholens indvirkning paa fordøielsen, paa varmeutvikling 
gen, paa muskel virksomheten, paa hjerte og blodkar, paa 
nervesystemet og huden, er blit uttømmende behandlet. 
Alkoholens anatomisk*patologiske synderegister: skrump* 
lever, skrumpnyrer, aareforkalkning, fortykkelse av hjerne* 
hinderne, fettavlagring i lever og hjerte — kronisk mave* 
katarr og inflammation, degeneration og atrofier, hjerte* 
hypertrofi, akut dyspepsi, dens sociale synderegister: fattig* 
dom, egteskapstvister, gateuorden, slagsmaal og drap er 
likeledes belyst i hundreder av verker, i tusener av av* 
handlinger, i titusener av eksemplarer av smaa folkeskrifter, 
strødd ut for snart sagt hvermands dør. 

1 Zeitschrift f. Chemoterapie hefte 1. 1912. 



103 

Hermed vil jeg ikke ha sagt at alt det som har været 
skrevet er av det gode, heller ikke vil jeg ha uttalt at 
spørsmaalet om alkoholens indflydelse paa den men? 
neskelige organisme er behandlet paa en saadan maate 
at problemerne kan ansees som opklaret eller løst. Spe? 
cielt gjælder dette alkoholens kemiske egenskaper, dens 
indvirkning paa oksydationsevnen, dens antikatalytiske og 
antiregenerative virkninger o. s. v. Alle livsytringer er i 
sidste instans kemiske processer og jo mere forskningen 
skrider fremad, jo mere koncentrerer hele alkoholspørs* 
maalet sig som et biokemisk problem. Det problem som 
skal behandles her, er ikke alkoholens indflydelse paa 
individets organisme men paa avkommets. For racehygie? 
nen er spørsmaalet om alkoholens indflydelse paa de kom? 
mende slegtled av altoverveiende betydning. 

Efter nydelsen av sterke alkoholholdige drikke kan 
man paavise alkoholen i alle organer og utskilte væsker, 
ogsaa i de organer som indeholder kimcellerne og i mors? 
melken. Den gaar likeledes over fra morens blod i det 
endnu ufødte barns. 

Det faktum at alkoholen kan naa frem til kimcellerne 
berettiger som før nævnt ikke til herav at slutte, at den 
skader disse celler. Alkoholen er, sammenlignet med 
mange andre kemiske stoffer, indifferent av natur og virk? 
ning. Den indgaar ikke let forbindelse med andre stoffer, 
som tilfældet er med mange grupper av legemer som fin? 
des omtalt i vore kemiske lærebøker. Det faktum, at man 
har kunnet paavise alkoholens tilstedeværelse i kimstoffet 
ved kemisk analyse, er derfor ikke tilstrækkelig som bevis 
for nogen ødelæggelse. Men nu kan man iagtta at den 
fremkalder en række av symptomer hos de mennesker, som 
nyter den stadig og i store mænger. Av disse forstyrrel? 
ser er det fremfor alt beskadigelserne av hjernen og de 
derav følgende ødelæggelser, som har vakt opmerksomhet. 
Alkoholen har øiensynlig en særlig tilbøielighet til at an? 
gripe hjernesubstansen og specielt gangliecellerne. Da vi 
maa anta, at der i kimcellerne findes bestemte dele for 



104 

hvert av de forskjellige organanlæg, saa ligger det nær at 
tænke sig, at «hjerneanlæggene» i kimcellerne blir beska* 
diget av alkohol, og at den senere utviklede hjerne der* 
for ogsaa blir abnorm. Der vil da hos avkommet op* 
staa lignende sykiske forstyrrelser, som i forældrenes 
hjerne. 

Det er imidlertid mulig, ja sandsynlig, at hjerne* 
anlægget i kimcellen paavirkes endog intensere end det 
færdige organ i forældrenes legeme, da kimorganet efter 
al sandsynlighet er ømfindtligere. Ja det er tænkelig, at 
kimcellen og dens anlæg hos drankere kan bli syk, uten 
at der hos disse selv fremkaldes nogen alvorligere forstyr* 
reiser. 

Er nu imidlertid kimet blit beskadiget ved alkoholen, 
saa blir ikke alene det kommende individ sykt, men og* 
saa det i kimstoffet boende nye kimstof som bærer den 
derpaa følgende generation. De stammer jo alle fra den 
første beskadigede kimcelle. Derav følger at ogsaa barne* 
barnet og dets kimceller blir syke. Saaledes kunde man, 
rent teoretisk betragtet, tænke sig en overføring av den 
første kimbeskadigelse ned gjennem tusen led. 

August Forel er kanske denne teoris ivrigste talsmand. 
Han lærer at alkoholens skadelige indflydelse medfører 
en forandring av kimstoffets kvalitet, som 
fikseres i kimet, (blastoftori), at slegtled efter slegt* 
led faar bøte for et enkelt individs utskeielser. Max Si* 
chel * uttaler at i den anden generation prædisponerer for* 
fædrenes alkoholisme til sykelighet (alkoholiske og andre 
sy koser). I 3dje led er individet allerede forandret fra 
grunden av i sit hele væsen. 

Men de fleste andre autoriteter paa alkoholforskningens 
omraade stiller sig for tiden avvisende likeoverfor teorien 
om en saa langtrækkende virkning. 2 

1 «Alkohol als Ursache der Belastung», Arch. f. R. 1910, 4. hefte, 
pag. 505. 

2 Saaledes ogsaa norske videnskapsmænd: Dr. Ragnar Vogt og 
dr. Johan Scharffenberg. 



105 



Teorier om kemiske giftes indflydelse paa 

avkommet. 



Tavle XVIII. 



Giftskaden rammer 
bare individet 



Kimskade i I led Blastoftori 



Regeneration. 



Ajitl-regeneration under ind 
flydelse av kemiske gifte 




Kemiske gift 



Kemiske gifte 




U II 




r 




Dr Mjøen Laboratorium 
f. Racehygiene nr. 273. 



Den ydre firkant betegner individet. Den indre ring betegner 
kimstoffet, som gjennem flere (5) led er forbundet med hinanden. Fra 
individ til individ fører ingen forbindelse, hvilket skal antyde, at en 
erhvervet egenskap ikke føres videre i slegten. Den skade, som til? 
føies individet, overføres paa efterkommerne kun hvis kimstoffet sams 
tidig rammes. Fig a (med tre skraverte firkanter) skal illustrere den 
gjængse opfatning, at kemiske gifte kun kan skade det individ, som 
utsætter sig for deres virkning (Iste, 3dje og 5te led). Da kimstoffet 
ikke tar skade, blir avkommet fra fødselen av altid friskt. Fig. b skal 
illustrere kimskade i Iste led. At misbruk av alkohol f. eks. kan med* 
føre en skade, som vel strækker sig til avkommet, men ikke til dettes 
kimstof, har været fremholdt her i landet av Dr. Ragnar Vogt. Ifølge 
denne opfatning ophører skaden med Iste led. Fig. c skal anskuelig; 
gjøre en tredje opfatning, nemlig den at skaden blir fikseret i kimet 
som en ny egenskap der vandrer videre i slegten (Blastoftori, Forel). 
Et vel ernæret, vel pleiet, vel beskyttet individ (se 4de led) kan mulis 



106 

gens undgaa ydre tegn paa degeneration, andre led (se 2det, 3dje og 
Ste led) kan f. eks. allerede i fødselen være tydelig merket. Virknin? 
gen av kimforgiftningen kan f. eks. være den., sier Forel, at barnene 
blir idioter, epileptikere, dverger, sykopater, rachitikere o. lign. Her er 
det altsaa ikke alkoholismen eller drankertilbøieligheten som er gaat i 
arv. Vistnok kan mangelen paa motstandskraft og hangen til drik gaa 
i arv som et anlæg, ialfald for vanedrankeres vedkommende, men det 
er ikke heri racens alkoholiske degeneration bestaar. Naar et menne? 
ske som følge av sin fars alkoholisme er blit aandssvak eller epileptisk, 
beholder dette individ en tendens til at overføre sin aandssvakhet eller 
epilepsi paa sine barn, endog i det tilfælde at individet selv fuldstæn? 
dig avholder sig fra alkoholiske drikke. De kromosomer hos sperma? 
tozoet eller egget, hvorav den ene halvdel av hans væsen er opstaat, 
har bibeholdt de patologiske forandringer, som faren eller morens al? 
koholisme hadde fremkaldt i den arvelige mneme. Herved kan disse 
patologiske forandringer føres videre igjen til den ene eller den anden 
av hans efterkommere. For at tale med Weissmann : hans arvelige de? 
terminanter vedblir at være patologisk forandret. Alle forgiftninger 
som forandrer kimcellernes protoplasma kan paa den maate fremkalde 
blastoftorisk utartning, som truer flere paa hinanden følgende genera? 
tioner med ødelæggelse. Fig. d. illustrerer den gjængse opfatning av 
regenerationen, hvor friske sunde skud kommer ind i den syke stamme. 
Fig. e skal anskueliggjøre min teori av kemiske gifte, særlig alkoholens 
antiregenerative virkning paa saadanne slegter som uten disse gifters 
indflydelse vil kunne regenerere. 

A r r i v é fandt omtrent dobbelt saa mange dødfødsler og aborter 
blandt drankere som hos nøkterne forældre. Han undersøkte 81 dran? 
kerfamilier med 433 barn og sammenlignet dem med 245 ædruelige 
familier med 847 barn og fandt hos de sidste 6 % aborter og 2,6 % 
dødfødte, hos drankerne henholdsvis 11,5 % og 4,6 %>. 

Resultatet av Demmes undersøkelser var for drankernes ved? 
kommende 43,9 % dødsfald i de første maaneder efter fødselen, 38,6 % 
vanskapte barn og 17,5 % sjælelig og legemlig friske barn, hos de 
nøgterne familier henholdsvis 8,2 %, 9,8 % og 82,0 %. 

Helenius har opsummeret resultaterne av Wartmanns, Férés, 
Kowalevskys og Bleulers arbeider derhen, at epilepsi er en av de hyp? 
pigst forekommende arvelige følger av forældrenes alkoholisme. (Wart? 
mann fandt 28,8 %, Féré 41,8 %, Kowalevsky 60 % og Bleuler 70 % 
epileptikere, stammende fra drankere). 

B u n g e fandt blandt drankeres døtre indtil 89,4 %. som hadde 
mistet evnen til at amme sine barn, 

L eg r a i n undersøkte 215 drankerfamilier med 814 barn og fandt: 
dødfødte 2 %, død i tidlig alder 14,8 °/o, barn beheftet med kramper 



107 

(eclampsy) 21,2 %, epileptikere 11,7 %, drankere 24,2 °/o, idioter og 
abnorme 39,6 %, aborter 4,5 %, forbrydere 7,6 %, sindssyke 27,1 °/o. 
Sullivan en engelsk fængselslæge utsøkte blandt et større antal 
drikfældige alle de tilfælder hvor der ikke fandtes arvelige sygdommer 
i familien. Han sammenlignet saa barnene til 21 drikfældige mødre 
med barnene til deres 28 normale søstre hvis mænd heller ikke var 
drikfældige Det viste sig nu at de normales barn som paa den ene slegts? 
side hadde de samme forfædre, besat en meget større levedygtighet. 
Av de drikfældige mødres barn døde 55,2 % før 2?aars alderen, av 
søstrenes bare 23,9 %• 

o r t nævner et eksempel som synes at tyde paa en direkte virk; 
ning gjennem farens arveplasma. Av to søstre giftet den dygtigste sig 
med en mand som — naar hans drikfældighet undtages — var klok og 
normal. Hun fik et daarligere avkom end søsteren 1 som baade mo* 
ralsk og intellektuelt stod under hende og hvis mand var meget min? 
dre begavet, men ikke var henfalden til drik. 

A m a 1 d i kom til det resultat at for 60 % av alkoholiske sykoser 
kunde der paavises arvelig belastning : Ved 25 ° o av patienterne led 
forældrene av andre sindssygdommer, ved 19 % var forældrene alko? 
holikere og ved 10,4 % anderledes belastet (tuberkulose). 

L i p p i c h fandt blandt drankere sterilitet hos 19 % av de gifte 
mænd og 28 % av de gifte kvinder. 

L a i t i n e n undersøkte bl. a. tænderne hos barnene til drankere, 
maateholdne og abstinenter og det gjennemsnitlige antal tænder ved 
utgangen av den 8de maaned var: 1,5 hos drankeres, 2,1 hos mode; 
rates og 2,3 hos abstinenters barn. Tænder manglet hos 42,3 % blandt 
drankere, 33,9 % blandt moderate og 27,5 % blandt avholdsfolk. 

Carlo Ceni hævder at de generative organer skades direkte 
av alkoholen. 

Bertholet uttaler at den kroniske alkoholismes skadelige ind* 
flydelse paa kjønskjertlerne ikke kan benegtes. 

Saleeby og Ploetz karakteriserer alkohol som en racegift. 

Simmonds uttaler at kronisk alkoholisme hyppig fører til ste? 
rilitet. Blandt aarsaker til azoospermi fandt han: akutte sygdommer 
2 % av 280 undersøkte tilfælder, ondartede svulster 7 % av 130, kro* 
niske hjerte* og nyrelidelser 8 °/o av 119, kroniske nervesygdommer 
14 °/o av 43, tuberkulose 17 % av 242 og kronisk alkoholisme 61 " o 
av 87 undersøkte tilfælder. 

B e z z o 1 a har fundet at barn avlet i en tilstand av beruselse er 
av ringere kvalitet. Han fandt ved at undersøke 9000 idioter to aar= 

1 Oort har vistnok ikke været opmerksom paa at søstrene kan 
bære paa mindst to slags arvefaktorer for intelligens paa samme maate 
som de brunøiede heterozygoter paa to slags faktorer for øienfarve. 



108 

lige maksimumsperioder for disses konception, nemlig ved de store 
vinfester. Merkelig nok kommer disse to maksimumsperioder til den 
tid da konceptionernes antal er paa et minimum for den øvrige befolk* 
ning. Maksimum for konception av normale barn ligger ved somme? 
rens begyndelse. 

Galton=Laboratoriet er ut fra sine statistiske arbeider kommet til 
det resultat, at barn av alkoholikere er av bedre helse end nøgterne 
forældres. 

For at prøve alkoholens indflydelse paa kimplasmaet, har man 
eksperimenteret med dyr, som man har git større eller mindre alkohol? 
doser, og saa undersøkt avkommet og sammenlignet dette med avkom 
fra andre dyr — kontroldyr. Man har ogsaa direkte undersøkt kjøns? 
kjertlerne hos dyr som har faat alkohol gjennem længere tid. 

H o d g e gav et hundepar 4 ccm. ren alkohol pr. kg. legemsvegt, 
det vil si saa meget som man kunde gi dem uten at de blev synlig 
beruset «Et saadant alkoholiseret» hundepar fik ialt 21 hvalper, hvorav 
8 var misdannede, 9 dødfødte og kun 4 levedygtige. Et nøgternt 
hundepar (kontroldyr) fik 45 hvalper ; av disse var ingen dødfødte, 
4 var misdannede og 41 levedygtige. 

Til disse forsøk har man gjort den indvending, at de ikke beviser 
noget som helst med hensyn til alkoholens indflydelse paa kjønscel? 
lerne. Da moren har faat alkohol under svangerskapet, kan alle mis? 
dannelser og dødfødsler skrive sig fra alkoholens virkning paa fostret. 

For at bringe klarhet i dette spørsmaal, foretok to franske viden? 
skapsmænd, Mairet og Combemale et forsøk med hunder hvor moren 
ikke fik alkohol, mens hanhunden alene blev alkoholiseret. Av deres 
12 hvalper var 2 dødfødte, 7 døde i løpet av et par maaneder av 
krampe, tarmkatarr og tuberkulose. Disse og andre dyreforsøk synes 
at godtgjøre at kjønscellerne skades under indvirkning av alkohol, 
idet avkommet gjennemgaaende er mindre livskraftig end kontroldyrene. 

Ved dyreforsøk er der blit anvendt alkohol fra 10 °/o styrke til 
58°/o, mens Carlo Ceni og Hodge angir at ha brukt ren ethylalkohol. 
Ved svakere koncentrationer synes man ikke at ha opnaadd nogen 
virkning paa avkommet. 

Bertholet undersøkte organerne hos 269 notoriske drankere 
og 100 «ikke?drankere», hvorav de fleste var maateholdsmænd og bare 
nogen faa totalavholdsfolk. Han fandt langt hyppigere azoospermi og 
atrofi av testikelparenchymet hos de første end hos de sidste. Der 
blev tat hensyn til den indflydelse alderen og dødsaarsaken kunde 
ha øvet. 

Særlig værdifulde er de resultater han kom til ved undersøkelser 
av forulykkede personer, hvor indflydelse av sygdommer skulde være 
betydelig reducert. Bertholet fandt her testikelforandringer hos 69 °/o 
av drankerne men ingen hos de andre. 



109 

Som vi ser av dette materiale hævder en række auto? 
riteter i alkoholforskning at alkoholen ødelægger avkom* 
met. Til dette svarer Galtonlaboratoriet : «not causation 
but association». «Barnet er ikke defekt fordi faren er 
alkoholiker; men fordi det likesom faren er et produkt av 
et defekt kimplasma». 

Til denne paastand gir Galtonlaboratoriets leder Pro* 
fessor Pearson følgende forklaring: 

Dødelighetsprocenten er saa stor blandt alkoholikerbarn, 
at det kun er de mest motstandsdygtige som lever op, og 
disse blir da sunde og kraftige. Desuten er drankerne 
hyppig sterke mennesker, som fordi de er sterke og robu* 
ste faar sterkere barn end de sykelige individer. De sy* 
kelige individer i samfundet maa ofte avholde sig fra ny* 
deisen av sterke drikke, fordi de ikke taaler dem. 

Hvor store uoverensstemmelserne er fremgaar tydeligst 
naar man stiller Laitinen og Galtonlaboratoriets konklu* 
sioner op mot hinanden: 

Laitinen: Forældrenes bruk av alkohol har en ret* 
arderende og degenererende indflydelse paa avkommets 
utvikling. 

Karl Pearson, Galtonlaboratoriet: Den almin* 
delige helbredstilstand synes i sin helhet at være bedre 
hos alkoholikeres barn end hos barnene av nøgterne for* 
ældre. 

Forvirringen synes haabløs. Men kunde man egentlig 
vente overensstemmende resultater hvor næsten enhver av 
forskerne benytter forskjellig maate at samle materialet paa? 
Og fremfor alt sætter høist forskjellige og svævende græn* 
ser for hvad man skal forståa ved alkoholbruk og mis* 
bruk. 

Laitinen f. eks. bruker for alkoholisme følgende uttryk: 
«Med betegnelsen moderat mener j eg en person som ikke nyter 
mere alkohol end hvad der svarer til et glas øl om dagen 
og med betegnelsen «dranker» en person som nyter mere 
alkohol om dagen end det som svarer til et glas finsk øl 
(omtrent 4 % alkohol = 8 cm 3 absolut alkohol). 



110 



Atrofi av kjønscellerne ved kronisk alkoholisme. 



Tavle XIX. 




Æ-JSfrHioUhS; 7-'ffE 



1/ flffe^|w| ; / 



Snit gjennem atroferte kjønskjertler hos en dranker, 38 aar gammel, 

død av tuberkulose. 



Efter Laitinens maalestok maatte de fleste beboere 
av Norges fjelddale betegnes som «drankere», da man 
der daglig — især om sommeren — nyter store kvanta 
av sur melk, ofte 2 å 3 liter pr. hode, et kvantum 
som indeholder som regel mere alkohol end «et glas 
finsk øl». 

Det svake punkt ved alle disse bevisførsler synes mig 
den maate hvorpaa indsamlingen av materialet foregaar og 
især dets heterogene karakter. Et utgangsmateriale hentet 



111 

fra saa mange forskjellige kilder, tællende hundreder, ja 
tusener av individer, stammende fra de forskjelligste livs* 
kaar, synes mig neppe egnet til at danne en fast grund* 
vold for alkoholforskningen. Bare for at ta et eneste eks* 

Tavle XX. 




^ibC 



Snit gjennem de normale kjønskjertler hos en ung mand, 24 aar gam= 
mel, som døde ved et ulykkestilfælde, 



empel: hvordan kan der kontrolleres om paternitetsforhol* 
det er paa det rene? Hvordan kan i det hele en nogen* 
lunde relativt rigtig bedømmelse av det statistiske materiale 
foretages? 

Det er let at klassificere døve, blinde og polydaktylister. 
Det er let at tælle til seks. 

Men hvem kan skjelne mellem de individer som ny* 
ter mindre end 8 cm. 3 ren ethylalkohol, og de som drikker 
mere. Hvem kan definere «drinker» og «drinks». Hvem 



112 

kan skille «sehr unmåssig» fra «unmåssig»? Vi kan muli* 
gens adskille dem ved studiet av enkelttilfældet, hvor iagt* 
tageren saa at si lever sit daglige liv sammen med den 
familie han studerer. Men hvorledes skal han kunne danne 
sig en bestemt opfatning av flere hundrede individer eller 
som Laitinen av flere tusen? Hvis statistikken skal være 
os til nogen nytte, maatte vi ta et begrænset samfund 
(f. eks. en bygd), inddele forældrene i grupper og studere 
dem og barnene i aarevis. Jeg er imidlertid mere og mere 
kommet til den overbevisning, at vi kun kan naa fremover 
ved at begynde et omhyggelig studium av enkelttilfælder. 
Endvidere maa man kunne belyse flere sider av problemet 
ved laboratorieeksperimenter samt ved dyreforsøk, særlig 
naar disse føres paa eksakt videnskabelig grundlag og led* 
sages av kemiske kontrolmetoder. 

Det var især den paatagelige uoverensstemmelse i de 
autoritative utsagn som foranlediget mig til for aar tilbake 
at ta op en speciel liten gren av dette immense forsknings* 
gebet. Det lille bidrag jeg har leveret gjør ikke fordring 
paa at være andet end et forsøk paa at henlede opmerk* 
somheten paa et punkt som man efter min formening har 
o verset. Det er som jeg før nævnte de to faktorer: kor? 
relation og koncentration. 

Koncentration og korrelation spiller hver for sig og i 
forbindelse med hinanden en stor rolle ved de i legemet 
paagaaende processer. Særlig det osmotiske tryk som sti* 
ger og synker som følge av den større eller mindre kon* 
centration av legemsvæsken øver sikkerlig i et tilfælde, 
en heldig, i et andet tilfælde en uheldig indflydelse paa 
stofvekslen og vil kunne fremkalde patologiske forandrin* 
ger. Men det er ikke denne korrelation ved de i organ* 
ismen forekommende normale processer som jeg mener er 
det avgjørende, heller ikke den korrelation som opstaar ved 
at et giftstof kan paralyseres eller nøitraliseres ved ind* 
virkning av andre stoffer, eventuelle motgifte. Naar to 
giftstoffer, f. eks. koncentreret saltsyre og koncentreret na* 
tronlut blandes før de indføres i organismen vil en dosis 



113 

som før blandingen vilde været dødelig, være absolut 
uskadelig — ja ikke alene uskadelig, men dette stof kan 
endog være gavnlig og nyttig for organismen. Der kan 
pekes paa mange saadanne korrelationer. Det er imidler* 
tid korrelation av en anden art som jeg sigter til. 

Korrelationen viser sig i sin enkleste form i opbygnin* 
gen av molekylet. Kulstofatomer, vandstofatomer eller 
surstofatomer influeres saa sterkt av de indbyrdes forhold 
at det ser ut som om de skifter karakter idet de vandrer 
fra et molekyl over i et andet. Ja selv om de samme 
atomer forblir i molekylet men skifter stilling inden dette, 
skifter samtidig molekylet karakter. Et legeme av sam* 
mensætning CH 2 * er f. eks. den sterkt desinficerende 
sterkt giftige gasart formaldehyd, kjendt i vandig opløsning 
under navn av formalin. Seksdobler man dette molekyl, 
faar man sukker C 6 H 12 O g . Der findes altsaa ingen an* 
dre elementer i sukker end i det giftige formaldehyd eller 
formalin. Disse to legemer formaldehyd og sukker gir 
ved forbrændingsanalyse nøiagtig samme v e g t s forhold 
mellem de tre elementer kulstof, vandstof og surstof, men 
antallet av atomer inden molekylet er forskjellig. Denne 
nye korrelation alene fremkaldt ved en mangedobling 
(polymerisation) bevirker altsaa en forandret karakter og 
en forandring i stoffets kemiske fysiologiske egenskaper 
som er fundamental. 

Man maa ut fra dette anta at giftvirkninger vil bli av* 
hængig av giftmolekylets sammensætning og indbyrdes 
forhold mellem atomerne. Man maa anta at en aldrig saa 
liten forskyvning i molekylets sammensætning maa frem* 
kalde ganske nye egenskaper. Dette er ogsaa tilfældet. 
Der findes imidlertid en anden korrelation end den inden 
molekylet. Giftvirkningen er ogsaa avhængig av de stof* 
fer som nytes samtidig med giften og av en tredje sam* 
virkning nemlig den jordbund hvorpaa den virker. Den 
er avhængig av snart sagt alle organer i organismen og 
deres indbyrdes avstemning. 

1 Kemisk formelnøkkel findes alfabetisk i ordforklaringen. 

8 — Mjeen : Racehygiene. 



114 

Hensynet til denne faktor — korrelationen — fordrer at 
man ved undersøkelse av giftstoffets virkning maa ta ens* 
artede individer, man maa ta samme aldre. Man maa helst 
ta nærliggende slegter. Ialfald maa slegtsegenskaperne paa 
begge sider være klargjort, hvis man skal kunne dra sikre 
slutninger av giftenes virkninger. Endvidere er det ikke 
likegyldig hvorledes giftene nytes. Det kan være av en* 
orm betydning for alkoholvirkningen f. eks. om den nytes 
med eller uten sukker (absorptionshastigheten). Endvidere 
av avgjørende betydning om den nytes ved eller utenfor 
maaltiderne. (Tom ventrikel). Altsammen korrelationer. 
Endvidere om giften nytes varm eller kold, (chokolade, 
kaffe, alkohol). Hvilken rolle koncentrationen av giften 
spiller for dens skadelige eller uskadelige virkning skal jeg 
nedenfor komme tilbake til. 

Alkoholens virkning paa individet avhænger meget av 
organismens fysiologisk*kemiske stabilitet. Den friske og 
sterke mand paa 30, 40 eller 50 aar, hvis celler har naadd 
kemisk stabilitet — modenthet — balanse — angripes mindst. 
Den unge mand tar mere skade og barnet allermest. Spæd* 
barnet faar krampe av morsmelken, naar den som ammer 
barnet har været drukken, og dog indeholder ikke melken 
over V* 0/ ° alkohol, selv under den sværeste form for be* 
rusning. Hvis vi gaar længere tilbake i menneskets utvik* 
lingsstadier — embryoet — finder vi at dette er endnu 
mere mottagelig for alkoholens indflydelse. Og endnu 
længere — det aller tidligste stadium — konceptionsøie* 
blikket — saa finder vi utvilsomt at nærvær av alkohol er 
i høi grad skadelig, ja skjæbnes vanger. Det vil si hvis 
den nydte alkohol er sterk nok for at trænge igjennem til 
de celler hvor disse kemiske processer de fineste, de mest 
komplicerte, de mest ømfindtlige foregaar. 

Det samme kvantum alkohol, la os si en halv flaske 
kognak, som jeg har set en kraftig mand drikke daglig 
uten nogen synbar virkning paa hans konstitution, vilde 
sikkert ødelægge en ung gut paa ganske kort tid, og vilde 
være dødelig for et spædbarn. 



115 

Mens korrelationen danner et komplicert problem er 
koncentrationen og dens betydning for giftvirkningen en* 
klere og mere overskuelig. Og da koncentrationen av 
giftstofferne let kan kontrolleres ved kemisk analyse, kan 
denne faktor faa betydning ved løsningen av enkelte av 
disse spørsmaal politisk set. Dette vil bli nærmere utredet 
i kapitlet: den profylaktiske racehygiene. 

Naar alkoholen ved destillation skilles ut fra den væ* Koncenfra. 
ske hvori den er fremkommet forandrer den sin fysiske, 
kemiske og fysiologiske karakter. Den fælder i form av 
kognac og whisky eggehvite, hvad den ikke gjør naar 
den er fortyndet. Naar alkohol av 96 % befries for de 
sidste rester vand som er kemisk bundet til atomkomplek* 
set skifter den karakter i saa høi grad at den maa klassi* 
ficeres som en korrosiv eller etsende væske i likhet med 
de sterkeste syrer. Et ganske litet kvantum av denne al* 
kohol har kunnet frembringe øieblikkelig død. 

Som aarsak til alkoholens ødelæggende virkning paa 
cellevævet maa i første række nævnes dens vandabsorbe* 
rende evne (skrumpning — vævutvidelse). Herpaa beror 
som bekjendt alkoholens konserverende evne (anatomiske 
præparater, næringsmidler). Hvorledes denne alkoholens 
vandabsorberende evne forandres med koncentrationen 
viser sig bedst derved at fortyndet alkohol avgir vand 
til salter f. eks. kaliumkarbonat; mens den koncentrerte 
alkohol omvendt optar vand fra salter eller baser, ja endog 
fra kalkhydrat, som er sterkt vandabsorbende. 

Under en videnskabelig diskussion som fandt sted i 
New York blev der under tilslutning fra flere sider l frem* 
holdt at alkoholens skadelige virkning (neuropatiske og 
andre) blev fremkaldt væsentlig av dennes evne til at be* 
røve cellerne det nødvendige vand. Det er klart at virk* 
ningen i det tilfælde vilde være avhængig av, ja staa i et 
bestemt, eksakt forhold til koncentrationen av den alkohol 
som nytes. 

1 Dr. Gordon (Philadelphia); Dr. Williams (Washington) ; Dr. Rosen, 
wasser (New York): Dr. Hughes (St. Louis); Dr. Mason o. a. 



116 

Det store race?forfald som alkoholismen har fremkaldt 
i Frankrike i sammenligning med Spanien og Italien bun? 
der utvilsomt i at der brukes sterkere drikke som f. eks. 
kognak 50 vol. %>, absinth 58 vol. %. Der kan nævnes mange 
saadanne eksempler. 

Alkoholen danner her ingen undtagelse fra andre ke? 
miske gifte. Blaasyre forekommer i forskjellige frugter som 
vi spiser uten at spore nogen skadelig virkning. Paa samme 
maate forholder det sig med myresyren. Den narkotiske virk? 
ning av kloroform og æter er saa avhængig av koncentra? 
tionen at man i det hele tat ikke opnaar nogen narkose naar 
blandingen av kloroformdamp og luft eller surstof er un? 
der en viss procentgehalt hvor meget av stoffet man end 
benytter. Like store kvanta av den samme narkotiske 
substans har altsaa forskjellige virkninger efter den for? 
skjellige fortyndningsgrad. Et ganske litet kvantum kon? 
centreret saltsyre virker dræpende, mens den i fortyndet 
form ikke alene er uskadelig, men endog danner en nor? 
mal og nødvendig del av mavesaften. Destilleret vand 
fremkalder ved vaskning sviefornemmelser i øinene fordi 
det er kemisk rent for koksalt. Ved passende tilsætning 
ophører denne ulempe. Ved litt for sterk tilsætning be? 
gynder svien igjen og ved sterkere koncentration blir kok? 
salt en voldsom gift som — fortælles der — benyttes av 
kinesere ved selvmord. Det samme stof veksler altsaa 
flere ganger fra skadelig til uskadelig og til skadelig igjen. 
Det samme viser ogsaa de før beskrevne dyreeksperi? 
menter hvor ingen maalbar virkning har været opnaadd 
ved svakere koncentration. Hvilken rolle koncentration 
og korrelation spiller fremgaar av endel behændige forsøk 
som har været utført av en italiensk videnskapsmand, 
Carlo Ceni. Det fremgaar av disse at det bare er de unge 
haner som endnu vokser hvis kimplasma kan «fikseres». 
Øker han alkoholdosen og søker han at fremtvinge en 
virkning paa kjønskjendemerkerne hos ældre haner sætter 
dyret livet til. Virkning opnaar han i det hele bare ved 
bruk av de sterke koncentrationer. 



117 

At giftvirkningen for det meste er avhængig av kon* Giftstoffer 



centrationsgraden, viser ikke alene vor erfaring. Det bevises hr ^ n 
ogsaa av en foreteelse i det menneskelige legeme, som vi 
daglig kan være vidne til, men som vi i almindelighet 
ikke er opmerksom paa. Vi kj ender alle helt fra barne* 
tiden til at der danner sig brandblemmer, naar vi har 
forbrændt os. Denne blemme er fyldt med en væske 
— blodvand. Men det vi ikke faar høre er at denne 
forbrænding ikke er andet end en forgiftning. Det viser 
sig at den samme brandblemme trær frem ogsaa efter en 
forfrysning, ved ansigtsrosen, ved heftige betændelser, ved 
bestemte «rheumatiske» sygdommer, ved indvirkningen av 
heftige gifter, som spanskflueplaster paa huden — alt dette 
er forgiftninger, gifter som angriper den levende eggehvite, 
protoplasmaet. 

Dette bevises blandt andet ogsaa av en del eksperi* 
menter som Dr. Dekker fortæller om: Man løste den 
forbrændte hud fra et dyr og transplanterte den paa et 
andet. Dette andet dyr maatte lide «forbrændingsdøden», 
mens det første dyr kviknet. Et andet eksperiment blev 
utført paa den maate at to dyr blev forbundet med hin* 
anden, saaledes at blod og safter utveksledes fra legeme 
til legeme (parabiose). Paaførtes saa den ene av disse 
«siamesiske» tvillinger en forbrænding, saa viste begge de 
forgiftningssymptomer som følger enhver forbrænding og 
begge døde. Skilte man derimot det brændte dyr fra det 
ikke brændte, — vel at merke hvis dette skedde før den 
4de dag — saa blev det sidste ilive, det første døde. 

Efterat en forbrænding eller en forfrysning har fundet 
sted, sender organismen ut en bølge av blodvæske som 
fortynder giften. Den fortyndede giftløsning kan saa uten 
større fare for cellevævet resorberes og utskilles. Intet av 
giften forsvinder — det er bare en fortynding. Vi ser det 
samme ved hvepsens stik, ved hugormens bidt, ved be* 
tændelser i brysthinden — overalt samler det sig en flod 
av vandig væske ofte i litervis. Hvad beviser nu dette — 
jo at vor «kloke» og fylogenetisk set rikt erfarne organ* 



ved 
dsaai 



118 

isme utfører rent mekanisk hvad vort samfund burde gjøre 
med alle gifter — nemlig fortynde dem. 

Naturen har her vist os veien til giftstoffenes paraly* 
sering. Vi kan ikke utrydde giftstoffene — vi trænger 
mange av dem, endog de farligste — koffeinet og niko* 
tinet og alkohol kan vi mindst av alle utrydde helt, da 
den findes i næringsmidlerne og netop i de bedste. Men 
naturen har her vist os veien — vi skal fortynde dem. 

Jeg vil gaa et skridt videre og stille det spørsmaal, 
om der i det hele findes absolute giftstoffer? Er ikke det 
hele et spørsmaal om korrelation og koncentration ? Og 
spiller ikke disse faktorer den avgjørende rolle ikke alene 
for ontogenesen men for fylogenesen? Er ikke koncen* 
trationen av kemiske stoffer av avgjørende betydning for 
den organiske evolution? Koncentration av surstof i luf* 
ten, klornatrium i havvandet, av fugtighet i atmosfæren, 
av de kemiske gifte i planteverdenen? 

Den bedste næring — kjøt, melk — blir til gift ved 
koncentration. Den farligste gift til en nyttig, ja nødven* 
dig bestanddel av organismen ved fortynding. 



Regeneration j m i ne videnskabelige avhandlinger om alkoholens ind* 
^ntiregencMydelsQ paa kimplasmaet har jeg hævdet den opfatning at 
vation. alkoholen neppe er istand til at ødelægge sunde robuste slegter 
eller individer. Dens virkning er i det væsentlige den at 
den forhindrer den naturlige evne hos enhver slegt som 
er angrepet av en eller anden slegtsskade, at forme 
sig tilbake til det normale — den virker m. a. o. anti* 
regenerativ. 

Vi har intet bevis for at alkohol virkelig utøver en 
indflydelse paa avkommet naar forældrene kommer fra en 
sund og frisk stamme. Jeg har fundet mange eksempler 
paa friske og sterke barn, hvor far, bedstefar og endog 
oldefar har været vanedrankere. 



119 



Jeg er endnu av den mening at der er en konstant 
vekselvirkning mellem de somatiske celler og kimcellerne 
en vekselvirkning av kemisk natur, som kanske er av større 
vigtighet end den direkte eller primære indflydelse av ke* 
miske gifte paa kimplasmaet. 

Bourneville, Gottlieb Paulsen, Geiel, Bunge o. m. a. 
har fremholdt at drikfældighet hos forældrene resulterer i 



Drankere. 
Tavle XXI. 



+ 



S+ 



§v 



• 



#••!,#•• 




é* 



Fia.i 



(GODDARD) 



MMD5SVAK 



D -DRANKER S+ ' SexutL. PERV6RS 



£ -. MAHOUC. OC Q -- ICVIN0SU6 INO.VlO 



NJ - NORMAL 
| - A60BT 

Fig. 1 viser en familie, hvor den aandssvake bedstemor giftet sig 2 

ganger; med en normal mand hadde hun bare normale barn, men med 

sin anden mand, en seksuel pervers dranker uten tvil ogsaa aandssvak, 

hadde hun bare aandssvake barn. 



idioti hos barnene. Hvis det forholdt sig saa, hvis i det 
heletat alkohol kunde fremkalde en saadan forandring i 
kimplasmaet eller andre organer ogsaa hos robuste og 
sterke naturer, saa maatte alkoholismens indflydelse sik= 
kerlig være av en ensartet karakter. Men det er den ikke. 
Alkoholens virkninger er likesaa sammensat og indviklet 
som oprindelsen til alle aandelige og legemlige defekter. 



120 

I en beretning om de sindssyke og aandssvake i Norge 
av 1900 ■ heter det at i bygderne utgjorde de aandssvake 
2,45 pr. tusen og i byerne 0,97 pr. tusen. Da drukken* 
skapen maa antages at ha været betydelig større i byerne 
end paa landet, tyder medicinaldirektørens tal hen paa, at 
der maa være andre aarsaker end alkoholmisbruk som er 
skyld i den høie procent av idioter. 

Sammenholder man dette med den almindelige opfat* 
ning av de endogame egteskapers betydning ved arv av 
defekter, saa blir forklaringen ganske enkel. Alkoholens 
virkning er i væsentlig grad antiregenerativ. Der hvor 
alkoholen optrær samtidig med endogame giftermaal 
inden daarlige slegter der springer ødelæggelsen 
av avkommet straks sterkt i øinene. 

Jeg kan ut fra mine erfaringer ikke godkjende Forels 
teori i nogen anden forstand end den: at alkohol 
forebygger restitutionen eller regenerati onen 
av et allerede angrepet kimplasma. Men 
naar vi dømmer efterden sociale skade for* 
aarsaket ved alkohol, maa vi ikke glemme 
at mange slegter i virkeligheten er mere eller 
mindre angrepet, og at et stort antal i n d i v i* 
der bærer et kimplasma som indeholder de* 
fekte «recessive» egenskaper. 

For det sociale politiske arbeide skulde det ikke være 
nogen væsentlig forskjel, enten alkoholen angriper friske 
slegter eller om den bare forhindrer en regeneration. Ti 
da regenerationen er en av de største faktorer til vedlike* 
holdelsen av den menneskelige race, saa vil et forsøk paa at 
forstyrre denne proces i realiteten være det samme som at 
forstyrre racens utvikling i det hele tat. 

Jeg er tilbøielig til at anta at alkohol angriper et min* 
dre motstandsdygtig organ — locus minoris resistentiæ — og at 
det angrepne organ — f. eks. hjernen, leveren, nyren produ* 
cerer skadelige substanser som er giftige for kimcellerne. 2 

1 Medicinaldirektør Holmboe, dec. 1900. 

2 Se mit foredrag paa kongressen for jacehygiene 24— 30te juli 1912 
London; offentliggjort i «Problems in Eugenics». 



121 

Resultaterne av mine egne iagttagelser blandt menneske? 
materiel, hvor «merkede» slegter var utelukket fra observa? 
tionerne, og de laboratorieforsøk som jeg sammen med 
mine assistenter har foretat synes at peke i en bestemt 
retning. Jeg undersøkte specielt: 

Alkoholens indflydelse paa kemiske processer ved veks? 
lende koncentrationer. 

Alkoholens indflydelse paa individer og disse indivi? 
ders arbeidsevne, likeledes ved vekslende koncentrationer. 

Alkoholens indflydelse paa avkommet ved at ta nogen 
faa familier og studere disse gjennem længere tid. 

Resultatet av disse arbeider x og min opfatning av al? 
koholens indflydelse paa avkommet har jeg tidligere for? 
mulert i følgende ledesætninger : 

Under et visst procentindhold som var i? 
erer med individet har alkohol ingensom? 
helst berusende eller anden paaviselig maal? 
bar virkning. 

Sterkt koncentrerte drikke, som f. eks. 
brændvin av 50% har 2 — 3 ganger, ja indtil 
4 ganger saa stor berusende virkning som 
det tilsvarende kvantum alkohol, nydt i let? 
tere drikke. 

Alkoholdrikkenes skadelighet for individ 
og race vokser fra en viss procent progres? 
sivt med den stigende alkoholstyrke. 

1 Det vil føre for vidt her at gi et referat av mine videnskabelige 
teorier og de socialpolitiske betragninger som er bygget over dem. 
Den interesserte læser vil jeg henvise til de arbeider som jeg allerede 
har offentliggjort, saaledes; Indstilling fra den departementale Malt og 
Brændvinskomité av 1903 (minoritetsindstilling). Foredrag i univers 
sitetets festsal 4de april 1910 (særtryk). — Artikelserie i «Menneske? 
vennen» 1910. Foredrag paa avholdsfolkets landsting i Kristianssand, 
dec. 1911, trykt som bilag til «Vort Arbeide». — Archiv fur Rassen? 
u. Gesellschafts?Biologie. — Problems in Eugenics 1912. — En serie 
avhandlinger i Naturen 1914. — Journal of Inebriety 1914. — Artikel* 
serie i «Tidsskrift for kemi og terapi» jan. — april og okt. — nov.— dec. 
1914. Den norske lægeforenings tidsskrift 1914. 



122 

Hvor alkoholen har en skadelig i n d f 1 y * 
deise paa det menneskelige avkom, skyldes 
dette i væsentlig grad en retarderende eller 
forstyrrende indvirkning paa de regenera* 
tive processer (antikatalyse). 

Alkoholens an tikataly ti s ke virkning paa 
bestemte kemiske processer f. eks. omform* 
ning av eggehvite til pepton er lik nul i n d* 
til omkring 4 %>. Her begynder en svak for* 
styrrende indflydelse som øker til henimot 
8 % hvor den blir meget stor. 

Der foregaar en kemisk vekselvirkning 
mellem somacellerog kimceller, saaledes at 
de skadede somaceller kan indvirke paa kim* 
cellerne. 

Denne opfatning, som jeg tidligere har fremholdt synes 
saa langt fra at avkræftes ved de eksperimentelle arbeider 
som senere er utført. Tvert imot. At en sekundær virk* 
ning kan spille en fremtrædende rolle bekræftes ved en* 
del meget interessante arbeider av professor Carlo Ceni. 
Ceni har saa vidt jeg vet ikke arbeidet med alkohol eller 
andre kemiske gifte, men har ved forskjellige dyreekspe* 
rimenter fundet, «at ved hjernerystelse hos hunder lider 
de mandlige kjønskjertler alvorlige funktionsforstyrrelser.» 1 

Av hvad der ovenfor er anført vil man forståa at der 
er forskjellige sider av giftvirkningen som hittil har været 
litet paaagtet og som fortjener den allerstørste opmerk* 
somhet. Man har studeret en mangfoldighet av længe 
kj endte plantegifte og har været opmerksom paa at den 
kemiske konstitution spiller en rolle. Man har været 
opmerksom paa at kvantiteten spiller en stor rolle; 2 men 
man har ikke paaagtet korrelationen og koncentrationen. 

1 Professor Carlo Ceni, direktør ved den sykiatriske klinik ved uni* 
versitetet i Cagliari, Italien. «Spermatogenesi aberrante consecutivae 
commociona cerebrale». 

2 Maksimaldoser i farmakopøerne. Se ogsaa Prof. E. Poulssons 
lærebok i farmakologi. 



123 

Hvad man efter min formening ikke sterkt nok kan be* 
tone er at uttrykket gift ikke er et absolut, men et reia* 
tivt begrep. 

Hvor relativt det er fremgaar bedst derav at man 
bruker uttryk som kvælstofforgiftning (av eggehvite) og 
at man med en viss berettigelse kan tale om fettstoffor* 
giftning og sukkerforgiftning. Og disse stoffer, eggehvite 
sukker og fett er allikevel de tre nødvendigste nærings* 
stoffer, de nødvendigste bestanddele for vort legemes op* 
bygning. Hvad giftstof er lar sig derfor til 
allersidst ikke definere uten at angi kor re* 
lation og koncentration. Organismen har 
behov for mange av de stoffer som vi i dag* 
lig tale kalder gifte og kan taale gifte i til* 
strækkelig fortynding, ja mange stoffer er over 
en viss koncentration gift og under denne 
gavnlig for den menneskelige organisme. At 
den rigtige opfatning herav blir mere almen* 
kjendt, er av betydning for vigtige spørs* 
maal som venter sin sociale løsning i vort 
s a mf un d. 

Selv om "man begynder at ane sammenhængen med 
visse stoffers indvirkning paa organismen og indflydelse 
paa slegten, saa er de fleste spørsmaal som man her har 
grund til at stille endnu ubesvaret. Vi vet endnu saa uen* 
delig litet. Selv om det f. eks. skulde lykkes at paavise 
tilstedeværelsen av bestemte kemiske legemer i kjønskjert* 
lerne, ja, endogsaa at kunne forfølge og forklare kemiske 
reaktioner mellem protoplasmastoffene i disse og de ind* 
førte giftstoffer, saa har vi bare løst en gaade ved at op* 
stille flere nye. Dette gjælder rigtignok al naturvidenskap 
og kan ingenlunde utlægges derhen at man helst bør opgi 
denne nye gren av videnskapen som vi har kaldt racebio* 
logi — den vanskeligste, men ogsaa den største, som men* 
neskeslegten har git sig ikast med. Det gjælder imidlertid 
ogsaa denne — specielt denne forskning at man kj ender og 
erkjender sin begrænsning. x\t forklare et fænomen er til 



124 

aller sidst intet andet end at dele fænomenet op i andre 
som synes enklere eller som synes lettere forstaaelige. 
Disse, de «enklere», de sidste, men uløselige gaader kal* 
der man saa med en viss overlegenhet love. Grænsen for 
den menneskelige erkj endelse er kanske netop trukket der 
hvor de største gaader begynder. 
Man maa med Goethe tilstaa : 

Geheimnissvoll am lichten Tag 

Låsst sich Natur des Schleiers nicht berauben 

Und was sie Deinem Geist nicht oftenbaren mag 

Das zwingst Du ihr nicht ab mit Hebeln und mit Schrauben. 



ANDEN DEL 

DEGENERATIONEN 



KAPITEL VII 

DE LAVVÆRDIGE RACE* 
ELEMENTERS FORMERING 

Man skulde tro at de vældige fremskridt som det men? 
neskelige samfund har gjort, særlig i de sidste de? 
cennier, hadde ført til en forbedring av menneskeslegtens 
fysiske og sykiske egenskaper. Menneskeaandens opfind? 
somhet har tat naturens hemmelighetsfulde kræfter i bruk 
og gjort dem til lydige vasaller, som ved et eneste vink av 
herren og mesteren utøver undergjerninger. Et fingertryk paa 
kraftanlægget ved Rjukan og tusener av hjul hvirvles rundt. 
Der hvor i hensvundne aarhundreder i Norges fjelde uløste 
vandmasser bruste nytteløse nedover stupet, myldrer der 
nu frem et liv og en travlhet som skaper brød, lys og 
varme til tusener av hjem. — Den traadløse telegraf sender 
bud fra verdensdel til verdensdel, den fører nødropet fra 
det synkende skib gjennem storm og nattens mørke til 
et andet skib, og derfra atter til andre, saa hele oceanet i 
samme stund overspændes av et net av hjælpende og red? 
dende kræfter. 

I de kemiske og fysikalske laboratorier opdages kræfter, 
hvis virkning synes at spotte aartuseners visdom og erfa? 
ring. Radium, x?straaler og Røntgenstraaler virker hvor 
stoffet hittil syntes ugjennemtrængelig. De viser os det 
levende menneskes levende bygning og mellem dets ribben 



128 

den fiendtlige kule, som før vilde ha forvoldt betændelser 
og død, men som nu kan findes og fjernes. 

Hærskarer av dygtige mænd og kvinder kjæmper mot 
menneskeslegtens synlige og usynlige fiender, vi kalder 
disse hjælpere med mange navn: læger, baktereologer, kemi* 
kere, biologer, zoologer, fysikere. De gaar i hinandens fotspor, 
den ene avløser den anden, den næste begynder hvor den 
første slåp, bygger videre paa hans erfaringer, hans hypo* 
teser. Vier sin ungdom og sin manddom til den samme 
opgave, denne: at lindre al menneskehetens nød. 

Der gaar et stille tog 
igjennem kampens bulder, 
med bøn paa alle sprog. 

Men hvad kommer det av, at allikevel menneskehetens 
nød ikke avtar? At al denne ædle kraftutfoldelse av 
millioners overlegne intelligens ikke skal kunne fremtvinge 
en stans, en stillestaaen av sygdom og ulykke. Hvad 
kommer det av at ikke vor seierrike videnskap, vor fulmi* 
nante teknik i forbindelse med aarhundredets store etiske 
reisning formaar at reducere antallet av de paa sjæl og 
legeme til døden syke? Kemiens opblomstring — den 
moderne antisepsis og asepsis, som muliggjorde «kirur* 
giens seiersgang»; diagnosens stadig større sikkerhet, de 
store fremskridt paa ernæringsfysiologiens omraade, opda* 
geisen av sygdomsvækkerne — og de kemiske injektions* 
metoder, som har tat brodden av flere av de mest fryg* 
tede sygdommer, de hygieniske fremskridt og sanitære for* 
bedringer med desinfektion, vakcination og karantæne, 
sakkyndig sykepleie og ikke mindst den omfattende kon* 
trol med alt hvad der hører til de menneskelige fornøden* 
heter, skulde dog konsekvent medføre en reduktion av de 
sykes, de elendiges, de forkomnes antal. Man skulde 
langsomt men sikkert nærme sig det ideale maal, at prak* 
tisk talt alle mennesker fødtes normale, og at de fik lov 
at leve sit liv i kraft og sundhet, indtil det blev avbrutt 
ved et ulykkestilfælde eller hadde løpet sin bane ut. Man 



129 

skulde vente at krøblinge* og vanføreanstalter litt efter litt 
blev overflødige, da der jo bare skulde findes friske, vel* 
baarne menneskebarn. Ialfald skulde vi vente — om ikke 
at se dem helt forsvinde, saa dog at se dem indskrænket 
til kun at omfatte de ulykkelige som ved akutte tilfælder 
var blit forkrøblet eller ubrukbargjort. 

Man skulde ialfald vente, at vor tids stræben, hvis 
den var maalbevisst, førte til at de offentlige og private 
anstalter for aandssvake, epileptikere, drankere, prostituerte, 
kleptomane, pyromane, seksuelt perverse, døve, blinde og 
sindssyke litt efter litt maatte forsvinde. — Vi skulde alt 
nu i vore dage kunne øine morgenrøden av den tid da 
disse martyrpaladser stod der forlatt og med heldende 
spir og taarn, mindende den nye dags menneskehet om 
dengang da man med nødvergets ret spærret syke menne* 
sker indenfor fire vægger og gjorde murene tykke, for at 
skriket fra de ulykkelige, de til døden forpinte ikke skulde 
forstyrre livsnydelsen for dem utenfor murene. 

Men naar vi spør os selv i en ærlig selverkj endelsens 
stund: øiner vi denne dag? Gaar vi opover i forhold til 
vor videnskabelige fremgang? Ja gaar vi i det hele op* 
over? Eller bær det nedover? Ustanselig nedover? 

Naar vi en dag selv maa søke ly for en av disse ulyk* 
kelige — kanske det er en av vore egne — saa vil vi gjøre 
den triste erfaring at vi maa banke paa baade den ene, 
den anden og den tredje port, før der aapnes. Der er 
ingen plads. — Der bygges stadig nye statsanstalter og 
kommuneanstalter for de legemlig og sjælelig forkrøblede. 
De strækker ikke til. Behovet er stigende. Kulturstaterne 
bevilger milliarder, det synes bare som en draape i havet 
— uten virkning; ja det synes næsten som om de økede 
bevilgninger bare avføder nye og endnu større. 

En tiltagen av anstaltbehandlede tilfælder betyr selvføl* 
gelig ikke altid en tilsvarende tiltagen i antal av syke. 
En mer utstrakt indsamling av tvilsomme tilfælder, patien* 
tenes forlængede levetid i anstalten spiller her ind. Enkelte 
steder, f. eks. i Skotland, har man notert en stilstand i de 

9 — Mjeen : Racehygiene. 



130 

sindssykes antal siden 1905. Det er imidlertid sænkning 
av hele nivaaet som betegner det store raceforfald, ikke 
bare antallet av dem indenfor murene. Ja degenera* 
tionen «utenfor murene» er egentlig det man 
idag forstaar ved degeneration. Man kan i vir* 
keligheten saa langt fra konstatere en tilbakegang av dem 
som har lægedom behov, at man tvertom kan fastslaa at 
et stadig større antal av slegter blir syke, og særlig er 
man begyndt at bli opmerksom paa, at der begaaes et 
stadig større antal forbrydelser som forbryderen ikke kan 
gjøres ansvarlig for. I ly av sin utilregnelighet spiller 
forbryderen i det moderne samfund mer og mer mester 
paa os. 

Disse nedslaaende kjendsgjerninger maa ikke misfor* 
staaes derhen at majoriteten av kulturfolkene staar i for* 
faldets tegn. Vi kan f. eks. tale om en norsk eugenik 
men endnu ikke om et norsk forfald. Men stiller vi det 
spørsmaal, gaar kulturfolkene i Europa legemlig og aande* 
lig talt fremad eller tilbake ? Da kan man desværre ikke 
et øieblik være i tvil om retningen. 

En undersøkelse av forholdene inden den tyske armé 1 
søker at gi svar paa spørsmaalet om der kan spores en 
tiltagen av nerve* og sindssygdommer. Forfatteren kom* 
mer til et for den tyske armé gunstig resultat. Nerve* 
og sindssygdommer som følge av alkoholbruk og syfilis er 
de sidste aar ikke i tiltagende. Alkoholmisbruk kulmi* 
nerte i 80*aarene og er i tilbakegang. Derimot viser 
maalingerne en absolut stigning av medfødte 
eller arvede defekter. 

Forbes Winslow har i sit sidste verk uttalt at menne* 
skeslegten legemlig og aandelig er paa retur. Han oply* 
ser at der fra Storbritanniens sindssykeanstalter aarlig 
slippes ut 14,000 patienter med fri adgang til at gifte sig. 

Antal straffede (kriminelle tilfælder) var i Norge i aaret 

1 Deutsche militårårztliche Zeitschrift 1912. Undersøkelsen om? 
fatter 8de tyske armékorps. 



131 

1908 i alt 45,461, derav for forbrydelser 2416, for forseelser 
43,045. De siste viste for aaret 1906 en stigning fra 
35,429 til 43,045. Naar man tar i betragtning at disse saa* 
kaldte «forseelser» som oftest netop begaaes av de aands* 
svake, sløve og arbeidssky personer, individer av sam* 
fundets undermaalslag, saa skulde denne stigning av tilfæl* 
derne tillate en tilbakeslutning paa delinkventernes økning 
i omtrent samme maalestok. Særlig naar man tar i betragt* 
ning at miliøet paa grund av bedre skoler, anstalter og 
offentlig omsorg er bedret, skulde man ved en saadan 
slutning eller rettere beregning være paa den sikre side. 

Uigjendrivelige beviser for avartning har man faat ved 
rekrutmaalinger. Av de vernepligtige mandskaper i Schweiz 
er efter professor Forels uttalelser i enkelte egne 40—70 % 
«ubrukelige». Man maa skille mellem antallet av ubruke* 
lige og antallet rejiserte. I Frankrike f. eks. hvor antallet 
avlavværdige raceelementer vistnok er størst, rejiseres saavidt 
jeg erindrer bare 12 %. Rekrutmaalingen i Norge peker i samme 
retning. Der blev for nogen tid siden offentliggjort en 
beretning ifølge hvilken 40 % av Bergens militærpligtige 
ungdom blev kasseret som rekrutter, 16 andre bataljoner 
viste endnu ufordelagtigere tal. 

I de Forenede stater var i aaret 1900 634,877 personer 
eller 8 pro mille under offentlig omsorg. Man kan sikkert 
anta at mindst 3 millioner eller næsten 4 procent likeledes 
var defekte uten at være kommet ind under statens kon* 
trol. Desuten er der 7 millioner eller næsten 10 procent 
av hele befolkningen som skjønt de saavidt kan sørge for 
sig selv og er istand til at holde sig borte fra handlinger 
som bringer dem under statens opsyn, dog er av saa daar* 
lig kvalitet og avstamning at de er fuldstændig uskikket 
til at sætte nyttige borgere ind i verden. 

Der kan ogsaa her fra Norge nævnes mange eksempler 
som tyder paa en jevnt tiltagende sænkning av det 
legemlige og aandelige nivåa. Jeg skal anføre en legemlig 
defekt som netop i de sidste aar falder sterkt i øinene, 



132 

nemlig at landsens ungdom hyppig mister sine tænder i 
18—20 aars alderen. l Dette kan neppe ha sin grund i 
ernæringen alene, ti folk som er stillet paa samme kost 
opviser helt avvigende egenskaper. 

Maalinger av skolebarn viser ogsaa tiltagende antal av 
arvede defekter og et særlig sterkt bevis for racens ned* 
gang har man villet se i de mange selvmord blandt skole? 
barn. I den nyeste utgave av «Statistisches Jahrbuch fiir den 
preussischen Staat» finder vi en egen avdeling for selv* 
mord i de preussiske provinser i aaret 1912. Blandt 640 
mandlige selvmordere var 96 barn i alderen 10—15 aar, 
to var endog under 10 aar. Av 2119 kvindelige selvmor* 
dere var 16 i barnealderen. Altsaa paa et aar 112 barne* 
selvmord. 

Man maa selvfølgelig vogte sig for av slike tal at dra 
altfor raske slutninger. Statistik er vistnok bare av det 
gode, men at dra konklusioner fra statistikken er en farlig 
beskjæftigelse. Stigende tal for en bestemt sygdoms vedkom* 
mende kan f. eks. bero paa stigende diagnostisk sikkerhet, 
særlig hvor de nyere kemo*diagnostiske metoder kommer i 
anvendelse : paavisning av sukker, eggehvite, aceton, kræft* 
diagnose ved paavisning av visse kemiske stoffer i bestemte 
forhold o. m. a. At sindssykeanstalter tiltar i størrelse vet 
vi, men derav at dra den slutning at sindssygdommer er i 
stigende vilde være likesaa naivt som naar grevinde Strei* 
berg, i en nylig utkommet bok, konkluderer at overfyld* 
ningen av fødselsstiftelserne i Tyskland er et bevis for at 
fødslerne inden det tyske rike er i tiltagende. 

Men hvad man end vil si om konklusionernes upaa* 
lidelighet, saameget tør vi av den anførte statistik dog 

1 Av 20 tjenestepiker som tjente paa Gjøvik gaard i tiden fra 
1865—1885 manglet ingen fortænderne i den alder da de tiltraadte 
tjenesten (18—20 aar). Av 14 piker som har hat tjeneste i mit hus fra 
1897 — 1914, væsentlig rekrutteret fra de samme kanter av landet hvor 
Gjøvik gaard fik sine tjenere, hadde 9 gebis i overmunden. De var 
alle i alderen omkr. 20 aar. 



133 

slutte os til, at de lavværdige raceelementer ikke avtar, 
men tiltar. 

Vi staar nu likeoverfor den nationaløkonomiske kjends* 
gjerning, at skatter og avgifter til den del av slegten som 
ikke kan gjøre nytte for sig, ja ikke engang greie sig selv, 
men maa pleies, klædes, mates og behandles av andre, i 
kostbare anstalter, stiger med aritmetisk sikkerhet for hvert 
aar som gaar. 

Forel, professor ved universitetet i Zurich, den geniale 
forsker, tænker og taler, sier om den kritikløse humanitet 
følgende fyndige ord: «Naar saa den sletteste menneske* 
vare forbrydere, krøblinger, tuberkuløse og paa anden 
maate misdannede har forplantet sig, bygger vi overalt 
aandssvakeanstalter, korrektionshus, idiotanstalter, epilep* 
tikerhjem, gamlehjem og tugthus for at forsørge de værste 
frugter av deres utartning paa vor bekostning. Og vi 
merker ikke, at denne slags humanitet litt efter litt øde* 
lægger kulturmenneskeheten. Jeg vil vistnok ikke dra til* 
felts mot humanitetsanstalter — jeg har selv ledet en i 17 
aar — men hvad jeg høilydt maa fordre er at vi endelig 
energisk lægger haanden paa ondets ophav, paa den 
orm ætte rot». 

Dr. Max von Gruber, præsidenten for det tyske sel* 
skap for racehygiene, professor ved universitetet i Munchen 
sier i en av sine værdifulde indlæg om racens forfald : 
«Alle vi som er opmerksomme iagttagere kj ender slegternes 
frygtelige næsten skjæbnebestemte opblomstring og ned* 
gang. Er nu ens blik engang henledet paa dette faktum, 
saa vil man i mange ofte ubetydelige træk finde haarfine 
spor av denne proces som gjentar sig og virker som en 
lov og indprenter os en næsten fatalistisk avmagtsfølelse. 
Jo mere kjendskapet til livsprocesserne, særlig til arvelig* 
heten, er blit utbredt blandt lægfolket, desto hyppigere og 
sterkere finder man ogsaa der den opfatning at de føler 
sig utleveret til en uavvendelig skjæbne som det ikke 
nytter at kjæmpe mot». 

Professor dr. Frédéric Houssay i Paris uttaler: «Efter* 



134 

kommerne av defekte og degenererte vilde dersom de bare 
giftet sig indbyrdes hurtig utrydde sig selv. Men denne 
gruppe av samfundsmedlemmer blir kontinuerlig opfrisket 
ved sunde stammer». 

Den franske regjerings utsending til Londonerkongres* 
sen M. L. March x fremla resultatet av en undersøkelse av 
den relative frugtbarhet hos forskjellige sektioner av det 
franske folk. Ved klassificering efter den sociale stilling 
fandt man 3,0 barn pr. forældrepar for kontor*, butik* 
funktionærer o. 1., 3,6 for arbeidsherren, 4,1 for arbeideren 
og 3,5 for individer i anstalter og fængsler samt for 
landstrykere. — Hvormange illegitime barn disse sidste har, 
unddrar sig statistikken. Endvidere viste denne 2,4 barn 
pr. forældrepar som tjente 4—6000 fres., mens der blandt 
arbeidere som ikke tjente mere end i det høieste 500 fres., 
var 3,5 barn pr. forældrepar. 

For England gir Galtonlaboratoriet 2 følgende tal : I 
gjennemsnit fødes 1,6 barn pr. forældrepar blandt den intel* 
lektuelle del av befolkningen, 6,6 blandt aandssvake og 7 
barn pr. forældrepar blandt forbrydere. At den engelske 
nation er blit opskræmt ved disse tal er ganske naturlig. 

Dr. David Heron ved Galtonlaboratoriet skriver: 
«I de distrikter hvor embedsstanden er i majoritet, og 
hvor der holdes mange tjenere, der har den gifte kvinde 
færrest barn. I distrikter hvor der er rikelig overflod paa 
de laveste elementer av arbeiderbefolkningen, hvor man 
mest anvender barn som tjenere, hvor barnedødeligheten 
er størst, hvor fattigdom i forbindelse med sindssygdom 
og lungetuberkulose er almindelig, hvor alle tegn tyder 
paa det slettest mulige miliø, der er fødselstallet størst». 

Dr. Stefan Clanner fortæller om forholdene i Bøhmen; 
«Paa en sørgelig maate tiltar beviserne paa vor races 

1 M. L. March, directeur de la statistique générale de la France, 
var paa Parismøtet 1913 vor vert, (Permanent International Eugenics 
Committee). 

J Offentliggjort av W. C. D. Wetham F. R. S. og C. D. Wetham 
i Introduction to Eugenics. 



135 

dekadance. Nervesygdommer og de mange selvmord i en 
alder hvor livslyst og livskraft skulde være selvsagt — de 
tiltagende sindssygdommer, hele den store hær av tuber? 
kuløse, skrofuløse, rachitiske, forkrøblede, blinde og ab? 
norme barn — de tjener alle til at bevise racens forfald. 
— Hvorhen skal dette føre, naar disse syke mennesker 
uten nogensomhelst hindring blander sig med de friske 
og ødelægger og fordærver deres blod? Alle veldædig? 
hetskomiteers arbeide og stræv vil for altid være til ingen 
nytte, alle deres sammentiggede millioner vil være kastet 
ut av vinduet saa længe man ikke har mot til at rive 
ondet op med roten. — Hvor længe skal vi fortsætte med 
den falske medlidenhet som av hensyn til e n syk lar 
hundrede andre syke opstaa, og som fører samfundet 
en forfærdelig fremtid imøte». 

Har vi nu av egen erfaring og iagttagelse, støttet av 
et stadig voksende bevismateriale, erkjendt den truende 
fare for et raceforfald, saa gjælder det at finde ut 
aarsakerne til ondet. Ti vil man beseire fienden saa 
maa man kjende ham. Det er særlig tre faktorer som 
griper forstyrrende ind i menneskematerialets regenerative 
tendens. Det er for det første den ukontrollerte og mis? 
forstaaede velgjørenhet, som i en slags fanatisme kunstig 
fremelsker et fysiologisk proletariat. Det er for det andet 
nedgangen i de gode raceelementers antal paa grund av 
neomalthusianismen, centralisationen, kvindeemancipationen 
og luksusbehovet. Det er for det tredje ødelæggelsen av 
det konstante arvestof ved indvirkning av de kemiske 
gifte: de industrielle (bly), de patologiske (syfilis) og* de 
narkotiske (alkohol). 

Først og fremst støter vi altsaa i vort moderne kultur? 
samfund ved hvert skridt paa den kjendsgjerning, at huma? 
niteten saadan som den har artet sig i vore borgerlige 
statssamfund istedetfor at stoppe forfaldets fremadskriden 
hjælper til og skynder paa. Til belysning herav et par 
eksempler: 



136 

Ved Bartholomæushospitalet i London hvor jeg arbeidet 
en vinter med at diagnosticere sygdommer efter kemiske 
metoder, var vi en dag i det kemiske laboratorium be* 
skjæftiget med at undersøke fysiologiske stoffer fra et 
litet barn. Da vi var færdig med undersøkelsen sa min 
kollega at dette var den tredje av tre søsken som hadde 
den samme sygdom. «De er barn av to unge mennesker 
som stod her en dag utenfor den store Bartholomæus* 
hospitalets port, hvor hver morgen hundreder av Londons 
allerelendigste samles og venter paa at slippe ind. De to 
unge folk stod der og ventet, de lærte hverandre at kjende, 
de blev gift og nu bringer de efterhvert sine barn hit til 
samme avdeling. De er endnu unge folk, saa det kan 
let hænde — vi har tidligere oplevet det her ved hospi* 
talet — at de senere bringer et fjerde, femte eller sjette 
barn som vi saa skal behandle for den samme sygdom 
for hvilken forældrene selv søkte det offentliges hjælp og 
bistand». — I engelske blade finder man ikke sjelden en 
hel side utfyldt med avertissementer fra hospitaler, vel* 
gjørenhetsanstalter og barmhjertighetsforeninger som retter 
opfordringer om understøttelse: «More help urgently 
needed». Fra en saadan anstalt blev der averteret: «450 
cripples cured». Jeg maatte mindes Nietzsches ord: «Ach 
wo in der Welt geschehen grossere Torheiten als bei den 
Mitleidigen? Und was in der Welt stiftete mehr Leid als 
die Torheiten der Mitleidigen?» 

En norsk læge beretter om to indvandrede finner 
som har slaat sig ned i Finmarken og har faat 11 barn 
hvorav 6 har smaa evner og 5 er fuldstændige idioter. 

Et eksempel som tjener til belysning av slegters forfald, 
er fremlagt i et stort verk av docent Lundborg ved Upsala 
universitet. Dr. Lundborg har underkastet en enkelt trakt 
i Blekinge en omfattende genealogisk undersøkelse, og det 
lykkedes ham ved at følge slegtens historie tilbake til det 
18de aarhundrede at samle oplysninger om 2232 individer 
av denne familie. 



137 

Han viser at stamfaren til denne slegt, medvandret for 
over 200 aar siden, en indflytter av fremmed blod, kort* 
skallet, mørkhaaret, har slæpt ind i slegten et anlæg til en 
yderst sjelden sygdom, myoklonusepilepsi. Lundborg 
gir en oversigt over denne slegts demografi og statistik 
som viser at 20,6 °/o var mindreværdige personer, derav 
10 °/o lidende av «være sykiske og nervøse anomalier, 15 % 
av moralske anomalier (av hvilke alkoholisme utgjør 
12 %). De i de enkelte familier optrædende sygdommer 
som myoklonusepilepsi, paralysis agitans og dementia 
praecox samt andre sindssygdommer og moralsk og social 
mindreværdighet behandler han efter deres arvegang som 
viser at de efter Mendels lov er recessive. 

Aarsaken til denne store slegts degeneration synes til? 
dels at ligge deri at dens medlemmer paa grund av 
egnens isolerte beliggenhet opigjennem aarhundrederne stadig 
har giftet sig ind i hverandre (35 % endogame egte? 
skaper). 

Som eksempel paa hvad amerikansk velgjørenhet kan 
ha i sit kjølvand kan nævnes at der i et grevskap i Mas? 
sachusetts av nogen velmenende mennesker for mange aar 
tilbake blev samlet en del forkomne individer, mest aands? 
svake døve. Ved en optælling som nylig fandt sted, viste 
det sig at de har formeret sig i den grad at 25 % av 
befolkningen n u bestaar av døve. 

Naar man ser disse frugter av en misforstaat medliden* 
het, fatter man bedre fortvilelsen i den tyske digters utbrud: 
«Wehe allen Liebenden die nicht noch eine Hohe haben 
welche ii b e r ihrem Mitleiden ist . . . 

Alle de vilkaar hvorunder et individ fødes, ernæres og 
opdrages, hvorunder det arbeider og nytter sin frihet, de 
vilkaar som betinger dets kulturelle og politiske stilling — 
alt dette influerer paa individets konstitution og arbeids? 
evne. Man skulde tro at hvad der gavner individet ogsaa 
eo ipso skulde gavne racen — racen er jo sammensat av 
individer. Man skulde tro at racen om alle dens enkelte 
individer levet under de bedste individualhygieniske kaar 



138 

vilde holde sin vitalitet vedlike. D e t er dog ikke uten 
videre tilfældet. Den individuelle hygiene understøtter 
og hjælper for det meste bare de svake, de forkomne i 
samfundet paa bekostning av de sterkere. Da der nu blandt 
disse ulykkelige findes flere som paa grund av daarlige 
anlæg vil vedblive at være syke med en tendens til at 
avle sykelig avkom, saa ligger der i en ifidividuel hygienisk 
beskyttelse som omfatter alle samfundslemmer — gaaende 
ut paa en formildning av kampen for tilværelsen — en 
tendens til og en fare for at efterkommernes kvalitet for* 
ringes. 

Vore moderne individualister har ofte, og neppe uten 
grund, klaget over at vi lever i en tid, da alting er forbudt. 
Vi bebyrdes fra dag til anden med nye love, fremstaat og 
finmalt i byraakratiets papirmølle og sanktioneret av det 
dannede publikum. Men e n frihet har merkelig nok 
undgaat papirmøllen : det borgerlige selskaps fulde ret til 
at bebyrde staten med saa mange aandssvake, forkrøblede, 
arvelig belastede væsener, som det i ethvert uoverveiet 
øieblik falder dets medlemmer ind. Mot denne frihet har 
der ikke fra noget hold været reist indsigelse, ingen lov* 
givende myndighet har fundet sig beføiet til at gripe ind 
her med den myndiges magt. — Den loven er blit 
glemt. 

Det er da klart, at faar de moderne humanitære bestræ* 
beiser lov til at arbeide videre som nu, og søker vi frem* 
deles ved offentlige foranstaltninger at fremelske alle legem* 
lige og aandelige krøblinger, saa vil dette føre til at slegten 
blir daarligere for hvert aar som gaar. Tilslut blir det 
vel umulig at leve i et slikt samfund enten det nu er som 
en av de syke eller som en av de friske som maa bære de 
økende byrder for de syke. 

Ganske betegnende for denne samfundets forkjærlighet 
for de forkrøblede er et varsko som den bekjendte døve 
journalist, den nylig avdøde Lars A. Havstad i sin tid 
ropte i anledning av planlagte svømmebassiner ved abnorm* 
anstalterne. Han skrev: «Som hørende til de døves klasse 



139 

vil jeg uttale haabet om at det nye bassin paa Dalen snart 
maa sprede velsignelse baade til de døve, de aandssvake, 
de vanføre og de vanartede, som endnu savner adgang til 
den slags bad. Ingen trænger mere dertil end de. — Men 
folket i det hele? Hvor længe skal det bli staaende 
utenfor, mens, som det heter i skriften, krøblinger, halte, 
døve og blinde samles til gjestebudet?» 

Det romerske keiserrikes cæsarer bygget keiserlige ter* 
mer med marmorsøiler og springende vande til sit folk. 
Der stod rikets slaver, de skallede, de enøiede og forkrøb* 
lede og badet og salvet de romerske patricieres herlige 
marmorskjønne atletkropper. Idag bygger vi caracalla* 
termer, hvor atleten staar færdig til at salve og bade 
krøblingen. 

Skulde man ikke efter dette tro, at den moderne kultur 
og den moderne humanitet har sammensvoret sig for at 
forfuske naturens logiske, ubestikkelige arbeide. Ved sine 
sindssyke* og aandssvakeanstalter fremhjælper den en hær* 
skare av aandelige krøplinger saa langt at de kan forplante 
sig videre. Gjennem sin ukontrollerte velgjørenhet tar den 
ansvarsfølelsen — den sterkere faktor i livskampen — bort 
fra folk. Gjennem sine industriprodukter, rensede mel* 
sorter, kemisk rent sukker etc. sænker den folkehelsen, saa 
ungdommen i 18*aars alderen møter op med kunstige tæn* 
der. Gjennem sine krige utpeker den nationens bedste 
til fald. Gjennem sin meningsløse eksamenskultus ute* 
lukker den begavede ubemidlede unge mennesker fra de 
stillinger, hvor de kunde faa økonomisk basis som familie* 
forsørger. Gjennem emigrationen tapper den vort land for 
dets dygtigste ungdom. Meget av dette har den moderne 
civilisation paa sin samvitttighet. Men kan vi derfor av* 
skaffe den? Vi kan ikke rope svartedød tilbake, vi kan 
ikke la spædbarn dø som fluer, kan ikke la de aandssvake 
forkomme, ikke kaste drankerne i rendestenen. Vi kan 
ikke ophøre at vise næstekj ærlighet mot dem som er kom* 
met paa livets skyggeside. Næstekjærlighet er det vakreste 
utslag av menneskelige instinkter. 



140 

Racehygienen tykkes mange haard. Men den er ikke 
haard. Den er tvertimot næstekj ærlighetens religion i 
høieste potens. Kjærlighet ikke alene mot individet av 
idag, men ogsaa mot det som kommer. Alt som lever 
skal ha ret til mest mulig lykke. Og her er det denne 
nye religion tar avgjort avstand fra Nietzsches overmen* 
neskemoral med dens suveræne foragt for Stuart Mills 
«ynkelige moral om de flest muliges lykke». Hvert indi* 
vid skal beskyttes, elskes og pleies uten at der spørres 
efter dets værd, fysisk, sykisk eller moralsk for nationen 
og racen. Men desto kraftigere maa vi fordre 
at barmhjertighets* og veldædighetsarbeidet 
skal reguleres og organiseres saaledes at 
omsorgen for den ene elendige av idag ikke 
skaper to elendige av imorgen. Vi maa lære 
at skjelne mellem retten til at leve og retten 
til at gi liv. Da først vil vi ha begyndt paa den vei 
som Victor Hugo sier enhver menneskelig sjæl engang vil 
gaa: fra grusomheten opad til barmhjertigheten. 



KAPITEL VIII 

DE HØIVÆRDIGE RACEELEMEN* 
TERS TILBAKEGANG 

Dersom man gaar ut fra at det menneskelige fysiolo? 
giske optimum ikke bare er et produkt av sin tid, 
men avhængig av de arvefaktorer de har faat av fædrene, 
saa vil man forståa av hvor stor betydning det er for 
samfundet, for nationen, at de bedste mænd og kvinder 
stifter familie og faar et talrikt avkom. Vi vil forståa at 
hvis der blandt de biologisk set høiværdigste indtrær 
endog en minimal reduktion i barnetallet, vil dette kunne 
ha indflydelse paa nationens aandelige status. Sammen? 
ligner vi de historiske tiders bedste slegter med vor tids 
bedste, saa falder sammenligningen ikke ut til fordel for 
os. Harald Haarfagre hadde 20 sønner, Gunhildssønnerne 
eller Erikssønnerne dannet en talrik flok og Magnus Barfot 
hadde mange sønner trods sin tidlige død. En stor barne? 
flok var karakteristisk ikke alene for de nordiske vikinger 
og høvdinger, men for hele adels? og borgerstanden like 
op til de sidste decennier. Peder Schram hadde 18 barn, 
Magnus Gyldenstjerne 23, Sigvart Grubbe 17. Wessel 
hadde «døtre 6 og sønner 12». 

Men hvorledes forholder det sig med barnetallet hos 
vor tids bedste mænd og kvinder, vore helteskikkelser, 
vore vikinger? Hvor er de ætgode mænd med solblik i 
øiet? Hvor er deres æt? Svaret er ikke vanskelig at gi. 



142 

Jarletypen med ørneblikket fmdes endnu blandt os; heldig* 
vis — endnu er den ikke forsvundet. — Men jarlens barne? 
kammer, hvor lyshaarede smaa jomfruer og blaaøiede 
ridderlige fremtidshelter vokset op under surren av morens 
og ternernes rok? 

Norge er blit hvad det er paa basis av at høvdingerne 
hadde en talrik barneflok. Indskrænkes denne vil det 
norske folk ikke længe holde maal. 

i 
Fødselskurver for kongeriket Norge fra 1876—1910. 

Tavle XXII. 



31 °/c 



30 %>o 

29 7oo 



28 7 



00 



27 7 



00 



26 7c 



25 7c 



24 7 



oo 











OO 






t— l 


h-4 


>— * 


H-* 


V£> 


►— * 


H^ 


00 


00 


00 


OO 


On 


VO 


v£> 


^J 


00 


oo 


^O 


■ 


o 


O 


ON 


H-* 


ON 


•— ' 


^£> 


>— ' 


ON 


00 


OO 


VD 


V£> 


o 


o 


K- » 


o 


<~rt 


o 


^n 


o 


<~r\ 


O 















- 1 










s 


amtiig 


je lev 


ende 


ødte 
















i IS 


orge 








^ 


gteføi 


1te 
















i 
i 


























\ 





























































Dr. Mjeen Laboratorium f. Racehygiene nr. 339. 
Utarbeidet for laboratoriet ved G. Amnéus. 



143 

Samtidig med at dvergfamilien blir mer og mer almin* 
delig blandt dem som kunde og burde fostre en stor æt, 
fyldes nu for tiden de tomme huller fra de ansvarsløse 
i storbyernes utkanter. 

Fra vore naboland hører vi varsko som tyder paa en 
farlig nedgang i fødselstallet blandt de bedste samfunds* 
borgere. Alfred Bramsen [oplyser at i løpet av de sidste 
60 aar er fødselstallet i Danmark gaat ned fra 35 til 277a 
pr. 1000 indbyggere, altsaa avtat med over en femtedel. 
Fødselstallet i Sverige er for tiden lavere end i noget 
andet land med undtagelse av Frankrike, nemlig ifølge 
opgaver for 1911 20.4 levende egtefødte barn pr. 1000 ind= 
byggere. Umiddelbart foran i rækken kommer Belgien 
med 21.6 og Irland med 22.6 pr. 1000. 

Det er byerne som gaar i spidsen med en nedgang i 
fødselsprocenten, som har fortsat jevnt siden 1899. 

I London sank nativiteten med rivende fart fra 35 i 
1872 til 25 i 1909. I Kjøbenhavn var nedgangen endnu 
større og hurtigere, nemlig fra 38 i 1882 til 27 i 1910, 
og i Berlin er den faldt fra 47.2 promille i 1877 til 24 
pro mille i 1910. Antallet av de fødende gifte kvinder i 
Stockholm sank ifølge Widel fra 237 pr. 1000 i 1890-91 
til 168 pr. 1000 i 1910-11. 

Mens der i Kristiania i 1899 fødtes 8170 levende barn 
(35.00 pr. 1000 indbyggere) var der i 1906 bare 5952 eller 
25.69 pro mille. Fødslernes antal er hyppigere i Petrus, Paulus, 
Kampens, Sagenes og Vaalerengens menigheter, 36—31 pr. 
1000 indbyggere; mens de færreste fødsler forekommer i 
Vor Frelser, Uranienborg, Frogner og Trefoldighet med 
omtrent 17 pr. 1000. 

Dette er storbyernes triste tal. Og det er en kjends* 
gjerning at naar en formindskelse av frugtbarheten engang 
er begyndt, saa er en stansning av processen meget van* 
skelig. Spør man nu efter aarsakerne til fødslernes avtagen, 
saa beror den kun for en ganske ringe del paa en øket 
sterilitet av racen. Heller ikke er den at søke i de av* 
tagende giftermaal — da disse nemlig siden 90*aarene ikke 



144 

er gaat betydelig ned. Det er den frivillige begrænsning 
av barnetallet, den saakaldte fakultative sterilitet som er 
den væsentlige aarsak. 

Der er opstaat en fysisk og sykisk konflikt mellem 
ret og pligt: der er mangel paa evne til at amme barnene 
og efterlatenhet med hensyn til barnenes opdragelse fra 
morens side, svakhet og sykelighet hos de nyfødte. En? 
kelte gir avkald paa egteskap og kjærlighet, andre tyr til 
kunstig forhindring av moderskap, barnet er bare en hin* 
dring i arbeidet. 

I det nye store verk fra det keiserlige statistiske byråa 
over sygdoms? og dødelighetsforhold ved Leipzigs kreds? 
sykekasse uttales den formodning, at det ringe antal nor? 
male fødsler blandt kvinder som er engageret i merkantile 
foretagender i forbindelse med det paafaldende store antal 
av fortidlige fødsler og aborter inden de samme klasser 
maa tilskrives kunstige forholdsregler. 

Ved siden av kvindens stadig voksende deltagelse i 
erhvervslivet er det et andet moment som spiller ind. 

De stigende krav til luksus og livsutfoldelse, trangen 
til at «leve sig ut» er den sygdom som med vanviddets 
magt har grepet de moderne slegter, grepet dem med en 
saadan styggedommens heftighet, at følgerne ikke kan 
utebli. 

Det er vor moderne societets snobberi som med sin 
golde kritiksyke har ødelagt den enkle, sunde, naive livs? 
glæde, kilden til al frugtbarhet. Vi har en ungdom hvis 
livsidealer er saa skakkjørte, at evnen til at ha perfekte 
bretter paa benklærne og til at kunne vælge den farve 
paa slipset som staar bedst til strømperne for dem er 
vigtigere end evnen til at ville noget i livet. Mødre som 
foretrækker en søn med jakkesplitten up to date frem? 
for en som trær i skranken for en stor idé. Unge piker 
hvis høieste egteskapsideal er en mand med automobil, 
spisestue med krystal paa bordet og ingen barn. Og i 
overklasse?snobberiets slæptaug trækkes de tusen unge 
kvinder av folket, som for at kunne hamle op med luksus? 



145 

Kurver som viser antal fødsler og dødsfald i Kristiania 
fra 1875—1910. Nativitets* og Mortalitetskurver : 

Tavle XXIII. 




1875 1880 1885 1890 1895 1900 1905 1910 

N = nativitet (levende fødte). M = mortalitet. Hele byen: 

Kampen: Uranienborg: 

Dr. Mjøen Laboratorium f. Racehygiene nr. 338. 
Utarbeidet for laboratoriet av G. Amnéus. 

dyrene sælger sin moral og sin egen og efterslegtens sund* 
het paa gaten. Snobberiet er tidens kræftskade, ti den 
fortærer frugtbarheten \ 

1 Betegnende for opfatningen inden visse lag er følgende: En 
ung massør fortæller mig om en av sine venner som hadde en god 
stilling med en løn paa 4000 kr. Saalænge han var ungkar hadde 

10 — Mjøen : Racehygiene. 



146 

Det tyske folk har i de sidste aartier oplevet et ene* 
staaende opsving, ledsaget av en betydelig vekst i folke* 
mængde som tjener til at utbrede dets økonomiske ind* 
flydelse og sikre dets politiske stilling. Men der viser 
sig som ovenfor nævnt tegn til nedgang, og det tyske 
selskap for racehygiene har derfor nylig opstillet en præ* 
mie for den bedste bearbeidelse av det grundspørsmaal : 
Bringer den materielle og sociale fremgang fare for slegten 
i racehygienisk henseende? 

I England er spørsmaalet om de dygtiges avtagen i 
de sidste aar blit drøftet med stor iver. Ogsaa her paa* 
peker videnskapsmændene barnefattigdommens forbindelse 
med den økonomiske utvikling. Den har skutt en uhyg* 
gelig fart fra det tidspunkt, da en større del av Englands 
arbeiderbefolkning hævet sig til middelstandskaar. 

Det land som lider mest ved at folkets bedste biolo* 
giske kræfter er stanset i frugtbarhetsprocessen, er uten 
tvil Frankrike. Nativiteten er her i de sidste 15 aar sun* 
ket ned til 19 pro mille. Det er vel først og fremst den 
forøkede ansvarsfølelse som har bragt de bedrestillede 
franske familier til at begrænse barneantallet saa sterkt 
som til et og to pr. familie. I de borgerlige kredse i 
Frankrike har forældrene sat sig den meget rosværdige 
opgave at sikre sine døtre en medgift, saa at de uten 
stor vanskelighet kan bli gift. «Le dot» spiller en stor 
rolle i en fransk familiefars regnskap. Intet under at han 
kvier sig for at la den beskedne arv deles gjennem en 
altfor stor divisor. Blandt den vindyrkende landbefolk* 
ning er hensynet til vingaarden ofte aarsak til at der 
fødes faa barn. Regnestykket er ganske enkelt: har en 
vindyrker kun et barn, saa kan han ved dette barns gif* 
termaal med naboens eneste barn fordoble vingaarden. 
Har han to barn, maa han halvere denne og har vanske* 

han det godt, med pen ungkarsleilighet, seilbaat, champagnelag o. s. v. 
Nu er han blit gift — og det er bare elendighet og gjæld altsammen. 
«Den ulykke som kaldes giftermaal skal jeg vel vogte mig for», sa den 
27*aarige kraftige, dygtige unge mand. 



147 

ligere for at faa giftet bort sine barn, har han tre, maa 
han tredele den o. s. v. 

I Frankrike er nativiteten sunket saa dypt, at den om* 
trentlig dækker sig med mortaliteten. I de sidste stativ 
stikker svinger baade fødsels* og dødstallet omkring 20 
pr. tusen indbyggere. I hosstaaende oversigtstabel er tallene 
avrundet noget for at lette sammenligningen mellem de 
4 land. Efter en offentliggjort beregning foreligger der 
i Frankrike hvert aar flere hundrede tusen tilfælder av 
kriminel abortering. Frankrikes avfolkning er av de franske 
sociologer opfattet som et av de vanskeligste sociale pro* 
blemer. 

Dr. Lacassagne, professor ved Lyoneruniversitetet søker 
aarsaken til Frankrikes store avfolkning i overklassens 
foragt for barn, i underklassens trykkede økonomiske kaar 
og i Pasteurs opfindelse av den antiseptiske operations* 
metode som tillater kvinden at skille sig av med fosteret 
uten stor fare for hendes liv, og i den offentlige opinion 
om fosterfordrivelsens berettigelse. 

Den nymalthusianske bevægelses sammenhæng med den 
nyere tids økonomiske forhold er utvilsom. Utenfor Frank* 
rike er den hele bevægelse endnu temmelig ny, neppe 
10 å 20 aar gammel, men den har i adskillige land tat 
en saadan fart i de sidste aar, at det ikke er helt uteluk* 
ket, at den om et aarti eller to vil være et likesaa bræn* 
dende spørsmaal i disse land som den nu er det i 
Frankrike. 

Under indtrykket av det storindustrielle proletariats 
nødskaar har der dannet sig organisationer til motarbei* 
deise av denne nød, under ledelse av fremragende mænd 
og kvinder, fremforalt «the neomalthusian league» som i 
en indskrænkning av barnetallet ser det eneste virksomme 
middel til bekjæmpelse av fattigondet. Den har aapent 
kaldt den præventive kjønsomgang for forplantningshygie* 
nens alfa og omega, da den tillater at henlægge koncep* 
tionen til et tidspunkt hvor alle betingelser — de fysio* 
logiske, sykiske og økonomiske er gunstige for utviklingen 



148 



v 



ri 
O 



ta 

o 

"> 

• — I 

-♦-» 

C3 

(-1 
> 

o 

"cu 

JD 

>-> 

.SP 

er, 

M 

> 

o 



x 

H 





Overskud. 


Virkelig. pr. tusen. 


| 

O 

o 


10.9 


14.1 


13.7 


13.0 




500 000 


900000 

i 


; o 

; S 

T-H 

to 


29800 




Dødsfald. 


pr. tusen. 


o\ 


15.2 




T— 1 


13.7 




i» 

ti 


o 
o 
o 

o 
to 


700000 


i 1100000 
32 500 


i 
o 
o 
»o 

T-H 

to 




Fødsler. 


pr. tusen. 


<N o 

ON VO 


31.3 


oo 


SO 




Virkelig. 


O 
O 

o 
o 

to 


1200 000 


2000000 


64 000 


61300 




« >-. fl . 

s 

! 

! 

1 


ON 

ro 

... 






to 
of 


to 




Frankrike 




c 

re 

b 

c 


i 


^3 

C 

CC 

CA 

> 


-« 


C 

ON 

r— 

bi 

5- 



Z 





CU 

bi 

*- 


Z 


D 



CU 

S-l 
CU 
SC 

JD 
TJ 

C 



£ - 

oo £ 

in 

« -S 

u 

3 x 

H n 

2 § 

*fl ® 

-a ? 

(3 

-2 Q 

en 



fl 

CU 

TJ 



CU 



CU 

72 

'<U 



TJ 
fl 
3 

-a 

CU 

£ 



149 

av den nye spire. Forbud mot antikonceptionelle midler 
vilde efter deres mening virke likefrem kontraselektorisk. 

Den malthuske lære har fremsat den paastand at men? 
neskeslegtens lykke forstyrres i væsentlig grad av misfor? 
holdet mellem den ubegrænsede forøkelse av mennesker 
og den begrænsede forøkelse av næringsmidler, idet næ? 
ringsmidlerne kun formerer sig i aritmetisk progression 
som 1, 2, 3, 4, o. s. v. mens befolkningen stiger i geome? 
trisk progression, som 2, 4, 8, 16 o. s. v. 

Denne teori som i slutten av det 18. aarhundrede blev 
fremført av socialøkonomen Robert Malthus, har vor 
tids neomalthusianere grepet og lagt til grund for en pro? 
paganda som truer med at anta dimensioner som ingen 
endnu formaar at overskue. Vilde neomalthusianerne selv 
se sin lære omsat i effektiv socialpolitik, saa maatte de 
indse at den konsekvent fører til jordens avfolkning. Det 
som i slutten av det 18. aarhundrede berettiget Malthus 
til at fremsætte sin lære, det kan ikke i vore dage legiti? 
mere den fremgangsmaate som neomalthusianerne driver. 
Der findes nemlig idag i virkeligheten ingen grænse mer 
for jordens produktivitet. Elektricitetens anvendelse i land? 
bruksteknikken, maskinernes stadig fuldkomnere ydeevne 
sammen med den intensive jorddyrkning med kunstig gjød? 
ning som bringer jorden til den 9—10 foldige produktion, 
har forøket og forøker stadig næringsmidlernes baade 
kvalitative og kvantitative vekst. 

Den neomalthusianske bevægelse bæres i sin dypeste 
grund av en idealistisk tanke, den søker paa sin maate at 
gjennemføre John Stuart Mills tanke om «the greatest 
happiness of the greatest multitude», men den har stirret 
sig blind paa den individuelle lykketrang, det enkelte in? 
divids krav til at leve sit eget liv i den største utfoldning 
av harmoni og nydelse. Men ikke bare det, den har og? 
saa med barmhjertighetens øine stirret sig blind paa de 
barnetrætte, av stadige svangerskap overlæssede mødre, 
og derefter i ensidig opposition og uten at ænse den bio? 
logiske faktor opstillet sin norm: en indskrænkning av 



150 

barneantallet over hele linjen, selv ved hjælp av de radi* 
kaleste tekniske midler. Personlig var jeg engang, ved 
begyndelsen av mit racehygieniske studium, ikke saa litet 
grepet av den neomalthusianske tendens. Da mit stand* 
punkt fra hine aar er betegnende for den utvikling hele 
racehygienen har tat, bort fra og utover neomalthusianis* 
men, som den i begyndelsen gik haand i haand med, vil 
jeg citere nogen ord av mine foredrag fra den tid. Jeg 
behøver neppe at nævne at min opfatning nu er ændret 
efterat jeg har indset faren ved de neomalthusianske teo* 
rier. Jeg uttalte følgende: 

«Neomalthusianerne har fremsat den paastand, at menneskeslegtens 
lykke kanske forstyrres mer av misforholdet mellem eksistensmidlerne 
og barnenes antal inden familien og inden de enkelte samfundslag end 
av nogen anden faktor. Saadan som forholdene nu er, vil ethvert 
dødsfald bidra til at utjevne misforholdet. Men paa hvilken maate? 
Ved siden av hungersnød, farsot og krig er det underernæring, tuber? 
kulose og syfilis som gjenopretter likevegten. Spartanerne dræpte de 
svakelige spædbarn. De romerske plebeiere kastet dem i den Vela? 
briske sjø, hvor Roms kloakker mundet ut, eller de lemlæstet dem og 
satte dem ut ved Tiberen for at bli dem kvit. Og i vore dage driver 
vi paa med habituel abort og vanemæssig barnemord. 

Man har som sykologisk undskyldning for det stigende antal barne* 
mord og fosterfordrivelser anført at denne handling maatte kunne an? 
sees som en barmhjertighetsgjerning mot et menneskelig væsen, hvis liv 
efter al sandsynlighet vilde bli en kjede av lidelser og pinsler. Der 
findes nemlig intet offer for forbrydelse, som lider saa litet som det 
spædbarn som dræpes. Dets hjerne er ikke utviklet nok til at opfange 
indtryk, det lider ingen frygt, det føler ingen skræk, knapt nok smerte. 
Tapet efterlater intet hul i familiekredsen. Det berøver intet individ 
i samfundet en forsørger, en ven, en hjælper, en mor eller far. Det 
efterlater ingen følelse av usikkerhet. Men allikevel bør samfundet 
ikke billige fosterfordrivelsen. Det bør bekjæmpe den. Ikke fordi 
handlingen er nogen forbrydelse mot det lille «ubevisste liv»; men 
fordi det er en forsyndelse mot hvad jeg vil kalde udødelighetsprin? 
cippet i hele tilværelsen, en forsyndelse mot skaperviljens høieste in? 
karnation, slegten, mot hele racens eksistens. Det er en racesynd, som 
vi bør motarbeide av al vor kraft. 

Foruten det stadig stigende antal barnemord regner man i Frank? 
rike flere hundrede tusen kriminelle aborter aarlig. Ligger ikke da det 
spørsmaal nær, om ikke disse skabninger, født mot vor vilje helst 
burde været ufødte. Naar kommer den tid da der ikke fødes andet 



151 

end velkomne barn? Dette spørsmaal trænger sig atter og atter frem 
for os i hele sit alvor. Der findes to midler til at regulere barne; 
fødslernes antal, saaledes at idealet — kun velkomne barn — kan naaes, 
nemlig seksuel avholdenhet og bruk av de antikonceptionelle (fores 
byggende) midler. Kan det første av disse synes at være den etisk 
høierestaaende fremgangsmaate, saa har den dog sine betenkeligheter. 
Den underbinder successivt en fysiologisk viljesytring, hvis fornegtelse 
i sin yderste konsekvens vilde ha jordens avfolkning tilfølge. 

Med en viss berettigelse har det været sagt at mot det andet middel 
— undgaaelse av befrugtning — vil der hvis det haandhæves med 
forstand og moden vilje derimot ikke kunde reises alvorlige indvens 
dinger. 

Dette omtrent var mit syn paa neomalthusianismen, en 
opfatning som deltes av mange. De to bevægelser neo= 
malthusianismen og racehygienen følte sig væsensbeslegtet 
og det gik lang tid, før man opdaget, at om deres præ* 
misser end kunde ha en viss fællesskap, konklusionen dog 
var helt forskjellig. Mens racehygienens krav: mange, 
men kun friske barn, stadig har vokset sig større, 
har vi maattet erkjende det slegtsfarlige ved en racetendens 
som den neomalthusianske. Og det var det som gjorde, 
at det kom til saa heftige sammenstøt paa kongressen i 
Dresden 1911. 

Det vi bebreider malthusianismen er at den netop vil 
bli fulgt av de mennesker, som ikke trænger eller behøver at 
indskrænke barneantallet, mens de elendigste blandt den 
fattige del av befolkningen ikke vil «la sig bedrage» ogsaa 
for den sidste kummerlige rest av livsnydelse, et uhindret 
driftsliv. Og her staar vi efter min formening ved sakens 
kjerne. Det er den bedre del av befolkningen, som vilde 
være forsigtig nok, som vilde anvende forebyggelsesmidler, 
de letsindige, de likegyldige vil formere sig og utfylde 
hullerne i befolkningstilveksten. Dersom forholdet var om? 
vendt, vilde neomalthusianismens gjennemførelse reise sleg* 
ten, men nu hjælper den kun til at føre den hurtigere 
nedover. 

Forhindring av konceptionen er naturligvis at foretrække 
for fosterfordrivelse, det bør vi alle være enige om. Men 
spørsmaalet er ikke et enten eller, naar det gjælder friske 



152 

slegter. Av friske, sunde barn faar vi aldrig for mange. 
Personlig har jeg ingensteder set og erfaret andet end 
at der var lykke og velsignelse ved den store barneflok, 
selv i det fattigste hjem, vel at merke dersom barne* 
flokken springer av en god stamme — fri for aandelige og 
legemlige defekter — fri for kjønssygdommer og alkohol — 
fri for medfødt arbeidsskyhet og degeneration. Hvor saa* 
danne defekter er tilstede hos ophavsleddene er en ind* 
skrænkning av barnenes antal et middel til at forædle indi* 
videt og slegten. Den fakultative sterilitet — menneskets 
herredømme over naturen vil — anvendt paa rigtig maate 
visselig kunne være et middel til velsignelse for menneske? 
heten. Ut fra det syn mener jeg maa spørsmaalet om 
berettigelse eller ikke berettigelse, straf eller ikke straf for 
fosterfordrivelse betragtes. 1 

Den er berettiget og moralsk: Naar der foreligger 
paaviselig voldtægt. Naar barnefaren uten morens vidende 
har været beheftet med smitsom kjønssygdom. Naar 
moren efter svangerskapets indtrædelse faar vite at der 
i barnefarens slegt er arvede sykiske eller legemlige 
anomalier, særlig hvis der er forbryderske anlæg tilstede. 
Naar der er arvelig alkoholisme i barnefarens slegt. 

I alle disse tilfælder kræver racebiologiske interes* 
ser, at en kvinde, under samraad med ansvarlige sakkyndige 

1 Paa et møte i medicinerforeningen utredet politifuldmægtig 
Hartmann spørsmaalet om fosterfordrivelse og straf og konkluderte 
med at straffe paragrafen maatte ophæves. Under den følgende debat 
hævdet advokat Miehael Lund og justitiarius Thinn at straffen 
i disse tilfælder har vist sig at være aldeles virkningsløs. Fra 
medicinsk hold — Winge, Scharffenberg, Borchgrevink — 
blev der tat energisk avstand fra foredragsholderens synsmaate, idet 
de hævdet at fosterfordrivelse under enhver omstændighet var 
at fordømme. Den maatte bare tillates hvis der f. eks. var fare 
for morens liv eller helbred, med andre ord paa medicinske indika* 
tioner. 

Det andet spørsmaal — om berettigelsen, det moralske eller ikke 
moralske ved en avbrytelse av svangerskap — bør holdes ut fra spørs? 
maalet om straf, hvad der gjennemgaaende ikke blev gjort under 
debatten. 



153 

aapnes adgang til at fri sig for et foster, hvis videre ut* 
vikling og vekst vilde bli en ulykke for det selv og for 
den slegt som ligger bundet i dets skjød. 

Men disse tilfælder er vel ikke saa mange. 

La os definere forskjellen mellem de to retninger : race* 
hygienikerne vil bare en indskrænkning av de med aande* 
lige og legemlige defekter belastede individer — neomalthus* 
ianerne vil en indskrænkning av barnetallet i det hele 
og særlig blandt fattige. Sikkert er det at forældrene selv 
og ingen anden bærer ansvaret for, enten der sættes ingen, 
faa eller mange barn ind i livet. Den stigende oplysning 
om racehygienen og dens love vil derfor være en indsats 
av stor betydning for slegtens sundhet. 

Den civiliserte del av menneskeheten, sier Fahlbeck, 
befinder sig paa den samme vei mot undergangen som alle 
kulturfolk har vandret, paa en eneste undtagelse nær. Alle 
de kræfter som, saavidt vi kan se var i virksomhet den? 
gang virker ogsaa blandt os. Og hvor forskjellige disse 
kræfter i og for sig kan være, saa arbeider de alle hen* 
imot det samme maal. Det er som om de fulgte en felt* 
herres kommando om at marschere adskilt og slaas i for* 
ening. Alle resulterer de i begrænsning av barnetallet, 
frivillig ufrugtbarhet, og som følge derav degeneration og 
avtagen i folkemængden. Dette er den store sygdom som 
til alle tider har truet kulturfolkene. Hvad skal man saa 
si til en propaganda som har sat sig den opgave at frem* 
skynde denne proces som allerede viser sig at være i fuld 
gang. Man kunde kalde det en forening for raceselvmord. 
Ti det vil bli følgen hvis man ikke finder redningsmidler. 

Hermed kommer jeg endelig til et spørsmaal som alle 
de, der har beskjæftiget sig med saken, sikkert har stillet 
sig. Fører den vei som kulturfolkene nu vandrer red* 
ningsløst til fortapelse? Staar vi her ved en av de sande 
aarsaker til de gamle kulturers forfald, i likhet med Græ* 
kenlands og Roms, og er en saadan skjæbne uundgaaelig? 
Eller gives der et middel til at avvende den? Det er 
vanskelig at gi et endelig svar paa dette spørsmaal. Sikkert 



154 

er det imidlertid, at Sofokles' ord om dødens magt over 
mennesket: «Kun mot døden øiner det ingen utvei», det 
gjælder ikke for folkene. 

Professor v. Succhoni holdt paa det antropologiske sel* 
skaps aarsmøte i Niirnberg et foredrag om den synkende 
nativitet i Europa som peker hen til den hvite races lang* 
somme selvmord. «Det er tobarnsystemet,» ytret han, 
«som har tvunget Frankrike til at indføre en treaarig 
militærtjeneste.» 

Den franske præsidentkandidat senator Paul Doumer, 
medlem av vor internationale komité, kalder i et brev som 
jeg mottok like før krigens utbrud juli 1914 ufrugtbar* 
heten for «Frankrikes eneste feil»: «Vous avez tout å fait 
raison, en posant la question de 1'amélioration de 1'état éco* 
nomique des péres de familie et le probléme est en France, 
plus grave et de solution plus urgente que partout ailleurs. 
Notre faiblesse — la seule — réside dans le petit nombre 
de nos enfants. Hya done å faire sans retard de ce coté.» 

Alt tyder paa at kulturlandene — med storbyerne 
i spidsen — blir trukket ind i den samme malstrøm som 
Frankrike. Dygtige familier utdør, og værdifulde arve* 
anlæg slettes ut av livet. Tobarnsystemet i de moderne 
storbyer medfører en forskyvning i de biologiske sam* 
fundsværdier. Det faktum, at de biologisk bedste slegter 
litt efter litt utdør, vil allerede nu bevirke en rekrut* 
tering av overklassen fra middelklassen. Nu vilde dette 
i og for sig ikke bety nogen social fare ; men sætter 
vi at middelklassen fra det øieblik den hæver sig til 
høiere rang, ogsaa antar overklassens standard of life 
med den derav følgende ufrugtbarhetstendens, saa vilde 
ogsaa denne rekrutteringskilde snart uttørre, fordi den ikke 
længer var istand til at opretholde sin egen regeneration. 
Dermed vilde døren aapnes for de laveste og daarligste 
samfundslag. Det vilde altsaa tilslut bli disse mindre be* 
gavede individer som kom til at utfylde hullerne efter de 
høierestaaende og mere begavede. Hele folkets materielle 
eie vil saaledes forringes i kvalitet. Men fremfor alt vil 



155 

«det aandelige arvegods», kulturen, gaa tilbake, og der vil 
indtræde et alment forfald. Saadan er det jo ogsaa i 
virkeligheten gaat til, uttaler Fahlbeck, naar alle store folk 
og deres kultur har gaat sin undergang imøte. 

Der har været fremsat teorier om at den avtagende 
nativitet skulde være en følge av formindsket frugtbarhet 
hos kvinden. Galton var vistnok den første som gjorde 
opmerksom paa den indflydelse, som de hyppige giftermaal 
med enearving (heiress) hadde paa frugtbarheten i disse 
familier, da disse enearvinger som oftest besat en arvelig 
slegtssvakhet, den samme som netop var aarsak i at de 
var sine forældres eneste eller eneste gjenlevende barn. 
Men som aarsak for racens kvantitative degeneration hol* 
der den neppe stik. Der eksisterer vistnok en ubetyde* 
lig biologisk frugtbarhetsformindskelse hos kvinden, men 
den strækker ikke til som forklaring for racens kvantitative 
tilbakegang. Det er ikke at undres at en mand som Zola, 
som eiet sociologens skarpsyn og samtidig digterens seer* 
gave og skapende fantasi, tok op emnet. Han sendte et 
varselsrop til sit folk i sin berømte bok: Fécondité, 
det første av hans fire evangelier. 1 Han revser sine for* 
vildede landsmænd for deres unaturlige og blasfemiske 
ufrugtbarhetstendens, som de dyrket i den gode tro at 
deres livsopfattelse var sund og skjøn. «Et selviskhetens 
skrik lyder utover verden: ingen barn, intet som kan for* 
styrre forældrenes ærgjerrige beregninger. Død over frem* 
tidens gryende liv, som ødelægger nutidens nydelser. Et 
helt døende samfund utstøter dette vanhellige skrik, som 
varsler nationens tilstundende ødelæggelse. — — — — — 
Hele den store by laa der for hans blik som en mark 
med ussel utsæd, med ussel høst, et djævelens verk, hvor 
forbryderske hænder bekjæmpet livet, mens den rolige 
natur utsaadde spirens mangfoldighet til retfærdighetens 
og sandhetens rike høst.» Og i hellig vrede utbryter han: 

1 Frugtbarhet, arbeide, sandhet, retfærdighet. Av de tre, «Travail», 
«Verité» og «Justice» naadde han kun at fuldføre de to, forinden 
døden indhentet ham, den 29. september 1902. 



156 

«Moderlighetens guddom laa som vrak i dette smuds. 
Det man skulde dyrke og hædre blev til brøde i denne 
kloak. Moren nedværdigedes, besudledes, barnet kastedes 
tilside som en vederstyggelighet. Hvor mange kræfter, 
hvor megen sundhet, hvor megen skjønhet ødelagdes og 
forspiltes paa denne maate. — — — — — Intet kunde være 
styggere end denne forbandelse av jordens evige frugt* 
barhet.» 

Siden Zola som en av de første holdt sandhetsspeilet 
for ansigtet paa sit folk, er der — især i de sidste 5 
aar — fra mange kanter blit gjort energiske forsøk paa at 
belyse fænomenet og stanse processen, ikke bare av viden* 
skapsmænd, men ogsaa av politikere. 

Det er dem som mener det kan ikke nytte. Vi er 
kommet til verdensdramaets sidste akt. — «Homo sapiens 
er naadd til den høiest mulige utvikling og gaar sin sikre 
uavvendelige undergang imøte.» — Dette er ikke saa. Der 
gives ingen fysiologisk grund til at folkene skal dø. Vor 
skjæbne ligger i vor egen haand. «On your own heads, 
in your own hands the sin and the saving lies.» Og e n 
ting har vi forut for de gamle folk. Vi ser og kj ender 
faren, det gjorde de ikke. Deri ligger et haab om at 
kunne besværge den. 

Herre du kj ender vort folk fra dets inderste utspring, 

feiler jeg vel naar jeg tror det har herlige kræfter? 

Hittil de ødet sig selv, 

Herre forbarm dig. 

Naar skal det vækkes og samles. 

Naar skal mit arbeide gro. 

Tag i din favn 

det som jeg kanske imorgen forlater, 

aa, lad min søn 

engang faa staa hvor jeg slåp. 

Bjørnson : Arnljot Gelline. 

Det var Olav den helliges ord i bøn for sit folk da 
han foran slaget ved Stiklestad i dødsanelsens seerske 



157 

øieblik overantvordet sit folk til en ukjendt fremtid. Dette 
herlige folk, som i sit skjød bar spiren til saa megen kraft 
og sandhet, det folk som han elsket med en god fars 
kjærlige, men kritikvaakne erkjendelsestrang. 

Og sandelig, naar vi betragter dette folk, naar vi for? 
dyper os i de norske kongesagaer saa faar vi sterke indtryk 
av at der opigjennem aarhundrederne har været høvdingen 
skikkelser, hvis navn og æt er værd at beundre og elske: 
Jarletypen med ørneblikket. Det organiske mesterverk. 
Mænd som fødtes til at være høvding blandt menneskene. 
Kvinder med skjønhet og karakter. Man lærer at forståa 
at en Leif Erikssøn, en Erling Skjalgssøn, en Einar Tam? 
barskjælve, en Haakon Jarl, en kong Sverre ikke kunde 
opstaa blandt hottentotter. Og Norges helteskikkelser av 
idag. Tror nogen at mænd som Fridtjof Nansen og 
Roald Amundsen vilde kunne fremkomme av skrællinger. 
Staar ikke digtere som Ibsen. Bjørnson og Lie, musikere 
som Sinding, Grieg og Nordraak i intim sammenhæng 
med sit folk? Er de ikke led i den organiske kjede som 
fører fra menneskehetens gryende morgen ind i vor egen 
tid, og utover den til en uendelig fjern fremtid? 

Og i vor tilværelses endeløse kjede opdager vi den 
samme lovmæssighet som overalt i den uorganiske og 
organiske verden forøvrig. Likesom intet her er git til? 
fældigheten ivold, saa er ogsaa der en videre kausalsam? 
menhæng, og den lærer os at forståa at det fysiologiske 
optimum i alle dets former er et organisk produkt, som 
de allerheldigste omgivelser ikke kan frembringe eller om? 
forme av en ubekvem materie. 



KAPITEL IX 

HVAD KOSTER DE LAVVÆR* 

DIGE RACEELEMENTER STAT 

OG KOMMUNE 

En oversigt over hvad det norske statssamfund yder til 
uskikkede raceelementer er for tiden under utarbeid 
deise ved vort laboratorium. Dette arbeide frembyr over* 
ordentlig store vanskeligheter. For det første er de offent* 
lige beregninger og opgaver som staar til disposition spar* 
somme og ufuldkomne, dernæst unddrar den private vel* 
gjørenhet og de private barmhjertighetsy deiser sig for tiden 
enhver statistik. Jeg skal derfor foreløbig indskrænke mig 
til at nævne nogen tal som viser at utgiftsbudgetterne for 
underhold og behandling av de lavværdige raceelementer 
er i stigende. Gjennemgaar man f. eks. i stortingets bud* 
getoversigter rubrikken for abnormskolevæsenet, saa finder 
vi en stigning fra 379 600 til 471600, altsaa en stigning 
paa næste budget paa ca. 92 000 kr. Som foreløbig løns* 
forbedring for skolefunktionærer foreslaaes avsat 20 000 kr. 
Til aftenskole for voksne døve i Kristiania opføres for 
første gang bidrag. Videre foreslaaes bevilget 1 200 kr. 
som bidrag til trykning av bøker for blinde; der foreslaaes 
2 000 kr. til reisestipendier. Den sidste post har en stig* 
ning paa 500 kr. Til pleiehjem og arbeidshjem for aands* 
svake foreslaaes foreløbig stillet til disposition 40 000 kr. 



159 

til ombygning og reparation av den tidligere Klæbu blinde? 
skoles bygninger. 

Til landsfængslerne blev der av staten i aaret 1911 — 12 
bevilget 1 356 422 kr. Samme aar (1911 — 12) beløp statens 
utgifter til undersøkelser av lovovertrædelser sig til 1 175869 
kr. Endvidere utgjorde utgifterne til retspleien (1911 — 12) 
1512881 kr., til paatalemyndigheterne (1911-12) 93 235 
kr. og politivæsenet 350116 kr. Hertil kommer de pri? 
våte utgifter til læge? og sykehusbehandling i de tilfælder 
hvor ved overfald, knivstikkerier, slagsmaal, voldtægts? og 
andre sædelighetsforbrydelser, skade paa legeme og helse er 
forvoldt. 

Ifølge dr. Paul Winge 1 var i 1845 antallet av sindssyke 
i Norge 4 290. Av 3 930 fattige sindssyke var 2 930 under? 
støttet av fattigvæsenet. Disse 2 930 sindssyke antages 
aarlig at ha kostet samtlige kommuner i forpleiningsutgifter 
tilsammen 61 536 spd. o : 246 144 kr. Statens og kommu? 
nernes samlede utgift til forpleining og anstaltbehandling 
av sindssyke er for aaret 1910 ialt opgit at være 
kr. 2 088 798,73. I aaret 1896 var beløpet kr. 1318 012,49, 
altsaa i løpet av 14 aar en stigning av kr. 770 786,24. Flere 
av disse poster er her opført netto, mens andre — lands? 
fængslernes — er opført brutto. 

Om de økonomiske tap tuberkulosen bringer landet 
uttaler dr. Klaus Hanssen : «Syke? og forpleiningsutgifter 
for de tuberkelsyke koster landet aarlig mindst 1 ! U mill. 
kr., selv om utgifterne for en voksen kun beregnes til 
2 å 300 kr. om aaret. De syke lider et tap av indtægter 
paa over 17a mill. kr. om aaret. Den arbeidskraft som 
tuberkulosen aarlig berøver landet, kan ansættes til en 
værdi av ca. 28 mill. kr. De barn som aarlig dør av tu? 
berkulose har kostet landet over 1 mill. kr. i forpleining 
og utdannelse.» 

Utgifterne til fattigvæsenet utgjorde i 1910 10142 671 
kr. (brutto 12 337 765 kr.), antal straffede (kriminelle til? 

1 Videnskapsselskapets skrifter 1912 Bd. 1. Den norske sindssyke? 
ret. Historisk fremstillet. 



160 

fælder) var i aaret 1908 ialt 45 461, derav for forbrydelser 
2416, for forseelser 43 045. De sidste viste for aaret 1906 
en stigning fra 35 429 til 43 045. Utgifterne til retspleien 
kan dog i sin helhet neppe henføres til utgifter som sam* 
fundet yder til de lavværdige raceelementer. 

Fra anstalter for vanartet ungdom foreligger der op* 
gaver, som viser at der i de 5 anstalter Bastø, Falstad, 
Sletner, Bærum og Ree her i landet bare behandles ca. 
200 barn og allikevel kommer den aarlige utgift paa om* 
trent 160 000 kr. Til de 160 000 kr. kommer saa yder* 
ligere over 30 000 kr., som kommunerne yder som bidrag 
til barnenes ophold i skolehjem. Ialt kommer nettoutgif* 
terne saaledes paa vel 190 000 kr. om aaret. Man kan 
trygt si, at hvert barn i disse skolehjem koster staten 
over 1000 kr. aaret. Heri er ikke medregnet saadanne 
ekstraposter som kan opstaa derved at de med pyromane 
eller med andre antisociale drifter utrustede gutter bræn* 
der op hus, øver hærverk, overfalder og voldtar smaa 
piker. Ved den sidste brand paa Bastø hvor «en av 
B. guttene» som belønning for at sætte ild paa laaven 
skulde faa være med «D. guttene» under rømningen, an* 
sloges brandskaden alene til ca. 80 000 kr. Økningen av 
utgifterne for de lavværdige raceelementer skyldes ikke 
altid et stigende antal anstaltbehandlede — det skyldes 
endnu mere de stigende fordringer. Betegnende for disse 
stadig voksende krav paa større komfort ogsaa for de 
lavest staaende individer — forbryderne — inden vore kul* 
tursamfund, er den beskrivelse som nylig blev sendt ut fra 
det nye danske kjæmpefængsel. Det heter der: «Ved det 
nye system, som tilsigter at ta mest mulig hensyn til fan* 
gernes individualitet, er f. eks. fangedragten forkastet. 
Fangerne faar pene brune klær, søndagssæt og hverdags* 
sæt, man har utstyret cellerne med speil, videre blir der 
utleveret tandpulver og tandbørster til alle. Fangerne faar 
ogsaa appetitlige tallerkener og pent spisestel i det hele 
tat. Videre blir de beordret til at bade en gang om uken, 
og de har faste gymnastiktimer. Fangerne i øverste klasse 



161 

faar selv føre sin korrespondance, og de vil sandsynligvis 
ogsaa faa lov til at læse aviser, for at de ikke skal være 
uten kjendskap til alt hvad der er passeret i mellemtiden, 
naar de engang slipper ut igjen». 1 

Tidligere stortingsmand, dr. Alfred Eriksen skriver om 
anstalten paa Opstad her i landet : 

«Anstalten har et stort dampvaskeri med tilhørende 
damptørkeri og strykeri. Det fortælles uttrykkelig 'at 
vaskeriet vil faa et helt moderne utstyr, saa arbeidet ikke 
alene kan bli utført bedst mulig, men lettest mulig og 
hurtigst mulig.' Om snekkerverkstedet faar vi vite at 'det 
vil bli tiptop utstyrt med maskiner.' Vi faar høre at di* 
rektorens kontor 'er utstyrt med tykke speilglas i alle 
ruter for at forebygge flugtforsøk.' Dette og lignende ting 
er det som gjør at en anstalt for 220 løsgjængere kommer 
paa over en million kroner. Feilen ligger deri at sam* 
tundet skal indespærre de arbeidssky og dermed paata sig 
at skaffe dem hus, lys, varme, mat og klær. Av humane 
hensyn kan staten ikke la fangerne lide mangel. Og saa 
kommer fængselsfolkene og kræver at alt skal være hen* 
sigtsmæssig indrettet og tidsmæssig utstyret. Men resul* 
tåtet blir at samfundet ofrer meningsløst store summer paa 
disse dovne og lastefulde mennesker.» 

I New York blev der for tre aar siden grundlagt et 
byråa for racehygiene (Bureau of Analysis and Investiga* 
tion) som har til opgave at undersøke og kontrollere de 
kræfter — baade endogene og eksogene — som skader eller 
gavner racen samt kontrollere den offentlige og private 
veldædighet. Ifølge opgaver derfra skal ca. 2 %> av New 
Yorks indbyggere være anbragt i anstalter, og yderligere 

1 Under nedtegningen av ovenstaaende kom jeg ihu et litet pro- 
dukt av vore dages «krigshumor». I et rimet brev fra en ung ade* 
lig officer fra felten i de tyske skyttergraver heter det i første vers : 

Das Haar wird uns zur Måhne, 

die Seife ist uns fremd 

Wir putzen keine Zåhne 

und wechseln auch kein Hemd. 

1 1 — Mjøen : Racehygiene. 



162 

2 ° o skal ha offentlig understøttelse. Der opgives at over 
Vs av de understøttede individer viser sig at være aande* 
lig forkomne og ca. 25 % at være arvelig sindssyke eller 
sindssvake. 

Ogsaa i flere andre amerikanske stater har man nu op* 
rettet lignende racehygieniske byraaer, saaledes i New 
Yersey, Utah o. fl. Det har vist sig at de summer som 
ydes til lavværdige raceelementer er uforholdsmæssig store 
og reaktionen er kommet. 

De økonomiske tap er tunge at bære, men endnu 
tyngre er de moralske tap. De humanitære bestræbelser 
for at lette livet for moralsk forkomne har bragt os op i 
motsigelser og kaotiske tilstande. Forældre og formyn* 
dere forlanger at befries for de vanartede barn. «De for* 
gifter hjemmene, deres eksempel virker demoraliserende 
paa de velartede barn.» I skolerne vil ikke lærerne ha 
med dem at gjøre, «de smitter de andre» og i den masse* 
behandling som desværre i vore folkeskoler ikke kan und* 
gaaes, har en lærer heller ikke tid til specieit at vie sine 
pædagogiske evner til ett enkelt eller nogen enkelte barn. 
Ingen vil ha dem. Saa bygger samfundet i sin nød altsaa 
den ene anstalt efter den anden for forsømt ungdom. 

Nu skulde alt være vel og bra, man har isoleret dem, 
befriet den intakte ungdom for det slette naboskap, og 
staten betaler sine 900 å 1 000 kroner aarlig for disse sør* 
gelige frugter av daarlige forældre. Men saa kommer 
forstandige realpolitikere og paaviser hvilken unatur disse 
masseansamlinger av forvorpen ungdom er. En unatur 
baade fra nationaløkonomisk og fra etisk standpunkt. 
Sammenstuingen av folkets bærme under samme tak er 
en ren uhyrlighet. Det slette miliø kvæler alle spirer til 
forbedring hos de faa som der i det hele tat er haab for, 
de arvelig belastede, forutbestemte smaa forbrydere træk* 
ker dem som kanske kun ved daarlige omgivelser er bragt 
paa gale veie, med sig ned. Man vil ikke ha dem samlet, 
man vil ikke ha dem enkeltvis i hjemmene. 

Ingen vil ha dem ! 



163 

Hvad skal saa samfundet gjøre med dem? 

Et endnu tristere billede oprulles for vore øine, naar 
vi ser paa de tæringssyke, de mest uskyldig lidende av 
alle lidende. Den ensidige belysning som hittil er blit 
dette spørsmaal til del, fra rent smitteteoretisk synspunkt 
har suggerert det almene folk med en smitterædsel, som 
er alt andet end menneskekj ærlig. En rædsel som snart 
har bragt det derhen at disse mennesker som er bestemt 
til kun at gi en kort gjæsterolle her i livet, ovenikjøpet 
blir hjemløse i vort samfund. Ingen vil ha dem. I hjem? 
met blir de betragtet som en kilde til fare, og folkesana? 
torier og pleiehjem som skulde være deres tilflugtssted blir 
av bygderne rundt omkring set paa med sky overtroisk 
frygt. Bygderne værger sig mot at faa anstalter. Og selv 
om de tuberkuløse under den korte anstalttid kan vugge 
sig i den illusion at her er de legitime, her kan de faa 
være, saa skal de jo engang ut igjen. Og hvad saa? Maa 
ikke rekonvalescenter nu skaffes et tilflugtssted? Menneske? 
hetens velgjørere, de barmhjertige, de medlidende vil jo 
ikke ha dem. 

Og saa den tredje store gruppe av raceelementer som 
trænger andres støtte, drankerne og de andre arvelig be? 
lastede som under indflydelse av brændvin inciteres til 
forbrydelse — mennesker som ikke saar men høster. Det 
er ingen tvil om at antallet av disse elementer vokser i det 
samfund vi for tiden ordner os i. — Særlig storbyen 
øver en egen tiltrækningskraft paa disse minusindivider. 

Statistikken viser ogsaa et stadig stigende antal av 
voldsforbrydelser. Det er den arvede perversitet og ad? 
gangen til brændvin, som er de væsentligste aarsaker til 
forbrydelserne. 

Hvis det kunde lykkes at gi et billede av hvad de 
daarlige elementer koster vort samfund i form av skatter, 
fattigunderstøttelse, sykepenger, almisser og arbeidstid, 
saa vilde man undres over den taalmodighet hvormed 
samfundet bærer disse byrder. Der ofres uhyre summer 
aarlig til virkelig trængende, men desværre endda større 



164 

til snyltedyr, som vort samfund er saa overordentlig 
rikt paa. 

Korrektionsanstalter for de forbryderske elementer, pleie* 
hjem for aandssvake, raffineret behandling av sykopater og 
neurotikere kan til en viss grad hjælpe individet. Men 
man hindrer ikke at det samme arbeide med økede midler 
maa optages paany med avkommet. Man kan ikke ved 
at forbedre omgivelserne alene gjøre en nation sund paa 
sjæl og legeme. Det lykkes bare at skjule degeneratio* 
nen bak en del tilsynelatende helbredede degene* 
rerte. Samfundet kan nok til en viss grad dulme sin so* 
ciale samvittighet ved at skaffe asyl for sine egne synde* 
bukker. Men det har dermed paa ingen maate skilt sig 
av med ansvarsspørsmaalet. Paa saa letvint en maate løses 
ikke tidens største økonomiske spørsmaal. 



TREDJE DEL 

REGENERATIONEN 



KAPITEL X. 

DEN NEGATIVE RACEHYGIENE 

SEGREGATION 

AV AANDSSVAKE, EPILEPTIKERE OG LIGNENDE AANDELIG 
OG LEGEMLIG FORKRØBLEDE INDIVIDER (FRIVILLIG). END* 
VIDERE DRANKERE, VANEFORBRYDERE, PROFESSIONELLE 
TIGGERE OG ALLE SOM NEGTER AT ARBEIDE (TVUNGEN). 

Man skulde tro, at vort kultursamfund hadde sat sig 
som maal at ødelægge den menneskelige race. For 
tiden samler man nemlig hele det fysiologiske barneprole* 
tariat: født døve, epileptikere, aandssvake, vanartede, seksti* 
elt perverse, i velindrettede offentlige anstalter, driver dem 
ut av anstalten naar de er blit forplantningsdygtige, sprer 
dem ut over landet, fordeler dem paa gaardene og infice* 
rer de gode slegter med daarlig arvestof. Med andre ord, 
vi driver en ganske raffineret panmiksi mellem de for offent* 
lig regning frempleiede laverestaaende raceelementer og den 
sterke sunde norske bygdebefolkning. Denne proces kunde 
ikke være mere sindrig uttænkt, dersom vi hadde sat os 
som maal at sænke hele nationens aandelige og legemlige 
nivåa. 

En distriktslæge i Finmarken x sendte for nogen tid siden 
meddelelse om to imbecile individer, som har faat 6 barn 

1 Distriktslæge Ottesen i Vardø har sendt vort laboratorium flere 
interessante meddelelser om krydsninger blandt befolkningen deroppe. 



168 

med smaa aandsevner og 5 idioter. Tar jeg ikke feil, er 
disse to imbecile ogsaa opdraget paa den norske stats 
bekostning. Staten har bokstavelig talt viklet disse skrøpe* 
lige organismer i vat og bomuld, pleiet og passet dem 
fremfor andre barn i ly av en sterk humanitær opinion og 
en teknisk høit utviklet sykepleie. Den har med store om* 
kostninger bragt to individer derhen, at de var istand 
til at bebyrde staten med elleve nye individer av samme 
slags. 

Allikevel indebærer ikke denne indavl mellem imbecile 
saa stor en fare for nationens biologiske kraft og sundhet 
som en krydsning mellem en aandssvak pike og en kraftig, 
vel utviklet bondegut, til trods for at den normale faktor 
dominerer, og alle barn i første led blir normale (hetero- 
zygoter). 

Hvis de aandssvake bare avlet barn indbyrdes, vilde 
de neppe opleve mange led. Saa uværdig det end er for 
et samfund som vort at tillate avl av barn, om hvilke vi 
paa forhaand kan si at de vil bli aandssvake, saa paakræ* 
vet det er at faa stanset ogsaa giftermaal mellem aands* 
svake indbyrdes, saa er den ulykke for land og folk, som 
man fremkalder ved at sende aandssvake piker ut paa gaar* 
dene, hvor de falder som et let bytte for den første den 
bedste og krydses med normale, — langt større. Det gode 
arvestof blir inficeret for alle tider, skaden er 
uoprettelig. Ingen magt i verden kan skille det infU 
certe arveplasma fra det rene, ingen kan skille de slette 
arveenheter ut igjen. 

For at søke at møte den fare for nationens aandelige 
og legemlige utvikling, som ligger i denne panmiksi, var 
det, at vi opstillet segregation av visse raceelementer paa 
vort program for racehygiene. 

Det er et interessant fænomen, som viser sig fra tid 
til anden, naar en række sedelighetsforbrydelser er blit 
begaat, at der til samfundets betryggelse forlanges, at volds? 
forbryderen skal kastreres. Rent intuitivt gjør selve folke* 
opinionen sig gjældende. Folkeinstinktet gjør oprør om 



169 

ikke mot den store fare ved formeringen av den slags 
individer, saa dog mot selve det bestialske i den seksual- 
patologiske drift. Jeg skal senere utvikle fordelene og 
vanskeligheterne ved gjennemførelsen av en almindelfg 
sterilisation av forbrydere og andre uskikkede — baade 
kastration for voldtægtsforbrydere og vasektomi — resp. 

Segregationstype : Anomalier. 
Tavle XXV. Enfingrede. 




Fra Gruber &. Riidin. 

gjennemskj æring av sædlederne eller egglederne hos arvelig 
belastede individer. 

Som et botemiddel har der fra hold, som staar utenfor 
den racehygieniske organisation, været foreslaat, uten videre 
sentimentalitet, at gjøre bruk av spartanernes enkle og virk* 
ningsfulde system til slegtens rendyrkning — at «utsætte» alle 
svake og syke spædbarn. Naar disse forslagsstillere har 
talt i racehygienens navn, saa har de, som Dr. Saleeby ! 
uttrykte det, tat racehygienens hellige navn forfængelig. 

1 Dr. med. Saleeby, F. R. S. E., optraadte paa kongressen i London 
1912 med flere indlæg. Han var uten tvil kongressens mest glimrende 
og aandrike debattant. 



170 



Racehygienen vil intet drap av nogensomhelst eller paa 

nogetsomhelst stadium av livet. Det menneskelige liv er 

ukrænkelig, hvor slet det end er utrustet, legemlig eller 

c r, j , . aandelig. Det maa ikke 

begregationstype : rrædestinerte , . Jf , . 

forbrydere. Tavle XXVI. behandles med rmgeagt 

paa noget trin i sin ut* 
vikling. Men hvad race* 
hygienikeren kan gjøre, 
er at skjelne mellem ret* 
ten til at leve og retten 
til at gi liv. Og dette 
er den enkle løsning, 
som hverken Huxley 
eller Darwin fandt. Ved 
denne enkle løsning for* 
svinder motsætningen 
mellem den kosmiske 
og den moralske utvik* 
ling. 

Men vil man ind* 
vende: Vi har jo vore 
forbedringsanstalter og 
fængsler og strafferets* 
pleien. Erfaringer fra 

Ut. Mjøen Laboratorium r. Racehygiene nr. 343. alle land, OgSaa ner 

Denne unge franske forbryder paa 15 aar fra landet, saavel som 
blev irriteret paa grund av en irettesættelse J e i nc |g aaenc [ e under* 
og dræpte sin husbond (aug. 1913). Efter ^ 

fuldført forbrydelse gik han ind i huset Søkelser, som er foretat 
og dræpte sin husbonds kone og 3 barn. yed Galtonlaboratoriet, 
Konrronteret med likene viste han ingen 

bevægelse. Under forhøret hlev han gjen* viser imidlertid, at det 
tagne gange spurt om han angret. Tilslut er haabløst arbeide at 
svarte han et mat ja, men de sakkyndige 

mente at dette kun var fordi spørsmaalene Søke at forbedre for* 
plaget ham. bryderen ved hjælp av 

straf. l Specielt frembyr den aandssvake eller sindssvake 
forbryder et umulig objekt for eksogene indflydelser av 

1 Nye synsmaater paa strafferetspleiens omraade har været frem? 
holdt av prof. v. List og her i landet av H.R.justitiarius K. Thinn. 




171 

enhver art. Saleeby har nylig sendt vort laboratorium 
meddelelse om en kvinde ved navn Jane Cakebread, som 
var dømt ikke mindre end 500 ganger for drukkenskap 
eller mindre forseelser, mens hun i virkeligheten var en 
ulykkelig aandssvak kvinde, som man burde ha tat sig av. 
Hun blev tilslut sendt til London County Counsil Asyl 
og tilbragte der resten av sit liv avholdt av alle, som kom 
i berøring med hende. 

Folkenes vaaknende retsbevissthet forlanger nu mere 
og mere, at for at kunne straffes maa man være til- 
regnelig. Tilregnelig kan man dog bare kalde den, i hvis 
intellekt retsideen kan finde eller har fundet indgang. Men 
hvor ofte er denne tilregnelighet tilstede hos nutidens for* 
brydere? Skal strafFefrihet ikke bli et privilegium bare for 
de rike, maa alle pyromane, seksuelt perverse, paa grænsen av 
sykosen levende frigjøres til ny skræk for omgivelserne. 

Straffen var i vor strafferetspleie en hevnakt. Nu tar Fremtidens 

ril- • i • • 1 t- straff erets* 

den nærmest sigte paa en forbedring av individet. Frem* pfe/e. 
tidens strafferetspleie vil uten tvil bli bygget paa sam* 
fundets beskyttelse alene. Og den bedste beskyttelse sam* 
fundet kan faa er en strengt gjennemført racehygiene. 
Særlig likeoverfor forbrydelser vil den negative racehygiene 
vise sig paa sin plads. Det ledende princip i denne er at 
behandle alle de legemlig og aandelig lavest staaende indi* 
vider i samfundet med kjærlighet i rikeste mon, gi dem 
kjærlighet og mat og gjerne overflod av begge dele. Men 
samtidig maa der træfles foranstaltninger for at hindre, at 
man faar flere av samme slags. Selv om en saadan social* 
politik vil falde kostbarere de første aar, vil den i læng* 
den vise sig at være den billigste, og den er sikkert den 
humaneste. 

Ved den polemik, som her i landet er blit ført i pres* 
sen i de sidste aar, hver gang samfundet blev rystet ved 
en voldshandling, f. eks. i de mange indlæg om «udyret 
paa Tøien», har man efter min mening bevæget sig uten* 
om sakens kjerne. At forlange perverse forbrydere straffet! 
Raaheterne bunder i en slegtsegenskap og kan derfor alene 



172 

behandles med racehygieniske midler. Det bedste av disse 
er segregation. Ved benyttelsen av dette middel alene vil 
man naa længere i et å to slegtled end ved straffeutmaa* 
linger gjennem hundreder av aar. 

Ved segregation forstaar man en utskillen av de 
lavværdigste raceelementer fra de andre og deres perma* 
nente ophold i kolonier eller anstalter, hvor individerne 
gjør nytte for sig og hvor man søker at gjøre dem deres 
ophold saa tiltrækkende som mulig. Man skaffer samfunn 
dets stedbarn et opholdssted med saa megen frihet, saa 
megen hjemlig hygge, saa megen kjærlighet som det er 
mulig at gi dem. Det er bare en frihet som negtes dem 
— friheten til at føre den elendighet, som de selv har arvet, 
videre til et nyt slegtled. Disse kolonier vil for største* 
delen kunne bære sig selv. Ved en gjennemført segregation, 
selv ved en frivillig, vil vi allerede efter et å to slegtled 
kunne iagtta en reduktion i utgifter til specialskoler, anstal* 
ter og asyler, arbeidshjem og fængsler, utgifter til politi* 
konstabler, politifuldmægtiger og retsvæsen og utgifter til 
velgjørenhets* og barmhjertighetsarbeide, hjælp til arbeids* 
løse osv. 

Det er kortsynt og kostbart at føre alle disse forkomne 
individer frem til modenhetsalderen og saa slippe dem 
brutalt løs paa samfundslegemet netop paa det tidspunkt, 
da de indebærer den største fare for samfundet, og netop 
paa det tidspunkt, da de kunde begynde at gjøre nytte 
for sig i anstalten. I en beretning fra en engelsk anstalt 
uttales der en kritik over det nuværende system, som sætter 
«forbedrede» individer i «frihet». Det er ikke sjelden, at 
en saadan kvinde, som er sat i frihet, føder et barn ved 
hver frihetsperiode. En aandssvak pike bragte 7 barn fra 
7 perioder. Denne kvinde var paa anstaltens vaskeri en 
udmerket hjælp og kunde gjøre fuld og hel nytte for sig. 
Hun var ogsaa tilfreds paa anstalten. Det er samfundet 
som blir ansvarlig for de syv nye elendige individer og 
utgifterne med at bringe denne kvinde tilbake til anstalten 
7 ganger. 



173 

Segregationstype : Seksuelt perverse. 
Tavle XXVII. 



i 



n • 



Ikke gift. 



Illegitime 



in éééte 




;]éo» 



2den hustru. ' S 



Iste hustru. 




-o , II 

N // -5/ "NN 

n r H^J^ "■*" X *i-± At — ^M^ ^ 

l\/ i JA i fl A D ^ som flA fl Dodsomflflflfl 

I \ I HP I H fl^V ^HV~ Mwdb.Kn.^HH' ^HV 

Iste mand. "^ 2den mand. _ . 

Død som 
barn. 



▼ ™r " ^r ^* ^^ ^^ id m ^ f" - "p^rS^ 



N = normal, A = alkoholiker, Sx = seksuelt pervers, E = epileptiker, 
T = tuberkuløs, • = aandssvak, cf = mandlig individ, Q = kvindelig. 
Firkantene betegner indgiftede individer. — Seksuel perversitet er like? 
som aandssvakhet en arvelig defekt og optrær hyppig i forbindelse med 
denne. Den kan betegnes som mangel paa evne til at overskue kon? 
sekvenser og til at skjelne sammenhængen mellem aarsak og virkning. 
Den er undertiden ledsaget av en hysterisk kjønsdcift og mangel paa 

selvbeherskelse. 



Allerede i det første program, som jeg utarbeidet for 
vort sociale reformarbeide, indtok segregationen en frem? 
skutt plads. Jeg fremholdt, at de mindre skikkede (imbe* 
cile, aandssvake, født døve, epileptikere etc.) kunde gjøre 
nytte for sig fra 16, 17 aars alderen av — netop den alder 
da de efter det nu anvendte system frigjøres og hyppig 
mot sin vilje fjernes fra anstalterne, og netop i den alder, 
da de begynder at bli samfundsfarlige. Jeg fremholdt, at 



174 

utgifterne nationaløkonomisk set som helhet vil bli mindre 
ved segregation end ved det nuværende system eller ret= 
tere mangel paa system, da de fleste av disse individer fra 
den «nyttige alders» begyndelse kan levere et til omkost* 
ningerne svarende arbeide under vel diciplineret ledelse. 
At imidlertid denne side av saken — omkostningerne — 
var den mindste. At det vigtigste derimot var, at man 
ved segregation paa en for alle parter — individerne selv, 
deres forældre og kommune og stat — heldig maate 
kunde hindre de ulykkelige i at gjøre sit eget liv til 
et vrak, hindre guttene fra at bli voldsmænd, hindre 
pikene i at falde som bytte for usedeligheten rundt 
omkring, hindre dem i at formere sig og derved skaffe 
samfundet en stadig potenseret kontingent av raceelementer 
av samme art. 

Jeg har fremholdt det meningsløse i, at defekte barn, 
som hadde faat al den teoretiske undervisning det var 
mulig at gi dem, blev sendt bort netop i det øieblik, da 
de burde og kunde ha faat lære et eller andet haandverk 
eller en anden béskjæftigelse, hvorved han eller hun kunde 
tjene sit brød. Jeg hadde tænkt mig, at disse kolonier 
skulde anlægges saa enkelt som mulig og nær op til saa* 
danne landlige forhold, som flere av disse individer er 
vant til at leve og færdes i. For at lette arbeidet for de 
offentlige kommissioner, som skulde foreta segregationen 
og hvori mindst en læge eller en anden sakkyndig 
maatte ha plads, maatte tvilsomme tilfælder ikke med* 
tåges blandt de segregerte. Ialfald ikke til at begynde 
med. Man maatte kræve sikkerhetsforanstaltninger ikke 
alene for indlægget, men ogsaa for flere trin av barnets 
eller den voksnes utvikling. Opgaven kan deles i to : 
Hvilke individer der skal segregeres og hvilke kolonier 
der bør anlægges. 

Vil man begynde som et led i det eugeniske arbeide at 
segregere en del av menneskemateriellet, opstaar den van* 
skelighet at avgjøre, hvilke slegtsegenskaper den bør ha 
som skal indrømmes ret til at føre disse videre. Det har 



175 

netop været indvendt mot segregationen, at en saadan av* 
gjørelse støter paa vanskeligheter. 

Det skal villig indrømmes, at en gjennemført segrega* 
tion av mindre heldig arvestof praktisk talt er en umulig* 
het. Men staar man ikke i mange av livets spørsmaal 
likeoverfor den samme vanskelighet? Spærrer man ikke 
mangen gang mennesker inde i en sindssykeanstalt, men* 
nesker som aldrig burde været berøvet friheten? Og kan 
man derfor ophøre med at isolere sindssyke? 

Til at begynde med bør man selvfølgelig gaa forsigtig 
tilverks og bare segregere saadanne, som kan betegnes som 
utvilsomt slette raceelementer, f. eks. professionelle tiggere, 
drankere, vaneforbrydere, seksuelt perverse, aandssvake og 
aandssvake døve. Ved disse sidste maa man f. eks. skille 
mellem følgende arter av døvhet: 

1) Den arvede (konstitutionelle) døvhet, som er en 
slegtsegenskap og som, da den er recessiv, kan føres videre 
gjennem tilsynelatende normale mellemled. 

2) Den medfødte døvhet, som skriver sig fra moren, 
men ikke fra dennes eggcelle. 

3) Døvhet erhvervet før fødselen. 

4) Døvhet erhvervet like efter fødselen og som derfor 
let kan forveksles med medfødt, ja ogsaa med konstitutio* 
nei døvhet. 

5) Døvhet erhvervet av individet ved ulykkestilfælde, 
sygdommer f. eks. skarlagensfeber etc. 

Man maa endvidere lære at skille mellem den født 
aandssvake eller perverse forbryder og forbryderen paa 
grund av miliø. Den sidste kan være i besiddelse av 
godt arvestof og faa samfundsnyttige efterkommere, hvis 
disse træffer gunstige kaar. Miliøforbryderne er ofte vild* 
ledte genier. Enkelte av dem, som f. eks. automobilmor* 
derne i Paris, kunde muligens under andre kaar blit 
udmerkede journalister, videnskapsmænd og statsmænd. 
Man bør derfor, saavidt jeg kan forståa, neppe segregere 
eller sterilisere forbrydere uten at støtte sig til slegtstavler 
og stamtrær. 



176 

Lars A. Havstad l har uttalt sig om enkelte spørsmaal 
vedrørende segregationen. Særlig interessant er hans utta* 
lelser om det vanskeligste spørsmaal, nemlig at trække 
grænser for aandssvake eller døve som bør segregeres. 

«Naar det nu gjælder at faa lovregler, som indskrænker 
«undesirable marriages» og tillike skaper vern mot aands* 
svakes og lignende abnormes forbindelser utenfor egteska* 
pet, er det vanskelig at trække op nogen grei og tydelig 
grænse. Maaske kan man skape et nyt retsforhold, som 
kan betegnes som «statens formynderskap». Alle, som er 
anbragt i eller bestemt for asyler, maa naturligvis staa under 
dette. For skoleelevers vedkommende kunde kanske besty* 
reren i forening med lærerraad og tilsynshavende (abnorm* 
skoledirektør, skoledirektør eller lignende) ved uteksamina* 
tion utpeke dem, som ikke ansees som skikket til fremtidig 
at greie sig ved egen hjælp. Disses utvikling maa da følges 
med opmerksomhet og naar de har naadd en passende 
alder, faar det avgjøres, om de kan «frigives» eller maa 
vedbli at være umyndige». 

Spørsmaalet, om aandssvake bør skilles fra døve aands* 
svake, besvarer Havstad saaledes: 

«Døve (saavel som blinde) idioter maa betragtes som 
en avart av idioter i almindelighet, mens man dog paa 
grund av deres mangel paa hørsel og derav følgende abso* 
lute stumhet, som ikke kan avhjælpes ved nogen under* 
visning, maa trække grænser for hjælpsomhet noget høiere 
for deres vedkommende.» — — — — 

— — — — «Men saa er der selvfølgelig baade blandt 
de almindelige døve og blinde en del, som nok er mot* 
tagelig for skoleundervisning, men ikke derfor kan bli selv* 
hjulpne. En del av dem vil vistnok, efter at man har gjort 
forsøk paa at la dem leve under sedvanlige vilkaar, tilsidst 

1 Lars A. Havstad vilde lang tid ikke vite av forholdsregler mot 
aandssvake eller aandssvake døve baseret paa racehygienens prins 
cipper. Han forandret imidlertid sin opfatning og kort før sin død 
sendte han mig en skrivelse, hvori han nærmere utredet, hvordan efter 
hans mening en saadan segregation burde finde sted. 



177 

havne i asylerne. — — — Høiere end som saa burde vel 
grænsen trækkes, naar det gjælder spørsmaalet om forplant* 
ning og om at stifte familie.» 

Havstad uttaler om sine erfaringer om forbindelser mel* 
lem elever ved Hamar døveskole følgende : «Det skal ikke 
ha gaat værre her end hvor det har gjældt døve med almin* 
delige tarvelige evner, og disse Hamarelever har været at 
betragte som sinker, ikke som aandssvake. Men jeg har 
rigtignok ikke betragtet disse forbindelser som synderlig 
heldige. Jeg vil tilføie, at naar jeg altid saa bestemt og 
urokkelig har kjæmpet mot, at døveskolerne skal bli store, 
er det bl. a. fordi store skoler medfører den centralisation 
av den døve befolkning, som leder til flere indbyrdes gifter* 
maal end ellers vilde være tilfælde. 1 Jeg haaber, at jeg for* 
saavidt kan regne paa Deres støtte.» 

Spørsmaalet segregation har været oppe til diskussion, ^Jd*ml 
særlig i London og blandt medlemmer av den permanente 
internationale komité for racehygiene. Paa initiativ av den 
engelske kreds av organisationen — the Eugenics Education 
Society 2 — er der oversendt et forslag til det engelske par* 
lament om segregation av aandssvake, «segregation of the 
feeble*minded». Der blev fra ledende hold uttalt, at hvad 
der end kan siges mot forslaget i dets detaljer, saa maa 
allerede tilsynekomsten av et saadant hilses velkommen 
som tegn paa, at landet vaakner til følelse av sit store 
ansvar. 

Under behandling av det ovennævnte engelske forslag, 
som har faat en gunstig mottagelse inden ledende politiske 
kredse, er den nuværende tilstand betegnet som skandaløs. 

1 Lars A. Havstad var neppe opmerksom paa, at den nuværende 
panmiksi er til større skade for samfundet end giftermaal mellem døve 
og aandssvake indbyrdes. 

2 «The Eugenics Education Society» blev stiftet 1908 med Leonard 
Darwin, en søn av Charles Robert Darwin, som præsident og mrs. 
Sybil Gotto som Hon. sec. Det skyldes disses energiske bestræbelser, 
at England nu sandsynligvis blir foregangslandet i segregation av uskikk 
kede raceelementer, som Amerika og Schweiz er blit det i sterilisation 
av forbrydere. 

12 — Mjøen: Racehygiene. 



178 

Anstalterne for aandelig defekte hadde bare ret til at ta 
sig av de defekte barn til 16 aarsalderen. Efter den tid 
var det ikke alene utelukket at beholde dem i anstalterne 
ved tvang, men der var ikke engang adgang til frivillig 
opsyn og behandling, hvis ikke den defekte blev erklæret 
som et fattiglem og sat i arbeidsanstalten. Det blev frem* 
holdt som en stor mangel, at der nu ikke er noget hen* 
sigtssvarende sted for ældre aandssvake, endog for de for* 
muende samfundsborgere, som kan ha raad til at betale. 
Om sakens endelige skjæbne kan der intet siges med sik* 
kerhet, men saa meget er visst, at det er regjeringens 
bestemte hensigt at gripe til nye og energiske forholds* 
regler. 

Det betones meget sterkt av forslagsstillerne, at man 
ikke et øieblik har ment, at dette lovforslag skal bringe 
en fuldkommen løsning av aandssvakespørsmaalet. For* 
slaget gaar ikke engang saavidt, som den største del av 
Englands befolkning vistnok ønsker, eller «saa langt som 
vi inden kort tid kommer til at maatte gaa». Det maa 
bare betragtes som et foreløbig skridt, et skridt som ikke 
har til hensigt at forhale eller træde istedenfor en mere 
fuldstændig lovgivning. Det er ene og alene en nødhjælp 
indtil den tid, da parlamentet kan ta hele saken op til 
behandling med fynd og kraft. Vor eneste grund til at 
bringe forslaget frem nu er don, at vi føler, at spørs* 
maalet er saa alvorlig og uopsættelig, at der 
maa gjøres noget straks. Det vil sikkert vise sig 
at medføre en økonomisk fordel og bidra til at dæmme 
op for den stigende flom av degenererte. Forslaget er enkelt 
og praktisk, for saavidt som det ikke medfører noget ind* 
viklet eller nyt maskineri, men simpelthen utvider bruken 
av de institutioner, som allerede findes. Forslaget er ude* 
lukkende fremsat i nationens og de ulykkelige aandssvakes 
egen interesse. — 

— «Enhver aandssvak person, som ikke er under for* 
varing eller opsigt, betyr en fare for samfundet. Særlig 
gjennem forplantningen, som bringer videre til efterkom* 



179 

mere det i enhver henseende daarlige arvegods, det være 
sig i eller utenfor egteskapet. Enhver forhaling av spørs* 
maalet betyr forøkede utlæg, større vanskeligheter, dypere 
elendighet inden nationen.» 

Vi maa nu snart vaakne til erkjendelse av, at det en? 
kelte individ med tusen usynlige strenger hænger sammen 
baade legemlig og aandelig med de generationer, som har 
levet før os. Vi er ikke herrer i vort eget hus, det er de 
døde som hersker. Deres drifter stempler os, deres syg* 
dommer følger os, for deres orgier maa vi lide. Hvad 
hjælper os de summer, som betales til forbedringsanstalter 
og drankerasyler? Hvad hjælper det os, at man lærer ka* 
davrene at gaa? Det er andre midler, som nu maa komme 
til anvendelse, og til disse midler hører en segregation av 
de elendigste raceelementer, som ved den nuværende man* 
gel paa system ved panmiksi sænker nationens hele aande* 
lige og legemlige nivåa. 

Det er vel ikke usandsynlig, at Nietzsche har følt den 
uret, man begaar mot sit folk, mot sin slegt, ved denne 
respektløshet for det organiske arvegods, naar han i liden* 
skabelig harme skriver: 

«Ich mochte, dass die Erde in Krampfen bebte, wenn 
ein Heiliger und eine Gans sich miteinander paaren.» 



STERILISATION 

I Orienten, særlig i Persien, Indien og Kina blev der 
fra gammel tid av engageret saakaldte kastrater eller eunu* 
cher til at ta vare paa de kvindelige appartementer. Disse 
kastrater var allerede før modenhets alder blit underkastet 
en operation, som bestod i en fuldstændig fjernelse av 
kjønskjertlene, testiklene. De mistet sin evne til at utføre 
kjønsakten. Og det var særlig med sigte paa denne virk* 
ning at operationen blev foretat. I fyrsternes haremer fik 
de ofte en betrodd stilling. Den berømte romerske hærfører 



180 

Narses var eunuch. Likeledes Hermias. Den litet tiltalende 
handel med kastrerte gutter som solgtes som eunucher til 
Moslemske haremer er fortsat like til de nyeste tider. De 
blev ofte hentet fra det nordlige Afrika. Da en større del 
av opererte gutter døde efter operationen var prisen for 
dem meget høi. 

Det merkelige er at muhamedanerne, som gjør et saa 
utstrakt bruk av kastrerte, i det øiemed at faa ufarlige 
mandlige vogtere for sine haremer, selv av koranen er 
forbudt at foreta operationen blandt sine trosfæller, de maa 
derfor hente sine eunucher utenfra. Særlig Abessinien og de 
kristelige klostre i Orienten har leveret dette menneske? 
materiel. 

Kastrationen som utslag av religiøst sværmeri vandt frem 
til occidenten fra Asien og bredte sig som en sott allerede i 
keisertidens Rom. Keiserne Justinian og Konstantin grep 
til de strengeste straffer for at forhindre dens omsiggripen. 
Ogsaa flere kristelige sekter holdt det for sin pligt at foreta 
denne lemlæstelse. 

I Europa finder vi kastrationen endnu i vor tid ved 
de katolske kirker hvor operationen blir utført for at 
skaffe sangere med bestemt klangpræg og høide. 

Den som har hat leilighet til at overvære en av de 
store koncerter i Capella sistina i Rom vil sent glemme 
indtrykket. Det transcendente i korklangen frembringes her 
av de lyse, eiendommelige sopranstemmer, og det har for 
mangen en ung naiv begeistret Roma*besøker været en 
skuffelse naar han erfaret at disse celeste sopranstemmer 
tilhørte kastrater. Ingen kvinde har adgang til det sixtinske 
kor; strengt vogter den enesaliggj ørende kirke over at det 
«syndige element» ikke faar indpas. Men for at forhindre 
dette, begaar de hellige fædre selv den hæslige synd mot 
selve livet og dets love. 

Frivillige eunucher har man hat til alle tider d. v. s. 
saadanne som har emaskuleret sig selv for at fri sig for den 
kjønslige «synd» og fristelse. Det i historien omtalte til? 
fælde — Origenes — er det mest celebre. 



181 

En hemmelig sekt, hvis medlemmer kastreres, eksisterer 
i Rusland (skopzi). 

Den tanke at ufrugtbargjøre forbrydere, saaledes som 
dette nu utføres i Amerika og Schweiz er ikke saa ny som 
kanske mange tror. At dømme sedelighetsforbrydere til 
kastration — er jo meget nærliggende. Baade athenerne og Kastration 
romerne under Augustus og senere ogsaa hunnerne og 
spanierne straffet voldtægtsrorbrydere paa denne maate. 
Gallerne kastrerte sine slaver paa grund av tyveri og byzan* 
tinerne paa grund av politisk sammensværgelse. Ogsaa 
ægyptere og kinesere har brukt kastration som straf og 
der fortælles fra Amerika og Australien at indfødte stam* 
mer kj ender denne straffemaate. I territoriet Kansas fremkom 
i midten av forrige aarh undrede en lov om at enhver 
neger eller mulat, som begaar eller forsøker at begaa 
voldtægt mot en hvit kvinde, eller som tvinger eller for* 
søker at tvinge hende til at gifte sig med ham selv eller 
en anden neger eller mulat eller som forsøker at bringe en 
hvit kvinde ind i et illegitimt forhold eller prostitution, 
skal dømmes til kastration. Og i Frankrike har folkeopi* 
nionen høilydt forlangt kastrering av apacherne. 

Ogsaa i vort samfund er tanken om at benytte kastra* 
tion som straf ikke fremmed eller ny. Fra sedelighets* 
foreninger og foreninger for barnebeskyttelse har man set 
uttalelser, som i indignation over begaatte voldtægtsforbry* 
deiser mot mindreaarige har forlangt kastrering av volds* 
mændene. Det maa da ogsaa erkjendes at der neppe er 
nogen forholdsregel som beskytter samfundet paa en saa 
virksom maate mot mange slags ugjerninger av voldsmænd 
som en fuldstændig kastration, særlig naar det gjælder 
ugjerninger, som skyldes seksuel perversitet. 

Operationen opfattes imidlertid med rette som en lem* 
læstelse og bare tanken paa et saadant indgrep fremkalder 
hos de fleste mennesker en følelse av avsky. Mot dens 
anvendelse i større utstrækning taler desforuten det faktum, 
at den ikke er ufarlig, specielt for kvinden, og ofte træk* 
ker følger med sig av alvorlig art. 



182 

En stor del av kjertelorganerne, hvortil ogsaa testiklene 
og eggstokken hører, avgir til legemets blod og lymfekar 
stoffer, som igjen er av vigtighet for andre organer. Dette 
betegner man som indre sekretion. Hos kastrerte foregaar 
derfor ofte en forandring i det legemlige befindende (f. eks. 
tilbøielighet til fedme, hjerteonder, muskelslappelse). Ved 
siden av den legemlige lemlæstelse følger der tillike et 
indgrep i den sjælelige habitus, som ikke maa under? 
vurderes, f. eks. formindskelse av den sjælelige spændkraft 
og paafaldende vekslende humør. Ikke alene kjønsfakto* 
rerne blir hemmet. Skjægveksten utvikler sig sparsomt, 
stemmen beholder sin barnlige falsetklang, og den hele 
typus faar et noget kvindelig præg. Menneskets hele habi* 
tus — ogsaa kvindens — forandres. 

Det er imidlertid ganske overflødig at bruke fjernelse 
av kjønskjertlene — kastration — dersom øiemedet er at 
Vasektomi forhindre fortsættelsen av en degeneret slegt. Man opnaar 
ved en anden operation — en gjennemskjæren av eggle* 
derne hos kvinden og sædlederne hos manden — (vasek* 
tomi) det samme maal paa en lettere, raskere og ufarligere 
maate. Mens kastrationen maa betegnes som et voldsomt 
fysiologisk indgrep, som kan ha ubehagelige legemlige og 
aandelige følger, har man neppe i noget tilfælde kunnet 
konstatere alvorlige fysiske eller sykiske følger av vasek* 
tomi, uten forsaavidt at man hos personer som er straffet 
for raahetsforbrydelser har merket at brutaliteten er avtat 
efter operationen. Operationen er saa enkel, at den kan 
foretages paa kirurgens kontor, den nødvendiggjør ingen, 
eller i høiden bare en lokal bedøvelse. Patienten kan straks 
vende tilbake til sit arbeide. Den for organismen saa vig* 
tige sekretion av kjønskjertlene vedblir at beståa, og der ind= 
trær paastaaes det ingen ødelæggelse eller cystisk degenera* 
tion i testiklerne. Kjønsdriften og evnen til kjønslig omgang 
gaar ikke tapt (hvad der dog hvor man vil beskytte sig f. eks. 
mot sedelighetsforbrydere kan ansees som en mangel). Det 
er kun befrugtningsevnen, ikke parringsevnen, som ophører. 
Ejakulatet er noget mindre. Operationen lemlæster ikke 



183 

patienterne, den operertes sjælelige forfatning og almen* 
befindende blir bedre, nervøsiteten og den overdrevne pirre? 
lighet samt alle naturstridige tilbøieligheter ophører ofte 
fuldstændig. Om operationen foretagesførkjønsdriften vaak* 
ner, hindrer dette ikke den kjønslige utvikling. Det paa* 
staaes at endog befrugtningsevnen kan gjenoprettes, idet 
den gjennemskaarne sædkanal syes sammen igjen (Ana* 
stomose). 

Vasektomering av slette raceelementer. 
Skematisk fremstilling av den operation som utføres for at ufrugtbar; 
gjøre forbryderske og aandssvake kvinder i Schweiz og Amerika- 

Tavle XXIX. 




a. a. eggstokkene paa begge sider. b. b. egglederne hvorigjennem egget 

efter menstruationen passerer ned til livmoren — uterus. Ved at av; 

binde og fjerne et stykke av egglederen hindres egget fra at komme 

videre og bli befrugtet. S. snittet, c. c. underbindingen. 

Blandt de steriliseringsmaater som foreslaaes er ogsaa 
spermektomi. Den bestaar i at sædstrengen (ikke sædkana* 
len) blir gjennemskaaret, og et litet stykke skaaret bort. 
Efter operationen bortfalder befrugtningsevne, kjønsdrift 
og potens. En længere indvirkning av røntgentstraaler frem* 
kalder ogsaa sterilitet. Det ser dog ut til at den ikke er 
varig; i Tyskland blev kvinder ogsaa gjort ufrugtbare ved 
anvendelse av overhetet damp paa livmoren (Atmoskanse). 



184 

Vasektomi har været utført i større maalestok i flere 
amerikanske stater. I aaret 1909 blev ufrugtbargjørelse paa 
racehygieniske indikationer indført ved lov i Connecticut og 
Kalifornien, 2 aar senere i staterne Nevada, Iowa og New 
Jersey i 191 2 i New York og i 1913 er det ogsaa blit lov i Kan* 
sas, Michigan, Nord Dakota og Origon. Operationen utføres 
ogsaa paa forbryderske elementer i enkelte kantoner i Schweiz 

Fra kyndig kirurgisk hold meddeles at denne operation 
er enkel og relativt farefri, og at den ofte har været utført 
paa rent medicinske indikationer, og ikke fremkalder nogen 
forandring av individet av fysiologisk art. Ialfald er 
denne forandring ubetydelig sammenlignet med følgen av 
kastration. 

Fjernelse av hele eggstokken er overflødig naar det kun 
gjælder at sterilisere individet. Eggstokken har betydning 
for den indre sekretion, og dens fjernelse har fysiologiske 
konsekvenser av ikke liten betydning. Lettest utføres ope* 
rationen ved at aapne bukvæggen; men denne fremgangs* 
maate vil efterlate et ar. Ved at gaa gjennem vagina vil 
snittet ligge okkult. 

Den tilsvarende operation hos manden bestaar i et snit i 
i lyskeregionen. Sædstrengen avklippes og avbindes dobbelt. 

Fra journalen i de schweiziske asyler hitsættes et par 
eksempler som taler for sig selv. 

Casus A. Moralsk imbecil. Umoralske tendenser alle* 
rede paa skolen. Umulig i sit egteskap. Begik kjønslige 
ekscesser og blev sat under formynderskap. Frugtsommelig 
utenfor egteskap. Blev interneret i anstalt. 35 aar gammel 
blev hun steriliseret. Efter operationen normal. Har tilbragt 
den hele tid i hjemmet, er fuldstændig socialt brukbar 
saalangt hendes aandsevner rækker. 

Casus B. Faren en letsindig drukkenbolt, moren søster 
av en aandssvak. Selv er patienten moralsk defekt. Hun 
dråk og var meget erotisk. Hun hadde et barn før egte* 
skapet og et uegte i egteskapet. Prylet barnene, dråk op 
pengene og blev interneret i anstalt. Blev i 30 aarsalderen 
steriliseret. Er betydelig roligere og drikker mindre. 



185 

Casus C. Faren død ved selvmord, moren dementia 
præcox. Patienten selv var fra det 15de aar kun arbeids* 
dygtig i intervaller. 2 uegte barn. Maatte indespærres paa 
grund av mandsgalskap. Blev steriliseret i 1907 og er 
efter den tid socialt brukbar utenfor anstalten. 

Casus D. Faren alkoholiker, moren moralsk defekt. Pati? 
enten aandssvak og sterkt utpræget moralsk defekt. 2 uegte 
barn, socialt umulig. Blev anbragt i tvangsarbeidsanstalt og 
tilslut interneret for at forhindre videre seksuelle ekscesser. 
Kastreret i 39 aars alderen. Er efter den tid betydelig ro? 
ligere og kan leve i frihet. Var selv enig i operationen. 

Casus E. Moralsk idioti hos moren. Patienten selv 
ikke uintelligent, men stjal og løi fra sin tidligste barndom 
og begik tidlig kjønslige ekscesser. Samliv med gutter og 
mænd. Stod 18 aar gammel for retten, anklaget for tyveri. 
Viser sykelig løgnagtighet, blev dømt som ikke helt tilreg? 
nelig. Gravid i 19 aarsalderen, kunstig abort — operativ 
fosterfordrivelse — og kastration. Kan derefter bo hjemme. 
Enig i operationen. 

Casus F. Faren dranker, moren rygmarvstæring. Pati? 
enten allerede som gut pæderast og sodomit og tidlig 
straffet for tyveri og bedrag. Blev i 24 aarsalderen inter* 
neret som uforbederlig homoseksuel og 32 aar gammel 
kastreret efter eget ønske. Siden den tid er kjønsdriften 
borte Har levet 3 aar i frihet og opført sig meget godt. 
Har aldrig hat tilbakefald. 

I Amerika hvor der i 1908 blev dannet en racehygienisk 
avdeling — eugenic section — ved den i mange aar beståa? 
ende forening for rationel dyre* og planteavl: American 
Breeders Association, har man allerede faat lovfæstede for? 
anstaltninger for at hindre forplantningen blandt lavvær? 
dige raceelementer. I dette land hvor humaniteten og 
den private velgjørenhet hadde bragt det længst i kunstig 
opdrætning av tusener av forkomne individer med forbry? 
derske anlæg, kom omslaget sterkere og voldsommere end 
i noget andet land. Foreningen for fængselsvæsen og 
mange av landets første retslærde har sluttet sig til ideen 



186 

om en gjennemført sterilisering av forbrydere. Den begrunn 
deise som ledsager et lovforslag, som er vedtat i staten 
Indiana, lyder saaledes: «Da arveligheten spiller en meget 
vigtig rolle ved overførelse av forbryderanlæg, idioti, imbe* 
cilitet, forordner den lovgivende forsamling i staten Indiana 
at efter utfærdigelsen av denne lov skal ved alle anstalter, 
som er betrodd pleien av forbrydere, idioter og aands* 
svake, indføre en obligatorisk undersøkelse, hvorved to kirur* 
ger av anerkjendt autoritativ dygtighet i forening med 
anstaltens chef skal undersøke deres aandelige og fysiske 
egenskaper, saaledes som foreskrevet av sanitets* og for* 
valtningsmyndigheterne. 

Dersom der efter denne komités mening ikke med sand* 
synlighet kan ventes nogen bedring av tilstanden, skal 
kirurgerne faa i opdrag til forebyggelse av avkom at foreta 
den operation som viser sig at være den sikreste og virksomste. 

Geza v. Hoffmann 1 fortæller, hvorledes Sharp først kom 
til at utføre snit gjennem sædlederen paa medlemmerne av 
forbedringsanstalten i Jeffersonwille, Indiana. I aaret 1899 
bad en 19 aarig straffange ham om at bli kastreret, da han 
ikke kunde motstaa sin umaadelige hang til masturbation. 
Sharp underbandt vasa differentia hos den unge gut. Efter 
nogen dagers forløp kom imidlertid den opererte tilbake 
og paastod at lægen hadde ført ham bak lyset, operationen 
hadde nemlig ikke hjulpet. Sharp bad ham ha taalmodig* 
het. Inden 3 uker var gaat, avla gutten sin slemme vane, 
og hele hans legemlige og sjælelige tilstand forbedret sig 
kj endelig. Paa hans anbefaling ansøkte ogsaa hans kame* 
rater om at bli opereret, og paa ca. et aars tid foretok 
Sharp 71 operationer i anstalten. Han utførte ogsaa opera* 
tionen i de følgende aar, stadig paa de angjældendes egen 
anmodning, indtil spørsmaalet blev lovmæssig ordnet. 

Straffangerne indvilger gjerne i operationen. Dr. Hurty 2 
meddeler herom følgende: «Det blir meddelt dem, at det 

1 Geza v. Hoffmann : Die Rassenhygiene in den Vereinigten Staa* 
ten v. Nordamerika. 

2 Geza von H6ffmann. 






187 

kun er muligheten for et farskap, som borttages ved 
gjennemskjæringen av sædkanalen, samtidig med at deres 
ophidsede aandelige og nervøse tilstand vil forbedres. 
Disse folk indvilger næsten altid. De vil simpelthen ikke 
høre tale om noget farskap, og ufrugtbarheten er dem vel- 
kommen. 

I løpet av nogen maaneder indtrær der en kjendelig 
forandring i den operertes optræden og hele fremtoning. 
Han sover bedre, tiltar i legemsvegt, blir i bedre humør, 
hodet er klarere, han følger villig alle anordninger, hans 
maate at uttrykke sig paa, hans almenbefindende er for* 
bedret; med andre ord, der er i enhver henseende blit et 
dygtigere menneske av ham». Om operationens gode føl* 
ger hersker der forøvrig bare en mening». 

Nedenstaaende som eksempler anførte steriliseringer blev utført ute? 
lukkende i medicinsk øiemed. 

Dr. Everekt Flood, direktør for epileptikeranstalten i Palmer Mass. 
uttaler om 26 utførte steriliseringer paa anstalten blandt andet: «I 24 
tilfælder var grunden til operationen epilepsi og vedvarende mastur= 
bation. Den sjælelige tilstand bedret sig bare i 3 og den moralske 
bare i 4 tilfælder, men almentilstanden i det store og hele blev bedre 
for alles vedkommende — paa 4 undtagelser nær. 

Kun hos to av patienterne syntes den sykelige kjønsdrift ikke at 
forsvinde, men ogsaa hos dem viste den sig bare fra tid til anden». 

Dr. Sharp opererte ved Indiana Reformatory fra 1899—1907 før 
steriliseringsloven var traadt i kraft, tilsammen 176, og i aaret 1907—1908 
efter at loven var iverksat ca. 125, altsaa tilsammen over 300 pers 
soner. De første 176 operationer blev utført ifølge straffangernes 
eget ønske. 1 

Pfister beretter endvidere om 116 steriliseringstilfælder med kvin? 
der — blandt andet: «I 18 tilfælder kunde man tydelig merke en 
bedring hos patienterne, og 87 av kvinderne blev helt helbredet». 1 

Mears fortæller: «Mine vistnok ringe erfaringer i sterili; 

seringsoperationer er alle meget gunstige, 3 operationer (oophorektomi) 
og 3 andre operationer (testiektomi) fremkaldte en bedring i patienter* 
nes sjælelige, moralske og legemlige tilstand.» 

Dr. Hatch uttaler blandt andet i en aarsberetning om sterilisering 
gen i Kalifornien «at forældre og foresatte har arbeidet sam* 

1 Se Geza von Hoffmann. 



188 

men med os paa en meget uventet maate. Saaledes kom der ofte mødre 
som hadde døtre med en ulykkelig fortid og bad os, at vi endelig 
maatte utføre operationen, som et beskyttelsesmiddel mot fremtiden. 
Kvinder opererer vi forøvrig sjelden uten efter eget ønske». 

I aandssvakeanstalten i Vineland blev der foretat kastration: Tre 
av de aandssvake gutter var under observation i tilstrækkelig lang tid 
til at man kunde avgi nogen dom om operationens virkninger (fra 
1898 til henholdsvis 1901 og 1902). 1 den sjælelige tilstand merkedes 
ingen forandring, men deres opførsel i det store og hele blev bedre. 
Den ene av gutterne som var trættesyk og meget vanskelig at be* 
handle er nu rolig, lydig og utfører sit arbeide udmerket. Den anden 
hadde til vane at slaa enhver som kom ham nær. Det er han nu 
ganske holdt op med, og den tredje av gutterne sluttet med forskjellige 
daarlige tilbøieligheter. De øvrige operationer blev utført først i 1909 
og 1912. Her kan man neppe merke nogen paatagelig virkning, men 
ogsaa disse syke er nu roligere, mindre nervøse og pirrelige. De 
operertes opførsel blir nøie iagttat og alt som tyder paa en virkning av 
operationen blir optegnet. 
Retslige I staten Washington dømte overretten i grevskapet King den 30te 

avgjørelse:-. se ptember 1911 en viss person ved navn Peter Feilen til livsvarig fæng; 
sel fordi han hadde skjændet en 10 aars gammel pike. — Retten bragte 
loven om sterilisering i anvendelse: «Paa nævnte Peter Feilen skal der 
foretages en operation for at hindre hans forplantning. Inspektøren 
for Washingtons statsfængsel paalægges herved at la denne befaling 
utføre av en hertil utdannet kirurg. Denne skal paa en forsigtig og 
sakkyndig maate foreta vasektomi». Den dømte appellerte begge straffer 
blandt andet med den begrundelse at sterilisation var «grusom» og 
derfor lovstridig. Høiesteret i staten Washington stadfæstet den 3dje 
september 1912 den ovenfor nævnte dom og fremhævet uttrykkelig at 
den angjældende dom ikke indebar nogen grusomhet og var fuldstæn* 
dig lovlig. Retten paaberoper sig herved sakkyndige uttalelser. 
sterilisering «Det viser sig at der i enkelte stater 1 er foretat flere steriliseringer 
uten lovlig u ten lovlig fuldmagt enten av rent medicinsk eller av baade medicinske 
' u mag og racehygieniske grunde end relativt set i stater hvor en saadan lov 
er gjennemført. I enkelte stater i Pensylvanien, Kansas, Idaho, Virgi; 
nia og Massachusetts er der saaledes steriliseret et betragtelig antal 
mennesker, uten at disse stater har nogen lov som tillater denslags 
forholdsregler. 

Dr. E. Hoyt Pilcher direktør for et aandssvakehjem i Winfield 
Kansas kastrerte i 14 aar 58 av hjemmets indvaanere, derav 44 gutter 

1 Bleecker van Wagenen. Preliminary Report p. 467—468. Kongres 
London 1912. Bleecker van Wagenen fremla paa kongressen en fulds 
stændig rapport over sine egne erfaringer med sterilisation i De fore* 
nede Stater. 



189 

og 14 piker, hovedsagelig for at forebygge utskeielser av kjønslig art. 
Han har kunnet paavise meget gode resultater av sine operationer. 

Mot sterilisationen i sin almindelighet har det været anført 
at den er overflødig, fordi de degenererte slegter vil dø 
ut av sig selv, selv om samfundet ikke griper ind. Fra 
andet hold har det været fremholdt at en gjennemført 
sterilisation vil føre til en betænkelig nedgang i folketallet. 
Den ene paastand slaar som man vil se den anden ihjel. 
Man har ogsaa paastaat at en fra det offentliges side for* 
anstaltet sterilisation av visse samfundsmedlemmer vil lede 
mange av dem som av bekvemmelighetshensyn ikke vil ha 
barn ind paa tanken at benytte sig av den. Det vil let 
føre til at storbyens kvinder lar sig operere tor saa farefrit 
at kunne kaste sig ind i et vildt nydelsesliv. Det fortælles 
fra Berlin, Paris, London og specielt fra de store byer i 
Amerika at kvinder lar sig vasektomere istedenfor at be* 
nytte præventive midler. Hertil er for det første at svare, at 
de kvinder som allerede i stort antal har lat sig operere 
for ubekymret at kunne more sig, har gjort dette og vil 
kunne gjøre dette ganske uavhængig av racehygieniske 
ideer uten paavirkning fra den kant. 

Man har ogsaa villet indvende, at da operationen bare 
ødelægger befrugtningsevnen men ikke evnen til at utføre 
kjønsakten og heller ikke influerer paa kjønsdriften. saa 
kan man vente at usedeligheten vil tilta. Frygten for føl* 
gerne av det uhindrede driftsliv er jo bortfaldt. 

Hoffmanns uttalelser er svar paa disse indvendinger, 
han skriver: «Det heter jo altid om de særlig degenererte 
at de simpelthen fraadser i usedelighet, begaar egteskaps* 
brudd eller lever i illegetime forhold. Naar der nu som 
følge av operationen ikke følger nogen barn av deres 
elskovseventyr, saa er dermed vundet hvad vindes kan, 
selv med den fare for øiet at deres vilde kjønsliv blir 
endnu værre. 

Steriliseringens største fordel ligger i frihetskravet. Det 
krav som reises for at hvert individ skal ha saa megen 
frihet i samfundet som det er mulig at gi det. Under 



190 

diskussionen paa Londonerkongressen fremholdt sakkyndige 
at mellem 15 og 25 % av de sindssyke godt uten betæn* 
keligheter kunde løslates, ja endog helt forsørge sig selv, 
hvis det ikke var at frygte for en forplantning. Det blev 
ogsaa fremholdt at de fleste av de som for tiden løslates 
fra sindssykeanstalterne og strafanstalterne og som karak* 
teriseres som forbedrede og som friske er like saa farlige 
som før set fra et eugenisk standpunk. 

Det blev endvidere fremholdt at: i frihet uten forplant* 
ningsevne, dog med mulighet for en kjønslig tilfredsstil* 
lelse, vilde de fleste vælge denne frihet fremfor vedvarende 
fængsel med tvungen avholdenhet. 

Man maa erindre at det at sterilisere forbrydere for 
derved at beskytte samfundet mot et værdiløst og degenere* 
ret avkom er paa ingen maate en saa haard forholdsregel 
som dødsstraf eller livsvarig fængsel. Operationen berø* 
ver jo hverken individet friheten eller livet. Den livs* 
varige fængselsstraf tar ikke bare friheten, men ogsaa 
retten til at leve, retten til at gifte sig og retten til at 
forplante sig. 

Hoffmann uttaler: «En virksom forholdsregel vilde det 
være om man forbandt steriliseringen med en regulering 
av egteskapet. Visse degenererte individer som ved lov bør 
utelukkes fra egteskapet kunde da faa lov at gifte sig paa 
betingelse av en forutgaaende sterilisation. Derved vilde 
nogen av indvendingerne mot egteskapsforbudet bortfalde. 
Vedkommende person behøvet ikke mer at savne velsig* 
nelserne ved et legitimt egteskap, hans ret til lykke blev 
ikke berøvet ham. Omvendt vilde egteskapstilladelsen hin* 
dre at usedeligheten tiltok. Kun faa vilde synes at denne 
forholdsregel var et forfærdelig indgrep, ti denslags men* 
nesker ønsker vist egentlig ikke avkom. Hvis nogen fore* 
trækker indespærring for operation og frihet, saa skal han 
ogsaa forbli i forvaring». 

Som jeg tidligere har fremholdt i tale og skrift, bør 
man gaa frem med den største varsomhet, hvor det gjæl* 
der saavidt radikale foranstaltninger. Radikal forsaavidt 



191 

som de vil betegne en revolution mot den nuværende 
demokratisering av straffeutmaalinger for voldsforbrydelser. 
Jeg fik paa Londonerkongressen det indtryk, at amerika* 
nerne er mer agressive end gavnlig er for den i og for sig 
gode sak. Begeistringen for de første resultater har ført 
til at ikke mindre end 8 amerikanske stater har gjennem* 
ført love om sterilisation av forbrydere. En del uhel* 
dige operationer i Joffersonville vakte i sin tid adskillig 
indignation i staterne og der blev dengang forlangt at der 
skulde gaaes frem med større forsigtighet indtil man fik 
litt erfaring. Den raskhet hvormed denne reform er ført 
frem, er jeg bange for, vil let føre til reaktion. 

Den ideelle løsning er den, at sterilisere de forbrydere 
typer, og de alene, hvis eneste fare for samfundet bestaar 
i at de forplanter sig. Men vanskeligheten ligger i at 
kunne utskille disse. Epileptikere, vanedrankere og aands* 
svake av den type, som maa erklæres for forholdsvis 
ufarlige og, som ønsker ikke at komme under anstaltbe* 
handling, skulde kunne faa fuld frihet for sit personlige liv, 
hvis de vil underkaste sig den operation som berøver dem 
adgangen til at fortsætte den degenerte slegt. Men denne 
fremgangsmaate vil jo ikke strække til for voldtægtsfor? 
brydere eller de farligste elementer blandt vaneforbrydere. 

De fleste tilhængere av en lovordnet forplantnings* 
beskyttelse mener derfor at man enten bør segregere eller 
vasektomere epileptikere, vanedrankere og aandssvake, 
specielt saadanne hvis slegtstavler viser forbryderske arve* 
anlæg og personer med arvelige aandelige sygdomme; end* 
videre kastrere sedelighetsforbryderen og voldsforbryderen. 



KAPITEL XI 

POSITIV RACEHYGIENE 

Naar jeg skal klargjøre mig de kræfter som bevirker 
menneskeslegtens undergang, saa foresvæver der mig al* 
tid billledet av hin østerlandske pilgrim som forfulgt av 
fienden styrter ned i en dyp brønd, men i sidste øieblik griper 
fat i en ranke, vokset op ved brøndens kant. I denne 
situation opdager han i det skumle dyp en drage med 
graadig aapnet gap, og over sig to mus, en hvit og en 
sort, ifærd med at gnave paa roten av den frelsende staude. 
— Saadan synes det mig, gnaves der fra to kanter dag og 
nat paa menneskets livsrot — arvestoffet. Degenerationens 
gnavdyr, paa den ene side opfostringen av det bedærvede 
arvestof, paa den anden ødelæggelsen av det gode. 
Fra alle sider gnavere ifærd med at tære paa den friske 
frelsende kraft. 

Vi har i det foregaaende set, hvordan det som vi har 
betegnet med navnet den negative racehygiene har tat 
op bortelimineringen av den ene degenerationsfaktor som 
truer os ved formeringen av de daarlige raceelementer, det 
fysiologiske proletariat, uten at benytte egypternes, sparta* 
nernes og romernes enkle men for vor tid altfor radikale 
midler. 

Der staar igjen at se paa hvordan racehygienen tænker 
at komme det andet onde tillivs, hvordan nedgangen i de 
høiværdige raceelementers tal skal stanses. Vi bør da først 



193 

være klar over hvor og under hvilke betingelser de gode 
raceelementer trives bedst. 

Vi maa søke at utforske den organiske sammenhæng 
mellem de kræfter som fører slegten i ulykke. Ikke alene 
de indre, de endogene, men ogsaa de ytre, de eksogene. 
Vi maa søke at komme til kundskap om, hvorledes kemi* 
ske stoffer virker paa somaceller og kimceller. Dernæst 
maa vi undersøke om det virkelig forholder sig saa, at vi 
ved at indrette vort moderne samfund som vi især i de 
sidste decennier har gjort det, likefrem forhindrer de bedste 
raceelementers normale og sunde vekst. Og hvis dette 
spørsmaal maa besvares med ja, bør vi søke at omlægge vor 
socialpolitik. Vi maa i det hele ikke glemme, at studiet 
av arv og kaar, undersøkelser om aarsaken til folkeracernes 
opgang og nedgang ikke alene indeholder videnskabelige 
problemer, men ogsaa indebær sociale pligter. 

Naturen eier en rigdom av bundet liv; i dens skjød 
yrer det av muligheter som — kaldt frem i lyset — blir 
til gagn eller ugagn, sorg eller glæde, lykke eller ulykke 
for den kjæmpende menneskeslegt. Og den eksekutive 
magt paa jord som kan vende disse muligheter til velsig* 
neise, er mennesket selv. 

Der arbeides nu i tiden paa sociale reformer med en 
intensitet som aldrig før. Alle politiske partier samler sig 
i socialt reformarbeide, og paa fremskridtspartiernes pro* 
gram staar der: lovbeskyttelse overfor barns arbeide, lov* 
forbud mot kvinders natarbeide, lov mot arbeide i sund* 
hetsskadelige bedrifter, lov om mindsteløn for det sulte* 
lønnede hjemmearbeide, utvidet beskyttelse av arbeidernes 
liv og helse, og samfundsmæssig omsorg for alderdom, 
erhvervsudygtighet, sygdom og arbeidsledighet — for kun 
at ta endel eksempler blandt de mange. Men hvorvidt 
disse reformer saadan som de for tiden gjennemføres 
eller søkes gjennemført og som er til stor velsignelse for 
individet strækker til for at sikre øket sundhet for slegten, 
er ikke dermed git. 

Kommer vi gjennem vore erfaringer og iagttagelser til 

13 — Mjøen: Racehygiene. 



194 

det resultat at alle vore velfærdsinstitutioner, saadan som 
de haandhæves idag ikke opnaar andet end at forbedre 
de ydre kaar, mens arven som den langt sterkere faktor 
staar uberørt av dem, saa bør vi selvfølgelig ikke bli staa* 
ende ved en ensidig stræben efter at utbedre menneskets 
kaar alene. Vi vil allikevel, før eller senere bli nødt til 
at erkjende at naturen ikke lar sig dirigere selv av den 
ædleste menneskelige drift, men at den følger malmhaarde 
love. 

Den positive racehygiene lar sig i sine hovedtræk 
bringe indenfor rammen av følgende faktorer : Oplysning, 
decentralisation, beskatning og forsikring i racebiologisk ret* 
ning. Under begrepet oplysning sorterer først og fremst 
biologi som obligatorisk undervisningsfag ved de pæda* 
gogiske og akademiske læreanstalter, endvidere utbredelse 
av kj endskap til arvelighetslærens principper, den genea* 
logiske forskning, oplysning om den neomalthusianske folke* 
fare, om de kemiske giftes ødelæggende virkning paa individ 
og slegt, videnskaper som vi endnu ikke er begyndt med. 

Den anden positive faktor er det som man med et 
fælles begrep har kaldt decentralisationen, flugten fra stor? 
byen. Kolonisation paa landet, hvor der er plads nok og 
sædejord nok for det sunde, naive menneskes utfoldnings* 
trang (exfoliation). Ogsaa emigrations* og immigrations* 
spørsmaalet bør løses under ett med decentralisationen. 

Omlæggelse av beskatningen i racegavnlig retning er 
den tredje hovedhjørnesten i det positive opbygningsar* 
beide, og den fjerde er racebiologisk forsikring og trygd, 
først og fremst mødreforsikringen. 



Biologisk Jeg nævnte oplysning som første led i den positive 

un8 ' racehygiene. Jeg mener dermed oplysning av en ganske 

anden art end den man hittil har skaffet folket og nationen. 

Herbert Spencer har sagt: «Den vigtigste kundskap 

for mennesket er at lære at skjøtte sig selv, og den næst* 



195 

vigtigste at lære at skjøtte sit avkom.» — Vi bekymrer os 
om saa meget, vi studerer stjernernes gang, men vi vet skam 
at si litet, man kunde fristes til at si intet om de love 
som skaper en sund slegt, et i alle samfundslag lykkelig 
og harmonisk folk. 

For en generation tilbake klistret man i pikeskolerne 
sammen de blade hvor det menneskelige legeme var frem* 
stillet. Det gjaldt fra tidlig av at tillempe barnets opblus* 
sende intellekt til det hellige tusmørke som det skulde 
leve i gjennem barne* og jomfrudagene, saalænge til en 
dag livet selv kastet erkjendelsens krasse lysskjær ind i 
hendes liv. Litt efter litt indser nu enkelte fremsynte pæ* 
dagoger, at dette tusmørke har været av det onde ; der 
gror skadelige sop og utvekster i kjelderatmosfæren. Den 
ungdom som er vokset op efter hemmelighetholdelsesprin* 
cippet er da ogsaa den hvorav idag utallige bærer Kains* 
merket paa sin pande. 

Jeg vil betone det uttrykkelig : det er ikke s e k s u e 1 
skoleundervisning jeg tar sigte paa, naar jeg taler om bio* 
logisk undervisning, tiltrods for at jeg er opmerksom paa 
at Forel, Gruber og andre racehygienikere hævder at den 
opvoksende ungdom ogsaa bør bibringes kundskaper om 
seksuelle spørsmaal fra skolen av. Forel sier: «Det er 
beklagelig at saa faa pædagoger har befattet sig med dette 
spørsmaal, og at man overlater det til de ureneste kilder, 
daarlige tjenestefolk, fordærvede kamerater og uanstændige 
bøker at oplyse ens egne barn om de seksuelle spørsmaal». 

Ganske visst ligger der en stor berettigelse i dette krav, 
men der vilde efter min formening ogsaa ligge en fare i om 
vi paa det stadium vort samfund nu staar lot et saa 
ømtaalig og farlig emne som seksualundervisning gaa ind 
i skolefagenes obligatoriske plan. Efter mit skjøn burde 
denne oplysning indtil videre helst overlates til hjemmets 
mer individuelle opdragelse. Her er imidlertid ikke stedet 
til nærmere at utvikle grundene for denne opfatning. Men 
ett er sikkert: om betydningen av at biologiske kund* 



196 

skaper meddeles den hele nation, saa at si fra barnsben av 
kan der ikke herske nogen tvil. 1 

Den unge kvinde maa lære at forståa det store alvor 
ved forplantningen og dens lovmæssighet. Vi maa som 
Gruber sier, plukke ut av hende slike historier som at 
barnets kvalitet beror paa styrken av forældrenes kjærlig* 
hetsrus. Hun maa faa vite, at det dreier sig om solidere 
og mere materielle ting, om kimsubstansen, hvor alt det 
ligger færdig som siden spirer frem i dagen. Hun bør 
vite at det er i disse stoffer, den arv fra forfædrene findes, 
som kan bringe ondt eller godt til efterkommerne. Hun 
maa vite at de sunde og dygtige individer kun kan komme 
av sund og dygtig stamme. Endelig bør hun faa vite 
hvor vigtig mandens og kvindens livsførsel er for beskaf* 
fenheten av de fremtidige barn. Og Gruber slutter saale* 
des: «Hun maa advares mot den fare, som truer barnene 
og hende selv fra en syk egtemand. Hun maa fyldes av 
begeistringen for morskaldets ophøiethet og for den tanke, 
at det at sætte et talrikt, sundt og dygtig avkom ind i 
verden og opdrage det, er den vigtigste opgave og pligt 
et folk har — langt vigtigere end al produktion og alt 
mandsverk forresten». 

Hun maa fremfor alt bibringes biologiske og hygieni* 
ske og endnu bedre racehygieniske kundskaper. Hvis de 
kvinder som holder foredrag for andre kvinder vilde tale 
litt mindre om seksuel og litt mere om biologisk og hygie* 
nisk oplysning, vilde meget være vundet. Vi tror at vi 
lever i oplysningens tidsalder. Overalt bringer kulturmen* 
neskets krav om dannelse og kundskap, skoler og høi* 
skoler til at vokse frem i utal. Fagenes række utvides 
stadig, kravet til pensumets størrelse og lærernes utdannelse 
skjærpes, de akademiske lærerstolers antal økes, selv ved 

1 Vi maa, som professor Adolphe Pinaud, medlem av det franske 
medicinske akademi sa i sit foredrag paa Londonerkongressen arbeide 
paa, at kultivere «det reproduktive instinkt», ti dette er det eneste 
som har holdt sig paa et barbarisk standpunkt hos alle de saakaldte 
civiliserte nationer. 



197 

vort lille universitet ser vi at nye professorater stadig op* 
rettes, snart i sanskrit, snart i religionshistorie, snart i 
andre fag hvor puslerier og samlingsmanier fremelskes. 
Men det utrolige sker, at det største av alle fag, det vig? 
tigste: biologi mangler saavel ved vore skoler som ved 
vort universitet. Selv den medicinske undervisning mang? 
ler dette fundamentale lærefag, læren om livet, om os selv, 
om vor efterslegt. 

Interessen for denne reform er i den senere tid begyndt 
at vækkes, især blandt pædagogerne. Paa et stort lands? 
lærerstevne ifjor, hvor denne sak blev tat op til drøftelse, 
kom der frem i diskussionen en række av indlæg, præget 
av moden forstaaelse for denne saks vigtighet, indlæg fra 
landslærere og bylærere og lærerinder, som viste hvor 
dypt de hadde følt savnet av at de ikke kunde bringe 
kundskap om livet og dets love ut til folket. 1 

Dr. Louis Querton, professor ved universitetet i Brussel 
foreslaar organiserte instituter for racehygiene, betalt av 
det offentlige, som skal samle fakta og utbrede kund? 
skaper om arvelighets] ovene og raceforfaldets aarsaker. 

Til at sprede oplysning bør ogsaa landets læger komme 

i betragtning. I flere av de engelske medicinske skoler gi? 

ves der allerede et visst antal forelæsninger over eugenik. 

Dette viser ialfald at man føler nødvendigheten og aner? 

kjender betydningen av disse kundskaper for lægerne. 

Men at der ikke gives slike kurser ved alle de medicinske 

skoler viser, at der stiller sig vanskeligheter i veien. En 

av disse som har været fremholdt i England under dis? 

kussionen har været den at studenternes kj endskap til de 

biologiske grundprincipper er for mangelfuldt til at de 

kan forståa betydningen av de racehygieniske krav. Denne 

1 Det var Smaalenenes kreds av Norges landslærerforening som 
paa sit pinsemøte 1913 efter forutgaaende foredrag av forfatteren og 
fru Gåre Mjøen enstemmig vedtok resolution om at biologi og race* 
hygiene skal kræves optat som obligatorisk skolefag. I diskussionen 
deltok bl. a. Bjørn Evje, Lingjerde, Andreas Kolvangsnes, O. Strøm. 
Peter Engeset, Kari Natvig, A. Syversen, A. Eng, Havstad, redaktør 
Lavik («Gula Tidende»), o. a. 



Institut for 
racehygiene. 



Decentrali= 
sationen. 



198 

vanskelighet vil imidlertid kunne ryddes av veien. Der 
kan dog endnu være mangel paa lærere til at foredrage 
dette emne for de medicinske studenter. Men naar først 
kravet paa en saadan undervisning engang er reist, vil de 
dygtige lærere nok indfinde sig. 

«For 80 aar siden», oplyser Karl Pearson, Galtons efter* 
følger ved Galtonlaboratoriet, «fandtes der i England ingen 
kemiske og fysiske laboratorier ved universiteterne, for 60 
aar tilbake var der ingen fysiologiske og for 30 aar siden 
ingen ingeniørtekniske laboratorier. For tiden er der bare 
et eneste laboratorium for national racehygiene. Men om 
20 aar vil hvert eneste universitet i verden ha sit race* 
hygieniske laboratorium, for at gi den studerende ungdom 
anledning til at tilegne sig den kundskap, som er den 
vigtigste betingelse for en nations bestaaen». 

Hvad skal saa vi si, som ikke engang har en lærerstol 
for biologi, endsi et laboratorium for racehygiene ved 
vort universitet? 



Den moderne storby er i sig selv noget av en misfor* 
staaelse av samfundstanken, et utslag av menneskets drift 
til at flokke sig i hjorder til beskyttelse mot fiender. Det 
var saadan de første bønder flyttet fra det aapne, ube* 
skyttede land indenfor borgens mure og blev til «borgere». 
Snart maatte borgringen utvides, der dannedes en ytre 
ring som blev forsynet med porter og speidertaarn, der 
gravedes beskyttende graver med hængebroer, og den før* 
ste fæstning opstod. 

I løpet av de sidste aarhundreder er disse ydre karakt 
teristiske kjendemerker for en stor del faldt, den moderne 
krigsteknik har overrumplet borgmurene, men trangen til 
sammenstuvning er vokset. Det er betegnende at mens 
der i middelalderen og helt op til slutningen av det 18de 
aarhundrede næsten udelukkende var mindre byer, er typen 
millionbven nu i sterkt voksende. Kristiania hadde i 



199 

1801 9500 indbyggere, i 1814 10 000 og nu har den 
250 000 indbyggere. Berlin hadde i 1816 bare 195 000 
indbyggere, i 1910 hadde den 3Va million og idag er den vist 
vokset til henimot 4 millioner. Helsingfors hadde i 1803 
bare 3000 indbyggere, i 1820 7000 - og i 1907 130 000. 

Dragningen mot storbyen er et absolut moderne fæno* 
men. Bylivet med dets lettere adgang til erhverv, behage* 
ligere samkvem, større luksusutfoldelse og anledning til 
adspredelser øver en stadig voksende og stadig mer til? 
lokkende virkning. Men samtidig økes ved sammenstuv* 
ningen sygdom, usedelighet, drikfældighet, forbryderskhet 
og arbeidsskyhet. * 

Jo større byer des større klassemotsætning: paa den 
ene side straalende rigdom og luksus, utfoldelse av kunst 
og skjønnet, paa den anden side menneskelig ynkelighet i dens 
laveste former. Det er billedet av den moderne storby som 
Rousseau vilde føre sit dødsdømte folk bort fra. I stor* 
byen er desuten kampen for tilværelsen ikke ensbetydende 
med at de biologiske optima seirer. Og den er nødt til 
stadig at søke nyt materiale fra landdistrikterne. Dette 
indsig fra landet har virket regenererende paa bybefolk* 
ningen og saaledes avsvækket degenerationsprocessen. Dette 
forhold har hittil fordunklet vort blik saa vi ikke klart 
har kunnet øine ødelæggelsen. 2 

1 Som eksempel paa storbyernes ondartede virkning paa slegten 
kan anføres mange tilfælder. Endel saadanne som Dr. Kiilz fortæller 
om synes at slaa den uhyggeligste rekord. Han fandt i storbyen fulds 
stændig uutviklede barn, 8—9 aarige smaapiker hvis hymen var deflo= 
rert ved samleie, og som desuten var smittet av syfilis og gonorré. 

2 Vi har ved vort laboratorium foretat optællinger som synes at 
tyde paa at den mørke type (mørk haar og mørk øienfarve) tiltar paa 
landet, mens den lyse type tiltar i byen, et bevis paa at det er den 
kraftigere, nordiske befolkning som vandrer mot storbyen. Dr. Søren 
Hansen har ogsaa gjort opmerksom paa at der i Danmark viser sig 
tydelig forskjel mellem haarets og øinenes farve i byerne og paa lan* 
det. Det har ved den antropologiske komités undersøkelser av mellem 
to og tre hundrede tusen skolebarn vist sig, at deres haar og øine var 
kjendelig lysere i Kjøbenhavn end i provinsbyerne, og her igjen lysere 



200 

Som de væsentligste aarsaker til menneskematerialets 
ødelæggelse i byerne har fra mange hold været anført syfi* 
lis og alkoholisme. Krapelin og Vocke * uttaler at der 
blandt befolkningen paa Java og blandt baskerne som 
overveiende er rural, uhyre sjelden forekommer sindssyg* 
dom — hvis hovedgrund er syfilis. Blandt Nordamerikas 
negre er under storbyernes indflydelse sindssygdommen i 
de sidste 40 aar steget til det tredobbelte. De lider nu 
ogsaa meget hyppigere av alkoholisme og hjernesygdom* 
mer, mens paralyse her bare for nogen aar tilbake var gan? 
ske ukjendt. 

Alkoholisme er forholdsvis av nyere datum. Den pri* 
mitive land vin har gjennem tusener av aar ikke fremkaldt 
nogen degeneration, det var potetesbrændvinet eller brænd* 
vinspesten som den har været kaldt, som fremkaldte den 
forfærdelige ødelæggelse. Det var fuselbrændvinet, som 
forgiftet verden. 

Men det er ikke alene brændvin og syfilis, som er 
aarsak i at de bedste arvefaktorer utryddes av storbyen. 
Av andre faktorer kan nævnes en storstilet sterilisations* 
proces, som delvis har sin aarsak i den moderne bykvindes 
ulyst til at bli mor og byungdommens trang til frihet. 
Dette forhold forandres ved en gjennemført decentra* 
lisation. Paa landet vil manden som bekjendt lettere stifte 
familie end i storbyen og kvinden vil paa landet vedbli 
helt at være kvinde. Vor folkekjære digter Garborg sier 
træffende : 

end paa landet. Det er et specielt forhold som uten tvil staar i nøie 
forbindelse med den betydelige indvandring til byerne og da navnlig 
til hovedstaden, og som kan ha medført en ændring av typen. For* 
trinsvis er det uten tvil de høivoksne elementer som forlater sin hjems 
stavn, det har sin naturlige grund i den omstændighet, at der er mere 
bruk for deres arbeidskraft end for de slettere utviklede elementers. 
Men da høivoksne folk gjennemgaaende er lysere end de smaa, er 
det ganske naturlig at bybefolkningen ved denne forskyvning blir ly? 
sere end landbefolkningen. 

1 Arch. f. R. u. G. 1909, s. 255. 



201 

«Vend heim aat naturi 
Um lukke du vil vinna, 
Gløym ikkje det største 
— aa heilt ut vera kvinna.» 

«Historien lærer os», sier Reibmayr, «at altid naar men* 
neskene begynder at faa paafaldende store fornødenheter 
og derfor begynder at skrape sammen uhyre rigdommer, 
saa er det i de perioder hvor forfaldet begynder — baade 
det socialpolitiske, det legemlige og det aandelige. Det bed* 
ste eksempel har vi i de antike folk, athenerne og romerne. 
Saalænge begge disse folk var sunde, var deres personlige 
behov smaa, tiltrods for at den høie politiske magt og 
kultur, og den luksus som de i det hele undte sig, blev 
utfoldet i almenhetens interesse og for at øke statens an* 
seelse og kredit.» 

Hvordan flugten fra landet virker i de moderne kultur* 
land, det sees bedst i England, som engang hadde en tal* 
rik og mægtig bondebefolkning som var landets stolthet, 
og hvis jordbrukerstand nu er en av de mindst betydelige 
næringsgrupper i landet. Mens bondestanden under Na* 
poleonskrigene leverte det bedste og kraftigste menneske* 
materiale, utgjør den nu bare en fjerdepart av befolk* 
ningen. 

Den nuværende tilstand i England, sier Reibmayr, er 
den at landet næsten helt maa la sig brødføde av koloni* 
erne og utlandet. Det gaar ganske godt saalænge landet 
behersker markedet og faar avsætning paa sine industri* 
produkter i kolonierne og utlandet. Men falder kolonierne 
fra og faar England konkurrenter paa industriens omraade, 
som slaar det av marken, saa gaar dette land en frygtelig 
tid imøte. En effektiv avbrytelse i tilførselen av levnets* 
midler maa paa ganske kort tid fremkalde hungersnød, 
ti en stat maa aldrig gjøre sig avhængig av utlandet med 
hensyn til sin hovednæring. Englændernes nervøsitet i vor 
tid har ifølge Reibmayr sin dypeste biologiske grund netop 
i den bevisste eller instinktive angst for denne uundgaae* 



202 



lige fremtid. Ti ingen stand tar længer tid og er vanske? 
ligere at frembringe end en dygtig bondestand. 

Med hensyn til Norge saa er forskyvningstallet antagelig? 
vis ikke naadd til kulminationspunktet. 

Tavle XXX. Landbefolkning i % av landets befolkning : 
72 %1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 
71,90 
71,80 



71,70 
71,60 
71,50 
71,40 
71,30 
71,20 
71,10 
71 7o 











x 


























j 










\ 


\ 




































N N 


\ 






































\ 


"s^_ 


















t ■ - 1 




















^s 


"S< 
















































































"^s^ 






J 


































\ 


:.: 






































1 






















\)r 


"7% 










■ * \ 



Ovenstaaende tabel, som paa foranledning av forfatteren med vel- 
villig imøtekommenhet er utarbeidet av kontorchef Gustaf Amnéus, 
viser landbefolkningens opgang og nedgang i løpet av 10 aar. Det 
viser sig at den i de daarligere tider efter den økonomiske krise stadig 
steg, indtil den naadde sit høidepunkt i 1904. Med de opadgaaende 
tider begyndte atter tilstrømningen til byerne at gjøre sig merkbar. 
Kurven gir forsaavidt ikke noget helt korrekt billede av det virkelige 
forhold, som landbefolkningens minken nøitraliseres noget ved de 
store industricentrer som er opstaat ved utbygning av landets fosser 
— Notodden, Odda, Rjukan, Romsdalen etc. Landbefolkningens avta* 
gen i forhold til bybefolkningens blir endog større end denne tavle 
viser hvis vi regner de store industricentrer med til byerne — og det 
burde vi i dette tilfælde gjøre. Det sørgeligste er imidlertid ikke den 
kvantitative nedgang i landbefolkningen. Men dragsuget synes at faa 
de b e d s t e til at forsvinde og eftcrlate de mindre dygtige hjemme i 
bygden. Bygdernes bedste blod og kraft blir tappet. 

Vi kan komme til at betale en tung bod for den ufor? 
holdsmæssige og braahastige industrielle utvikling med 
dens respektløshet for naturens egne uskrevne, men vitale 
love. Vore bedste gutter emigrerer til Amerika, mens til 
vore industricentrer immigrerer de daarligste av andre lan* 



203 

des arbeidere: de ledige paa torvet. Emigration og im* 
migration betyr vinding og tap, l men v i er i begge til* 
fælder paa tapssiden. 

At folkemængden avtar paa landet er i og for sig uhel* 
dig. Men det skjæbnesvangre ligger deri at det er et symp* 
tom. I folkenes økonomiske og kulturelle kamp for til* 
værelsen kommer det ikke saa meget an paa folketal* 
1 e t, men derimot paa kvaliteten. 

Decentralisationen skal danne motvegt mot den biolo* 
giske svækkelse som en sammenhobning av store menne* 
skemasser i industricentrer og byer betyr for vort folk. 
Kløften mellem land og by maa ikke yderligere skjærpes. 
Norge kan ikke mere end andre nationer være tjent med 
at se landbefolkningen decimeret, se oldinger, barn og in* 
dolente individer danne en større del av indbyggerne, hvor for 
ikke mange aar siden ungdom, mot og kraft var overveiende. 

Dannelsen av industricentrer utover landet kan ikke 
avhjælpe misforholdet. Et slikt industricentrum har alle 
byens skyggesider uten at ha storbyens fordele. Og det 
beholder industriens største ulempe, nemlig avhængighets* 
forholdet mellem arheidsherren og arbeideren. Avhængig* 
hetsforholdet er forbandelsen inden industrien. Vi har fra 
tid til anden ogsaa her i landet hørt det samme varsko som 
Rousseaus i sin tid. Bl. a. har Mikael Hertzberg 2 sunget 
en gripende klagesang over at «det underdeilige Hardanger», 
med sin vakre kultur, sin storlinjede skjønhet og sin rene, 
noble folketype nu holder paa at kvæles av storindustriens 
strupetak. Der brer sig i bygderne en mob av misfornøiede, 
hadske, forbyderske og degenererte individer, til fortrængsel 
for de fagre slegter, som var Hardangers stolthet. 

Decentralisationens velsignelse ligger i den enkeltes 
uavhængighet. Den moralske fordel ved decentralisationen 
er kanske den største. Den organisation som har faat 
navn av smaabrukerbevægelsen og som er skapt tillive for 
at faa bedre sociale tilstande blandt arbeidere og smaa* 

1 Se Antiselektoriske processer side 80. 

2 «Tidens Tegn», aug. 1913. 



204 

brukere, vil sikkert bli til velsignelse for vort land og 
folk. Dette er arbeiderdemokratiets politik, rundet av egen 
jord, av egne behov. Det er ingen fremmed plante som 
socialismen, og har fastere røtter end de utopiske dogmer 
og teorier. Denne arbeiderdemokraternes politik indebæ* 
rer en vakker tanke. Ved jorddyrkning at ville øke antall 
let av smaa egne hjem rundt omkring i Norges land, hvor 
hver mand er sin egen konge og hvor kvindens særprægede 
eiendommelighet kan utfolde skjønnere blomster end i 
storbyens forflatende og jagende liv. l 

Betingelserne for en gjennemført decentralisation er nu 
for tiden gunstigere end nogensinde før, takket være elek* 
triciteten, som vil kunne skaffe varme, lys og kraft til 
hjemmene. Kommunikationernes raske utvikling, befor* 
dringsmidler som automobiler, cykler og elektriske jern* 
baner, som hurtig bringer folk i direkte kontakt med hin? 
anden, vil kunne bidra til decentralisationen samtidig som 
utbygningen av fossene muliggjør en mere jevn fordeling 
av en anselig del av industrien over hele landet; man 
skulde ogsaa tro at den voldsomme prisstigning paa byg* 
gegrund i byerne burde bidra til decentralisation. Det vil 
den imidlertid først gjøre naar staten griper regulerende 
ind i forholdene. Det blir en ny og vigtig opgave for 
storting og regjering at hindre prisstigning av jord paa 
landet, hvor industricentrer dannes, hindre kasernebygning 
gers opstaaen og hindre at man med decentralisationen 
ogsaa flytter storbyens skyggesider ut paa landet. Det tyske 
selskap for racehygiene har nylig sat indre kolonisation 
paa sit program. Selskapets formand, professor Max von 
Gruber uttaler herom : 

«Men en indre kolonisation vil ikke hjælpe os noget, 

1 Smaabrukerbevægelsen er her i landet reist bl. a. av Johan Cast* 
berg, Myrvang, Eftestøl, Cock Jensen, Alf Mjøen, Lappen, Ivar Tveit. 
Den sidste har leveret en række vegtige indlæg om saken i «Vælgeren». 
Landbruksdepartementets chef Gunnar Knudsen har tat initiativ til en 
forbedret smaabrukerundervisning. Arbeiderdemokratiets stortingsgruppe 
har i disse dage foreslaat statsbidrag for fortrinlig drift av smaabruk. 



205 

saalænge de nuværende bygningslove — eiendomsretsfor* 
hold og forordninger hersker. Saaledes har i storhertug* 
dømmet Baden den vidtgaaende decentralisation av indu* 
strien bare ført til at jordpriserne er steget enormt og at 
der overalt paa det flate land er vokset op store leie* 
kaserner. Dette maa staten forhindre.» 

En stat som vokser paa bekostning av landbefolknin* 
gen ligner en rentier, som ikke lever av renterne alene 
men tærer paa kapitalen. Racehygienens middel og maal 
kan sammenfattes i dette: at avverge den fare som det 
vældige sammenstøt mellem kultur og natur har bragt den 
nuværende slegt op i. 

Det var mer et nødrop end et kamprop, da en av de 
største folkeopdragere, filosofer og forfattere det franske 
folk har frembragt, Jean Jacques Rousseau, utslynget sit : 
retournez å la nature. Han skjønte hvad der manglet 
samtiden. Han mente at al frelse og lægedom for tidens 
sott og saar var at finde i en angerfuld tilbakevenden til 
moderen, den al vise. At al renhet og skjønhet, al sund* 
het, frugtbarhet og kraft, al rigdom og livslykke var at 
finde der i den hellige ensomhet, som menneskene med 
blind foragt hadde vendt ryggen for at styrte sig i det 
moderne Babylons, storbyens nydelsesliv. 

Denn die Natur ist iiberall 

Wo der Mensch nicht hinkommt mit seiner Qual. 

Det samme følte Tolstoj, det samme følte Zola, deres 
lære var født av tidens hunger efter regeneration. 



En anden av racehygienens positive opgaver er endvi* Regressiva 
dere den, ved et beskatnings* og offentlig lønningssystem \*o"ressiv* 
at lette adgangen til familiestiftelse. Folkenes skjæbne lønning av 
avgjøres hovedsaglig i familierne sier Ploetz. Familierne er 
samfundets celle : familietanken maa forædles og renkulti* 
veres i alle former, og den maa istedetfor at løsnes tvert 
imot fæstnes i folks sind. 



familieform 
sørge re. 



206 

Det er ikke første gang i historien at indsigtsfulde de* 
magoger har raadet de lovgivende myndigheter til at gripe 
aktivt ind i befolkningsspørsmaalet. Ogsaa den første romer* 
ske keiser Augustus arbeidet i 20 aar paa en effektiv lov. 
Den bærer navnet Lex Papia Poppaea og er av aaret 9 e. 
Kr. Den vilde forhindre egteskaps* og fødselsfrekvensens 
nedgang. De som hadde 3 barn i byen, henh. 4 og 5 
paa landet blev fritat for forskjellige offentlige byrder. 
Ved besættelsen av statens embeder blev de barnerike fore* 
trukket. Ved utskiftningen av dødsbo fik fjernere slegt* 
ninger saafremt de var ugifte intet, de barnløse bare halv* 
parten av den arv som var tiltænkt dem, mens familiefor* 
sørgere med barn fik helt ubeskaaret arvelod. Fandtes 
ingen saadanne arvinger, tilfaldt boet staten. Loven gjaldt 
under hele keisertiden. 

I det 17de og 18de aarhundrede, efter 30*aarskrigens 
forfærdelige decimering av folketallet, blev der utsat store 
belønninger til dem som giftet sig før det 20de aar eller 
hadde 10 egtefødte barn i livet. Emigrationen blev enten 
vanskeliggjort eller ogsaa helt forbudt. I det 19de aar* 
hundrede kom et stort omslag i opinionen, foraarsaket 
ved arbeiderklassens trykkede kaar, og utbredt hovedsag* 
lig ved Robert Malthus lære. Hvilke farer denne har bragt 
os op i, har vi ført beviser for i avsnittet om degeneratio* 
nen. Fra fransk hold er der gjort de første skridt til 
gjennemførelsen av et regressivt beskatningssystem i for* 
bindelse med et progressivt lønningssystem for familiefor* 
sørgere. Under ministeriet Waldeck Rousseau nedsattes i 
1902 en departemental kommission til utredning av dette 
spørsmaal. Senere har en gruppe av senatorer, anseede 
mænd som Leon Burgeois, Rouvier, Ribet, fremført et for* 
slag som bestemmer at enhver mand som ikke er gift ved 
sit 29de aar skal underkaste sig en længere militærtjeneste, 
hvortil § 2 føier, at ingen kan bli eller forbli embedsmand 
eller funktionær i statens eller kommunens tjeneste, naar 
han ikke er gift før han blir 25 aar; herfra undtages 
dog militære embedsmænd, og regelen skal ikke gjælde 



207 

dem som allerede nu er i statens eller kommunens 

tjeneste. 

Paragraf 3 fastsætter, at embedsmænd og funktionærer 

som har over 3 barn skal avancere hurtigere end andre, 

likesom de skal ha 200 fres. gagetillæg for hvert barn 

utover de tre, dog bare for barn under 15 aar; og tilsvar 

rende skal pensionen forhøies i forhold til barnenes antal. 

I et videnskabelig verk av Dr. Felix Theilhaber over 
de tyske jøders undergang, gir forfatteren en række gode 
tanker uttryk, som vi forkjæmpere for den germanske ra* 
ces forret, bør lære av. Theilhaber foreslaar l skattefrihet 
og gode boliger for de barnerike familier, bidrag til at 
opfostre det fjerde og alle følgende barn. Vidtgaaende 
understøttelse av den ugifte mor og hendes barn. Opret* 
telse av medgifts* og utstyrsforsikringer, som kommunen 
gratis bestyrer. Hovedbyrden av de financielle forpligtel* 
ser paalægges de frivillig ufrugtbare i samfundet. End* 
videre foreslaar han dobbelt stemmeret til familieforsørgere, 
passiv valgret bare til gifte mænd, og kvindelig valgret 
bare til mødre. 

I staten Illinois har man tat ganske radikale forholds* 
regler for at fremme familiestiftelsen. Enhver som har 
fyldt sit 35te aar og endnu er ugift, maa hvis han ikke 
kan opgi tvingende grunde for sin ugifte stand, betale 
en skat som kommer de barnerike familier til gode. For 
hvert barn som fødes skal moren erholde et statsbidrag 
paa 400 kr. 

Efter at man i seks av de amerikanske stater ved lov 
har indført egteskapsforbud for de aller sletteste raceele* 
menter, og i endnu flere stater sterilisation (Connecticut 
har gjennemført begge love) har Illinois nu altsaa gjort 
et praktisk skridt i retning av den positive racehygiene, 
og det skal bli interessant at avvente resultaterne av dette 
eksperiment. 

Som et eksempel paa positiv, praktisk eugenik kan 
ogsaa anføres at man i Miinchen hvor Dr. Alfred Ploetz 

1 Arch. f. R., hefte 5 - 1911. 



Mødre= 
forsikring. 



208 

og Professor Max v. Gruber har virket, for nogen aar 
siden av ca. 50 000 skolebarn valgte ut de intellektuelt 
bedst utstyrte men ubemidlede av eleverne. Disse 
sikredes en god utdannelse paa det offentliges bekostning 
og de stilledes under saa gode vilkaar, at de senere ikke 
av økonomiske grunde hindres i at stifte familie. 

Den stat — det samfund som slaar ind paa veier som 
den her anviste vil snart bli ledende inden de øvrige stats* 
samfund. I forbindelse hermed viser der sig tegn paa en 
stigende forstaaelse av at biologiske fortjenester maa paa* 
skjønnes. Dette kan ske paa to maater. Den ene er at 
yde bidrag for hvert barn som fødes, saaledes at f. eks. 
bidragene først begynder med det 2det, 3dje, 4de eller 5te 
barn. Den anden fremgangsmaate er den at forsørgeren, 
enten denne er mand eller kvinde, faar høiere løn. Begge 
disse systemer har fundet sine talsmænd. Der er imidler* 
tid neppe nogen tvil om at det første system, som kanske 
har en bismak av fattigunderstøttelse, vil bli opgit, og at 
man vil bli staaende ved høiere løn, for familieforsørgere 
ialfald for personer i statens tjeneste. Staten er nemlig 
den institution som mest av alle burde være interesseret i 
at støtte og opmuntre dem som indlægger sig biologisk 
fortjeneste, 

Med hensyn til spørsmaalet om mødreforsik* 
ring merkes nu i de fleste kulturland en energisk 
stræben efter at faa løst dette vigtige eugeniske pro* 
blem. Mødreforsikringen er et av de omraader hvor 
den sociale reformpolitiker og racehygienikeren møtes, 
særlig paa de punkter av forsikringen som tar sigte paa 
arbeiderhustruen, den forsikrede arbeiders uforsikrede hu* 
stru. For tiden foreligger der i flere land forslag for par* 
lamenterne eller er under parlamentarisk behandling. Eng* 
land er naadd længst med sin maternity insurance, Lloyd 
Georges bill av 1911. Dernæst kommer Norge med regje* 
ringspropositionen av 14de oktober 1913, vedtat ved odels* 
tingsbeslutning. At dette forslag, som bærer et sterkt race* 
venlig præg, ikke i den forløpne stortingssession kunde 



209 

færdigbehandles, er en av de mange følger av den øie* 
blikkelige krisetilstand, som betyr et følelig tap for en 
stor del av den norske befolkning. * 

Propositionen som er fremsat ved Socialdepartementets 
daværende chef Johan Castberg, foreslaar en utvidelse 
av sykeforsikringen (lov av 1911) og kræver under § 16: ved 
kvindelig medlems nedkomst fri jordmorhjælp og barsel* 
penger i seks uker regnet fra og med nedkomstdagen samt 
de sidste to uker før denne. Barselpengene skal altid utgjøre 
60 % av daglønnen, mindst kr. 1.00 pr. virkedag (6 dage 
pr. uke). 

Paragraf 16 b bestemmer endvidere at der til hustru 
som ikke selv er medlem, ved nedkomst ydes fri jordmor* 
hjælp samt i barselpenger kr. 40.00 pr. fødsel. Barselpen* 
gene utbetales til hustruen personlig. 

Hittil har vore sykeforsikringer der hvor der overhodet 
findes saadanne, næsten udelukkende sørget for den ugifte 
kvinde. Den norske sykeforsikring (lov av 1911) gir 
f. eks. svangerskapsbidrag bare til de direkte forsikrede, for 
løn arbeidende kvinder, altsaa for det meste til ugifte mø* 
dre, ikke til arbeiderhustruen, den forsikrede arbeiders 
uforsikrede hustru, som ved at føde og opfostre den 
nye generation, dog synes at skulle ha et billig krav 
paa en understøttelse i denne vanskelige tid, som er 
saa overmaade vigtig for morens og den opvoksende 
slegts helse. Dette forhold forandres ved det nævnte 
regjeringsforslag. 

Jeg har i det foregaaende forsøkt at paavise at den 
positive racehygiene i det væsentlige bestaar i en nøitra* 
lisation av de samfundsopløsende kræfter. Der findes dog 
endnu en samfundsfiendtlig kraft, som jeg maa vie et par 
ord. Jeg mener kvindeemancipationen. 

1 Statsraad Castberg oplyste i sit foredrag i Studentersamfundet 
den 6te dec. 1914, at der i disse dage i England trods krigstilstanden 
og netop under krisen er fremkommet forslag til en meget betydelig 
supplering av mødreforsikringen av 1911 ved arbeiderpartiets kvinde? 
organisation og støttet av vedkommende medlem av regjeringen. 

14 — Mjøen : Racehygiene. 



210 

Kvinde- Fahlbeck og Gruber er blit eiteret og imøtegaat av 

7 dygtige forkjæmpere for kvindens sak. De to herrers 
bitre utfald mot kvindebevægelsen som degenerationsfaktor 
har vakt en heftig og ikke uberettiget motstand. Kampen 
for kvindens ret og for hendes befrielse fra aarhundrede? 
langt slaveri har været en av tidens største og mest beret? 
tigede frihetskampe. Den var paa sin maate en fuldt saa 
sterk nødvendighet som arbeidersaken. 

Og allikevel er der en fare ved den. Det er det jo 
ogsaa ved arbeiderbevægelsen. Det er nemlig unegtelig 
et samfundsopløsende moment i kvindens likestillen med 
manden paa alle erhvervets og aandslivets felter. Der er 
en fare ogsaa i hendes store kamp for like løn, saa 
human og berettiget den end kan fortone sig. Men som 
jeg i sin tid ytret i et foredrag som jeg efter opfordring 
holdt paa et massemøte av lærere og lærerinder sammen? 
kaldt til behandling av lønsspørsmaalet : «den sociale og 
politiske utviklingsproces som vi har gjennemgaat i de 
sidste decennier har lagt større og større vanskeligheter i 
veien for familiedannelsen og mer og mer begunstiget livs? 
vilkaarene for den ledige kvinde. Vort moderne samfund 
med sin industrielle teknik har ført kvinden til nye arbeids? 
felter utenfor hjemmet. For arbeidsordningen, arbeidsfør? 
delingen, for det økonomiske liv i det hele er familielivet 
ikke længer som i ældre tider nogen nødvendig betingelse. 
Det spørsmaal trænger sig derfor frem i forgrunden: Hvem 
skal føde fremtidens barn? Og hvem skal ernære hu? 
stru og barn, efterat den gifte mand er sat ned paa sam? 
me lønningstrin som den ledige kvinde? Færre og færre 
er deres antal — blandt kvinder med ansvar — som vil 
trodse alle de vanskeligheter som er forbundet med at 
* være hustru og mor. Den eneste trygge forsørgelse er nu 
snart at være ugift.» 

«Den ledige kvinde har i den nye konkurrance den 
fordel, at hun kan tilby sit arbeide for billigere løn. Hun 
bærer ikke nogen av de biologiske byrder. Skal ikke den nye 
sociale tilstand tilslut lægge hele familielivet øde, maa vi 



211 

stelle det slik at ikke hustruens hjemlige arbeide blir det 
mindst paaagtede, mindst anerkjendte og det mindst betalte 
av alle arbeider i vort samfund. Vi maa ikke i utrængs* 
maal skape familiefiendtlige institutioner. Vi maa ialfald 
bremse litt paa den fart vi skyter mot hjemmets opløsning. 
Egteskapsinstitutionen er kommet i miskredit, og det har 
den fortjent. Men saa slet er institutionen ikke, at den 
bør ødelægges. Her i Norge har kvinden faat stemmeret, 
og med den ogsaa snart alle mandens rettigheter. Vi har, 
som professor Montelius uttalte, i det sidste halve aar* 
hundrede her i Skandinavien gjort saa meget for den 
ugifte kvinde, at der staar litet tilbake at gjøre. Det samme 
kan desværre ikke siges om den gifte kvinde og derfor er 
det vor pligt nu at opta arbeidet for hende.» 

Dr. med. Paul Winge uttaler, om dette problem i et 
foredrag: «Men selv om ikke den almindelige moralfø* 
lelse skulde formåa at tvinge staten til at respektere farm* 
liens ret, saa kunde kanske selvopholdelsesdriften utrette 
dette; ti det faar staten betænke, at med familiens fald er 
samfundet dødsdømt, og intet folk kan med vidende og 
vilje arbeide paa sin egen undergang.» 

Castbergs forslag til mødreforsikringen er som før ut* 
redet et skridt i den retning vi bør gaa foråt styrke fami* 
lien. Progressiv løn for familieforsørgere i forhold til barne* 
tallet er det næste. Hvorvidt den ledige kvinde bør ha 
samme løn som den .ledige forsørgelsesfri mand — er en 
anden side av spørsmaalet som jeg her ikke skal gaa 
nærmere ind paa. Hvad det her er det væsentlige, er at 
familieforsørgeren skal ha høiere løn — enten det er mand 
eller kvinde. 

Hvad jeg desuten vil betone er at den gifte kvinde 
ikke bør behandles altfor stedmoderlig av staten. Ti hen* 
des gjerning i livet er, omend av en mindre iøienfaldende 
art dog av en saa høi økonomisk værdi, at den kun kan 
ækvivaleres ved et tilskud i egtemandens lønning, som da 
efter rimelighet burde tilfalde hende. 

Vi har arbeidsbesparende maskiner, vi har centralop* 



212 

varmning, gas, støvsuger og elektrisk lys, men vi har in* 
gen biologisk teknik, som kan overta svangerskapets byr* 
der og barselsengens farer eller som kan yde erstatning 
for hvad en mor er for sit barn. 

Herbert Spencer sier : «Det øieblik da den første enkle 
celle delte sig i to, da opstod den første spire til en mo* 
ralsk handling — her var et væsen som ikke var helt sel* 
visk. Saadan har altsaa moralen sin uroprindelse i nødven* 
digheten av at reproducere sig selv. At forstyrre denne 
proces, er døden for racen.» 

Det er moderskapets første begyndelse, Spencer her tar 
sigte paa. Altruismens fødsel i moderskapets tegn. Ved 
at fornegte sin bestemmelse vil kvinden selv kalde ned 
paa sit hode den bibelske dom : det træ, som ikke bærer 
frugt skal avhugges og kastes i ilden. 



Det har været sagt om vort folk at det eier ingen 
livsglæde: «alt er jordbundet, solløst og klamt.» For denne 
livsglæde kjæmper selv Ibsen forgjæves saalænge han 
kjæmper fra et metafvsisk utgangspunkt. Livsglæden kom* 
mer ikke utenfra — som følge av en tidsstemning, en tidens 
aand, en paavirkning — nei, den hviler paa en biologisk 
faktor. Vælg en mor med lyst humør for dine barn, og 
du skaper livsglæde i dit barnekammer, i dit hjem, for 
dine omgivelser, for dit fædreland. 



KAPITEL XII 

DEN PROFYLAKTISKE RACE. 
HYGIENE 

FOLKESYGDOMMENE I BESKATNINGEN. 

De menneskelige lidelser og sygdommer er talrike. Deres 
antal er tusener. De fleste har endnu ikke faat sit 
navn. Naturen har været opfindsom og mangfoldig ogsaa 
hvor det gjaldt at dæmpe den menneskelige livslyst, den 
umiddelbare glæde over at være til. 

Sygdommene kan deles i to slags : de som bare rammer 
individet og de som ogsaa rammer slegten. De første er 
kvantitativt, de sidste kvalitativt de største. Det er de sidste, 
de saakaldte race* og folkesygdommer, de arvede aandelige 
og legemlige anomalier, hvortil ogsaa alkoholismen maa reg? 
nes, endvidere dispositionen for tuberkulose, de veneriske 
sygdommer og kræft, det er disse som kan øve en skjæbne? 
svanger indflydelse paa nationens kraftutfoldelse. 1 

Disse sygdommer som slegterne lider av led efter 
led ofte i stigende antal, hefter ved disse som et sær? 
merke. De nedsætter hele slegtens vitalitet saaledes at 
mangel paa arbeidslyst og mangel paa livslyst blir en eien? 
dommelighet for slegten. I motsætning til racesygdommene 
sætter en akut infektionssygdom som f. eks. mæslinger 

1 Se kapitel III, arv av sygdommer. 



214 

intet stempel, intet særmerke paa dem som angripes av 
den. Den sætter intet merke paa slegten eller racen. Vist* 
nok angripes ogsaa mange mennesker ja ofte alle individer 
i en familie av mæslinger, men bare for en kortere tid. 
Naar de har overstaat sygdommen er de likesaa virkelystne 
som før. Det samme gjælder andre akutte infektions* 
sygdommer som skarlagensfeber, lungebetændelse, tyfus, 
dysenteri under forutsætning av at helbredelsen er fuld* 
stændig. Racesygdommene er faa i antal, men forfærdelige 
i sin virkning. Medicinalstatistikken for 1910 viser 5 173 
dødsfald av samtlige epidemiske sygdommer og 5 253 døds* 
fald alene for tuberkulose. 

Med andre ord katarrer av alle slags — gigtfeber, kik* 
hoste, barselfeber, pleurit, skarlagensfeber, dysenteri, lunge* 
betændelse, influensa, tyfus, poliomyelit, mæslinger o. a. — 
kræver tilsammen ikke saa mange ofre som tuberkulosen 
alene. Men der findes en anden racesygdom som tærer 
paa folkelegemet værre end tuberkulosen — det er syfilis. 
Den rammer ikke saa hyppig. Medicinalstatistikken for 
1910 opgir saaledes antallet av de for syfilis behandlede 
til 1 648. Men i motsætning til tuberkulosen rammer 
syfilis de sundeste, de livskraftigste, de mest uvorne, de 
sterkeste i samfundet. Og det forfærdeligste ved denne 
farsott, er at den mer end nogen anden rammer familien 
og hjemmet 1 . Sammen med gonorré, som steriliserer 
mange mænd og kvinder i vort samfund, er syfilis blit 
nævnt som en av aarsakene til den nordiske races utdøen. 
Det har f. eks. været anført av sakkyndige, at en bekjæm* 
pelse av tuberkelbacillen muligens vil øke antallet av sinds* 
syke. Man vil imidlertid med sikkerhet kunne uttale, at 
en bekjæmpelse av syfilisbacillen vil reducere antallet av 
sindssyke. For at beskytte familien og hjemmet har man 
i flere stater begyndt at slaa til lyd for en forbedret egte* 

1 Vernon Lyman Kellogg fremholdt i sit foredrag paa Londoner? 
kongressen over: «Eugenics and Militarism» at syfilis særlig begunstiges 
ved militarismen, og uttalte tilslut, at «syfilis er den sygdom som gjør 
egteskapet til en avskyelighet og moderskapet til en social fare». 



215 




a ^5 ° * ^ 05 l£ "a ~ 

j*~a °- « «- « 

■a -tt?jM>a 

q c <u sj<i; 
c-r v jo £ g * 



c-a •- 
cc 



JD, 

<L» JD o5 ■ 

fl°^^^ 

O 



--a 



oo: 



Sh <U </> W £ rj 
5 2 00 . »-"T5 



05 "^ 

S-i 



C jfl 
00 C C booo '^.^^a & ,_- 

C<L>ajf3^C <u c/> rs 

£-*- 

° c 



- c 

>• 
JD 



■fl"a 

c .S 



u 



v 

C 

i- £ 

nJ2 



-a 3 cj 

• "° -,J* - 

iU « fl C Q 

os <U £02 

S o & 



TJ u W) 






-•^^-C± 

<u -a « u 

«- -a <u F -c 

Æ-fl"~ « > 

° <u !_- w 

<u C > -z 

i 3 I - 



- « oo • n 

c $ j_ w ^ 1 -~ l 



u 



oo-C.-fl,^ 

SIS 
-a 



™ _</) C/) v_ 

oo'E ^, 

.art 



C <u ^ r 
05 </s w — 2*J 



w"^ > C 

3 £-2 5 



C/) J-I 

05 



> 
i» o5 
£ £ jD<-fl +-o 

«^-a 2fjc 






03 



c <u 
o 



3 o>^ 
-73 



fl v© 



bc > n Q 

j-i ^^ " 
n5 JD rt 1 

« W r- 00 ° 

£:=: c ^2 --fl -c 
oo * £-a.c £ 



oo 9 
> 



5 > "5 






T3 •" ' ni 

3 3 ^ O 

C ^ ?*■ i» 5-1 

ns -ij a «-a <u-a 42 j^ 

J a2-a t o +- ~ a a-+- 
S.S - ^ 

rt c/) t/i .jij «j 



C J* 

<V <u fc- 

•a «-i w 
^^ S-S 

05 -rt , ,pG 

c>-^^ 

w I— I > 
C aj 

• ^^ 



05 O .S 



§2 



u 



ca 

aj Q 

-■a 



u 



&c; 



£ ^ 
o2^ 

C« -3 en 

JS 2P-SJ ^^ 
-^^a^3^ c 

-s: r 5 0^2 S 



»- .2r 



fl o 



S-4 

flj • J_ ' 

^OID 
fl fl u 



-5^ 






os -a 

■*-* r" 
05 



£ ^ 

aj 



fl ^^ I -7^ -fl C 
?5©3-J4.fl « « 

bo • <u w "^ ■♦-» aj 

«2 ns ' ££ 
- c <^^ c^ 

^^2^-a -£•*?£ 
5^afl-^ flU . 

00 . j£ 05 ^_ W 






C ' JD 
> 1» 



051D-T3 

^ c o 

05 ^ 

ajJD w 

C Ofl JZ 

os a^ 



> c 



05 —A 



> 

fl op^ 

^ T3 o5 
fl 05 
O 00 



ttt 



fl 
^-a is 

fl oo c 



- ^ 

° 3 > 

£ " £ 

os -^ n 



-O^-^'^ O-CJD > 



> 

u 






os -a 


/i 


-i- 
05 

■t- 

c 

(U 

'Kr 


> c 

u 

i e 

£ w 


M 



-a 






t- 




-ei 
u 


s. 

u 

C 


42 IT; 




> 


•>a^ 


y. 



-^ 
>- 



M 



05 



00 



.- -^ 



o 



-a 



> 

o 



-a 
c 

05 



t> 



216 

skapslovgivning. Den offentlige opinion forlanger med større 
og større styrke en forandring i den nuværende slaphets* 
og likegyldighetstilstand. Men en saadan egteskapslovgiv* 
ning vil ikke være nok. Hvis derimot stat og kommune 
overtok behandlingen av de fem å seks folkesygdommer, 
og organiserte et forebyggende arbeide — 
segregation, profylaktisk bruk av kemiske midler, salvarsan 
etc. — og et energisk oplysningsarbeide, saa kunde man 
ha haab om i forholdsvis kort tid endog at kunne utrydde 
den værste av de ovenfor nævnte folkesygdommer — syfilis 
— som specielt lægger hjemmet øde. 

Professor Schreiber, overlæge ved Sudenburger Kranken* 
haus i Magdeburg, har indlagt sig store fortjenester ved 
at ha ført syfilisbehandlingen over i et profylaktisk spor. 
Byen Magdeburg har efter at den ambulatoriske behandl 
ling, iverksat av professor Schreiber, var begyndt, alene i det 
første aar spart 8 000 mark i sykepenger sammenlignet med 
foregaaende aar. I en utførligere avhandling om «Folke* 
sygdommer i beskatningen» og folkesygdommene og for* 
sikringsselskaperne skal jeg komme nærmere tilbake til dr. 
Schreibers arbeider. 

Et av vore politiske partier har sat paa sit program : 
sykepleien i beskatningen — det vil si samtlige sygdommer. 
Det er en tiltalende tanke, men for tiden neppe gjennem* 
førbar. Samfundet vilde staa magtesløst likeoverfor de øko* 
nomiske byrder som dette vilde paalægge os. Det vilde 
bli et altfor stort og kostbart apparat for de tusener av 
større og mindre onder hvorav de fleste ikke engang lar 
sig helbrede. De stadig økende byrder vilde for en større 
del være til ingen nytte. Og de vilde staa i et skjærende 
motsætningsforhold til den opnaadde virkning. 

Ganske anderledes derimot vil forholdet stille sig om 
man kun tok folkesygdommenes behandling og fremfor alt et 
av det offentlige organiseret forebyggende arbeide mot folke* 
sygdommene ind i beskatningen. Virkningen av disse foran* 
staltninger tror jeg man ikke vil kunne vurdere høit nok, 
og de paalagte byrder vil bli relativt smaa. Man vil kunne 



217 

bygge paa sykeforsikringen og bane veien for den folke* 
forsikring, som statsmagterne med tilslutning av den hele 
nation, nu snart vil gaa til at gjennemføre. 



Bekjæmpelsen av den gruppe av racegifte, som vi har 
kaldt industrigifte og hvorav blyet er nævnt i første række, 
vil væsentlig faa en profylaktisk karakter. En engelsk 
fabriktilsynslæge oplyser at 17 av 20 tilfælder av bly* 
forgiftning i pottemakerindustrien skyldes uvidenhet og 
likegyldighet. Oplysning maa altsaa her kunne hjælpe 
langt paa vei. I Tyskland er der lovbestemmelser for, 
hvormeget bly staniol, konservedaaser, glassurer o. s. v. 
maa indeholde, samt forskrifter og veiledninger for arbei* 
derne i fabrikkene. De maa bære en respirator, og utvise 
stor renslighet. Endvidere benyttes varme bad og god 
ventilation. Det maa ikke tillates at maaltiderne indtages 
i verkstederne. Arbeiderne bør drikke meget melk, og øie* 
blikkelig fjernes saasnart forgiftningens første symptomer 
viser sig. Foruten disse regler bør den nye norske fabrik* 
tilsynslov indta bestemmelse om at i blyfabrikker og be* 
drifter hvor bly benyttes (blytyper) kvinder under 40 aar 
ikke bør arbeide. 



HELSEERKLÆRING FØR EGTESKAPET. 
Racehygienen bygger paa egteskapet. Gjennem hele 
den store, moderne bevægelse gaar der dette ene underlig 
konservative islæt: tilbake til familien, væk fra de mange 
familiefiendtlige institutioner som er til hinder for dannel* 
sen av gode, sunde, barnerike familier, væk fra de løse 
forbindelser — den frie kjærlighet — som den saakaldte 
nye seksualetik har gjort sig til talsmand for. Racehygienen 
bygger paa egteskapet, som er statssamfundenes grundenhet, 
dens fornemste sedelige institution. Men den vil rigtig* 
nok et egteskap med høiere maal og meget større ansvars* 



218 

bevissthet. «Egteskap», sier Nietzsche, «kalder jeg de to's 
vilje til at skape det ene, som er mer end de som skapte det.» 

Før i tiden var det romantikkens og religionens sak at 
stifte egteskaper. Digterne sang om kjærlighet, presterne 
velsignet dens pagt. Begge har lidt et sørgelig skibbrudd, 
ti egteskapet er kommet i miskredit blandt den saakaldte 
oplyste del av befolkningen. Uten tvil har det moderne 
egteskap, saadan som det utvikler sig, fortjent det. Det 
har ikke formaadd at opretholde ærbødigheten for sig som 
den gamle ærværdige institution det var tænkt at skulle 
være. Og det som er kommet isteden er et idealernes 
anarki som truer med at ødelægge det bedste i menneske* 
hetens samfundsaand, ja, den truer med at rokke selve 
grundvolden. 

At samfundsinstitutionerne og den moderne tids cæsar* 
iske luksusbehov sammen med industriens erobring av det 
private liv, mer og mer gjør det til en umulighet at stifte 
familie, kan vi ikke lukke øinene for. Vi har før utredet 
hvordan de biologisk bedste emner i samfundet mer og 
mer vænner sig av med at stifte familie. Og at da til 
gjengjæld de moralsk umyndige, og de legemlig forkomne 
overbefolker jorden, er bare en logisk nødvendighetsslut* 
ning av det første faktum. Det er saadan jeg mener at 
egteskapet har mistet sin kanonisationsret. Det er ikke 
længer tilblivelsesprocessens høieste kulturelle arnested. 
Men det bør det atter bli. Men for at kunne omstøpe 
de gamle værdier er det ikke gjort med moralteore* 
tiske betragtninger alene, endskjønt vi ikke vil undvære 
vore store filosofers bistand — der maa praktisk samfunds* 
arbeide til. 

Ved siden av at staten bør ordne og regulere de øko* 
nomiske forhold, saaledes som vi tidligere har utviklet i 
kapitlet : «Den positive racehygiene» bør lovgivningen ta 
sig av et andet forhold, som hittil i en foruroligende grad 
har unddraget sig den almene kritik. Nemlig at der ved ind* 
gaaelse av egteskap bør undersøkes, hvorvidt betingelserne 
for at skape en sund efterslegt er tilstede. 



219 

r 1908 fremsatte jeg et forslag 1 — saavidt vites det før? 
ste av den slags — som jeg gav navnet helseerklæring. 
Dette forslag er i 1913 oversendt Stortinget og det lyder: 

«Til det norske storting. 
Undertegnede tillater sig herved i ærbødighet at fore? 
slaa for det norske Storting at lov om egteskap (eventuelt 
den nye lov om egteskap) maa faa følgende tilføielse : 
Endvidere skal der foreligge to erklæringer, ikke ældre end 
6 maaneder, fra begge parter, om de lider av nogen syg? 
dom eller svakhet, som kan være til hinder for indgaaelse 
av egteskap eller være av betydning for den anden parts 
eller barnenes helbred, og desuten erkj endelse fra forældre 
eller formyndere om at de har været forelagt disse erklæ? 

1 Det første foredrag om emnet holdt jeg i Medicinerforeningen stavanger 
mai 1908. Efter foredraget blev der valgt en komité som skulde ind? lev. forenings 
hente oplysninger, foranstalte foredrag og diskussion om emnet. Ar? f° rt J eneste 
beidet blev avbrutt ved formandens pludselige død. Kort efter kom 
Stavanger kvindesaksforening hvis fortjeneste det er at ha vakt opi? 
nionen blandt kvinderne over hele landet for en reform i denne sak, 
paa initiativ av dr. Marta Persen, Wilhelmine Oppen og Dorothea 
Viik frem med forslag til lægeundersøkelse før indgaaelse av egteskap. 
Forslaget vakte sterk opposition i enkelte fagkredse. Det blev av 
lægerne i Stavanger kaldt et mot alle etiske begreper støtende, slet 
gjennemtænkt og aldeles umodent projekt, som man paa det bestemteste 
maatte ta avstand fra. Stavangerlægerne møttes av en protest fra andre 
læger bl. a. dr. Dedichen og Herlofsen. Norske Kvinders Nationalraad 
nedsatte efter initiativ av Stavangerkvinderne en komité, som delte sig 
i flere fraktioner. I 1911 blev saken tat op til drøftelse i det medicin* 
ske selskap med indledende foredrag av medicinaldirektør Holmboe, 
som uttalte sig for tanken om en erklæring paa tro og love. Baade 
dr. Scharffenberg og dr. Ragnar Vogt talte fra racehygienisk synspunkt 
for nødvendigheten av at utelukke daarlige og fremme gode raceele? 
menters forplantning. I England blev spørsmaalet tat op paa et møte 
under ledelse av Leonard Darwin. Baade paa dette møte og paa den 
racehygieniske kongres i London 1912 utredet jeg efter opfordring mit 
forslag om en egen lovfæstet helseerklæring før egteskap. 

Paa Norske Kvinders Nationalraads landsmøte i Kristianssand som? 
meren 1913 blev efter foredrag av Clåre Mjøen den av hende fore? 
slaaede resolution baseret paa det ovenfor nævnte forslag, vedtat med 
stor majoritet. Nu er saken ogsaa tat op til behandling i en komité 
for en fælles skandinavisk lovgivning. 



220 

ringer og saaledes har været istand til at gjøre eventuelle 
indsigelser eller har hat anledning til at gjøre de nødven* 
dige forestillinger til den ene eller begge parter. 

Motivering: Der findes sygdommer, eller rettere 
disposition til sygdommer samt legemlige og aandelige 
defekter, som efter hvad erfaringen viser er medfødt eller 
arvet. Barn belastet med slike defekter vil — hvor de ikke 
dør tidlig — være aarsak til sorg og bekymring for for* 
ældrene og omkostninger for det offentlige. Indgaar de 
senere egteskap, saa føres ulykken videre ofte gjennem 
slegtled til stadig flere og flere individer. 

For at beskytte familien og hjemmet har man derfor i 
Amerika, New Zeeland, Australien og flere europæiske 
stater begyndt at slaa til lyd for en forbedret egteskaps* 
lovgivning. Særlig har man fæstet sig ved indførelse av 
lægeundersøkelse før egteskapet. Denne undersøkelse 
skulde konstatere om der i slegten eller hos de to indi* 
vider fandtes sygdommer eller anlæg for saadanne med 
specielt sigte paa de veneriske. Disse er saavel paa grund 
av de ulemper og farer de medfører, som paa grund av sin 
utbredelse og hyppighet av større betydning end de fleste 
andre lidelser. Det er f. eks. typisk for kjønssygdommene, 
at de mer end andre sygdommer rammer hjemmet og familien. 

Imidlertid frembyr ordningen med en blot og bar 
lægeundersøkelse visse ulemper og mangler, som er av den 
art at en indførelse av obligatorisk lægeundersøkelse før 
egteskapet bør fraraades. Den sygdom, som man mest av 
alle ønsker at bli beskyttet mot ved en saadan lov* 
givning, syfilis — kan nemlig endnu ikke paavises selv av den 
skarpeste og mest øvede læge i den saakaldte latente tilstand. 

Det er desuten et uheldig tidspunkt at indføre tvungen 
lægeundersøkelse for den ærbare pike i en tid da man har 
ophævet den for den prostituerte. Tvungen lægeunder* 
søkelse bør efter min formening neppe komme i betragt* 
ning førend de biokemiske undersøkelsesmetoder naar en 
slik fuldkommenhet, at man uten legemlig undersøkelse 
kan konstatere nærvær eller fravær av sygdommer, som 



221 

spiller en rolle ved indgaaelse av egteskap. I tvilstilfælder 
— og de er mange — maatte lægeattesten gives, og den 
vil da virke mot sin hensigt. Den vilde bringe baade 
lægen og institutionen i miskredit. Ved at paaby tvun* 
gen lægeundersøkelse, specielt naar denne lægeundersøkelse 
skulde føre til forbud mot egteskap mot den uskikkede, 
vilde man desuten bringe lægen i konflikt med sin dis* 
kretionspligt og let drive patienten over i illegitime forhold. 

Egen helseerklæring derimot, som ovenfor foreslaat, har 
den store fordel at være i realiteten mere effektiv end læge* 
skudsmaal og i formen mindre rigorøs. Der vil neppe bli 
avgit falske erklæringer. Ialfald vil deres antal bli yderst 
litet. En erklæring paa tro og love vil avholde mange av 
dem, som muligens vilde «gjøre et forsøk», hvis de kunde 
vælte hele ansvaret over paa «lægeskudsmaalet» og lægen. 

Blandt de mange fordele som man vilde opnaa ved 
indførelsen av en saadan erklæring som skal være forelagt 
forældre og foresatte til overveielse, er den, at forældrenes 
ansvar, folkets moralske bevissthet og nationale samvittig* 
het blir skjærpet. Man vilde opnaa at ingen mand eller 
kvinde kunde gaa ind i et egteskap uten at ha opmerk* 
somheten henvendt paa, hvorvidt han eller hun var skikket 
for egteskapet. Man vilde opnaa at enkelte av de aller 
svakeste og elendigste vilde avstaa fra at stifte familie. De 
byrder som paahviler kommunen i form av fattigvæsen, 
retsvæsen, fængsler, galehus, drankerasyler, abnormskoler 
etc. vilde lettes, og man vilde opnaa en forbedring av det 
organiske arvegods, og med det mere sundhet og kraft, 
mere lykke for nationen uten nogensomhelst indgrep i den 
personlige frihet. 

En reform som denne indebærer en direkte incitation 
til fremme av god helse, en opmuntring til at holde sit 
legeme rent og hellig, og den vilde gi myndigheterne den 
bedst mulige anledning til at vaake over nationens sund* 
het, med andre ord en lovfæstet helseerklæring før ind* 
gaaelse av egteskap vil danne et vigtig led i en positiv og 
profylaktisk racehygiene.» 



222 

En saadan helseerklæring bør være obligatorisk. Ingen 
egtevielse — hverken kirkelig eller borgerlig — bør kunne 
finde sted førend erklæringen er fremlagt fra begge parter. 
Noget egteskapsforbud bør indførelsen av disse erklæringer 
ikke ha tilfølge. Erklæringen er intet andet end en er* 
kj endelse av et faktum. Det skal helst bli en fuldstændig 
fri viljessak, hvorvidt en av parterne efter de fremkomne 
oplysninger vil avstaa fra forbindelsen eller ikke. Er helse* 
erklæringen faldt ugunstig ut, er der endnu tid og anled* 
ning til for parterne at søke raad hos en læge og av denne 
at faa vite chancerne og utsigterne under de foreliggende 
forhold. Erklæringerne bør forelægges bare for de to parter, 
eventuelt deres forældre, selvfølgelig under taushetsløfte, 
og helst før offentlig forlovelse indgaaes, ikke umiddelbart 
før brylluppet. 

Det har været fremholdt at det vilde være nok, om 
helseerklæringen bare tok sigte paa en eventuel venerisk 
smitte fra de sidste fire aar, — det er altsaa det tidsrum 
som man i sin almindelighet har antat tilstrækkelig til en 
fuldstændig helbredelse av en luetisk infektion. Dermed 
trodde man fuldt ut at kunne betrygge de to egteskaps* 
kandidater. Men det er saa langtfra en betryggelse. Hos 
k vinden vil en gjennemgaat gonorré i de aller fleste til* 
fælder bevirke kroniske underlivlidelser, som gjør hende 
litet skikket som mor, egtefælle og husmor. Og en gjen* 
nemgaat syfilis vil i altfor mange tilfælder ha tilfølge at 
hun ikke senere vil kunne faa friske barn. 

Heller ikke hos manden er de fire aar en tilstrækkelig 
betryggelse. Man kunde tænke sig det tilfælde at en mand 
som for fire aar siden har hat syfilis og for nogen uker 
siden kanske en gonorré, som er steril paa grund av den 
sidste, og kanske bare tilsynelatende helbredet av den 
første, saa at sygdommen kan bryte ut igjen efter nogen 
aar, — en saadan mand skulde altsaa kunne si : jeg erklæ* 
rer herved ikke at lide av nogen venerisk sygdom etc. som 
kan være til skade for den anden egteparts eller barnenes 
helbred. Det er nemlig et altfor almindelig kjendt fak* 



223 

turn, at der findes et stort antal tilfælder av latent syfilis, 
hvor folk som anser sig helbredet, i god tro har gaat ind 
i egteskapet, men efter aar og dag faar et fornyet utbrudd 
av sygdommen i tertiær form, som rygmarvstæring (tabes 
dorsalis) eller bløt hjerne (paralysis generalis). En saakaldt 
helbredet syfilitiker er aldrig sikker, og barn som avles 
under en parasyfilitisk sygdomstilstand kan bli aarsak til 
en almindelig konstitutionel ødelæggelse av hele slegten. 
Forel kalder syfilis «en misere, hvis varige helbredelse man 
hele livet igjennem aldrig er sikker paa, for syfilis kan 
baade maaneder og aar forbli i en hviletilstand for saa 
pludselig at foraarsake nye ødelæggelser i cellevævet og orga? 

nerne. Tabes og paralysis generalis forekommer bare hos 

syfilitikere, som oftest 10 å 15 aar efter den syfilitiske infek? 
tion og mest hos personer som tror sig fuldstændig helbredet.» 

Om smitsomhet av forældede syfilistilfælder skriver dr. 
Rudolf Krefting \ at der er paavist sikre tilfælder av smitte? 
overførelse 17 aar og længere efter infektionen. Krefting 
har selv konstatert smitteoverførelse efter 5 å 7 aar og paa? 
vist smittestof under en tertiær afYektion 17 aar efter infek? 
tionen. Lazare har fundet spirochæter efter 25 aar. Efter 
de undersøkelser som nu foreligger, maa man ifølge Krefting 
medgi den mulighet at ogsaa enhver tertiær affektion kan 
være kontagiøs. Cæsar Boeck har omtalt infektion av 
hustruen i to tilfælder, hvor mandens infektion laa 10 
respektive 12 aar tilbake. 

Paa den anden side kan man med de nye kemiske 
helbredelsesmetoder — som omtalt i avsnittet «de kemi? 
ske giftes indflydelse paa kimstoffet» opnaa helbredelse 
efter 10 å 12 dager. Det vil si helbredelser med negativ 
Wassermann?reaktion. Men om helbredelserne er varige 
eller bare tilsynelatende, om de fritar patienten for mulig? 
heten av nye utbrudd eller tertiære lidelser, det har man 
endnu ingen erfaring for. 

Dr. Agnes Bluhm skriver 2 : «det er en vanskelig opgave 

1 Tidsskrift for den norske lægeforening 1912 nr. 5. 
- Arch. f. R. 1910 nr. 6. 



224 

at skulle optrække faste linjer i spørsmaalet egteskap og 
syfilis paa et tidspunkt hvor syfilisforskningen netop er 
slaat ind paa nye baner. Ved en sygdom som i saa høi 
grad skader avkommet, ikke alene ved arvelig overførelse 
men ogsaa ved en almindelig konstitutionel svækkelse, hvis 
forplantningen sker under en saakaldt parasyfilitisk syg* 
domstilstand (tabes og paralyse) bør man trække grænserne 
for egteskapstilladelse heller for snevre end for vide, netop 
paa grundlag av de kundskaper man har faat gjennem den 
Wassermannske reaktion (paavisning av arvet syfilis i mange 
tilfælder av let aandssvakhet). Man skulde ogsaa i de 
tilfælder hvor sygdommens forløp er mot forventning 
ugunstig, trække konsekvenserne og ikke som saa mange 
gjør, betragte dem som uundgaaelige «ulykkestilfælder». 
Kanske lar de sig ogsaa indskrænke i en overskuelig frem* 
tid, takket være Wassermann og Ehrlich.» 

Skal vi arbeide for at faa indført en lov om helseer* 
klæring som virker effektiv, saa maa vi komme til følgende kon* 
klusion : Da den ene av de veneriske sygdommer — gonorré — 
kan medføre sterilitet, med andre ord en livsvarig svakhet, og 
den anden — syfilis — indtil videre endnu maa betegnes 
som en sygdom, hvor smitteevnen vistnok kan fjernes, 
men hvis varige helbredelse man hele livet igjennem ikke 
kan være sikker paa, idet den kan bryte ut igjen efter 10, 
15 ja 25 aar — da altsaa begge disse sygdommer kan med* 
føre en livsvarig skade, som den anden egtefælle bør ha 
oplysning om, saa blir der ingen anden utvei end at for* 
mulere helseerklæringen saaledes at den gir oplysning om 
nogen av parterne har været smittet av disse sygdomme, 
«likegyldig n a a r». 

Der vil mot en lovfæstet helseerklæring bli indvendt, 
at dette er en underkj endelse av den side ved spørsmaalet 
som av alle hittil er blit anset som den væsentlige: kjær* 
lighetsmomentet. Det kan se saadan ut men det er ikke 
saa. Der er i moralsykologiens leksikon opstaat et nyt 
begrep, et nyt ord, som kalder sig den generative etik. Og 
den vil revolutionere kjærlighetsidealet. Den vil efter* 



225 

haanden gaa os saadan i blodet, i den grad bli en del av 
vor egen natur, at den vil bli en avgjørende faktor ved 
valg av livsfælle. Kjærligheten er nemlig ogsaa nu saa 
langt fra den eneste faktor ved dette valg; op gjennem 
tiderne har tvertimot sociale, økonomiske, politiske, reli* 
giøse og æstetiske faktorer bevislig hævdet sin plads ved 
siden av kjærlighetsfaktoren, ja, til en viss grad endog 
virket omformende paa kjærligheten. Det er derfor ingen 
utopi at tro at kjærlighetsidealet under indvirkning av den 
nye raceetos, efterhaanden vil undergaa en fuldstændig 
evolution. 



KLASSESYSTEM OG PROGRESSIV BESKATNING 
AV ALKOHOLHOLDIGE DRIKKE. 

Vi har i avsnittet om de kemiske gifte (kapitel VI) set 
at næsten alle de drikkevarer og nydelsesmidler som frem* 
bydes i den almindelige handel har været betegnet som 
gifte eller giftholdige. Kaffe, te og chokolade indeholder 
di* og trimetylxanthin — meget giftige baser som f. eks. 
i vandig opløsning indsprøitet under huden paa dyr, meget 
hurtig fremkalder døden. De fleste drikkevarer indeholder 
alkohol, tobak indeholder det giftige nikotin, og ved røk* 
ningen dannes det sterkt giftige kuloksyd. Paafaldende er 
det ogsaa at flere av de konserveringsmidler som tilsættes 
føden, saasom borsyre, salicylsyre, sozolith og mange andre 
ogsaa har været betegnet som gifte, og at melk er en ud* 
merket jordbund for mange slags smittestoffer. Hvorvidt 
disse stoffer bør betegnes som giftstoffer eller ikke, har 
ikke alene været drøftet av fagforeninger men ogsaa i den 
videnskabelige litteratur. Der findes neppe et emne hvor? 
om der hersker saa megen meningsforskjel, og hvor auto* 
ritet staar mot autoritet som netop her. Vi har ogsaa set 
at denne forvirring muligens skyldes at man har overset 

15 — Mjøen : Racehygiene. 



226 



Stats= 

monopol 

paa tobak. 



Omlæggelsen 

av told til 

gunst for 

nærings* 

stoffer 

contra 

giftstoffer. 



Alkohol* 

spørsmaalet 

som socialt 

problem. 



vigtige faktorer som spiller en rolle — nemlig korrelationen 
og koncentrationen. Den første spiller en rolle for det 
grundlæggende videnskabelige arbeide, den anden — kon* 
centrationen — er av betydning for løsningen av de sociale 
opgaver. Man kan med lethet fastsætte og kontrollere 
en bestemt koncentration ikke alene for alkohol, men f. eks. 
ogsaa for konserveringsmidler. 

For tobak vil en regulering og en reduktion av bruk, 
respektive misbruk kunne opnaaes ved statsmonopol, og for 
at reducere det tiltagende misbruk av kaffe og te bør det 
tåges under overveielse om man ikke burde øke beskatt 
ningen paa disse. Likesaa sikkert er det at næringsstoffer 
som sukker saavidt mulig bør være skattefri. En forbedring 
av den nuværende beskatning vil kunne opnaaes ved at 
flytte ialfald en del av beskatningen fra næringsmidlet 
— sukker — til giftstoffene — kaffe og te. En saadan 
plan vilde kanske lettest kunne gjennemføres ved stats* 
monopol. 

Alkoholspørsmaalet som socialt og politisk problem 
kan sees ut fra flere synspunkter, og dets løsning kræver 
studier paa nationaløkonomisk og socialindividualistisk 
grundlag. Det individualistiske samfundssyn paa alkohol* 
spørsmaalets løsning repræsenteres her i landet av avholds* 
organisationerne, som har utført et vældig arbeide for at 
redde de enkelte fra undergang. 

Vi som nærer beundring for dette arbeide pligter dog 
at respektere dem som vil avhjælpe ondet ved oplysning 
alene, forutsat at de er besjælet av et oprigtig ønske om 
at faa utryddet alkoholmisbruket i alle dets former. At 
oplysning hjælper et stykke paa vei, er utvilsomt, men om 
det hjælper langt nok og tidsnok er mer end tvilsomt. Fra 
enkelte hold har der været fremholdt at man for at faa 
væk alkoholismen skulde benytte sig av alkoholens selek* 
tive virkning. I Danmark fremkom der f. eks. for endel aar 
siden et forslag om at utrydde drankerne ved drik. Den 
danske forslagsstiller 1 skrev : «Fortiden er der to maater 

1 Bramsen. 



227 

hvorpaa drukkenskap bekjæmpes. Den ene er naturens 
vei : drankerens utryddelse. Den anden totalavholdets : 
alkoholens utryddelse. Kunde disse to samvirke og sup? 
plere hinanden, vilde alt være klappet og klart — men 
enhver maa kunne se at de motarbeider hinanden. Like? 
som spandene i en gammeldags brønd maa det ene nød? 
vendigvis gaa ned naar det andet gaar op. Utryddes de 
alkoholiske drikke bevares jo de «potentielle» drankere, 
det vil si de som ellers vilde bli fordrukne. Skal disse 
elimineres kan det kun ske ved alkoholens hjælp.» 

Forslaget er upraktisk, ja det er neppe moralsk og bør 
ikke tåges alvorlig. Men det leder os til følgende betragtninger: 
uten drankere ingen drik, og drankerne er faa i antal i for? 
hold til de andre samfundsmedlemmer. Til gjengjæld gjør 
disse faa sig saa meget mere bemerket. Der skal ikke saa 
mange individer til for at forurolige, demoralisere og skån? 
dalisere et samfund. Disse individer flyttes ind og ut, ut 
og ind ved vore anstalter med en taalmodighet og med en 
hensynsfuldhet og respekt for individets ret som maa for? 
bause. Individets ret til frihet. Frihet til igjen at øve vold 
mot fredelige medborgere, frihet til paany under incitation 
av brændvin at følge sine perverse tilbøieligheter saa 
langt, at det samme apparat av konstabler, politifuldmæg? 
tiger, assessorer og statsadvokater, lagretsmænd og vidner 
atter maa sættes i bevægelse for deres skyld. 

Forutsætningen for at en saadan utsondring av drankere 
skulde kunne hæve dette det største av alle samfunds? 
onder er imidlertid at man var istand til at dele menneske? 
slegten i to grupper og skille de sunde, begavede og 
moralske fra de sykelige, degenererte, forbryderske og drik? 
fældige. Da skulde de sidste faa lov at utrydde sig selv. 
Forutsætningen svigter imidlertid. En slik deling er ikke 
gjennemførlig. Mange av de bedste elementer vilde rives 
med i malstrømmen, ti der spiller ikke bare endogene, men 
ogsaa eksogene kræfter ind. 

Med de racehygieniske synsmaater er alkoholspørsmaa? 
let traadt ind i en ny fase, idet den rent individualistiske 



228 

opfatning er blit støttet av en slegtshygienisk. Den skade 
som tilføies det enkelte individ, er mindre, mener vi, end 
den skade som tilføies avkommet. Og med dette syn for* 
langer vi at der maa skaffes endnu rigorøsere forholds* 
regler for at hindre bruken av den alkohol, som skader 
avkommet. Nu støter vistnok en praktisk løsning av alko* 
holspørsmaalet ut fra et racehygienisk synspunkt paa den 
vanskelighet, at man for tiden ikke med sikkerhet kan 
fastslaa nogen absolute grænser for kvantiteten eller kvali* 
teten (koncentrationen) av den alkohol, som skader av* 
kommet. Det er derfor dem som mener, at man bør 
vente indtil man har faat sikrere resultater at bygge paa. 
Vi er imidlertid av den mening, at likesaalitt som man 
kan vente med at drive det individualistiske avholdsarbeide 
indtil alkoholens kemiske og fysikalske virkninger er opkla* 
ret i sine mindste detaljer, likesaalitt kan vi vente med at 
træffe foranstaltninger til vern om slegten — indtil alko* 
holens virkning paa avkommet er opklaret i alle enkelt* 
heter. Vi maa begynde straks. 

Det er tildels et overfladisk syn paa alkoholdrikkenes 
indflydelse og karakter som hittil har gjort sig gjældende 
i vort kultursamfund. Man anbefaler alkohol eller be* 
kjæmper alkohol likegyldig om det er en primitiv landvin 
eller en spritblandet laddevin, om det er ekstrapotøl eller 
fuselbrændvin av 40 % som skal paa markedet. Hvilken 
forvirring derved kan skapes, fremgaar bedst derav, at ivrige 
og dygtige avholdsmænd her i landet tilbereder en alko* 
holholdig drik (kornekstrakt) som de — og med rette 
— gjør propaganda for og søker at faa indført i hjem* 
mene. Man vilde gjøre sig latterlig for alverden, hvis 
man bekjæmpet denslags drikkevarer — bare fordi man 
fandt alkohol i dem. Enkelte gjærede drikke med lav 
alkoholgehalt er ikke alene uskadelige, men maa karak* 
teriseres som de bedste drikkevarer man kan benytte. Sur 
melk f. eks. indeholder ofte 0,5 % alkohol, undtagelsesvis 
endog over 1 °/o. Denne alkoholholdige drik kan anbe* 
fales alle, mens som bekjendt nysilet melk hos mange 



229 

voksne mennesker fremkalder fordøielsesbesværligheter og 
forgiftningssymptomer. Den gjærede, let alkoholholdige 
drik er altsaa sundere, bedre, lettere fordøielig og har des? 
uten andre fordele fremfor den ikke gjærede, ikke alko? 
holholdige drik. Det er heller ingen tvil om at den lette 
landvin, som gjennem aarhundreder, for ikke at si aar? 
tusener har været den daglige kost for de sydlandske folke? 
racer, spanske, italienske, ungarske og andre har hat sin beret? 
tigelse. Ikke engang den største av alle samfundsreforma? 
torer, den vældige nazaræer, forbød vinen i den form og 
den styrke som den blev tilberedt for henved 2 000 aar 
siden. Ja han indsatte endog den sidste nadvers vin til 
en mindedrik for kommende tider. Han brukte ofte 
lignelsen om vingaarden som symbol for frugtbarhet 
og kraft, han opfordret folket til at bære grener til vingaar? 
den. Han vilde neppe ha gjort dette, hvis man paa hans 
tid hadde forstaat bruk av destillationsapparater. Men denne 
primitive vin var let og samfundsreformatoren fandt i bru? 
ken av den intet at reformere. Det er ingen tvil om at 
den primitive landvin saa langt fra har skadet disse 
racer, at vi tvertimot maa anta at den har spillet en hygi? 
enisk diætetisk rolle, særlig i egne hvor et godt og 
friskt drikkevand har været vanskelig at opdrive. Det er 
paafaldende for den som iagttar de vindyrkende landes 
befolkning, hvor sjelden man der møter et beruset men? 
neske. Den italienske arbeider er eftersøkt som immigra? 
tionsobjekt til utenlandske storbedrifter særlig paa grund 
av sin nøgterhet. Desværre hænder det ikke saa sjelden 
at han naar kampagnen i de nordlige lande varer længe 
nok, blir oplært i at sætte pris paa de destillerte drikke. 
Ødelæggelsen for racen begyndte først med den «kultur» 
som lærte menneskene kunstig at drive alkoholstyrken i 
de naturlig gjærede drikke op, saaledes at den sunde og 
nærende drik fra et næringsmiddel blev forvandlet til et 
nydelsesmiddel. Det blev til et berusningsmiddel og et 
incitans til forbrydelser. Baade egyptiske, asyriske og 
romerske fyrster synes allerede at ha forstaat denne kunst, 



230 

men antallet av dem som hadde anledning til at utøve den 
var i forhold til de mange som var henvist til de primitive 
drikke forsvindende litet. Det er særlig den moderne tek* 
nik med kunstig sukkertilsætning og derav følgende kunstig 
økning av alkoholstyrken, og fremfor alt destillationstek* 
nikken som markerer den tidsalder, da ødelæggelsen for 
alvor begyndte. Alverdens pest eller farsott, hungersnød, 
jordskjælv, kolera eller gul feber har ikke anrettet de øde* 
læggelser som brændvinspesten har paa sin skyldkonto. 
Svartedøden rammet bare individerne, brændvinspesten 
rammer slegten i kommende led. Denne brændvinspest 
hadde vi her i Norge i en særlig ondartet form, fra 1816 
til 1848 nemlig i form av husbrænding. Antallet av aands* 
svake steg ifølge medicinalstatistikken i de bygder, hvor 
husbrændingen var almindelig med indtil 100 %. Denne 
husbrænding blev forbudt ved lov. Men nu har vi under 
opseiling en brændvinspest som i ondartethet neppe kom* 
mer til at staa tilbake for den første. Det er den ukon* 
trollerte og hittil ubeskattede husbrygning av sterke vine 
særlig ribsvin, stikkelsbærvin og rabarbervin, se tavle XXXIV. 
Grundlaget for det system som nu er kjendt under 
navnet det progressive klassesystem er at en gjæret drik 
med lav alkoholstyrke ikke alene er uskadelig, men endog 
frembyr fordele for snart sagt alle andre drikkevarer, at 
der over denne gruppe i styrke ligger en anden gruppe 
som vistnok kan misbrukes av individet men neppe skader 
avkommet, endvidere at der findes en tredje gruppe som 
paa grund av sine farlige egenskaper bør begrænses til 
salg paa apotek efter lægerecept i likhet med æter, kloroform, 
kokain og morfin. Systemet omfatter følgende 3 hoved* 
grupper : 

Gruppe I (kl. I). Uskadelig for individ (normalt) og race. 

Priviligeret klasse med hensyn til salg, bevilgning og skat. 
Gruppe II (kl. II og III). Ikke ødelæggende for racen, 

men kan være ødelæggende for individet. Progressiv 

beskatning og kommunal bevilgning. 



231 

Gruppe III. Ødelæggende baade for individ og race. Un? 
derkastes sterke restriktioner eller forbydes i den almin? 
delige handel. 



ALKOHOLHOLDIGE DRIKKE AV GRUPPE III. 

Til denne gruppe hører først og fremst brændvine av alle 
slags : kognac, whisky, akvavit,absinth, genever, punsch, likø? 
rer, endvidere blandingsvine og kunstvine, saakaldt portvin, 
malaga, sherry, samos og lignende spritblandede vine, ofte 
tilsat sundhetsskadelige kemiske stoffer. Det er denne gruppe 
som anretter den store ødelæggelse for slegten, det er denne 
gruppe som opegger til kjønslige ekscesser, det er denne 
gruppe som inciterer til forbrydelse. Der hersker menings? 
forskjel paa mange punkter med hensyn til alkoholens 
virkninger, særlig dens indflvdelse paa kjønscellerne, men om 
effekten av de sværere former av alkoholisme — større bruk av 
destillerte drikke — er der ingen meningsforskjel. Her har 
Bertholets og Simmonds snit gjennem selve kimplasmaet 
vist ødelæggelse av de spermatozodannende celler (atrofi, 
azoospermi) se tavle XIX kap. VI. Og dyreforsøkene som 
har været utført med sterkere destillerte drikke, viser øde? 
læggelse av avkommet og utslettelse av kjønsmerkerne. 
Denne gruppe har en fra de øvrige gjærede drikke helt 
forskjellig virkning og bør i vor lovgivning indta en plads 
for sig. En isolation av disse farligste alkoholholdige varer 
blir mulig ved klasse? eller gruppesystemet. Det hører 
ikke ind under den opgave som jeg har sat mig ved ut? 
arbeidelsen av klassesystemet, at besvare det spørsmaal hvor 
rigorøst man skal gaa frem mot denne gruppe. Systemet 
forlanger bare at der ved salg av disse drikkevarer bør 
være større restriktioner av enhver art end for de øvrige 
grupper. Man kunde tænke sig at s æ 1 g e r e n maa ha 
bestemte forutsætninger likesom for salg av æter, kloroform 
og lignende sterkt virkende stoffer. Man kunde ogsaa tænke 
sig at kjøperen maa ha bestemte forutsætninger. Denne 
fremgangsmaate, Ivan Bratts system, forsøkes nu for brænd? 



232 

vinssalg i Sverige. Personlig skulde jeg være tilbøielig til 
at betragte landsforbud som den greieste løsning. 

For det sociakpolitiske arbeide er det av likesaa stor 
betydning enten denne alkohol virkelig angriper friske 
slegter eller om den bare forhindrer en restitution eller 
regeneration. 1 Da den sidste proces er en av de største 
kræfter til vedlikeholdelsen av den menneskelige race, saa 
vil det at hemme samme proces i realiteten være det 
samme som at hemme racens utvikling i det hele tat. 



ALKOHOLHOLDIGE DRIKKE AV GRUPPE II 

(KL. II OG III). 

Til denne gruppe hører de almindelige ølsorter og 
naturlige, rene, lettere og midlere vine. Maksimalgrænsen 
for gruppe II kl. III er for øllets vedkommende allerede 
indført i Norge ved lov av 28de juni 1912 og er sat til 
5 Vs %. De sterkeste bokølsorter og kulmbachertyper solgt 
her i landet, var tidligere 6 °/o og derover. Salvatorøllet 
i Miinchen blev særlig til salvatorfesten og for eksport 
brygget helt op til 8 %. Engelsk stout og porter 
kom helt til 9 °/o. Disse sterkere ølsorter er nu forbudt. 
Jeg foreslog i sin tid at grænsen for øllets vedkommende 
for denne gruppe skulde sættes til 5 °/o. Avholdsfolkets 
repræsentanter i Stortinget gik derimot med paa at forhøie 
grænsen til 5 Vs %. Mit første indtryk av denne forhøielse 
var en skuffelse, da hver halve procent her kan være av 
stor betydning. Men avholdsrepræsentanterne har her ført 
en praktisk politik som fortjener anerkj endelse. Det gjaldt 
at faa saken gjennemført og ved ikke at være doktrinær» 
lykkedes det at faa forslaget enstemmig igjennem. 

For vinens vedkommende maa grænsen foreløbig sættes 
noget høiere, dog ikke lavere end at alle spritblandede, 
brændvinsblandede, i det væsentlige alle forfalskede vine blir 
eksluderet. Et saadant forbud mot visse vinsorter vil fremby 

' Jfr. kap. VI. Kemiske gifte. 



233 

endnu større fordele end de vi allerede har opnaadd med 
forbud mot øl over 5 V 2 %>. Man vil nemlig efter et system 
som paa lignende maate begrænser vinen ramme netop 
de forfalskede blandingsvine, som er de farligste og mest 
lumske av alle. 



ALKOHOLHOLDIGE DRIKKE AV GRUPPE I. 

Det maa ansees som en kjendsgjerning at alkohol un? 
der et visst procentindhold ingen maalbar eller merkbar 
indflydelse har paa den normale sunde organisme, selvom 
den nytes i større kvantiteter. Dette stemmer jo ogsaa med 
erfaringen fra det daglige liv. Flere av vore næringsmidl 
ler indeholder som bekjendt, alkohol, brød 0,4 %>, vørter* 
kake 0,6 % og sur melk kan som før nævnt indeholde 
ikke saa litet alkohol. Denne alkoholholdige surmelk maa 
forutsættes at kunne nytes i større mængder og har været 
nydt gjennem lange tider uten nogensomhelst skade for 
individ og race. Alkoholens kemiske karakter, dens fysio* 
logiske virkning og specielt dens indflydelse paa avkommet 
forandrer sig med koncentrationen. Det er ingen tvil om, 
at alkoholen under et visst procentindhold hverken skader 
somaceller eller kimceller. Som en praktisk brukbar maksi* 
malgrænse maa en alkoholgehalt av 2 1 /* %> kunne fastsæt* 
tes uten betænkning. Og forutsat at en slik drik forøvrig 
er smittefri og tilfredsstiller alle andre fordringer, maa den 
kunne bli en folkedrik. 

Til gruppe I. maa først og fremst regnes den primitive 
landvin, endvidere de lette ølsorter som under navn av 
svagdricka (Sverige), Braunbier (Tyskland), * skattefrit 
(Danmark), landsøl, kornekstrakt og bjor (Norge) har faat 
begunstigelse ved salg, bevilgning og beskatning. Den is* 
landske og finske forbudslov regner heller ikke drikke 

1 Lovforslag om at et øl av lav alkoholstyrke skulde faa visse 
privilegier f. eks. undtagelse fra den almindelige beskatning og bevilg* 
ning blev fremsat og gjennemført ved Otto Gruson i den preussiske 
landdag. 



234 

«under 2 V* °/o» med til «alkoholholdige» eller «rusdrik». 
Ogsaa i Belgien har man begyndt at fremstille et godt 
øl av lav alkoholgehalt som middel til bekjæmpelse av 
drukkenskap. 

Disse drikkevarer saavelsom de ølsorter, f. eks. kroneøl, 
vørterøl som i tabel I (se klassesystem, tavle XXXV) er mer* 
ket som kl. og som gjøres helt skattefrie, har som næ* 
rings* og nydelsesmiddel betragtet følgende fortrin frem* 
for andre drikkevarer: de indeholder næringsstoffer som 
med hensyn til den lethet hvormed de optages i organis* 
men, overgaar de fleste andre næringsstoffer. Næringsstoff 
fene er nemlig «fordøiet» paa forhaand. Stivelsen i det 
spirende byg er overført til dekstrin og maltose under 
indvirkning av fermenter. Dekstrin og maltose hører til 
de lettest resorberbare næringsstoffer. Desuten indeholder 
de litt eggehvite, fett, salte og hvis temperaturen ikke har 
været for høi, litt diastase som kan hjælpe paa stivelsefor* 
døielsen, og gjør disse drikkevarer til diætetiske midler av 
rang. For de nævnte ølsorter gjælder endvidere, at de 
har en gehalt av kulsyre som gjør dem til en forfriskende, 
læskende og oplivende drik. De har en liten tilsætning 
av humle som i denne forbindelse er et utmerket tonikum. 
De er mindre alkoholholdige end andre gjærede drikke. 
Særlig i tilfælde av tyfus* og koleraepidemier og under 
krig er de de paalideligste drikkevarer. 

De alkoholsvake ølsorter vil uten tvil ved sin utbre* 
deise faa en forebyggende virkning av betydning for vort 
land. Som nydelsesmiddel betragtet maa de karakteriseres 
som relativt billige. En amerikaner har engang opstillet 
som en av de betydningsfuldeste opgaver at finde en drik 
som kunde avløse de skadelige koffeinholdige drikkevarer. 
En uskadelig og allikevel en forfriskende drik — a mild, 
carbonated, stimulating, cooling, palatable, refreshing, tonic 
and thirst quenching drink — vilde bety en tilfredsstillelse 
av et av menneskehetens største og nødvendigste behov, 
særlig efterat industrien mange steder har ødelagt det na* 
turlige drikkevand. I klasse I har vi denne drik. Den 



235 

progressive klassebeskatning vil langsomt men sikkert gi 
denne drik den utbredelse den fortjener, og som den i 
andre land f. eks. i Danmark med støtte av avholdsorga? 
nisationerne har faat. 

Professor Henschien, 1 Sverige, vil for den saakaldte 
«svagdricka» ha en noget forhøiet maksimumsgrænse, nem? 
lig 2V2 % istedetfor 2 V* %. Henschien ser i ølsorter med 
lav alkoholstyrke og relativt høi maltgehalt den drik som 
bør erstatte sterkere alkoholholdige drikke. 

I Sverige tar man for tiden et krafttak for at fri sam? 
fundet for den værste drukkenskap, uten helt at forby 
salg av spirituosa. Det Brattske system vil ekskludere 
drankere fra retten til at kjøpe brændvin uten at det i synder? 
lig grad indskrænker de skikkelige medborgeres rettigheter. 
Tanken er tiltalende, men støter paa praktiske vanskelig? 
heter. Allerede de første forsøk har fremkaldt skuffelse, 
idet salget av spirituosa istedetfor at synke er øket. Imid? 
lertid foreligger der i nykterhetskomiteens betænkning ind? 
skrænkninger av den art, at de tar sigte paa et senere for? 
bud og baner vei for dette. Nykterhetskomiteen gir kom? 
munerne næsten uindskrænket selvbestemmelsesret, endvi? 
dere paabydes «ingen rusdrik til umyndige» — og der 
gives forholdsregler mot import utenfra. 

Det vil saaledes i væsentlig grad bero paa kommu? 
nernes haandhævelse av loven, hvordan det vil arte sig i 
Sverige i de kommende aar. Det interessanteste punkt i 
den opfatning, som gjør sig gjældende i Sverige, er imid? 
lertid den, at drikkevarer under 2Vi % alkohol? 
styrke ikke medregnes til alkohol. Derved har 
svenskerne paa en heldig maate søkt at løse unødige strids? 
spørsmaal i kommunerne. 

Kommunerne bør bestemme om sine anliggender i mest 
mulig utstrækning. Men efter min formening bør de for? 
søke at trække grænser mellem det væsentlige og uvæsent? 
lige. For at faa et ensartet system for hele landet burde 

1 Jfr. Henschien «Alkoholfrågan». 



236 

for alkoholens vedkommende al uskadelig, alkoholholdig 
drik, hjemmebrygget vin under 2 1 /* %>, alkoholsvakt øl og 
kornekstrakt være fri for salg hele landet over, likesom 
nu sur melk av 0,5 °/o alkoholstyrke. Kommunerne kunde 
saa manøvrere med desto større strenghet mot sterkere varer, 
naar behovet for en holdbar, statskontrolleret folkedrik var 
tilfredstillet. 



Paa avholdsorganisationernes landsmøte i Christianssand 
1911, hvor jeg efter opfordring holdt et utredende foredrag 
om beskatning av alkoholholdige drikke efter alkohol* 
styrken uttalte jeg følgende : l 

«Statens indtægter av ølbeskatningen vil imidlertid ved 
indførelsen av det nye system avta litt efter litt. Syste? 
met vil nemlig medføre en reduktion av forbruket av 
de sterkeste og høiest beskattede ølsorter. De norske 
ølsorter undergaar desuten uavhængig av beskatnings? 
formen en langsom forandring mot stadig alkoholsvak 
kere sorter. Der har i gamle dage været brygget 
Bayerøl i Norge som indeholdt henved 8 °/° alkohol; 
dette øl var likesaa berusende som det i sin tid berømte 
eller rettere sagt berygtede Hardangerøl. Alkohol? 
gehalten sank stadig nedover og holdt sig i længere 
tid mellem 4 og 5 °/o. Nyere analyser av Schmelck 
viser omkring 3,5 % og de allersidste analyser, som 
jeg selv utførte sommeren 1908, viste et gjennemsnits? 
tal for de norske Bayerølsorter av 3,3 %>. Der findes 
nu et større bryggeri her i landet, som har meget store 
interesser i et alkoholfrit øl, og den tid synes ikke saa 
fjern, da den norske bryggerikapital ikke længer kan 
betegnes som alkoholkapital. Alkoholen i øllet avtar 
ikke alene paa grund av den stigende ædruelighet — 
denne er desværre ikke overalt i stigende — men den 
avtar paa grund av en langsom forandring i publikums 

1 Trykt som særtryk i «Vort Arbeide» jan. 1912. 



237 

behov og smak. Et stadig større og større antal men? 
nesker søker en smittefri, velsmakende og holdbar drik 
med saa liten alkoholstyrke, at den nydt til forskjellige 
tider av døgnet ikke influerer paa deres arbeidsevne. 
Let øl frembyr her fordele fremfor alle andre drikke* 
varer. Og faar man ved klassesystemet et statskon* 
trolleret alkoholsvakt øl, blir fordelene endnu større.» 

Det progressive klassesystem for alkohol som bestaar i 
at dele alkoholen i grupper eller klasser, hvor hver klasse 
reduceres i alkoholstyrke gjennem maksimalgrænse og som 
gjennem en progressiv beskatning trykker forbruket over 
mot de lettere og uskadeligere varer, har fundet mange 
tilhængere ogsaa utenfor landets grænser. Dr. Alfred 
Ploetz, medlem av tyske lægers avholdsforbund, har offent* 
lig uttalt at han vilde arbeide for systemet i Tyskland. 
En finsk kommission har lagt det norske system til grund 
for et nylig utarbeidet forslag. 

Ved inddelingen i grupper ut fra et eugenisk stand* 
punkt vil man ved forbud kunne utskille alle brændvine 
og brændvinsblandede drikke og borteliminere den al* 
kohol som inciterer til forbrydelse, til kjønslige eksces* 
ser, til prostitution og sedelighetsforgaaelser og som der* 
for bærer en væsentlig skyld for erhvervet syfilis, m. a. o. 
den alkohol som fordærver individet og slegten. 



EFTERORD. 

Racehygienen er i videre forstand et virke for en suo 
cessiv utvikling til en høiere og mere fuldkommen 
mennesketype. I engere forstand er den en kamp for vor 
egen races — germanernes — bestaaen. 

Hvis vi skulde gaa ut fra den opfatning at den ger* 
manske autonomi paa jorden nu har kulmineret og at racen 
er færdig — saa burde vi la den falde, som vi har set 
de gamle klassiske kulturfolk falde. Grækerne er for* 
svundet, — i Hellas flyter der neppe en draape rent hel? 
lensk blod. Det gamle Rom, verdens gyldne midtpunkt, 
er faldt. De franske romaner er utmattelsen nær efter 
glimrende kulturbedrifter. Men bak de klassiske rikers 
befolkning stod der nyt uopbrukt germanerblod som blev 
indført i den gamle kulturverden ved at den blonde ger* 
manske race fra Norden trængte ind i middelhavslandene 
og der indgik befrugtende forbindelse med den oprinde* 
lige befolkning. Efter Gobineau var det endog disse ger* 
manske indflyttere som i Grækenland og Rom skapte 
den blomstrende antike kultur og i renæssansens Italien 
likesom i Frankrike, Tyskland og England reiste sig til en 
ny herskende kulturbærende overklasse. Germanerne staar 
idag uten tvil ved roret av det moderne ariske kulturskib. 
Ingen nye unge og uopbrukte ariske kulturracer staar fær* 
dig til at overta det, dersom germanernes kraft svigter. 
De mest utviklingsdygtige av mongolerne — japanerne — 



239 

viser sig i sine kulturydelser nærmest bare som efterapere 
av germansk europæisk kultur. Nipons slu listende pan? 
tersprang henimot vor europæiske kultur har noget ved 
sig som fylder os med gru. Heller ikke den slaviske race 
synes — tiltrods for sin av norske «panslavister» hyppig 
anførte frugtbarhet — prædestineret til at være kultur? 
bestemmende. Bærer den ikke dødsmerket i sig, ormætt 
som dens samfund er av alkoholisme, gjennemsyret av bar? 
bariske instinkter og opflasket med et korrupt og i sine 
dypeste røtter usundt samfundssyn. Kina har en aartusen? 
gammel kultur bak sig, en proces som vel nærmest er at 
betragte som kulmineret. Nei, den race som har de bedste, 
de seirende livsbetingelser i sit arvestof, er den «udøde? 
lige», den som har fremtiden i sin haand. Det er den 
race som i England frembragte en Shakespeare, en Darwin, 
som i Tyskland skapte Goethe, Kant, Lessing, Nietzsche 
og Wagner. Det er den race, hvis legemlige kraftutfoldelse 
og aandelige produktion: filosofi, musik og fremforalt natur? 
videnskap, verdenshistorien ikke har set make til. Det er 
den race som i vort lille norske folk gjennem mænd som 
Ibsen og Bjørnson, Grieg og Sinding, Nansen og Amund? 
sen har sikret os en førende stilling i kulturhistorien. Ti 
det er genierne som hverver saa uavladelig og indtræn? 
gende for sit folk, at tilslut hele verdens øine retter sig 
paa dette folk i andagt og beundring. 

Hvorfor føler vi stolthet over at være germaner. Ja i 
engere forstand endda større stolthet over at være nord? 
mænd? Vi glæder os naar vi hører at nordmænd i de 
store, industrielle, kulturelle, literære eller økonomiske 
væddeløp har slaat en rekord, vundet en seier. National? 
følelse og nationalstolthet gir sig ofte mindre heldige utslag 
— det er nok saa — men den hæsblæsende kraftpatriotisme 
i sin golde selvforherligelse maa ikke forveksles med den 
nationalstolthet som er et folks dyreste eie. 

Det typisk norske i vort folk, norskheten i dens ren? 
dyrkning, av den blonde germanske art med høvdinge? 
reisningen og det blaalynnede falkeblik, norsk ætfølelse, 



240 

norsk gjestfrihet, norsk sandhetsfølelse og ubestikkelighet 
— alt dette er raceindividualiteter som vi bør verne om. 
Det er nationalrigdommer likesaa oprindelig og gudbenaa* 
det som vore fosser, vore skoger og vor herlige natur. 

Den tanke griper os med rædsel, at engang horder av 
en fremmed race skulde kunne invahere vort land og med 
den brutale overmagts knytnæve paatvinge os en moral 
og en kultur eller rettere sagt ukultur som er os fremmed. 

Men for at kunne beståa i denne gigantiske styrke* 
prøve — større og vældigere end det verdensdrama som 
i disse dage avspilles derute — for at kunne hævde sin 
stilling som en preferancerace, bør germanerne verne om 
sine biologiske værdier, bør ogsaa vi norske mænd og 
kvinder verne om vort dyreste eie, vort organiske arvegods. 

Man pleier i utlandet at kalde os halvt spøkende et 
folk med et medfødt politisk anlæg. Og det er sandt 
at inden vort folk er der god sædejord for tidens 
store reformtanker, som er dikteret av et indre krav efter 
retfærdighet mot alle samfundslag. Jeg nærer personlig 
dyp beundring for det nationale reformpolitiske arbeide 
som utføres i vort fædreland. Selv om det paa enkelte 
punkter bør omlægges, saa vil vi paa ingen maate und* 
være det, og det fortjener folkeopinionens varmeste støtte. 

Jeg tror imidlertid at den tid ikke er fjern, da man 
vil anse samtlige partiers programposter for relativt smaa 
og flere av dem for rene puslerier sammenlignet med det 
arbeide som omfatter bevarelsen av forfedrenes biologiske 
arvegods. Hvad hjælper os de sammenskrapte anorganiske 
rikdommer, hvis de organiske værdier ødes. Hvad hjælper 
os, at vort «forsvar er i orden», at panserkrydsere og skyts 
er av nyeste konstruktion, naar nationens indre styrke er 
brutt. Hvad hjælper os al vor herlige kultur, hvis dens 
bærere segner. 

Vor redning ligger deri at vi nu blir os faren 
bevisst. Fortsætter vi i sorgløs likesælhet, varer det ikke 
mange slegtled før vi som nation danser dødsdansen foran 
Pierrots uthulede voksgule ansigtstræk. 



241 



LEDESÆTNINGER. 

Vi bør ikke slippe det fysiologiske barneproletariat som 
er blit samlet op i statens anstalter, ut i friheten netop i 
det øieblik deres drifter vaakner. Vi bør tvert imot segre? 
gere dem livsvarig i arbeidskolonier med adskilte soverum 
for mænd og kvinder med al den humanitet og al den 
barmhjertighet, al den pleie av individet som vi er istand 
til at gi dem. Vi maa behandle dem ut fra det syn, at 
intet individ er saa forkomment at det ikke har ret til at 
leve, saa forkomment at det ikke fortjener vor kjærlighet. 
Men vi maa lære noget helt nyt: At skille mel? 
lem retten til at leve og retten til at gi liv. 



Vi bør ikke proppe vor skoleungdom med alslags 
utenatlært bokkundskap og glemme det vigtigste — læren 
om livet. Vi bør ikke oprette flere akademiske lærerstoler 
for alslags upraktiske emner — uten at huske paa den vig? 
tigste — lærerstolen i biologi. Mange av vore videnskaper maa 
omstøpes, specielt omskrives og belyses fra et nyt syns? 
punkt: det biologiske. 



Vi bør ikke længer føre rovdrift paa menneskematerialet. 
Vi maa studere organisk økonomi: menneskeøkonomi, 
organiske reserver: menneskereserver. Sociologien maa 
bygges paa et nyt grundlag, de gamle værditavler kan vi 
slaa istykker. Vi maa begynde en ny opbygning, omsæt? 
ning og amortisation av arbeidskraft. Vi maa grundlægge 
en ny fysiokratisk lære: Læren om den organiske kapital. 



Vi bør ikke med stængende eksamener utelukke høit 
begavede, men mindre bemidlede unge mennesker fra at 

16 — Mjøen: Racehygiene. 



242 

gripe det kald de føler anlæg for, men slippe alle kund* 
skapshungrige til det offentlige kundskapsbord. Vi bør 
indføre bedre værdimaalere for menneskelige kvalifika* 
tioner. 



Vi bør ikke la de legemlig og intellektuelt bedst utrustede 
fattige barn vanskjøttes til gunst for de vanartede og vanføre. 



Vi bør ikke underbinde kvindens urinstinkt, moderskapet, 
ved samfundsforanstaltninger som fremmer den fakultative 
sterilitet. Samfundets dom bør ramme alle kvinder som 
lar sig lede eller forlede til at unddra sig sit morskald. 
Mødreforsikring bør i slegtens interesse begunstige de 
gifte, racedygtige mødre. Societetens luksusmoral med alle 
dens utskeielser bør bekjæmpes, ved at bringe til høisæte 
igjen det naturlige og enkle liv, og i samklang med alt 
dette bør staten sørge for progressiv avlønning og regressiv 
beskatning for familieforsørgere. 



Vi bør ikke la den unge pike forbli i uvidenhetens 
tusmørke indtil livets brutale realitet kaster erkjendelsens 
lys ind i hendes liv. Vi bør heller ikke la vore unge 
kvinder og mænd gaa ind i egteskapet i uvidenhet om 
sin egtefælles helbredstilstand. Vi bør i de vordende 
ufødte slegters navn kræve en lovfæstet helseerklæring før 
egteskapet, avgit paa ære og samvittighet av begge parter 
om de til nogensomhelst tid av sit liv har paaført sig 
nogen sygdom eller svakhet som kan være til skade for 
den anden egtefælles eller de fremtidige barns helse. 



243 

Vi bør ikke taale den ukontrollerte velgjørenhet som 
for at hjælpe e n elendig idag skaper to nye av imorgen, 
som underbinder selvopholdelsesdriften, den sterkeste fak? 
tor i livskampen. Velgjørenheten maa under slik kontrol 
at den arbeider henimot sin egen overflødiggjørelse. 



Vi bør ikke drive folket, den solide, jorddyrkende 
klasse bort fra jorden og ind i millionby erne for at la den 
hvirvles ned av alkoholismens, forbrydelsens og kjønssyg? 
dommenes malstrøm. Heller ikke bør vi ved de nyskapte 
fabrikcentrer paa landet, tillate at fremmede, slette raceele? 
menter, hvervetropper i den utenlandske kapitalismes tje? 
neste, inficerer vort gode nationale arvestof. Vi bør tvert 
imot med alle midler lede folket tilbake til jorden ved at 
ophjælpe jordbruket, hæve smaabrukerstanden ved faglig 
utdannelse og statsbidrag, skaffe hjælp til selveierjord, bruke 
landets uuttømmelige kraftkilder til at føre tilbake til hjem? 
mene visse grener av industrien som kan forenes med 
jordbruket. Vi maa med indre kolonisation lede den strøm 
av frisk daadlysten ungdom som nu flyter ut av Norge, 
tilbake til sin fædrenejord. 



Vi bør ikke løse alkoholspørsmaalet rent individual 
listisk ut fra den skade som tilføies samfundets enkelte 
individer. Vi maa forlange at der skal rettes endnu skar* 
pere forholdsregler mot den alkohol som rammer menne? 
sket paa dets prænatale stadium. For i størst mulig ut* 
strækning at helbrede folket for alkoholondet bør vi gi 
dem erstatning for tapet av hvad der forbydes, ved 
at fremhjælpe de lettere gjærede, ufarlige drikkevarer. 

Nydelsesmidlerne maa bedømmes ut fra et nyt syns? 
punkt, nemlig det: at det er koncentrationen og korrela? 
tionen som er det avgjørende for deres skadelighet eller 
uskadelighet. 



244 

Vi bør ikke som nu slaa os tiltaals med en rent indi= 
viduel behandling av de store folke* og racesygdommer. 
Særlig de veneriske sygdommers bekjæmpelse maa bli en 
statsfunktion. Folkesygdommene maa bekjæmpes ut fra 
den nye erkjendelse at den prænatale indflydelse 
paa et menneskeliv er større end alle senere 
indflydelser tilsammen. 



ORGANISATIONEN. 

ORGANISATIONEN AV ARBEIDET. MØTET I BERLIN 1897 OG 
1903. KONGRESSEN I DRESDEN 1911, LONDON 1912. DEN 
PERMANENTE INTERNATIONALE KOMITÉ. PARIS 1913. DET 
PLANLAGTE KOMITÉMØTE I BROSSEL 7. OG 8. AUG. 1914 OG 
DEN PLANLAGTE KONGRES I NEW YORK 1915. 

Hvis man ved racehygiene mener de videnskaper som den bygger 
paa, biologi og kemi, antropologi og evolutionslære, saa vil enkelte 
føre den tilbake til Quételet, Gregor Mendel eller Francis Galton, 
andre til Charles Darwin og Pasteur. Det vilde kanske være likesaa be? 
rettiget at føre den tilbake til Lykurgus, Antisthenes og Plato. 1 

Hvis man derimot med racehygiene forstaar enhver foranstaltning, 
socialpolitisk eller av anden art, som tar sigte paa at beskytte et folk 
eller en race fra undergang, kan man vistnok si at den er likesaa gam? 
mel som selve menneskeslegtens historie. Faraoerne tok rigorøse for? 
holdsregler for at beskytte sig mot den for det ægyptiske folk usympatiske 
og konkurrancefarlige isralitiske race. Spartanerne lot dræpe alle sva? 
kelige barn. Hunnerne og spanierne straffet voldtægtsforbrydelser med 
kastration. Longobarderkongen Lothar forbød giftermaal mellem spe? 
dalskc. 

Naar man nu imidlertid taler om racehygiene mener man ikke de R aC e= 
videnskaper hvorpaa den bygger, heller ikke de i historien sporadisk hygienens 
optrædende, hygieniske forholdsregler av forskjellig art. Man mener °P nndelse - 
med racehygiene det organiserte videnskabelige arbeide • Berlin 
og den sociale bevægelse som har sat sig som maal at 1897. 
forbedre menneskeslegtens kvalitet. 

Æren for at ha reist bevægelsen og grundlagt organisationen til? 
kommer dr. Alfred Ploetz, den nuværende præsident for «Internationale 
Gesellschaft fur Rassenhygiene». Uavhængig av Galton hadde Ploetz 

1 Jfr. hans forskrift om at de som avler barn skal avholde sig fra 
berusende drik. 



246 

og Schallmeyer utgit sine første skrifter. Jeg var saa heldig at træffe 
sammen med dr. Ploetz i den tid da tanken om at begynde et maal? 
bevisst arbeide for en forbedring av menneskemateriellet begyndte at 
dæmre hos ham. Det var i aaret 1897. Vi møttes hos Georg Reicke, 
dengang konsistorialrat nu borgermester i Berlin. Vi tre dannet saa at 
si den første lille troende kreds. Det er nu 17 aar siden. Vi hadde 
ingen penger, ingen magt, ingen navne, men vi hadde tro. 1 

Vi besluttet, at vi, hver i vort land, skulde søke — saa langt vore 

evner strak til — at reise en opinion for det paakrævede i et maal? 

bevisst arbeide for slegten og saa litt efter litt faa statsmyndigheterne 

Møtet interesseret for praktiske reformforslag. Men vi mente ogsaa at man 

m cmer= maatte vente, om nødvendig flere aar, med at træde frem for offentlig* 

1908° heten. Fremforalt vente med sociale reformforslag til disse var til? 

strækkelig veiet og drøftet. Paa et møte i medicinerforeningen, Kri= 

stiania, 7. mai 1908 fremla jeg første gang her i landet mit program, 

et program som siden den tid ikke har undergaat væsentlige foran? 

dringer." Det er det samme program som jeg har fremlagt for den 

internationale komité for racehygiene, en komité som jeg skal omtale 

Det inter- SQn ^ 

selskap for ^ e * Internationale selskap for racehygiene med Ploetz som formand 

racehygiene blev dannet 22. juni 1905. Først i aaret 1906 dannedes i Amerika 

1 Første gang min interesse vaktes for de spørsmaal som nu almin? 
delig indfattes under begrepet racehygiene var da jeg som skolegut 
en dag var vidne til, hvorledes sanglæreren skjændte paa en kame? 
rat i klassen, fordi han gjentagende sang falsk, og tilslut tildelte ham 
et rapp med taktstokken. Jeg faldt i funderinger over, hvorvidt det 
var mulig, at musikalske evner paa denne maate, ved tugt og opdra? 
geise, kunde vækkes tillive hos et menneske. Naturligvis førte ikke 
mine reflektioner til noget, men da jeg nogen aar senere som assistent 
hos en læge i New York saa en kvindelig patient med sit barn paa 
armen behandles for en sygdom, hun var paaført av sin mand og uav? 
vidende hadde ført videre til sit barn, vaktes min interesse for det 
arbeide som jeg senere har kaldt den profylaktiske racehygiene. En 
kvindes liv tilintetgjort, et liv som muligens kunde være reddet ved 
litt oplysning — et barns liv lagt øde — livslykken brutt — saa at si 
før dette liv var begyndt. Fra det øieblik av saa jeg paa livet med 
andre øine og maalte og veiet saa at si overalt den medfødte faktor 
og den biologiske i det hele mot alle de andre faktorer: omgivelser, 
miliøet. Det forekom mig haabløst «bakefter» at rette paa en arvet 
eller medfødt skavank. Det blev mig mere og mere klart, at det vig? 
tigste valg for menneskers livsskjæbne var valget av forældre. Jeg 
kom snart til den overbevisning, at man burde søke at bringe 
kundskap til alle lag av befolkningen, særlig til ungdommen, først og 
fremst til unge mænd, og at, hvad der fremforalt gjordes fornødent var at 
bringe lys i det «hellige» halvmørke, som omgir kvinderne. Race- 
hygienens første middel er da ogsaa uttrykt i det ene ord : Oplysning. 

2 Dette program er senere lagt til grund for en række foredrag i 
Norge, England, Tyskland, Danmark og Frankrike. 




i j i i o 

-c - ,2 < £ 

ur" • w 

rt C b 



C 
'5b 



s 

o 



> 



u 



r^ i-t fc- 
2 •- 5J; <« 



u u 
41 " 



o S E cc c 

•* O < .£ 

oi - c 

Jj •- M O 

-s ~ o *- 



?. 3 



"> ^ 3 u 

'Q £ — S 

° E c ^ 

o b," 

£ Q 



o < 2 i? 13 
n 

C C <o p 

" *» > _- .- 

. -5 t - 



S*. n 



8 w S 



6£ O 

O _ O <" 

_ 5 cu " c 

TJ > 

lai £ c 

^ -« c ^ M 

Q 



OQ 



is. 



s. 

. 3 

1«* 



o Å 41 * 

c Q c w: 
W 



[Li u 



"3 u « O «" 



ti Q 



S! ^ 8 u 



4> 41 aj —" 



e 



1» 2 fi 



be 



i- oj «j 



.«j e_i o 



E c 

. 6C oj 



■+-> 'i f 



o 
O 



i] 



•J? E 

.12 *£ 



u 



JO H3 

.3 £ Z 



rd 



o X 



'.n 



e s 






c 

Q 






C 3 C «r? u 

"> ii >> ^ Oi 

r t» «3 _ 

rg b 



Q Q 



u 



t -c •- c — 

o 13 c ^ .„- 

Jj S - •£ 

j< Å n 

<u u ~ •- O 

"O 3 . .* £ 

o 



i-! f> 



CL g 



^ 



44 



I I 



41 

e 

o 



<« <J . ^ 

►r u «- «- 

T3 "^ •>, 

? < « ^ 

Stj z E 

.. ^ £ > Z 
t» ^ 

C 6fi ■ u 

41 tu ±* W c^ 

i .2 Q JS T! 

r "-C 41 O 

£ ^ o^! 



247 



Møtet 

i Dresden. 

1911. 



uavhængig av vor organisation og paa eget initiativ en komité for 
eugenik i tilslutning til den tidligere organiserte American Breeders 
Association, som hadde drevet studier over plante* og dyreavl. Det 
engelske «Eugenics Education Society» blev grundlagt i aaret 1908. 
Den første kongres fandt sted i Dresden august 1911 og den anden 
kongres i London 1912. Der blev den permanente internationale 
komité for racehygiene valgt. Denne komité med Darwin som præ= Den perma= 
sident og mrs. Gotto som sekretær avholdt 1913 sit andet møte i Paris nente intera 
i arbeidsdepartementets lokaler med M. March, directeur de la Statistique " f"* ' 

17 ri komite jov 

générale de la France, som vert. Komiteens næste møte var rastsat til R acenygiene 
7. august 1914 i Brussel; flere av os var allerede avreist til møtet, da 
krigen brøt ut. 

Næste racehygieniske kongres blev bestemt til at avholdes i New 
York 1915. Naar man betænker at det denne gang er amerikanerne med 
sine radikale racehygieniske reformer, — reformer som allerede i mange 
stater har faat lovform, — som staar som indbydere, kan man uten 
overdrivelse forutsi at det blir et av de merkeligste stevner som histo* 
rien har hat at by paa. 

Allerede møtet i Dresden bidrog meget til at klargjøre linjerne 
for den racehygieniske bevægelse. Der blev gjort front mot nymalthusi= 
anerne. Professor Fahlbeck gav paa kongressen i Dresden i et forms 
fuldendt foredrag en fremstilling av de kræfter, som fører til folke* 
slagenes undergang. Han angav som aarsaksmomenter for racens 
degeneration den tiltagende rigdom, de friere kjønsforhold og 
kvindeemancipationen. 1 disse momenter søkte Fahlbeck aar* 
saken til Roms, Grækenlands og — vor undergang. «Alle kulturfolk 
som i motsætning til f. eks. kineserne — opgir sin anekultur, gaar 
uvægerlig tilgrunde. Vi befinder os paa et høiere nivåa, men gaar 
derfor saa meget hurtigere nedover.» De fordele som nymalthusianerne 
anfører for sin lære er kun luftkasteller, uttalte Fahlbeck. «At gjøre 
propaganda for en indskrænkning av barneantallet er at understøtte 
en bevægelse som allerede er igang og som fører til raceselvmord. De 
nymalthusianske bestræbelser maa bekjæmpes, dersom vi ikke skal bli 
offer for den sorte og gule fare.» I Dresden møtte henved 30 viden? 
skapsmænd ved forhandlingerne og Max v. Gruber holdt hovedfore* 
draget. Dresdenermøtet gav os, som hadde maattet døie megen spot 
og mistro adskillig mot. Det var ikke mange aar siden de første faa 
samledes i Berlin. Og nu var tilhængerskaren vokset og talte mange 
kjendte navn blandt lærde og politikere. Ogsaa August Forel hadde 
nu bekjendt sig til racehygienen. 

Var Dresdenerkongressen egnet til at gi os mot, blev Londonerkongres* Londoner= 
sen det endnu mer. Den engelske jordbund var forberedt. Londons uni* kongresser. 
versitet aapnet sine porte for de henved 800 indtegnede medlemmer. Fore* 



1912. 



248 

dragenes antal var 26. x Intetsteds har man — muligens med undtagelse 
av Amerika, været saa optat med diskussioner om degeneration og 
midlerne til dens motarbeidelse. Og intetsteds har man gjort en større 
indsats i at klargjøre forholdet mellem de to faktorer arv og kaar, 
«nature and nurture». 

At jordbunden i England allerede var saa vel bearbeidet skyldes 
i første række Charles Robert Darwin og hans fætter Francis Galton. 

Charles Darwins søn, Leonard Darwin ledet de vanskelige for? 
handlinger paa en maate som vakte alles beundring. Det er noget 
mer end en tilfældighet at man valgte en av Charles Darwins sønner 
til at staa i spidsen for «The Eugenics Education Society». Darwins 
sønner, særlig Leonard, har deltat længe i det politiske liv, han har 
været medlem av parlamentet og har altid interesseret sig for at om? 
sætte videnskapens resultater i praktisk politik. Man kunde neppe ha 
truffet et heldigere valg. Darwinssønnerne har baade videnskabelig 
og politisk indflydelse ; de er helstøpte, karakterfaste personligheter og 
nyter ualmindelig stor tillid og respekt, 

Maaske har det «arvede geni» aldrig manifesteret sig mere over? 
legent end i slegten Darwin, som i 5 led tæller ikke mindre end 21 
verdenskj endte videnskapsmænd. Erasmus Darwin, som selv var en 
betydelig mand, hadde som bekjendt 2 barnebarn, Charles Darwin og 
Francis Galton. Begge har paa sin maate revolutioneret den moderne 
tænkning. Efter at ha gjort studiereiser i mange land og ledet flere 
videnskabelige ekspeditioner som den britiske regjerings utsending, 
utnævntes Leonard Darwin til præsident for Royal Geographical Society. 
Han fratraadte imidlertid denne stilling for at overta præsidentskapet 
for «International Eugenics Society». 

Kongressen i London var som helhet betragtet et overmaade 
vigtig led i den racehygieniske organisations utvikling. Tilslutningen 
var over forventning stor og ledelsen laa i sindige og sterke hænder- 
Blandt indbyderne til kongressen fandtes navne som politikeren Win* 
ston Churchill, kemikeren Ramsay, lord Alverston, landets øverste 
dommer. Endvidere præsidenten i Royal Society, sir Archibald Geikie, 
desuten en av landets første geistlige, Dean of St. Paul, professor dr. 
William Ralph Inge, som har utgit en række filosofiske skrifter. 
Balfour holdt talen ved banketten, borgermesteren og hertuginden av 
Marlborough gav receptions osv. Man fik indtrykket av at de 800 
deltagere ikke alene møtte for egen regning, men at der bak dem stod 
en ikke ubetydelig folkeopinion av alle nationaliteter. Ogsaa tonen i 
pressen var blit en hel anden. Racehygienen var fra at være et fan* 
tastisk begrep, en quantité négligeable, gaat over til at bli en viden* 

1 Disse foredrag findes trykt i : «Problems in Eugenics». Vol I og 
II, utgit av The Eugenics Education Society som organiserte den inter? 
nationale kongres i London 1912. Redaktion Mrs. Sybil Gotto. 



249 

skap som man med eller mot sin vilje maatte regne med. Den mis? 
tænkeliggjørelse som vi hadde ventet vilde komme, saa vi ikke meget 
av. En artikel i «Standard», som forøvrig røbet adskillig uvidenhet 
om racehygienens midler og maal, var saavidt mig bekjendt den eneste 
som var uvillig stemt mot arbeidet i sin helhet. Angrepet var rettet 
mot mindre reformforslag som ikke var kommet fra de organiserte 
komiteer eller selskaper. «Times» og flere av de ledende blade hadde 
allerede tidligere uttalt sig i anerkjendende uttryk. 

Den største indsats i det eksperimentelle racehygieniske arbeide 
vil for den nærmeste fremtid uten tvil bli gjort av amerikanerne, som 
har den bedste organisation av arbeidet og store midler til sin raadig? 
het. «American Breeders Association» oprettet i 1906, efter Eugenic 
3 aars virksomhet med studier over plante? og dyreavl, en speciel Sectlon 
komité for racehygiene — eugenik. Hvad der er interessant at lægge . . e 

;o ° °° American- 

merke til er at denne komité har sat sig som specielt maal at utbrede Breeders 
kundskap om det faktum, at dygtighet ikke — som almindelig antat Association. 
— er et produkt av opdragelse, men at den er et arvegods, likesaa 
meget som udygtighet er et arveonde. 

I likhet med det laboratorium som dr. Alfred Ploetz har grund? 
lagt i Miinchen oprettet amerikanerne i 1910 i nærheten av New York 
paa Long Island sit «Eugenic Record Office». Det amerikanske office 
staar under ledelse av C. B. Davenport og H. H. Laughlin. 1 Dette oven? 
for nævnte institut har i fællesskap med den i nærheten beliggende 
«Washington Carnegie Station for Experimental Evolution» begyndt en 
racebiologisk virksomhet i stor stil. Med den utfoldelse av kraft og energi 
og den overflod av pengemidler som udmerker alle amerikanske foretagen? 
der, er den kanske ikke fri for litt overiver i slutningerne, undertiden en 
viss febrilskhet i offentliggjørelsen av de videnskabelige resultater som 
let kan bli en fare, og som tvinger de europæiske videnskapsmænd til 
en instinktiv reserve. Men amerikanerne er ikke bare agressive. De 
er dygtige, de har fremforalt en glimrende teknik. «The Eugenic Re? 
cord Office» er et biologisk genealogisk laboratorium med en række 
medarbeidere, de saakaldte «field workers», som gjennem personlig hen? 
vendelse samler ind alt biologisk og genealogisk materiale vedrørende 
bestemte familier. Av disse data drager saa institutet sine slutninger 
og utdeler racehygieniske raad. 

Institutet utgir en egen bulletin, hvori de videnskabelige resultater 
uten navns nævnelse blir offentliggjort med det maal at utbrede kund? 
skap om arvelighetslovene og at vise statsmagtene hvad der kan op? 
naaes ad den moderne forsknings vei. Alt nu er der indsamlet V2 

1 Foruten disse bør i forbindelse med organisatiønen nævnes navne 
som Raymond Pearl, Vernon L. Kellogg, Frederick Adams Woods, 
H. E. Crampton, J. M. Cattell, F. H. Giddings, A. E. Hamilton, A. Hoch, 
E. Wilson, Alex. G. Bell og Henry F. Osborn. 



250 

million dollars til utvidelse av institutet. Landets ledende politikere 
i forening med dets store pengemagnater har stillet sig velvillig like? 
overfor racehygienen, efter at de har opdaget dens socialpolitiske og 
økonomiske betydning. Snart sagt alle socialpolitiske reformer i 
Amerika belyses nu, før de gjennemføres, fra racehygienisk stand> 
punkt. 

Den første som vakte interessen for en systematisk videnskabelig 
Karl P rson f° rs kning av forholdet arv contra omgivelser og som søkte at faa disse 
ot? Galton= forhold uttrykt i tal var englænderen sir Francis Galton. som har 
laboratoriet, grundlagt Galtonlaboratoriet. 

I England har Galtonlaboratoriet som nu ledes av professor Karl 
Pearson allerede sat spor. Galtonlaboratoriets indflydelse merkes tydelig 
paa den offentlige mening. Det er tegn som tyder paa et helt nyt 
syn paa det socialpolitiske arbeide. Der kræves høilydt at dette arbeide 
skal lægges mere maalbevisst an. Tallene øver langsomt men sikkert sin 
virkning. Vistnok kan tal tydes paa mange maater, og den samme 
statistik er ofte blit tat til indtægt for to stik motsatte meninger. Men 
Galtonlaboratoriet har vist sin overlegenhet i behandlingen av det 
statistiske materiale ved sin kritiske tolkning og ved sin ubestikkelige 
konklusion. Gjennem foredrag og skrifter naar resultaterne av Galton? 
laboratoriets undersøkelse til de brede lag — og pressen benytter sig 
ofte av dem. 

Galtons ideer og arbeider blev paa det varmeste anerkjendt av 
Darwin, som skrev et brev til sin fætter fuldt av beundring og tilslut* 
ning. «Jeg tror ikke», sier han. «at jeg nogensinde i mit liv har læst 

noget mere interessant eller originalt Jeg gratulerer dig med at 

ha skapt noget, som jeg er overbevist om vil bli et mindeværdig verk. 
Jeg ser med uhyre interesse frem til enhver læsning, men det volder 
mig saa meget hovedbrud at jeg finder det er et haardt arbeide.» Dar? 
win tilføier imidlertid med den for ham særegne beskedenhet : «Det 
er alene min hjerne skyld i og ikke din stil, som er fin og klar.» 

Francis Galton døde i 1911 næsten 90 aar gammel Han bemerker 
selv at høi alder var en arveegenskap i hans mors familie. Galtons 
oldemor blev 96 aar, hans bedstemor 85 og hans mor 90; den ældste 
bror døde i 89?aars alderen,, to søstre blev 93 og 97 aar gamle, og en 
bror av Galton var for et par aar siden endnu i live 93 aar gammel. 

Naturligvis hefter det ved racehygienen mangler som ved enhver 
ny videnskap. Jeg vil i den forbindelse peke paa at Galton? 
laboratoriets metode for indsamling av utgangsmateriale har været 
underkastet kritik, og med rette. Men dette gjælder hovedsagelig 
«alkoholmaterialet». Det kan ogsaa være at der paa enkelte steder 
er en tendens til at ville gaa for hurtig i retning av sociale reformer 
uten tilstrækkelig videnskabelig basis. Det voldsomme næsten eksplo? 
sive krav paa sociale reformer er kommet som en reaktion mot den 



251 

tankeløshet som menneskeslegten har gjort sig skyldig i ved at appro? 
bere det mest forvorpne individ eller som værdig til faderskap eller 
moderskap. 

Der vises ogsaa her i landet tegn til en vaaknende interesse for 
den unge videnskap. Særlig har landets lærerstand vist megen for* 
staaelse og sympati for de nye sociale opgaver. — I sine sidste bøker, 
«Brorskapets religion» og «Det geniale menneske» har professor Chr. 
Collin ikke alene behandlet de kulturelle faktorer som fører til folke; 
slagenes fremgang og forfald men ogsaa berørt de biologiske. — Høieste; 
retsjustitiarius K. Thinn, advokat Harald Nørregaard statsadvokat 
Haakon Løken og dr. Johan Scharffenberg har hævdet nye syns? 
punkter paa strafferetspleiens omraade, som i væsentlige punkter falder 
sammen med det syn som er kommet tilorde ved vore internationale 
kræfter kongresser for racehygiene. 

Dr. Ragnar Vogts arbeider og synsmaate er tidligere eiteret i denne 
bok. Dr. V. Magnus har utgit et større verk om albinisme hos men; 
nesket og har endvidere i medicinske tidsskrifter skrevet om sine under* 
søkelser over polydaktylisme. Professor Kristine Bonnevie har offent= 
liggjort tre avhandlinger tituleret «Chromosomenstudien I— III.» I 
forbindelse hermed maa nævnes dr. Alette Schreiners verk, «Skapende 
kræfter i livsformernes historie.» 

Det glædeligste er at der spores et omslag i lægernes interesse. 
Distriktslæger og komunelæger har sendt opmuntrende ord og der 
er indkommet værdifulde bidrag til vort laboratorium, bidrag som efter 
at være bearbeidet vil bli offentliggjort senere. 






ORDFORKLARING. 

I nedenstaaende ordforklaring er ikke alene medtat de i boken 
benyttede fremmedord, væsentlig av biologisk art, men jeg har fundet 
det formaalstjenlig ogsaa at gi en kort beskrivelse av de kemiske stof* 
fer som findes omtalt og hvis kemiske sammensætning og egenskaper 
tør være flere av læserne ubekjendt. Det sier sig selv at jeg i ord? 
forklaringen har tat væsentlig hensyn til saadanne egenskaper ved 
disse stoffer som ved bruk eller misbruk kan være av betydning for 
racehygienen. 

Alkohol: æthylalkohol C 2 H-OH. farveløs let antændelig væske, bræn= 
der med blaalig ikke lysende flamme. Kokepunkt 78°. Den 
forekommer i atmosfæren, våndet, jorden og enkelte planter. 
Fremstilles ved gjæring av sukkerarter. — Alkoholen forekommer i 
urinen i smaa mængder efter nydelse av alkoholiske drikke og 
findes i menneskets muskler 24 timer efterat døden er indtraadt. 

Altmann: bioplaster; se Pangenese*teori. 

Amfimiksi: blanding av to kimsubstanser av forskjellig herkomst. Weiss* 
mann har været beskyldt for at ville gjøre amfimiksis til «den ar* 
velige variations hovedkilde». Mot dette staar dog hans uttryk? 
kelige ytringer i 1904 og 1913: «Jeg betragter den ikke som den 
egentlige rot til variationen selv, ti denne kan umulig bero paa 
en slet og ret utbytning av iderne, men snarere paa en for* 
andring av iderne selv.» 

Aminer: aminbaser ammoniakbaser, organiske baser som avledes fra 
ammoniak derved at et eller flere vandstofatomer erstattes av or* 
ganiske radikaler. I primære aminer er et vandstofatom erstattet, 
f. eks. methylamin NH 2 CH 3 . I sekundære aminer eller imidbaser 
er to vandstofatomer erstattet f. eks. dimethylamin NH(CH 3 ) 2 . 



253 

Azoospermi: mangel paa spermatozoer i sædvæsken. 

Béchamp: mikrozymer; se Pangenese?teori. 

Benzoyl: C G H 5 CO er betegnelsen for et enværdig radikal, som fore? 
kommer i flere forbindelser f. eks. benzoylklorid C 6 H-— CO Cl.— 

Biofovev: de mindste usynlige livsenheter, hvorav protoplasmaet er 
sammensat, og som skal være de egentlige bærere av livet. 

Biologi: læren om livet. 1 den nyere tid anvendes ordet særlig som 
betegnelse for den betydning organismernes morfologiske, anato? 
miske og fysiologiske eiendommeligheter har for individets og 
artens eksistens. 

Biologisk race: se Race. 

Bioplaster: Altmann; se Pangenese?teori. 

Blastiduler: Maggi ; se Pangenese?teori. 

Blastoftovi : kalder Forel den indflydelse som visse gifte — alkohol, 
syfilis — kan ha paa kimstoffet. Skaden fikseres i kimstoffet som 
en ny egenskap som vandrer videre i slegten. Et vel ernæret, vel 
, beskyttet individ kan muligens undgaa ydre tegn paa degenera? 
tion, andre led kan allerede i fødselen være tydelig merket. Virk? 
ningen av kimforgiftningen kan f. eks. være den, sier Forel, at 
barnene blir idioter, epileptikere, dverger, sykopater, rachitikere 
o. 1. Her er det altsaa ikke alkoholismen eller drankertilbøielig? 
heten som er gaat i arv. Vistnok kan mangelen paa motstands? 
kraft, og hangen til drik arves som et anlæg, ialfald for vanedran? 
keres vedkommende, men det er ikke heri racens alkoholiske de? 
generation bestaar. Naar et menneske paa grund av sin fars alko- 
holisme er blit aandssvakt eller epileptisk, beholder dette individ 
en tendens til at overføre sin aandssvakhet eller epilepsi paa sine 
barn, endog i det tilfælde at individet selv fuldstændig avholder 
sig fra alkoholiske drikke. De kromosomer hos spermatozoet eller 
egget hvorav den ene halvdel av hans væsen er opstaat, har bibe? 
holdt de patologiske forandringer, som farens eller morens alko? 
holisme har frembragt i den arvelige mneme. Herved kan disse 
patologiske forandringer føres videre igjen til den ene eller den 
anden av hans efterkommere. For at tale med Weissmann: hans 
arvelige determinanter vedblir at være patologisk forandret. Alle 
forgiftninger som forandrer kimcellernes protoplasma kan paa den 



254 

maate fremkalde blastoftorisk utartning, som truer flere paa hin? 
anden følgende generationer med ødelæggelse. 

Blastogen: arvet, opstaat av kimplasmaets anlæg i motsætning til so? 
matogen erhvervelse. 

Buffon: organiske molekyler; se Pangenese?teori. 

C; carboneum, kulstof. 

Celledifferentieving : bestaar i at grupper av celler blir forskjelligartede, 
saa at de forskjellige cellevæv med deres specielle funktioner ut* 
vikles; se Ontogenese. 

Celleformering : en reproduktion av hereditær art omfatter ifølge Coul? 
ter 4 hovedstadier hvorav det første er celleformeringen idet det 
befrugtede egg bevirker en række av celledelinger som tilslut 
maa resultere i en mængde celler; se Ontogenese. 

Cellesubstans: (protoplasma) bæreren av alle livsytringer. Begrepet cellesub? 
stans blir av mange tat som et kemisk begrep, av andre— og disse synes 
at danne flertallet — som et helt morfologisk begrep. Fysikalsk 
set er cellesubstansen en slimet, seigtflytende, farvcløs masse som 
er uopløselig i vand. Om strukturen av disse substanser er der 
opstillet forskjellige teorier. Den kemiske sammensætning av celle* 
substansen er endnu ikke kjendt. Eggehvitelegemerne og deres 
omdannelsesprodukter findes altid i cellesubstansen, ved siden av 
kulhydrater og fett. 

Centrosom: — central eller pollegeme — en ganske liten kule som lig- 
ger ved siden av kjernen i cellen. Centrosomet som sandsynlig? 
vis er en utskilning av kjernen synes at være almindelig utbredt 
hos de mangecellede dyr, men mangler derimot hos de fleste pro? 
tozoer. Centrosomerne er ifølge Weissmann bevægelsesmidler for 
kromosomerne, ikke bærere av arvesubstansen. 

Chemisme : le Dantec; se Pangenese?teori. 

Cytoplasma: cellelegemets protoplasma i motsætning til cellekjernens 
protoplasma (karyoplasma). 

Le Dantec: chemisme; se Pangenese?teori. 

Darwinisme : den av den engelske naturforsker Charles Robert Darwin 
(1809—1882) grundede opfatning av livet som en mekanisk proces 
som forløper med en lovmæssig kausalitet. — Efter Darwins lære 
(avstamningslære, descendenslære) betyr det, som i dyre? og plante? 
riket betegnes som arter ikke størrelser som er uforanderlige med 
hensyn til art og præg; men størrelser som er underkastet talrike 



255 

forandringer i form og egenskaper forøvrig: de danner varieteter. 
I engere forstand forstaar man ved Darwinisme descendensteori, 
læren om arternes naturlige oprindelse (tilpasning, bastardering) 
deres art og vaner (variation og mutation) og deres aarsaker men 
særlig læren om det naturlige utvalg i kampen for tilværelsen og 
om det kjønslige ut valg i kampen for forplantningen. (Selektions? 
steori). 

Darwins pangenese*teori : se Pangenesesteori. 

Degeneration : avartning av avkommet fra ophavet, en fra det normale 
avvigende utvikling av et organisk individ eller en fuldstændig 
systematisk gruppe i en retning som er litet gunstig for slegtens 
opretholdelse. — Forfald av celler og væv. 

Délage : fysiko=kemiske teori; se Pangeneseteori. 

Determinanter : kalder Weissmann de hypotetiske anlæg i kimplasmaet, 
som ved sin beskaffenhet bestemmer utviklingen av legemets en; 
kelte dele. 

Differentiering : celledifferentieringen bestaar i at grupper av celler blir 
forskjelligartede, saa at de forskjellige cellevæv med deres specielle 
funktioner utvikles. Se Ontogenese. 

Dominanter: se Dominerende egenskaper. 

Dominerende egenskaper : de kjendetegn fra forældrene som hos bastårs 
den bestemmer dens habitus og som er fremherskende over andre 
kjendetegn. Disse sidste recessive kjendetegn forsvinder ikke, 
men bibeholdes som anlæg og kan i senere led atter træde frem. 

Eggleder: den kanal, i hvilken det modne egg vandrer fra eggstokken 
ut til uterus eller livmoren. 

Eggstok: kvindens ovarier, rundagtige, flattrykte, langstrakte legemer 
som indeholder eggcellerne — ialt 30—40000 paa forskjellig utvik* 
lingstrin. Se side 18. 

Eksogene: er de ydre kræfter i motsætning til de indre eller endogene. 
Eksogene indvirkninger er f. eks. klimatiske : lufttryk og lufttrykfor? 
andringer, luftfugtighet; varme, lys: sollys f. eks. dræper mange 
sygdomsspirer; jordbund, vand, ernæringsforhold — særlig melk, 
boligforhold. 

Embryo : foster. 

Endogen : indre eller i slegten boende egenskaper eller indflydelser i 
motsætning til eksogene eller ydre saadanne. Se Eksogen. 



256 

Epilepsi: faldesyke, hvis aarsak sandsyndligvis er at søke i en forstyr- 
relse i den store hjerne ; er karakteristisk ved sine anfald hvor? 
ved bevisstheten tapes, forløper med krampeanfald som i almins 
delighet gaar over i søvn. 

Myoklonusepilepsiens første symptomer er periodiske 
krampeanfald hos barn, senere ytrer den sig ved muskeltræknin* 
ger, vanskeligheter ved at gaa, svælgebesværligheter og medfører 
ofte uten medvirkning av andre sygdommer døden i tidlig alder. 

Eugenik: velbaaren. Begreperne racehygiene og eugenik dækker ikke 
helt hinanden. Francis Galton, grundlæggeren av Galtonlaboras 
toriet og ved siden av sin fætter Charles Darwin, skaperen av den 
eugeniske videnskap, definerer eugenik saaledes: «Eugenic is the 
study of agencies under social control, that may impair the racial 
qualities of future generations, either physically or mentally.» Se 
ogsaa Racehygiene. 

Fylogenese: Den organiske naturproces som i løpet av millioner av 
aar, fra livets begyndelse indtil nutiden, har ført til utviklingen 
av de utallige former av organismer. Se ogsaa Ontogenese. 

Fylogenetisk : det som angaar slegternes utvikling. 

Fysikozkemiske teori: Délage; se Pangenese^teori. 

Galton: stirps; se Pangenesesteori. 

Gifte: 

fysiske: indvirkninger som varme, elektricitet og magnetisme 
kan fremkalde kemiske forandringer i den dyriske organisme. 
Interessant for den eugeniske forskning er specielt den sterilisa* 
tionsproces hos mennesker som fremkaldes naar disse i længere 
tid har været utsat for røntgenstraalers paavirkning. Se sterilisa- 
tion av forbrydere ved hjælp av røntgenstraaler: kap. X. 

kemiske: som kemiske gifte har man betegnet saadanne som 
paa grund av sine iboende egenskaper, sin konstitution hemmer, 
befordrer eller forstyrrer den kemiske likevegtstilstand i cellen, 
henholdsvis organismen. Se kap. VI. 

mekaniske: ved mekaniske gifte forstaar man stoffer som paa 
grund av sin form, temperatur eller ufordøielighet (glas, ko= 
kende væsker, kul, mineralpartikler, haar, støv o. s. v.) kan skade 
organismen. 

Gonovré: en smitsom slimhindebetændelse som angriper urinrøret hos 
begge kjøn og som skyldes tilstedeværelsen av en mikrokokkus. 
(Gonococcus). 



257 

H: hydrogenium, vandstof. 

Hereditær : arvelig. 

Heterozygot: (hetero — uensartet, zygot — det ved konjunktionen 
fremkomne produkt). Naar to ulikeartede faktorhalvdele av en 
egenskap træffer hinanden, blir individet heterozygot med hensyn 
paa den omhandlede egenskap. Individet faar i regelen selv den 
egenskap, hvis arvefaktor har vist sig at være av dominerende art : 
men de forskjellige faktorhalvdele som individet har arvet forde- 
les regelmæssig paa dets kjønsceller. Jfr. Homozygot. 

Homozygot : (homo — ensartet, zygot — det ved konjunktionen frem? 
komne produkt). De ydre kjendemerker, f. eks. form, farve, stor? 
reise o. s. v. hvorved de enkelte dele inden en speciel art adskilt 
skiller sig betinges avarveenheter og arvefaktorer eller 
gener. Disse har ved krydsningsforsøk i regelen optraadt som selv? 
stændige enheter. En arvefaktor f. eks. stammer halvt fra faren og 
halvt fra moren. Naar kjønscellerne modnes, skilles disse «mød? 
rene — og fædrene halvdele» fra hverandre og gaar over i særskilte 
kimceller. Ved befrugtning av eggcellen møtes en slik «halvdel» 
av den analoge arvefaktor hos den anden part. Hvis nu de to for? 
enede «halvdele» som danner arvefaktorerne i det nye egg er likeartet 
saa blir det nye individ homozygot med hensyn paa denne 
specielle arvede egenskap. Individet har selv de arvede kjende? 
tegn, og naar kjønscellerne modnes faar alle kimcellerne bare lik? 
artede faktorhalvdele. 

Hybrider: bastarder. 

Imid — imidgruppe: se Aminer. 

Individualhygiene : Alle de vilkaar hvorunder et individ fødes, ernæres 
og opdrages, hvorunder det arbeider og nyter sin frihet, de vil? 
kaar som betinger dets kulturelle og politiske stilling — alt dette 
influerer paa individets konstitution og arbeidsevne. Man skulde 
tro at hvad der gavner individet ogsaa eo ipso skulde gavne racen 
— racen er jo sammensat av individer. Man skulde tro at racen 
om alle dens enkelte individer levet under de bedste individual? 
hygieniske kaar vilde holde sin vitalitet vedlike. Det er dog 
ikke uten videre tilfældet. Den individuelle hygiene understøtter 
og hjælper for det meste bare de svake, de forkomne i sa mfundet, 
paa bekostning av de sterkere. Da der nu blandt disse ulykkelige 
findes flere som paa grund av daarlige anlæg vil vedbli at være 
syke med en tendens til at avle sykelig avkom, saa ligger der i 
en individuel hygienisk beskyttelse som omfatter alle samfunds? 

17 — Mjøen : Racehygiene. 



258 

lemmer — gaaende ut paa en formildning av kampen for tilværel; 
sen — en tendens til og en fare for at efterkommernes kvalitet 
forringes. 

Kastration: fjernelse av kjønskjertlene. I Europa blev kastrationen 
utført for at skaffe sangere med en bestemt klangfarve til de ka; 
tolske kirker. I keisertiden forekom kastration som utslag av res 
ligiøst sværmeri. Blandt muhamedanerne er kastrationen anvendt 
for at skaffe ufarlige mandlige vogtere til haremerne. 

Kimplasma: i videre forstand: den hele kjønscelle med kjerne, centro; 
som og protoplasma: I engere forstand: bare det i kjønscellernes 
kjerne lokaliserte kromatin som danner arvefaktorernes materielle 
substrat. 

Kloroform: triklor;methan: CHC1 3 Opdaget av kemikeren Liebigl831. 
Fremstilles av klorkalk og aceton, eller av kloral og alkalier. Far? 
veløs, tung væske hvis dampe ved indaanding virker bedøvende. 
Anvendes for at forhindre eller lindre smerter ved operationer. 
Kloroform virker særlig paa centralnervesystemet, men bevirker 
ogsaa forandringer i cellernes funktion hos andre organer f. eks. 
i hjerte, lever og nyrer. Disse forandringer er som regel forbi; 
gaaende. 

Koka: Bladene av en plante, erythroxylon coca som vokser i Bolivia 
og Peru. Indeholder kokain, se dette. 

Kokain: C 17 H. 21 NO + . Alkaloid av bladene paa erythroxylon coca 
(Peru). Kokainets anæsteserende virkning blev opdaget av Koller 
i Wien 1884. 

Konception : undfangelse, begyndelsen til svangerskapet ; falder sammen 
med eggets befrugtning. 

Kopulation: sammensmeltningen av to celler og deres kjerner, egg? og 
sædcelle hos de høierestaaende dyr (parring), av selve individerne 
hos protisterne. — 

Korrelation : Herved forstaaes i de biologiske videnskaper at en organ; 
ismes forskjellige dele staar i et indbyrdes vekselvirknings; eller 
avhængighetsforhold. Mens man længe har indset dette, hvad de 
ydre organers form; og størrelsesutvikling angaar, har først de se; 
neste aartier bragt nærmere oplysning om funktionel korrelation 
mellem indre organer, f. eks. kjertlenes forhold til hverandre : 
leverens til bukspytkjertelen o. s. v. 



259 

Kromatin: den substans i cellekjernen som meget let farves av visse 
farveopløsninger, i motsætning til den anden kjernesubstans akro? 
matinet, som bare farves under særlige forhold eller slet ikke. 
Kromatinet forekommer sedvanlig i smaa korn. Ved kjernedelin* 
gen forener kromatinkornene sig til sterkt farvbare legemer som 
kan være rundagtige eller smaa rette staver, men som dog oftest 
viser sig som u-formede sløifer og kaldes kromosomer. Antallet 
av kromosomer er nøiagtig det samme for alle celler av en og 
samme organismeart (mennesket har 24 i hver celle). Kromosom 
merne ansees for at være den egentlige arvesubstans. Antallet av 
kromosomer er saa litet i forhold til de arvede egenskaper at vi 
er tvungen til at anta tilstedeværelsen av mindre enheter — deter= 
minanter eller pangener, (de Vries). Hacker uttaler i tilslutning 
til Boveri, at ethvert kromosom har sin individuelle eiendomme? 
lighet og at Weissmann tar feil naar han tillægger hvert eneste av 
dem alle mulige anlæg. 

Lamarckisme : Tilhængere av lamarckismen stiller ofte denne i et slags 
motsætningsforhold til darwinismen. Hvad der egentlig karakte? 
riserer Lamarcks teori er, at den i høiere grad end Darwins til* 
skriver organernes bruk eller ikke-bruk og livsbetingelsernes 
direkte indvirkning, betydning for utviklingen. 

Livsenheter: Spencer; se Pangenese4eori. 

Loebs forsøk : Loeb uttaler : «Mine første forsøk paa at føre ubefrugtede 
sjøpindsvinegg til utvikling ved hjælp av alkali, bestod i at eggene 
blev behandlet med sjøvand, hvis alkalinitet blev forhøiet ved 
tilsætning av natronlut. Disse forsøk lykkedes bare delvis. I 
saadant sjøvand spaltet eller furet eggene sig bare en eller to 
gange, uten at utvikle sig til larver. Derimot lykkedes det mig 
at bringe sjøpindsvinegg til at utvikle sig til larver, ved at jeg i 
to timer behandlet dem i hypertonisk sjøvand, d. v. s. i sjøvand 
hvis osmotiske tryk ved tilsætning av et eller andet salt eller 
sukker var forhøiet med ca. 60 °/°- Selv rene (hypertoniske) rør* 
sukkeropløsninger virket utviklingsbefordrende, men de derved 
frembragte larver utviklet sig bare til pluteusstadiet. Først 6 aar 
senere fandt jeg at denne tilsynelatende rent osmotiske metode 
til at fremkalde utvikling i virkeligheten sammensættes av to fak= 
torer. Den ene bestaar i det vandtap som egget lider ved for= 
høielsen av det osmotiske tryk i sjøvandet; den anden i koncen= 
trationen av hydroxyljoner av den hypertoniske opløsning. Det 
viser sig nemlig at den utviklingsbefordrende virkning av den 
hypertoniske opløsning inden visse grænser tiltar med koncentra? 
tionen av hydroxyljoner.» — 



260 

Maggi: blastiduler; se Pangenesesteori. 

Methylalkohol: CH 3 OH. «Forskjellen i oksydationsevnen hos methyls 
og æthylgrupperne blir paa den mest slaaende maate belyst ved 
methyl og æthylalkoholens skjæbne, naar de indføres i det mens 
menneskelige legeme. Æthylalkoholen blir, selv om den indføres 
i det menneskelige legeme eller i dyr i forholdsvis store doser, 
fuldstændig oksyderet paa nogen faa timer. Methylalkoholen ok= 
syderes derimot ufuldkomment, selv om den indføres i smaa mæng= 
der, og processen strækker sig til dage istedet for timer. — Dette 
sidste faktum bragte farmakologerne til at advare mot bruken av 
methyl som erstatning for æthylalkohol, mange aar før man hadde 
fastslaat et eneste tilfælde av forgiftning av mennesker. Denne 
advarsel er senere blit retfærdiggjort ved de hundreder av tilfæls 
der av blindhet og dødsfald som har sin aarsak i methylalkoho? 
len.» Reid Hunt. Man maa anta at methylalkohol vilde virke 
endnu mere ødelæggende paa avkommet end æthylalkoholen. Dets 
større giftighet hindrer imidlertid dets anvendelse paa individet, 
og derigjennem slegtens ødelæggelse. 

Mikrozymer: Béchamp; se Pangenesesteori. 

Monogami: engifte. 

Morfin: C r; H ](l NO s H.,0. Et sterkt virkende alkaloid som findes i 
opium. 

Mutation : den hollandske botaniker de Vries bruker ordet for den 
pludselige optrædende, skarpt karakteriserte og fra begyndelsen av 
bestandige og arvelige variation. 

N: nitrogenium, kvælstof. 

Neolamarckisme : den retning av avstamningsteorien som i henhold til 
Lamarck ser artdannelsens hovedfaktor i de ydre betingelser og i 
de arvelige virkninger av organets bruk eller ikke*bruk. 

Nuclein : cellekjerne. 

O: oksygenium, surstof. 

Oksydation : en kemisk proces som bestaar i at et legeme forbinder sig 
med surstof. 

Ontogenese : kimutvikling. Den individuelle utvikling. De forandring 
ger som individet gjennemløper fra eggcellens befrugtning indtil 
dets død i moden alder. Der skjelnes mellem tre forskjellige sta? 
dier: ungdomsstadiet, karakteriseres ved veksten ; modningsalderen, 



261 

karakteriseres ved individets differentiering; oldingstadiet, karak* 
teriseres ved degenerationen. Ontogenese er efter den biogenetiske 
grundlov en kort og hurtig, ved arv betinget, og ved tillempning 
forandret gjentagelse av slegtshistorien. Se Fylogenese. En repro* 
duktion av hereditær art omfatter ifølge J. M. Coulter fire hoved; 
stadier: for det første celleformeringen idet der i det befrug* 
tede egg bevirkes en række celledelinger, som tilslut maa resultere 
i en mængde celler; for det andet celledifferentieringen, 
grupper av celler blir forskjelligartede, saa at de forskjellige celles 
væv med deres specielle funktioner utvikles; for det tredje maa 
cellevævene organiseres til særegne strukturer, organer; og for 
det fjerde maa disse organer kombineres saa de utgjør et hele — 
individet. 

Opium: den indtørrede melkesaft av den umodne kapsel hos valmuen. 
(Papaver somniferum). Opium indeholder flere sterktvirkende al* 
kaloider som morfin, narkotin, codein og thebain. Opium benyt* 
tes som medicin i form av pulver, ekstrakt og tinktur, men særlig 
som berusningsmiddel av orientalske folkeslag. Den spises og rø* 
kes. Rusen varer flere timer. 

Organanlæg i kimstoffet : ethvert organ i organismen maa kunne føres 
tilbake til et anlæg i kimstoffet. Dermed menes ikke at orga* 
nerne er tilstede i kimet i en bestemt form, men deriomot at en* 
hver legemsdel kan føres tilbake helt til egget, og at den efter al 
sandsynlighet indeholdes i en eller anden del av dette. Disse be? 
standdele er for lethets skyld kaldt anlæg. Ribbert. 

Organiske molekyler: Buffon; se Pangenese*teori. 

Ortogenese: utvikling gjennem flere led i en bestemt retning. 

Osmose: den gjensidige utveksling av to med hinanden blandende væ* 
sker som er adskilt ved en porøs væg av brændt gips, eller ler 
eller en cellemembran. 

Ovarium: se Eggstok. 

P: Phosphorus, fosfor. 

Pangenesezteori : en av Darwin opstillet arvelighetshypotese. Efter 
denne skulde en organismes celler ikke alene forplante sig ved 
simpel deling. Darwin mente at fra alle legemets celler løsrives 
der smaa korn (gemmulæ) som sprer sig i hele organimen og til* 
slut samles i kimcellerne, hvor de overført paa avkommet saa at 
si tvinger cellerne til at utvikle sig paa samme maate som i mo* 
derorganismen. 



262 

Ifølge den intracellulære pangenese?teori av de Vries er like? 
ledes arveanlæggene bundet til de smaa dele (pangener) hvorav 
protoplasmaet er sammensat. Men disse pangener er allerede fra 
begyndelsen av tilstede i hver celle og behøver ikke at føres rundt 
i legemet forinden de naar kimorganerne. 

Der har været opstillet mange saadanne arvelighetsteorier : 
livsenheter av Spencer, mikrozymer av Béchamp, organiske mole? 
kyler av Buffon, blastiduler av Maggi, bioplaster av Altmann, 
stirps av Galton, chemisme av le Dantec, fysiko?kemiske teori av 
Délage, idioplasma av Någeli. Se Tavle XXXI arvelighetsteorier. 

Panmiksi: almindelig blanding, specielt blandingen av gode og daarlige 
arveanlæg. 

Polygami: et individs samliv med flere individer av det andet kjøn. 
Brukes som motsætning til monogami — engifte. 

Prognose: forutsigelse av sygdommers forløp, særlig utsigterne til en 
fuldstændig helbredelse eller ikke. 

Propylalkohol : C 8 H 7 OH. Den primære propylalkohol findes i visse 
sorter fuselolje. Er mere giftig end den almindelige alkohol — 
æthylalkoholen. 

Protoplasma : se Cellesubstans. 

Protozoer: urdyr, omfatter de enkleste organismer med dyrisk stof? 
veksel. 

Ptomainer: forraadnelsesalkaloider, organiske baser, som forekommer 
i lik. 

Race: en horde, en stamme, en gruppe individer fra et fælles ophav. 
Fransk — race ; italiensk — razzo ; spansk — raza. Den utviklings? 
enhet som kaldes race dannes ved individernes ihinandengripen 
ved forplantningen. Individet spiller kun en rolle for racen, saa? 
længe det indtar et visst forhold til sin ascendens og d esc en? 
dens. Ploetz som har skapt det moderne begrep racehygiene, 
stiller det spørsmaal: Hvor findes den evigvarende livsbærer? og 
besvarer det saaledes: «Individet er det ikke — dets livsform gaar 
tilgrunde. Der trænges en uendelighet av ensartet formede indivi? 
der, som forbinder sig med hverandre og lar nye individer opstaa 
og overleve dem, for vedvarende at kunne opretholde denne levende 
form.» For mange vil kanske benævnelsen «race» ikke synes træf? 
fende for at betegne en vedvarende livsenhet. Undersøker man 
imidlertid, om ikke det saa nærliggende betydningsfulde uttryk 
allerede tidligere er opfattet og anvendt paa lignende maate, saa 



263 

finder vi hvad vi søker først og fremst hos Darwin. Naar han 
betitlet sit hovedverk: «Origin of species by means of natural 
selection, or the preservation of favoured races in struggle for 
life», saa var her racen aabenbart tænkt som en levende enhet, 
som vokste og utvikledes i kampen for tilværelsen. En lignende 
opfatning av ordet gav sig tilkjende, dengang man i England frem* 
holdt, at den tiltagende anvendelse av folkets kraft i industriens 
tjeneste kanske kunde skade racen. Her var ordet ikke brukt for 
at betegne en systematisk varietet, men med tanken paa et levende 
hele, som omfattet alle individer. 

Vi maa ifølge Ploetz skille mellem den biologiske race som 
vi alt efter fysiologiske eller morfologiske synspunkter, kan be? 
tragte som en fysiologisk eller morfologisk race — og systemracen, 
systematikerens varietet. Det vilde overhodet være bedst helt ut 
at sløife ordet i den sidste betydning, da man jo har den udmer; 
kede betegnelse : «varietet». 

Egypternes forlangende om at alle israelitiske drengebarn 
skulde dræpes, skulde efter Ploetz derfor kunne betegnes som va? 
rietethygiene. Spartanernes og romernes «utsættelse» av svakelige 
barn derimot som racehygiene. 

Haeckel skiller inden menneskeslegten mellem 12 særskilte ar? 
ter uten derved at ville paastaa, at en av disse skulde bevirke 
mangelfuldt krydsningsprodukt med alle de andre. «Man kan ikke 
altid forestille sig en race skarpt avgrænset, allermindst i en tid 
da den dannes ut fra en anden race. Intet levende har skarpe 
grænser «alt flyter». Der hvor der virkelig indtrær en fuldstændig 
sammensmeltning av 2 racer, er disse racer neppe saa for* 
skjelligartede at de fortjener navn av selvstændige racer og maa 
derfor betegnes som underracer. Resultatet vil enten bli ; En fuld* 
stændig sammensmeltning til en race eller en voksende divergens 
i to racer. (Ploetz). 

Racebiologi: læren om livet og om de indre og ydre livs; og utvik; 
lingsbetingelser for racen; se denne. 

Racehygiene: begrepet racehygiene er i ordets nuværende betydning 
første gang indført av Ploetz, Berlin 1897. Racehygienen — sleg; 
ternes hygiene — staar ofte i et slags motsætningforhold til indi* 
vidualhygienen. Racehygienens opgaver er særlig at klargjøre de 
biologiske grundbegreper, at utforske den organiske sammenhæng 
mellem de kræfter som fører til menneskeslegtens opgang eller 
nedgang. Racehygiene — eugenik — opstiller nye 
sociologiske værdier: det organiske arvegods. Det en? 
kelte menneskeliv har intet værd utenfor det evolutionistiske 
Weissmann har i paradoksal form git uttryk for dette ved at uU 



264 

tale at individet kun er til for racens skyld som bolig for det udø? 
delige kimplasma. Alle levende organismer er bestemt til at frem* 
bringe nyt liv, til mangfoldiggjørelse av livet og fremfor alt til at 
rendyrke det. Individet tjener kun det maal at frembringe nye 
livsformer, færre i antal, men til gjengjæld utstyret med en sterkere 
livsflamme. Se individualhygiene. 

Recessive egenskaper : Recessiv — vigende — benævnes egenskaper som man 
tænker sig som anlæg i kjønscellerne og som ubemerket overføres fra 
generation til generation indtil der indtrær en gunstig leilighet for 
deres tilsynekomst. En saadan leilighet indtrær, naar begge forældre 
er i besiddelse av den skjulte særegenhet. Et visst antal av deres av* 
kom vil da aapent bli merket av den recessive egenskap. Og saa 
længe deres efterkommere formerer sig indbyrdes eller gifter sig med 
andre av lignende konstitution, overfører de den specielle egen? 
skap i synlig skikkelse paa alle sine efterkommere, og danner saa? 
ledes en speciel art av en egen utpræget karakter. 

Recidiv: tilbakefald. 

Regeneration : Hos talrike av de lavere dyrearter, men ogsaa hos hvir? 
veldyr finder en avkastning av visse legemsdele sted (autotomi) 
paa grund av fare for hele dyret- I de fleste tilfælder vokser den 
tapte legemsdel ut igjen — den regenererer. Lumbriculus variega? 
tus, beslegtet med regnormen, kan opstykkes i 14 dele og baade 
hode og hale regenererer. Sjøpølser utspyr ved haard behandling 
den største del av sine indvolder og regenererer dem igjen. 

Regenerationsevnen hos mennesket er litet utviklet forsaavidt 
talen er om nydannelse av legemsdele eller organer. En virkelig 
regeneration av et helt organ er overhodet ukjendt; men mange 
organer kan tilta i størrelse naar der stilles forøket krav til deres 
virksomhet. Saaledes vokser den ene nyre, naar den anden skjæres 
ut eller ved sygdom sættes ut av funktion, paa lignende maate som 
musklerne utvikles ved forøket bruk. I motsætning til organerne 
som helhet har de enkelte væv en ikke ubetydelig evne til nydannelse. 

Regeneration benyttes nu meget om slegtens evne til e fter 
utartning eller forfald at vende tilbake til det normale. 

Segregation: avsondring, utskillen. Er nu blit teknisk uttryk for den 
samfundsforanstaltning at utskille de^lavværdige raceelementer fra 
de øvrige elementer i samfundet. 

Selektionsteori : Darwinisme i engere forstand, læren om arternes na? 
turlige opstaaen ved overlevelsen av de dygtige varieteter i kam? 
pen for tilværelsen (grundlagt av den engelske naturforsker Chai? 
les Darwin, 1809-1882). 



265 

Socialbiologi : se Racebiologi. 

Somaceller: legemsceller ; ofte benyttet som motsætning til kimceller. 

Spencer: livsenheter; se Pangenese=teori. 

Sperma: Den mandlige kimkjertel avgir en flytende væske som inde* 
holder sædcellerne som vigtigste bestanddel. Foruten sædcellerne 
indeholder den smaa lymfelegemer, pigmentkorn, fettdraaper, avs 
støtte celler, spermakrystaller. De sidste dannes ved sædcellens 
avkjøling og indtørring; det er det fosforsure salt av en organisk 
syre av sperminet, som gir sædvæsken dens eiendommelige lugt. 

Spermatozo : Sædcelle. 

Sterilisation : I desinfektionsøiemed tilintetgjørelsen av utviklingsdygtige 
organismer. — I eugenisk betydning ufrugtbargjørelsen av visse 
raceelementer. 

Stirps : rot, slegt, herkomst. Galtons stirps ; se Pangenese^teori. 

Sulfon: SO. 2 , et to=værdig radikal i organiske forbindelser som f. eks. 
(C 2 H 5 ) 2 S0 2 diæthylsulfbn. — Sulfosyrer eller sulfonsyrer: orga? 
niske forbindelser som indeholder gruppen S0 2 OH. 

Sv ovlsy viing : se Svovlsyrlinganhydrid. 

Svovlsyrlinganhydrid : S0 2 . Farveløs gas Reduktionsmiddel. Den 
vandige opløsning indeholder svovlsyrling H 2 SO ;i som er en to= 
basisk syre. Alkalisalterne benyttes som konserveringsmidler. 

Systemrace: Se Race. 

Toksiner: giftige stofvekselprodukter som visse bakterier (patogene 
bakterier) producerer. Cellerne i organismen reagerer imot disse 
ved dannelsen av «antitoksiner» som «binder» toksinerne og gjør 
dem uskadelige. 

Trypanosomer — mastigophora — flagellater : er mikroskopisk smaa, en* 
cellede og enkjernede organismer. De er en tid av sit liv utstyret 
med fimretraader (flagella). 

Æter: C 2 H B OC 2 H 5 . Let, flygtig væske. Ved indaanding av æterdampe 
fremkaldes bedøvelse. Det tiltagende bruk av æter ved operatio? 
ner — narkose — skyldes særlig Dr. med. Squibb, New^York. 

Æthylalkohol : se Alkohol. 



Tavle XXXII. 

Kimplasmaets 
kontinuitet. 

Fig. 1 || 



Arvelighets^teorier. 



Pangenese. 



Mutation. Arveegenskaper som blander. Adskilte enheter. 



Fig. 2 




Ovenstaaende figurer danner skematiske fremstillinger av de forskjellige arvelighets*teorier. 
De firkantede figurer betegner individerne, ringene kimplasmaet. 



Fig. 1 viser den almindelige oplatning at individ og kimcelle 
er relativt uavhængige av hinanden. Kimcellen i et led er direkte 
forbundet med kimcellen i næste. Anatomiske arveegenskaper som 
benbygning, muskelform, stemmebaand; fysiologiske som f. eks. for* 
styrrelser i stofvekslen; pigmentering som f. eks. haarfarve, øienfarve, 
hudfarve; anomalier som 6<fingrethet, kortfingrethet og andre arve* 
egenskaper som f. eks. alkoholisme og døvhet vandrer som anlæg 
fra kimcelle til kimcelle. Individerne danner bare sidegrener. Der 
fører, som fig. 1 viser, ingen vei fra individ til individ. En erhvervet 
egenskap som et brukket og ufuldkommen lægt ben frembringer ingen 
benskade i næste led. Hverken en hjerteutvidelse, erhvervet f. eks. 
ved cykling, eller en hjerteklappefeil, erhvervet ved gigtfeber, hverken 
en døvhet foraarsaget ved et ulykkestilfælde eller som følge av skar» 
lagensfeber, eller en skrumpnyre, skrumplever eller aareforkalkning 
som følge av drukkenskap, (drukkenskap alene fremkalder neppe 
skrumplever etc. jfr. kap. VI) hverken influenza, lungebetændelse, 
kikhoste, mæslinger, difteri eller skarlagensfeber, hverken barselfeber, 
tyfus, rosen, pleurit, røde hunde, kolerine, vandkopper eller kusma, 
hverken berUberi eller skjørbuk er nogensinde iagttat overført paa 
barnet. Man arver ikke fra sine forældre. Der fører ingen vei fra 
individet til det næste kimplasma. 

Naar der ovenfor er sagt at en erhvervet feil, f. eks. hjertefeil, 
ikke kan arves, saa maa man ikke glemme at en viss tilbøielighet — 
anlæg — til at erhverve feilen kan være arvelig. Ja, man tror endog 



at der eksisterer en arvet tilbøielighet til bestemte infektionssygdomme 
som hos barnet kan disponere til organfeil, f. eks. hjertefeil. Men 
det forandrer intet i det faktum at den av ophavet erhvervede feil 
(hjertefeil) ikke kan overføres paa avkommet. 

Fig. 2. Darwins pangeneseteori: Fra alle legemets celler løs* 
rives der smaa korn (gemmulae) som tilslut samles i kimcellerne, 
hvor de danner det materielle substrat for det nye opstaaende 
individ. 

Fig. 3. De Vries mutationsteori : en pludselig optrædende, 
skarpt karakteriseret og fra begyndelsen av konstant og arvelig 
variation. 

Fig. i. Arveegenskaper som blander: Ved krydsning mellem 
neger og hvit fremkommer ikke sort og hvitt avkom, men en brun 
blandingsfarve (mulatter). Indbyrdes avler disse ikke som andre 
bastarder (se kap. 2, s. 28) efter Mendels lov hvite og sorte i forhoh 
det 1:2:1, men bare mulatter. 

Fig. 5. Arveegenskaper vandrer som adskilte enheter paa sam* 
-ne maate som et atom vandrer uforandret fra et molekyl til et andet. 
De danner nye konstellationer, men kan i senere led atter skilles ut 
fra hverandre. 

Der har været opstillet mange arvelighetsteorier : «livsenheter» 
av Spencer, «microzymer» av Béchamp, «organiske molekyler» av Buf» 
fon, «blastiduler» av Maggi, «bioplaster» av Altmann, «stirps» av 
Galton, «chemisme» av le Dantec og «fysikoskemiske teorier» av Delage. 



Tavle XXXIII. 



Anvendt racehygiene. 
Program for det sociale reformarbeide. 



Negativ racehygiene. 



Positiv racehygiene. 



SegregatlOn, frivillig for aandssvake, epileptikere og lignende aandelig og legemlig forkrøblede 
individer, rvung^en for drankere, vaneforbrydere, professionelle tiggere og alle som 
negter at arbeide. 

Sterilisation av sædelighetsforbrydere og voldsforbrydere. 



Biologisk Oplysning." (Racebiologi i skole og universitet, institut for genealogisk forskning. 
Universitetslaboratorium for Racehygiene.) 

Decentralisation (indre kolonisation).3 

Regressivt skatte* og progressivt lønningssystem for familieforsørgere. 4 
Mødreforsikring. 5 



Profylaktisk racehygiene. 



Bekjæmpelse av kemiske gifte: industrigifte, særlig bly og blyforbindelser; sygdoms* 

gifte, særlig syfilis; narkotiske gifte, særlig nikotin (statsmonopol for tobak), koffein 

(omlæggelse av told til gunst for næringsstoffer — sukker etc. — kontra gifstoffer — 
kaffe og te) og alkohol. 

Folkesygdommene i beskatningen. 

Helseerklæring før egteskap. 

Klassesystem og progressiv beskatning av alkoholiske drikke. 6 



Ovenstaaende program for anvendt racehygiene blev den 7. april 
1908 for første gang lagt frem for offentligheten paa et møte i 
medicinerforeningen. Det har i de paafølgende aar været lagt til 
grund for foredrag i Norge, England, Danmark og Tyskland og er 
fremlagt for den permanente internationale komité for racehygiene. 
Flere av programposterne er allerede oversendt parlamenterne i 
ind* og utland som lovforslag, et forslag — klassesystem og pro» 
gressiv beskatning av alkoholiske drikke er for øllets vedkom» 
mende gjennemført i Norge ved lov. 

Biologi, biokemi og racehygiene (ikke seksuel undervisning) maa 
bli obligatoriske hovedfag fra barneskolens første klasser til 
embedseksamens avslutning. Disse de vigtigste av alle fag findes 
ikke paa skoleplanen og har ikke nogen lærestol ved vore akade» 
miske læreanstalter. Under disse fag bør doceres arvelighetslærens 
og den genealogiske forsknings grundprincipper, en lære som bør 
bli folkets almeneie. Linder biologi tåges med neomalthusianis» 
mens indflydelse paa racens kvalitet og de kemiske giftes indfly» 
deise paa slegten. Gutterne skal inspireres for raceidealet kontra 
krigsidealet, pikerne for moderkaldet som den største og helligste 
værnepligt eller rettere fædrelandspligt. Resolution om at man 
bør opta biologi og racehygiene som obligatorisk skolefag blev 
enstemmig vedtat av et møte av Smaalenenes kreds av Norges 
landslærerforening, pinsen 1913 i Fredrikstad. 

Decentralisation, indre kolonisation. Foranstaltninger fra statens 
side for at forhindre prisstigning paa jord der hvor der skapes 
nye industricentrer. Vandkraften maa i form av elektricitet tåges 
i hjemmeindustriens tjeneste. Tilgangen av fremmed arbeidskraft 
maa kontrolleres saaledes at antallet av syfilitikere eller alkoholikere 
som kommer ind i landet reduceres. 
Beskatningen omlægges saadan at familieforsørgere efterhvert som 



deres familie forøkes, blir mer og mer fritat for skatter, samtidig 
med at de offentlige lønninger økes i forhold til barneantallet. En 
departemental komité i Frankrike har fremsat forslag om at militær» 
tjenesten skal forlænges for mænd som ved sit 29de aar ikke er gift, 
at staten ikke skal ansætte embedsmænd som ikke er gift ved sit 
fyldte 25de aar, at embedsmænd som har over 3 barn skal avancere 
hurtigere, og faa et tillæg i gagen med 200 fres. for hvert nyt barn 
over 3. Pensionen forhøies i forhold til barnenes antal. I staten 
Illinois bæres skatterne for en stor del av de ugifte. For hvert 
barn som fødes, erholder moren et statsbidrag av kr. 400. Massa» 
chussetts har indført skat paa ungkarer. I det tyske fyrstendømme 
Reuss maa ugifte og barnløse betale et skattetillæg fra 5—10% — 
progressivt med de stigende indtægter. 

Mødreforsikringen er fremført i Norge av Johan Castberg. Der 
er blit holdt oplysende foredrag av Katti Anker Møller og Clare 
Mjøen. Forslag om mødreforsikring blev av Norske Kvinders 
Nationalraad oversendt regjeringen vaaren 1913. Den blev efter 
Socialdepartementets indstilling av 14. oktober 1913 bifaldt av 
regjeringen. Propositionen er vedtat ved odelstingsbeslutning; 
den endelige behandling blev paa grund av krisen utsat. Den 
foreslaar ved kvindelig medlems nedkomst fri jormorhjælp og 
barselpenger i 8 uker (derav 2 før fødslen), 60 % av lønningen, 
mindst 1 krone pr. virkedag. Endvidere foreslaaes til for» 
sikret medlems hustru fri jormorhjælp samt barselpenger kr. 40 
pr. fødsel som utbetales til moren. Efterhvert bor mødreforsik» 
ringen utvides saaledes at den kommer til at omfatte alle race» 
dygtige men ubemidlede eller litet bemidlede mødre. 
Ved at gjennemføre klassesystem efter alkoholprocenten for alle 
alkoholiske drikke vil man kunne begunstige de uskadelige drikke» 
varer paa de sterkeres bekostning — jfr. tavle XXXIV. 



Tavle XXXIV. 



Alkoholstyrken av drikkevarer 

som konsumeres her i landet. 



m = maksimum, gj. = gje 
Alkoholstyrken er angit i volumprocentcr, hvor ikke vegtprocent uttrykkelig er angit. 














5 








10 








' 15 








20 








25 








3C 


i i i i i i i i i i i i i i i r i i i j i i i i i 










| Champagne m. 14,7 °/o gj. 10,3% 










1 II 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 










j Rødvin og fransk Hvitvin m. 13,2% gj, 9,1% 




1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 | ' | | i | 1 1 




















•(Rhinskvin m. 10,5% gj. 7,2% 




















I I ! I I I I 1 1 | 1 




































■i Moselvin 7,5 % 




































1 lill i 1 1 I III 




































( Stikkelsbærvin m. 14,5%, 














1 1 ' lill 1 1 1 I | II 






















(Ribsvin m. 13.6% 






















| |i 1 1 | | ! 1 II 1 1 






















HRabarbervin 18,1 % 












1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 l^^^l 












fl II 1 1 1 II Illi i i i i ^^^ 














■ \ Klasse III m. 5'/* % gj. 4,6 % (vegts %) Sterkt beskattet 














M 


[ | ' | 1 j | | JIM |- | | 




















HJKlasse II m. 3%% gj.: Bayer 3,19% Pilsener 3,24 % Lager 3,09% (vegts %) 




F 




III 1 II 1 III 1 1" 1 1 1 1 || | I 








j Klasse I m. 2'/» % gj. Landsøl 1,8% (vegts %) (Druevin under 2'A (vegts %) 








1 1 1 II 1 1 1 1 1 1 


fremstilles forsøksvis av norske avholdsfolk) 


m 


|]Sur melk m. 1,3 °'° gj. 0,5% (vegts %) 




































1 1 1 1 1 1 1 | | 1 1 | 




































■■ ._ _ 










1 


3ræ 


ndv 


ine 


. > 


Wh 


sk\ 


, Cognac omkr. 50 %| i ! 1 | 
























j 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 








, 


, 





r 


, — 


r 





- ■ 





, . 




Akvavit omkr. 40 %| 1 ! | I ! 




































































































| Punsch 








| | 


i i ; omkr. 25 % 


■■LLL^UBiLL^^il i 


] Portvin m. 19.9% gj. 14,2% 




III 1 


fe Madeira og Malaga m. 18,9% 


lill 1 1 i 1 1 1 1 1 '' 1 II | ' ' 








] Sherry m. 20,7 "^ 








1 1 1 1 1 J [ '' 1 i j ' i 1 1 ' 1 1 1 I '• ' 












| Samos m. 19.2 % 












[ | j ] | i | | i | | | | | ] i 1 1 i i 1 












-iLadde* 


^^T^^TT 


| i | 1 i : I ' ! | | vin m. 27,3% 11.6% 



Utenlandske og 
indenlandske 



Indenlandske 
ølsorter. 



Brændvine og 

brændvins; 
blandede vine. 







10 



15 



20 



25 



30 



Gjennemsnitsstyrken for alkohol er fundet ved at ta prøver fra samtlige landets fabrikata og ved opkjøp fra utsalg 
i mer end halvparten av landets byer. Ialt er der av øl, brændvine, vine, punsch og likører utført 1130 alkohol» 
bestemmelser ved dr. Mjøens laboratorium i 1912, 1913 og 1914. Tallene falder noget lavere end de som er 
offentliggjort fra andet hold. Schmelcks laboratorium som bygger paa et stort materiale angir rødvin fra 9—15%, 
akvavit fra 32-45 %, pjolter ca. 12 %, brød til 0,4 %, sur melk til 0,5 % og vørterkake til 0,7 %. Fra amts» 
utstillingen for landbruk og industri i Stavanger (offentliggjort i «Menneskevennen» 21. febr. 1913) findes rabarber* 
vin angit til 27,4 %. Denne vin kan umulig være naturlig gjæret vin, men er, hvis her ikke foreligger en feil 
analyse, sandsynligvis en spritblandet frugtvin av typen samos. Salg av øl over 5 Vs vegts % er forbudt i Norge 
ifølge lov av juli 1912; derved udelukkes sterkere utenlandske ølsorter, som kunde holde indtil 9 vegts % 
alkohol. Mens øllets styrke gaar langsomt nedover, i de sidste 50 aar fra 6 å 7 % ned til ca. 3 %, som er middel» 
tallet for bayerøllet nu, saa gaar styrken i hjemmebryggede vine og kunstvine stadig opover. Husbrygningen av 
sterke vine tiltar. — — — — — — — — — — _ — ______________________ 



Klassesystem og progressiv beskatning av alkohol. 

Enhver flaske som sælges skal være merket med sin klasse I, II, III. 



Gruppe 
I 



Gruppe 
II 



Gruppe 
III 



Gruppering av alkoholiske 
drikke. 


Klassesystem og progressiv beskatning av øl. 


Salgsvilkaar. 


Ølsorter. 


Maksimumsstyrke 

for alkohol. 

Pct. 


Progressiv 

skat. 
Øre pr. liter. 


Uskadelig baade for 
individ og race. 

Lettere vins og øls 
sorter. 


Kroneøl, vørterøl, maltøl. 
Kl. I. Bjor, mungaat, 

landsøl, ekstraøl, korns 

ekstrakt. 



2% 




2 


Priviligeret klasse. 

Skattelettelse, 
salgslettelse, bes 
vilgningslettelse. 


Kan være skadelig for 
individet men ikke 
for racen. 


Kl. II. Lettere pilsner, 
lagers og bayerøl. 


3% 


8 


Kommunal 

bevilgning. 


Kl. III. Bokøl. 


5V 2 


17 


Skadelig baade for 
individ og race. 

(Brændvin og sprits 
blandede drikke: 
kunstvine.) 


Sterkere bokøl, kulms 
bacher, salvator og pors 
ter indeholder op til 9 
pct. alkohol. 


01 over 5% 
pct. er fors 
budt ved 
lov av juni 
1912. 


Forbud. 



Den progressive beskatning av øl efter klasser er indført 
i Norge ved lov. Det næste skridt er at bringe al alkohol ind 
under klassesystemet. Druesaft og de allerletteste primitive 
landvine bør komme ind under gruppe I, de lettere, naturlig 
gjærede vine under gruppe II (kl. II og III) og bør være gjen» 
stand for kommunal bevilgning. Alle blandingsvine som samos, 
laddevin og størsteparten av de her i landet under navn av 
portvin, sherry, malaga, madeira solgte kunstvine, endvidere 
likører som punsch, munk, curacao etc; endvidere brændvine 
som kognak, akvavit, genever, whisky, rum og andre vil danne 
gruppe III. Klassesystemet utskiller denne alkoholgruppe som 
bor betragtes og behandles som andre giftstoffer og som derfor 
aldrig burde tillates i den almindelige handel. Det til klasses 
systemet knyttede beskatningssystem vil langsomt men sikkert 
føre konsumet fra de sterkere over til de lettere alkoholdrikke. 
Klassesystemet tilsteder en billig og enkel kontrol som ikke er 
begrænset til tilvirkningsstadiet men følger varen fra dens tils 
virkning til dens konsumption hele landet over. Naar drikkes 
varerne er stillet under statens opsyn og er merket med sin 
klasse, vil publikum være istand til selv at kunne utøve kontrol. 
Og først paa basis av en saadan kontrol vil et landsforbud (se 
tavlen) kunne bli effektivt. 

Første skridt til gjennemførelse av klassesystem og pro» 
gressiv beskatning for alkoholholdige drikke blev gjort med 
den av finansminister Gunnar Knudsen i 1908 fremlagte pro* 
position. Efter flere aars kamp (propositionen tilbakekaldtes 
av den senere finansminister Abraham Berge) blev den gjennem» 
ført ved lov av 28. juni 1912. (Dens ivrigste talsmænd i tinget 
var Gjedrem, Aaen og Buen.) Næste skridt — klassesystem 



for alle alkoholiske drikke — er tat op paa venstres program 
post 14. 

Ved at gjennemføre det progressive klassesystem for alko» 
holiske drikke og ved at arbeide for brændvinsforbud som det 
første og vigtigste skridt, har de norske avholdsorganisationer 
slaat ind paa en vei som i længden vil vise sig at være den 
sikreste. Hvor langt man senere trænger at gaa m. a. o. til 
hvilken procentgrænse av alkohol man bør gjennemføre det 
absolute forbud, vil man efter nogen tids erfaring bedre forståa. 
Forhaabentlig vil avholdsorganisationerne ogsaa arbeide for at 
vi samtidig med brændvinsforbud faar forbud mot alle brænd» 
vinsblandede vine og kunstvine, som er de farligste og mest 
lumske av alle drikkevarer. 

Det racehygieniske grundprincip i dette klassesystem er 
følgende: Til den ene kant utskilles en gruppe drikkevarer — 
brændvin og brændvinsblandede vine — som maa betegnes 
som racegifte, og mot hvilken der bør træffes rigorøse foran» 
staltninger (landsforbud). Til den anden kant fremhjælpes ved 
salgs», bevillings» og skattelettelser en klasse av drikkevarer 
(lettere vin» og ølsorter) som fordi de frembyr store fordele 
fremfor alle andre drikkevarer bør spredes mest mulig. Disse 
sidste vil derfor spille en rolle i det positive ædruelighetsarbeide 
som foråt forhindre overtrædelser av lov» og reglement har til 
opgave at skaffe gode drikkevarer samtidig med at de farlige for» 
bydes. De her nævnte alkoholholdige lettere vin» og ølsorter 
som kan stemples med sin klasse og stilles under statskontrol 
har store fordele: De er smittefri og kimfri i motsætning til melk. 
De indeholder let resorberbare næringsmidler i motsætning til 
mineralvande, de er absolut, giftfri i motsætning til kaffe og te. 



PROGRAM FOR RACEHYGIENE. 

Negativ Racehygiene. 

a. Segregation (negative colonisation system) for feeble minded, 
epileptics & similar physically & mentally crippled individu- 
als, obligatory for drunkards, habitual criminals, professional 
beggars & all who refuse to work. 

b. Sterilisation. No compulsory sterilisation in general. Certain 
types of criminals who wish to escape segregation should be 
given an opportunity to be sterilised. 

Positive Racehygiene. 

c. Blological Enlightenment. Education of women in school & 

university should be changed from the present masculine 
system to one adopted to the female intellect and mind, 
Biology (renewal of the family) chemistry (nourishment of 
the family) and hygiene (protection of the family) should be 
chief sub jects (obligatory), from the preliminary class in the 
board school to the university. — Racebiology in school & 
university Institute for genealogical research. State laboratory 
for racehygiene. 

d. Tax- Wage- & Colonisation-systQm in favour of families, 
maternity insurance and other protective measures of prena- 
tal kind. Positive colonisation system. Regressive tax and 
progressive wage system for heads of families. 

Profylactic Racehygiene. 

e. Combatlng racial poisons: industrial poisons, especially lead 
and lead compounds, pathological poisons, especially syphilis, 
narcotic poisons, especially alcohol. 

1) Profylaxis of raceillnesses and raceanomalies as a 
statefunction. 

2) Health declaration before marriage. 

3) Class-system & Progressive taxation for alcoholic 
liquors. 

/. Crossings between distant races should — until we have 
collected more knowledge — be avoided. 

Winderen Laboratorium, 

May 1908. Jon Alfred Mjøen. 



— 2 — 

On account of the many inquirements & questions of 
the work done at our laboratory and the scopes & aims 
of our review „Den Nordiske Race", we reprint the above 
program for racehygiene from 1908, part of which (the 
part concerning education of women) was laid before the 
public in a lecture held in the „Nobel-Institut" in Kristi- 
ania, april 1907 (6 weeks before the norwegian women ge* 
their „suffrage") while in extenso it was made known in a 
lecture before The Medical Asociation (Medicinerforeningen) 
in Kristiania 7th May 1908. Some of the programposts 
has already entered legislation in Scandinavien countries. 
A reformbill: „Prevention of raceanomalies & social diseases" 
is under preparation. We print below commentaries to 
these program by Professor Dr. med./. A. Lindsay, delegate 
to the International Congress of Racehygiene London July 
1912, Professor Dr. med Fore/, Professor Dr. med. Sir 
Thomas Oliver, Professor Dr. N. Wille, chairman of The 
Consultative Eugenics Com-mittee of Norway. See also 
„Statsvetenskapligt Tidsskrift" (Pontus Fahlbeck) June 1917 
Eugenics Review July 1917 & Archiv fur Rassen & Gesell- 
schaftsbiologie (Alfred Ploetz) nr. 4, Jahrgang 1915. 

Winderen Laboratorium Fr. Kausch. 

Aug. 1921 



COMMENTARIES TO THE NORWEGIAN 
PROGRAM FOR RACEHYGIENE 

a. Segregation. 

I am in favour of compulsory segregation for drun- 
kards habitual criminals professional beggers and vagrants 
and for institutional treatment for the feebleminded, 
epileptics and patients suffering from incurable tuberculosis. 

b. Sterllisation. 

I am entirely opposed to compulsory sterilisation. I 
believe it would revolt the public conscience and raise 
a serious prejudice against the whole movement of race- 
hygiene. 



— 3 — 

c. Biological enlightenment. 

I am strongly in favour of biological teaching in 
schools and universities, and that provision should be 
made for instruction in sex knowledge. 

d. Maternity Benefits. 

I am in favour of maternity insurance, and remission 
of taxation for families in proportion to the number of 
children. 

e. Racial poisons. 

I am in favour of an active campaign against the racial 
poisons, syphilis, tuberculosis, alcohol, lead. 

I would make it a criminal offence knowingly to com- 
municate syphilis, and I would make it a legal ground 
for the dissolution of marriage if syphilis had been con- 
tracted within the preceeding three years. 

I am in favour of the progressive class system for alco- 
hol, and I would make habitual drunkenness a ground 
for the dissolution of marriage. 

I am in favour of an active movement to check the 
ravages of tuberculosis, both by the provision of sanatory 
and of domiciliary treatment, and also by legislation to 
prevent overcrowding, to eliminate slum areas and to Con- 
trol unhealthy trades. 

f. Health Declaration before marriage. 
I am in favour of such declaration. 

g. General 

I am in favour of appointing a Health Minister as a 
member of the cabinet, and of a large extention of the 
powers of the Local Government Board in the department 
of Public Health. This department should amongst other 
things make a study of the subject of infant mortality 
and apply the appropriate remedies. It should make 
it compulsory in all schools to devote half an hour 
weekly to introduction in questions of personal health and 
racehygiene. 

London James Alexander Lindsay. 

il 1 n i o Professor of Medicin in the Qtieens university 

JUly lyii. of Belfast, Irelond. 



— 4 — - 

1. I am in favour of the segregation of the feeblemind- 
ed, confirmed epileptics, habitual drunkards and confirm- 

ed criminals. 

2. To compulsory sterilisation of any individuals I can 
not ascent. 

3. Biological instruction in schools and universities 
should be encouraged and if parents will not instruct 
their children in sex knowledge this ought to be done 
in schools, but the instruction ought to be given only by 
trained and tactful teachers, illustrations beeing tåken rather 
from botanical than animal sources. 

4. I have always pleaded for maternity-insurance and 
of skilled assistance being provided during the period of 
confinement — l also that expectant mothers should not be 
allowed to work in factories right at the period of term. 
A mother after the birth of her child, should not be 
allowed to return to the factory work for at least six weeks 
after the confinement. 

5. The widest possible instruction should be given to 
the public in regard to such racial poisons as syfilis, 
tuberculosis and alcohol, also the manufacture and mani- 
pulation of lead compounds. The effects of all racial 
poisons fall more heavily upon women than upon men. 
It is because lead deranges the reproductive functions of 
women and destroys their chances of becoming mothers, 
owing to miscarriage, the death of the child in the womb, 
or the death of the infant shortly after its birth that lead 
is such a serious racial poison. 

6. Knowingly to communicate syfilis should be an 
indictible offence. 

7. Syfilis and habitual drunkenness, should be grounds 
for the dissolution of marriage. 

8. Health declaration before marriage by both the con- 
tracting parties is desirable but there are many means by 
which this, if made obligatory, can be avoided. 

Novbr. 1920. Sir Thomas Oliver. 

Professor of Media'// i/t the University 
of New-castle, 



Eine Art braucht Millionen Jahre tim sich zn åndertl ; 
Rassen und Varietåten konnen aber dnrch Znchtwahl mul 
gunstige Kreuzungen sich innerhalb einiger Generationen 
bessern. Diesen Zweck kann die Eugenik beim Menschen 
verfolgen durch : 

1. Radikales Verbot aller Genussgifte wie Alkohol, Opium, 
Indischer Hanf, Morphium, Cocain, wie es die U. S. in 
Amerika soeben tåten. 

2. Abschaffung aller Kriege zwischen den Staaten mit- 
telst einer starken supranationalen Organisation, die allein 
die weittragenden Waffen besitzt. Der Krieg vernichtet die 
Besten, fordert die Syphilis und die schlimmsten Krank- 
heiten. Er wirkt kakogenisch, d. h. das Gegenteil von 
eugenisch. 

3. Gesetzliche Sterilisation der Idioten, unheilbarer Gei- 
steskranker, geborener Gewohnheitsverbrecher durch Dis- 
clocation des Vas deferens beim Manne und der Tuben 
beim Weibe- wie es in einigen Staaten Amerikas bereits 
geschehen ist. 

4. Obligatorische Arbeit (Zivildienst) aller Menschen 
beider Geschlechter als Ersatz der Nationalen Armeen. 

5. Forderung der Vermehrung sozial guter Menschen: 

a) Durch Belehrung, vor allem in den Schulen, von Mad- 
chen und Knaben iiber Rassenhygiene und sexuelle Fragen, 

b) Durch staatliche Erleichterungen, Stipendien etc. etc, 
der Muttersorgen und Pflichten. Durch Erleichterung der 
Ehe bei tuchtigen Menschen. c) Durch Prufung der Jugend 
in der Schule, nicht nach ihrem Gedåchtnis, sondern nach 
ihrem wirklichen Genius, wie es Staatsminister Glockel 
und Dr. Longo neulich in Oesterreich begonnen haben, 
und wie es in den Landerziehungsheimen geschieht. 

6. Forderung der Gartenstådte und des Wohnen auf 
dem Lande. 

7. Schutz der wirklich hoheren Rassen gegen das Wu- 
chern der minderwertigen, wie die Neger. 

8. Belehrung aller schwer korperlich und geistig erblich 
Belasteten ihre Ehen steril zu gestalten und stått dessen 
begabte und gute Kinder zu adoptieren. 



— 6 — 

9. Vermeidung iibertriebener Inzucht, vor allem in 
erblich schwer belasteten Familien, aber mehr noch von 
Mischehen mit minderwertigen Rassen, wie Neger oder 
gar Weddas. Ich betone dagegen dass Mischehen mit 
Mongolen und Semiten ganz gute Produkte geben, jeden- 
falls viel bessere als Ehen mit entarteten erblich belasteten 
Ariern. 

10. Frauenstimmrecht. 

Man muss heute das Eisen schmieden wåhrend es warm 
ist, sonst schlåft die Menschheit nach dem Weltkrieg und 
nach dem jetzigen socialen Krieg in ihrer alten routinen- 
haften Indolenz wieder ein. Die vereinigten Staaten sind 
mit dem Alkoholverbot und dem Frauenstimmrecht uns 
voraus gegangen. Also heisst es ihnen nachfolgen. Ein 
ethischer und progressiver Socialismus ist ebenso drin- 
gend notig, muss sich aber auf Rasseneugenik stutzen. 
Social ist synonym von ethisch. 

Yvorne, Schweitz. Professor Dr. med. August Forel. 

Novbr. 1920. 



I am entirely in accord with the principles on which I 
believe Dr. Mjøen has based his program for „Applied 
Racehygiene". 

Dr. Leonard Darwin, 

President of the Permanent International Engenics Committee. 



Negative Race^hygiene. 

a) Segregatlon. On this point I am in agreement. 

b) Sterilisation. Also — — — — ■*— — — 

Positive Race-hygiene. 

a) Biological enlightenment. I have always maintained 
that the education of youth, and especially of wo- 
men, should go more in the direction of natural 
science subjects than has hitherto been the case. 



— 7 — 

b) Positive Colonisation. The gardening movement. 
Children and young people ought to be occupied 
more than they are at present with horticultnre (gar- 
den allotments etc.), so that they may learn to 
understand and love everything that lives and grows 
and thus acquire an interest in efficient work, order- 
liness and all that is beautiful, while escaping from 
idleness, the excessive pursuit of sport and the lust 
for destruction. 

Profylactic Race-hygiene. 

e) Combating racial poisons. I disagree entirely with 
Forel and other race-hygienists who desire to have 
prohibition. Total prohibition creates hypocrisy and 
law-breakers. I am in favour of the Swedish ratio- 
ning system (Bratt) and the Norwegian classification 
system (Mjøen). The taxation of alcohol ought to 
be strongly progressive, so that the strongest alco- 
holic drinks will be high in price. (Cf. Denmark 
during the war). 

f) Racemixture. I deem it probable that crossing be- 
tween widely-differing races leads to degeneration. We 
have also examples of this in the vegetable kingdom. 

g) Immigration. We ought to act like Switzerland 
and America and close our doors to the inferior 
raceelements. 

Universitetets Botaniske Have Professor Dr. N. Wille. 

Tøien 27. august 1921.